Det 33. Dødsspil.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2017
  • Opdateret: 18 aug. 2017
  • Status: Igang
Denne bog handler om hvordan den 16 årige Denice fra distrikt 7 klarer at hun helt uforberedt udtrukket til dette års Hunger Games. Og endnu værre.. Hvem er den anden soner fra hendes distrikt som hun muligvis kan blive tvunget til at slå ihel?

Hej Alle :-)

I gennem hele bogen vil det være Denice der er jeg-fortæller og det hele bliver fortalt ud fra hendes synsvinkel :-)

0Likes
1Kommentarer
900Visninger
AA

4. Sonerparaden.

Jeg sad alene i det ubehagelige rum indtil døren gik op og min stylist efterfulgt af to andre. Min stylist var mørk i huden og havde almindelige dreadlocks med lidt guld hist og pist. Da han kom tættere på kunne jeg se hans lilla eyeliner. Nok den mest naturlige person man finder i Capitol. "Jeg hedder Mike og jeg er din stylist. Jeg hved godt du ikke synes om at være her men vi skal gøre vores bedtse for at sponsorerne får et godt indtryk af dig og din makker. Hvad hedder du?"spurgte han venligt .Jeg følte mig tryk og ikke nedgjort af ham så jeg besluttede mig for at være venlig og høflig."Denice" sagde jeg. Under den morgenkåbe jeg havde fået tildelt var jeg splitternøgen. Min kvindelige makeupartist  og den mandlige kostmetolog bad mig smide kåben. Jeg brød mig ikke om det. Da de havde studeret min krop blev jeg bedt om at ligge mig på briksen og fik et slags tæppe på. Jeg blev spulet,skrubbet og mit hår blev kæmmet og redt. Jeg skulle have den helt store behandling sagde de. "Den kan i stikke et vids sted hen" mumlede jeg lavt.  Jeg blev vokset og det var nok det mest smertefulde jeg havde prøvet i hele mit liv. "Jamen du er så behåret" sagde de bare. Da jeg var færdige med torturen kom Mike ind. "I er jo fra 7 så i skal have noget der repræsentere jeres hjem" sagde han. "I producere jo tømre og træer så du får denne her kjole." Han holdt en faktisk rigtig fin kjole op foran mig. "Men de bare stykker som ben,arme og bryst bliver dækket sådan at det ligner bark" sagde han med rolig stemme. Gudskelov for at vi ikke skulle være nøgne eller klemmes ind i træstamme.

Jeg fik kjolen på og han begyndte at sætte mit hår. 

