Det 33. Dødsspil.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2017
  • Opdateret: 18 aug. 2017
  • Status: Igang
Denne bog handler om hvordan den 16 årige Denice fra distrikt 7 klarer at hun helt uforberedt udtrukket til dette års Hunger Games. Og endnu værre.. Hvem er den anden soner fra hendes distrikt som hun muligvis kan blive tvunget til at slå ihel?

Hej Alle :-)

I gennem hele bogen vil det være Denice der er jeg-fortæller og det hele bliver fortalt ud fra hendes synsvinkel :-)

0Likes
1Kommentarer
905Visninger
AA

7. Afgørelsens time.

Jeg vågnede tidligt på den sidste træningsdag. I dag var dagen hvor vi skulle træne en sidste gang. Det var også dagen hvor vi skulle vise vores evner for Spillemestrene og om aftenen interviewet med Ceaser Flickerman. Jeg tog min nyvaskede træningsdragt og støvlerne med ud på badeværelset og gik i bad. Da jeg var færdig og havde tørret hår og krop,taget tøj,redt hår og børstet tænder gik jeg ind på mit værelse for at sætte hår. Jeg havde lige stillet  mig foran det enorme spejl da jeg så Catherine sidde på min seng. "Chok" sagde jeg og vendte mig om. "Åhh undskyld men jeg kunne hører du var i bad så jeg gik bare ind" sagde hun undskyldende. "Det er fint" sagde jeg til hende. 

Jeg vendte mig mod spejlet igen og prøvede at sætte mit hår. Det ville bare slet ikke samarbejde med mig idag... Catherine der i dag var iført en okay pæn lilla kjole havde fornemmet mit besvær. "Må jeg?" spurgte hun høfligt. Jeg satte mig ned på sengen som svar og hun begyndte at ordne mit hår. Efter 5-10 min var det blevet til to hollandske fletninger. Jeg stillede mig foran spejlet og betragtede mig selv. "Det er faktisk slet ikke så tosset" tænkte jeg."Tak" sagde jeg. Men der manglede noget... På kommoden der stod ved siden af min enorme seng lå det grønne spænde. Jeg tog det i hånden og vendte mig mod Catherine. "Kan du sætte den på?" spurgte jeg. "Ja selvfølgelig kære" sagde hun med en smule Capitol accent. Hun havde efterhånden svært ved at skjule den. "Du behøver altså ikke atskjule din accent for mig" smågrinede jeg. "I alle de år jeg har været vejleder har jeg altid fået at vide at min accent er noget af det mest irriterende" smilede hun mens hun satte spændet i mit hår. Mens hun gjorde det betragtede hun det i smu.

"Din mors?" spurgte hun og hentydede til spændet der nu sad mellem de to fletninger der lå tæt til mit hoved og havde deres ende på min ryg. "Ja. Hun bar det altid" sagde jeg stille for ikke at græde. Jeg havde ikke regnet med at en fra Capitol skulle blive en af de få mennesker jeg betroede mig til. En tårer løb fra  min kind. Jeg nægtede at græde foran Catherine igen. Men tårerne tog over og snart trillede de ned over mine kinder i floder. Hvorfor fanden skulle jeg altid græde. Jeg vendte mig hurtigt væk fra Catherine. "Du græder jo" sagde hun venligt. Jeg vendte min krop og tårevædet ansigt mod hende. Hun trak mig ind i et kram. Jeg ville egentlig ikke men min stolthed blev igen overvundet af mine flossede følelser og jeg lod hende kramme mig. Hun slap mig og sagde: "I skal være til træning om 30 min så lad os gå ud til Luke og Cale og få os noget morgenmad. Jeg nikkede og vi gik ud til de andre. Mit ansigt så nogenlunde ud igen. Jeg begyndte at fylde mad på min tallerken og spiste det lidt hurtigt. Hold nu kæft hvor var jeg sulten. Cale rømmede sig som tegn på at han ville sige noget. "Det er sidste træning i dag,opvisning for The Gamesmakers og i aften interview`et med Flickerman" sagde han alvorligt. "Og husk nu at gøre jeres bedste for gode point er lige med sponsorer hvis gaver i sidste ende holder jer i live". "Og imorgen er det arenaen" sagde han. Både mig og Luke var pludselig blevet ret blege. Fuck.. Imorgen hvor i evt bliver slagtet.. Klokken nærmede sig 08:00 og vi skyndet os ned i træningshallen til de andre sonere. Da alle var blevet råbt op gik vi igang med træningen. Posten med øksekast blev ikke rigtig brugt så jeg besluttede mig at besøge den efter som jeg havde styr på de forskellige overlevelsesteknikker. På posten hvor der stod en træner øvede jeg i at kaste på lidt forskellige måder. Både over- og underhånds kat var en succes. Da jeg gik fra posten kiggede for første gang mens vi trænede efter Luke. Jeg fik øje på ham ved en klatrepost. Han bevægede sig imponerende hurtigt i klatrenettet. Træningen sluttede og alle 24 sonere blev ført ind i et rum hvor vi om lidt en efter en vil blive hentet ind for at vise vores evner for The Gamemakers. 

