Det 33. Dødsspil.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2017
  • Opdateret: 18 aug. 2017
  • Status: Igang
Denne bog handler om hvordan den 16 årige Denice fra distrikt 7 klarer at hun helt uforberedt udtrukket til dette års Hunger Games. Og endnu værre.. Hvem er den anden soner fra hendes distrikt som hun muligvis kan blive tvunget til at slå ihel?

Hej Alle :-)

I gennem hele bogen vil det være Denice der er jeg-fortæller og det hele bliver fortalt ud fra hendes synsvinkel :-)

1Likes
2Kommentarer
1045Visninger
AA

2. Rejsen til Capitol.

Jeg stirrede ud af rummets eneste vindue. Hvad fanden havde jeg gjort? Sikret min søster en fremtid uden nogen form for familie? Sendt mig selv direkte i døden? Tanker baskede rundt i mit hoved som vilde sommerfugle.

 

Døren gik op og min søster og Calvin blev puffet ind. "I har 3 minutter" sagde vogteren koldt og lukkede døren. Min søster løb hen til mig og krammede mig hårdt mens hun græd. Jeg holdt hende foran mig i mine arme og kiggede hende lige ind i hendes forgrædte øjne. "Jeg kommer hjem igen det lover jeg" sagde jeg og tvang et smil frem.Jeg vidste bare ikke om det var død eller levende.Inden jeg nåede at rejse mig gav hun mig noget. Det var et lille hårspænde som havde tilhørt vores mor. "Tak" hviskede jeg og krammede hende igen. Jeg rejste mig og gik hen og krammede Calvin. Jeg hviskede lavt i hans øre;"Kan min søster bo hos dig mens jeg er væk"?

"Selvfølgelig kan hun det" sagde Calvin.

"Hun kan bare bo her så længe hun vil hvis du skulle......". Han var den eneste der kendte til vores mors død. Han nåede ikke at afslutte sætningen før fredsvogteren åbnede døren. "Tiden er gået" sagde han endnu mere koldt. Min søster løb hen og vi krammede højst sandsynligt for sidste gang. Fredsvogteren kom og rev hende væk fra mig. Det skar mig i hjertet."Nej jeg vil ikke skreg hun". "Fandens tage dig" råbte hun af fredsvogteren mens hun blev trukket ud af rummet. Døren blev lukket og sorgen tårnede sig op inden i mig. Tårerne trillede ned af mine kinder. Døren gik op og jeg tørrede mine øjne med håndfladen og rejste mig. Catherine kom trippende ind og sagde at toget ventede. Jeg fulgte efter hende mens hun hentede Luke og så gik vi til toget. Inden dørene lukkede bag og vente jeg mig og måske for sidste gang kunne jeg kigge ud over distrikt 7.

Dørene lukkede og toget begyndte at køre. Catherine plaprede løs mens hun viste os rundt i toget. Jeg hørte ikke efter. Stirrede bare ned på det guldfarvede gulv. Her stank af Capitol.

Mig og Luke blev indlogeret i hver vores kupé. Jeg undersøgte rummet. En seng,en kommode med tøj og et badeværelse. Jeg besluttede mig for at tage mit livs første brusebad. Jeg lod min slidte kjole glide af mig og trådte ind i bruse kaninen. Jeg trykkede på nogle forskellige knapper. Vandet var varmt men ikke for varmt. Lige tilpas. Jeg trykkede på en anden knap og jeg fik sådan noget underligt sæbe i håret der duftede af...... appelsin? Jeg skyllede mig og slukkede bruseren. Jeg trådte ud af badet. Jeg gik hen til kommoden og åbnede den første skuffe og gav mig til at rode lidt rundt. Min hånd fangede en kjole i silke. Jeg holdt den op foran mig og min øjne fyldtes med tårer. Den lignede den kjole min mor døde i på en prik. Jeg satte mig ned på gulvet og græd. Jeg blev afbrudt af Catherine der bankede på døren. "Fem minutter" sagde hun og man kunne høje lyde fra hendes stilletter der gik ned af gangen til Luke's kupé. Jeg trak hurtigt i kjolen,fandt en børste og redte mit hår. Jeg kiggede mig selv i er kæmpe spejl der hang på væggen. Pigen der kiggede tilbage på mig var langtfra den beskidte og forældreløse pige fra distrikt 7 jeg kendte. Jeg lod en hånd glide ned over mit lange brune hår. Det manglede noget. Jeg rodede i lommen på min slidte kjole jeg havde på før og fandt hårspændet min søster gav mig. Jeg fjernede mit pandehår og fæstnede det med besvær fast til mit baghoved med hårspændet. Det bankede igen på min dør." Spise tid" sagde Catherine.

Jeg gik på bare fødder hen og åbnede døren. Catherine gav mig elevator blikket. Man kunne se at hun væmmedes ved synet af mine bare fødder. Hun trak vejret dybt inden hun fortsatte sin uendelige talestrøm. Hun kiggede på både mig og Luke. "Det er tid til at i skal møde jeres mentor" sagde hun. Det eneste jeg vidste var at det var en mand ved navn Cale Canetti. Manden der skulle lære os at kæmpe,skaffe sponsore og ikke mindst overleve. Døren til spisestuen gik op og manden sad med ryggen til os.

Han vendte sig om og jeg blev næsten slået omkuld af hans skønhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...