Det 33. Dødsspil.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2017
  • Opdateret: 18 aug. 2017
  • Status: Igang
Denne bog handler om hvordan den 16 årige Denice fra distrikt 7 klarer at hun helt uforberedt udtrukket til dette års Hunger Games. Og endnu værre.. Hvem er den anden soner fra hendes distrikt som hun muligvis kan blive tvunget til at slå ihel?

Hej Alle :-)

I gennem hele bogen vil det være Denice der er jeg-fortæller og det hele bliver fortalt ud fra hendes synsvinkel :-)

0Likes
1Kommentarer
898Visninger
AA

3. Ankomst

Jeg betragtede hans ansigt i flere minutter. Jeg blinkede med øjnene og vendte tilbage til virkeligheden. Han gav os begge hånden og præsenterede sig selv. "Jeg er Cale Canetti og vinder af det 29. dødsspil. Jeg er jeres mentor og skal lære jer at skaffe sponsorer og forberede jer på hvad der kan ske i arenaen" sagde han med alvorlig mine.

Han gjorde tegn til at vi skulle sætte os ved det spejlblanke spisebord.Jeg lod min hånd glide hen over den nøgne bordplade. Det er noget helt andet end det træ vi bruger i distrikt 7 tænkte jeg. Catherine og Cale sad og snakkede mens to avoxer gik frem og tilbage mindst ti gange og kom vær gang med et fad fyldt med mad. Min mave knurrede.

Vi gik i gang med at spise. Cale og  Catherine snakkede uafbrudt mens mig og Luke var tavse. Det fortsatte ind til Cale sagde: "Nu vil jeg gerne vide hvad i kan og lidt om jer så vi har noget at arbejde med". Hverken mig eller Luke havde lyst til at sige noget. Cale fnyste utålmodigt og sagde til sidst: "Tjaaa vis i ikke siger noget så er jeg jo tvunget til at lade ambierne  slagte jer i arenaen". Jeg vidste udmærket godt at han har set høsten. Jeg åbnede alligevel munden og ordene snublede ud ad min mund:"Jeg hedder Denice jeg øver mig dagligt i at kaste med økse og skyder i ny og næ en sladredrossel med bue og pil". Jeg kom jo fra 7 hvor vi producerede tømre og andet til Capitol.

Det blev Luke`s tur. Han splejse krop rejste sig op men jeg kunne se i hans øjne at han var et andet sted. "Jeg hedder Luke og har i min klasse rekorden i hurtigste reaktionsevne". Cale nikkede anderkendende. "Har ingen af jer nogen søskende" spurgte han. Mens tårerne pressede sig på hos mig fortalte Luke om sine 3 mindre brødre og sin mor. "Hvad med dig Denice" spurgte Catherine som nu var klædt i orange fra top til tå.  Jeg skulle til at sige noget men tårerne trillede ned ad mine kinder. Jeg rejste mig så pludseligt at stolen væltede og jeg løb ned til min kupé hvor jeg lukkede døren. Jeg græd som en pisket. Jeg hørte døren til min kupé gå op. Jeg  vendte mig om og så Catherine stå i døren. "Må jeg komme ind?" spurgte hun. Jeg trak på skuldrene som svar og Catherine lukkede døren og satte sig ved siden af mig. "Det var altså ikke min mening at sårer dig" sagde hun skamfuldt. "Og du kan stole på mig det hved du godt ikke?" sagde hun med en stemme der mindede uhyggeligt meget om min mors. Jeg skulle til at sige noget men jeg brast sammen i gråd inden et ord nåede at forlade mine læber. Catherine trak mig ind i et kram. Min stolthed ville vriste mig fri af det men jeg ignorede den og lod hende kramme mig. Ingen ud over min søster og Calvin havde virket omsorgsfulde over for mig siden min mor døde. Jeg trak mig ud af krammet og mine brune og forgrædte kiggede ind  i hendes hvor lyserøde glimmerstykker havde overtaget. "Du siger ikke det her til nogen vel?" sagde jeg. Hun rystede stille på hovedet men jeg kunne se at hun mente det. "Vores mor døde og i 7 må man ikke leve uden en værge der er fyldt 18. Ingen ud over min bedste ven og min søster ved noget. Og hvis jeg dør i den arena så har min søster en fremtid uden noget familie". Jeg havde hulket meget mellem ordene men det var rart at få snakket med en anden person om det. Jeg forventede dog ingen reaktion fra Catherine som sag og fumlede med hendes 12.000 fingerringe. Hun rejste sig og gik mod døren. Inden hun gik ud vendte hun sig."Vi er i Capitol kl 08:00 i morgen så se at få noget søvn" sagde hun og lukkede døren til min kupé. Jeg kunne hendes stilletter forsvinde ned til sin egen kupé. Jeg kiggede på det lille ur på væggen der viste 02:30. Jeg kravlede med alt tøjet på ned under dynen og lagde mit hoved på puden og faldt hurtigt i søvn.

 

Jeg vågnede med et sæt. Jeg så klokken kun var 05:30. Jeg prøvede at sove igen men kunne ikke. Jeg besluttede mig for at gå i det der mærkelige brusebad. Jeg vristede forsigtig mit hårspænde ud af håret,klædte mig af og tændte for vandet.Jeg trykkede på en tilfældig knap og en duft af æble fyldte mine næsebor og tog bo i mit hår. Jeg slukkede for vandet og gik hen og fandt en tilfældig kjole og tog den på. Jeg huskede i dag at tage sko på som jeg fandt i en anden skuffe. Jeg trådte hen til det kæmpe spejl og fæstnede med besvær mit pandehår fast med det lille spænde. Jeg kiggede på uret som nu viste 06:30. Jeg listede ud af min kupé. Jeg fandt en plads bagerst i spisevognen hvor jeg gav mig til at stirre ud af vinduet. Alt forsvandt for mine øjne med 300 km/t. Døren i den anden ende af vognen gik op og jeg løftede hovedet og kiggede derned. Cale,Luke og en Catherine som nu var klædt i kongeblå og gul satte sig ved det store spisebord. Jeg var ikke sulten. Cale kiggede bekymret ned på mig og skulle lige til at gå her hen. Men Catherine stoppede ham. "Hun er sikkert bare spændt"sagde hun med optimisme i stemmen. Jeg fangede hendes øjne og mimede tak.

Klokken blev 08:00 og toget stoppede. Jeg kiggede ud ad vinduet og kunne se en masse mennesker farvestrålende mennesker huje og juble. Vi trådte hen til togets skydedør. Den blev åbnet af to sikkerheds vagter som viste mig og Luke ind i hver sit rum. Jeg kiggede lidt rundt i rummet og kunne med det samme regne ud at det var her at vi skulle styles til aftenens store begivenhed. Dette års sonerparade.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...