Som tiden gik og de andre en efter en blev færdige lød en robotstemme:" Luke Carter distrikt 7". Luke rejste sig for at gå ind i løvernes hule. "Hey Luke" sagde jeg og han vendte sig. "Held og lykke". Han trak lidt på smilebåndet og forsvandt derind.Efter 10 minutter kom han ud igen. Jeg rejste mig. "Gik det fint?" spurgte jeg. "Altså hvis de syntes at camouflage og klatring er overlvelse såå kan det ikke være helt skidt" sagde han optimistisk. Robotstemmen lød igen: "Denice Fletcher distrikt 7". Luke nikkede til mig som jeg gik ud fra betød held og lykke. Da jeg trådte ind i den nu tomme træningshal sad de 15 Gamemakers og ventede på jeg gik i gang. Jeg gik hen til posten med økserne, tog 5 knap så tunge men gode økser, trykkede på den samme knap som tidligere og stillede mig klar. Når man skulle kaste eller skyde så lyste en tilfældig af de 5 dukker op. Den første lyste op og inden jeg havde nået at tænke havde alle fem dukker fået plantet en økse hver i deres bryst. Jeg kiggede op på The Gamemakers. De kiggede tomt ned på mig. Nok ikke synderligt imponerede. Men det finder jeg ud af i aften hvor det bliver afsløret for hele Panem hvordan vi har klaret os. "Tak for opvisningen frk. Fletcher" sagde ham jeg formoder var øverste Gamemaker (spillemester). Han gjorde tegn til at jeg kunne forlade rummet. Luke ventede på mig og vi fulgtes tilbage op på 7 etage. Cale og Catherin tog imod os og spurgte ind til hvordan det gik osv. "Det finder vi vel ud af i aften" sagde e afslappet. Der var ca 1 time til aftensmad hvor der efter det ville være bedømmelse på vores opvisning i tv`et. Alle blev bedømt på en skala fra 1-12. Dem fra 1 og 2 var altid dem der scorede flest point. Men de er så også siden de kunne gå blevet opdraget som sindsyge dræbermaskiner. Jeg trængte til luft og tog derfor elevatoren der stoppede på sonercenterets tag. Jeg nød stilheden og udsigten over Capitol. Bag Capitol`s kæmpe luksus bygninger og moderne teknologi kunne jeg skæmte det jeg formodede var distrikt 1. Jeg nød synet og stilheden i fuldedrag i mens jeg betragtede menneskerne på gågaden. De skulle selv prøve at blive smidt ind i en arena og blive slagtet på åben skærm som sandsynligvis nok var det der skete for mig i morgen.

______________________________________________________________________

 

Hej Alle :-)

I må undskylde det sidste kapitel og det her var/er lidt kort. Men håber i syntes om movellaen alligevel og vil blive ved med at følge med :-)

 

Tusind tak :-)

 

Xx Tasha.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...