Det blev til en almindelig fransk fletning og rundt om hovedet havde jeg en krans med grene og blade. "Jeg vil ikke farve dit hår nu det har sådan en flot mørkebrun farve" Sagde han med et smil. At han ikke var som de to andre fik mig til at trække på smilebåndet. "Makeuppen vil vi helst holde lidt nede da dit kostume vil trække meget opmærksomhed" sagde makeupartisten som hed Shila. Det endte med at min hud var blevet gjort lidt blegere,svag grøn og brun øjenskygge,lidt mascara og mørkegrønne læber. "Og det er det de kalder nedtonet" tænkte jeg.Mike bad om lov til at se og han fjernede forhænget. "Hvor er du smuk" sagde han. Jeg kunne høre på ham at han ikke løj. Overraskende. Vi forlod rummet og gik ud i en slags hal hvor en masse kareter stod. Lyden af hestevrinsk skar gennem luften. Vi fandt vores karet og gik Luke og hans stylist i møde.Luke så imponerende godt ud i sine brune lidt løse bukser og sin grønne og kortærmede vest. Han var ligesom mig dækket på de bare stykker så det lignede bark. "Klar?" spurgte han. "Nej men vi bliver nødt til det" svarede jeg."Ikke noget med at smile eller vinke.Det gør alle andre og sponsorerne skulle jo gerne lægge mærke til jer ikke?" sagde Mike. "Alle sonere bedes at træde op i kareterne" gjalede det ud i rummet fra en højtaler. Alle sonere trådte op ideres kareter. Jeg faldt i staver og kiggede ligeud i luften. Mit blik faldt på hestens ører der vipppede uroligt frem og tilbage. Jeg vendte tilbage til virkeligheden da Claudius Tempelsmith`s optimistiske stemme gjalede ud i rummet. "Mine damer og herre gør jeg klar til at møde dette års modige og fantastiske sonere". Porten blev åbnet og rækken af kareter bevægede sig. Vi blev alle blottet for menneskemængden som hujede og klappede. Mange blikke faldt på mig og Luke der som de eneste stirrede koldt ud i luften. Selvom han var yngre end mig var han lidt højere. "Lad os hæve hænderne" hviskede han til mig. Jeg sagde ham ikke imod men vi talte lavt til tre og hævede hver en arm med knyttet næve. Menneske mængden hujede od klappede endnu mere. Hatte,mønter og roser fløj ind fra alle sider og var på et tidspunkt ved at ramme pigen fra 6 lige i hovedet med en hat. Alle var i kareten blevet kørt hen på pladsen foran Præsident Snow`s talestol. Snow trådte op på stolen og hujende og klappende blev kraftigere. Han talte os alle for at sikre alle distrikter og sonere var der. Et år prøvede to sonere fra 9 at stikke af under paraden men blev skudt af sikkerheds vagterne. "Velkommen,velkommen. Sonere vi velkommer jer. Vi hylder jeres mod for at deltage i dette års Hunger Games. Vi håber i vil yde jeres bedtse og ære jeres distrikter i dysten om liv eller død. Glædelig Hunger Games og må oddsene altid være jer gunstige" afsluttede han. Folk hujede od klappede som syge og vi blev kørt ud i anden hal hvor vi endelig måtte træde ud af kareterne. Mike og vores makeupartister gik os i møde. "I var så fantastiske og jeres hævede hænder var bare prikken over i`et" hvinede Shila og Luke`s makeup artist som angiveligt skulle hedde Constance. Vores vejleder Catherine som også var til stede viste os hen i vores lejlighed. Vi tog vores egen elevator som stoppede på 7.etage. Mig og Luke tabte kæben af chok og Catherine trippede på sine høje hæle tilpas ind i den overluksuriøse lejlighed som sikert var hverdag for hende.

"Dette her er spise- og opholdsstue" sagde hun og viste os et kæmpe rum med marmor vægge og silke gardine som nok var mit hus i 7 gange 5. "Jeres værelser er herinde og der er eget bad og walk-in closet". "Hvad?" sagde jeg og lignede et kæmpe spørgsmålstegn. Jeg havde da aldrig i mit 16 års lange liv hørt ordet walk-inn closet før. "Der er en dør på jeres værelse som føre ind til rum fyldt med det bedste tøj og sko i hele Capitol" smilte hun og viste mig og Luke vores værelser. Jeg kiggede mig lidt omkring indtil en avox bankede på og vinkede mig ud til spisebordet som tegn til spisetid. Cale var i mellemtiden dukket op og satte sig til bords. "Imorgen begynder træningen. Et råd er ikke at vise jeres måde at overleve på. Chancen for at dø en naturlig død er større en at dø af fx. knivstik" sagde han alvorligt. Mig og Luke nikkede og vi spiste i stilhed. Jeg takkede for maden og gik direkte ind på mit værelse. Makeuppen havde jeg vasket af for længst. Jeg gik i seng i bløde silke lagner og de blødeste dyner og puder. Jeg sendte en tanke til min søster som sikkert var  hjemme hos Calvin og sov sødt. En tårer undslap mit øje. Jeg begyndte at hulke. Jeg savnede min søster mere end noget andet. Jeg kom nok ikke til at se hende igen. Hun skal se mig blive dræbt på tv. Hun bliver alene tilbage. Ingen mor,far eller søskende.Jeg græd som pisket til jeg faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...