Et hegn har huller

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2017
  • Opdateret: 15 jul. 2017
  • Status: Færdig
"Hilde vidste godt, hvad der skete her. Moren havde fortalt hende det. Det var en fangelejr. Dem, der ikke føjede sig efter tyskernes regler, skulle bo derinde bag pigtråden. Hilde havde set dem arbejde. Når solen bagede ned over dem, stønnede og svedte de. Når det regnede, gled og sukkede de.
Frøslevlejren." // Deltager i "Skriv dig gennem historien"-konkurrencen med Frøslevlejren som fokus.

6Likes
9Kommentarer
306Visninger
AA

2. Et hegn har huller

 

   Solsortens insisterende toner blev båret henover landskabet, de høje nåletræer dansede i den blide sensommerbrise, og myrerne myldrede rundt blandt småsten og græsstrå. I skrædderstilling tæt ved skovbrynet sad Hilde. Det brune hår faldt ned over hendes ansigt og kildede de fregnede kinder. I hendes skød lå en lille bunke tusindfryd, og i hænderne holdt hun starten på en blomsterkrans. 

   Som tilfældig beskuer ved en scene som denne, var man fristet til at tro, at Hilde var alene. Men det var hun ikke. Få hundrede meter væk lå de røde barakker. De var nøje placeret i en halvcirkel, og på en solbeskinnet dag som denne var der nærmest noget idyllisk over det bare landskab og kolonien af huse. Den illusion blev dog brudt af det meterhøje pigtrådshegn samt de glubske kamphunde, der adskilte Hilde og barakkerne.

   Hilde lagde omhyggeligt blomsterne fra sig i græsset og gik forsigtigt hen til hegnet. Hun stak fingrene ind gennem hullerne, greb fat og lænede panden mod det kolde metal, mens hun spejdede ind over lejren. Set bort fra fuglenes sang var der helt stille. Ingen vovede sig ud af barakkerne, og hundene snusede rundt et sted langt borte. Kun engang imellem spadserede en strengt udseende tysker henover pladsen.

   Hilde vidste godt, hvad der skete her. Moren havde fortalt hende det. Det var en fangelejr. Dem, der ikke føjede sig efter tyskernes regler, skulle bo derinde bag pigtråden. Hilde havde set dem arbejde. Når solen bagede ned over dem, stønnede og svedte de. Når det regnede, gled og sukkede de.

   Frøslevlejren.

   Hildes blå øjne betragtede de røde barakker lidt endnu. Hun ventede. Håbede. Til sidst drejede hun rundt på hælen og listede om bag træerne. Turen hjem var ikke ingenting for Hildes korte ben. Det var bedst at komme af sted i god tid.

   Da Hilde lettere forpustet trådte ind ad døren derhjemme, kastede moren et kort blik over på hende og fortsatte derefter med at skrælle de kartofler, der flød rundt i vasken.

   ”Hvor har du været, Hilde?”

   Hilde satte sig ned ved køkkenbordet.

   ”Jeg har været på legepladsen,” svarede hun.

   Moren nikkede med ryggen til. På gulvet inde i stuen sad Hildes storebror, Peter, med sine lektier bredt ud over gulvtæppet. Hilde så kun kortvarigt over på ham, men det lykkedes ham alligevel at sende hende et tvivlende blik. Hun ignorerede det og drejede i stedet rundt på stolen for atter at vende sig mod sin mor.

   ”Behøver jeg at tage i skole i morgen, mor?”

   Hildes mor stoppede midt i en bevægelse og stirrede stift ned i kartoffelvandet.

   ”Selvfølgelig skal du i skole i morgen, Hilde. Det er vigtigt at gå i skole.”

   ”Far sagde, at jeg havde lov til at blive hjemme engang i mellem, hvis jeg ikke havde lyst til at tage af sted. Og jeg har ikke lyst til at tage af sted.”

   Morens hænder var begyndt at ryste, da hun vendte sig og med hævet stemme svarede: ”Far er her ikke, Hilde. Når far ikke er her, er det mig, der bestemmer.”

   ”Men han kommer tilbage. Hvorfor fjerner du hans regler, når han kommer tilbage?” Hilde rejste sig op.

   Tårer steg pludseligt op i morens øjne, og hendes læber bævrede nu ganske let.

   ”Hilde.”

   Peter kom ud i køkkenet, stoppede samtalen og førte sin søster ind på deres fælles værelse. Han plantede hende i sengen og sendte hende et irettesættende blik, før han lukkede døren og efterlod hende alene i resterne af dagens lys.

   Solstrålerne faldt lange og varme på det mørke trægulv. Hilde lod langsomt sine fødder glide ind i lyset og mærkede varmen trænge igennem strømperne. Det føltes rart. Fødderne var ømme efter gåturen. Hun blev siddende sådan i flere minutter. Gennem døren kunne hun høre Peter tale til moren, men Hilde lyttede ikke efter. Hun koncentrerede sig om de små støvpartikler, der svævede gennem rummet og pludselig forsvandt, når de bevægede sig udenfor solens rækkevidde. Hun spekulerede over, hvad der skete med dem, når hun ikke længere kunne se dem. Faldt de ned? Kom de nogensinde tilbage?

   Den næste dag var Hilde kun hjemme få minutter for at stille sin taske, før hun igen forsvandt ud af døren med kurs mod skoven. Mod lejren. Hun fandt sin plads i græsset og blev skuffet over at se, at blomsterkransen var løs og slatten, men gav sig så til at lave en ny. Hun sad der ikke længe, før lyden af stemmer nåede hende.

   Fra sit skjul bag stammerne betragtede Hilde skikkelserne, der bredte sig ud over de store arealer og gik i gang med det, de havde fået besked på. Hun havde set dem arbejde flere gange, men alligevel kunne hun ikke lade være med at stirre. For at modstå trangen til at kravle tættere på, lagde hun sig ned på maven og lod sit blik glide henover alle fangerne. Det var svært at skelne dem alle sammen fra hinanden, men alligevel kneb hun øjnene sammen og søgte. Ledte og ledte og ledte.

   Han skulle være der et sted.

   Men hun fandt ham ikke, og endnu engang måtte Hilde gå skuffet og nedtrykt hjem. Gåturen føltes ekstra lang denne gang.

   Da hun kom hjem, spurgte moren igen, hvor Hilde havde været henne.

   ”Jeg har været ovre ved fru Simonsen,” svarede Hilde og undgik bevidst at se i brorens retning. ”Hun bød på kage.” 

   Om lørdagen fik Hilde lov til at gå hjem til en klassekammerat for at lege om eftermiddagen. Det skete af og til, når moren havde brug for lidt tid til at være alene. Men Hilde gik ikke hjem til Vera. Hun fortsatte ud ad vejen og nåede hurtigt ud til sit foretrukne sted. Mens hun var i færd med at pille mælkebøtter ud af sine sandaler, kom hun i tanke om den lille pose tørrede æbler, hun havde fået med i lommen. Den var egentlig ment til deling, så Hilde sørgede for ikke at spise dem alle sammen. Hun nød hvert et stykke og lod dem ligge længe i munden, før hun tyggede sig igennem dem.

   Men Hilde holdt også øje. Hun spejdede ind gennem hegnet og forsøgte at skelne ansigterne fra hinanden, stemmerne, måden, de mange kroppe arbejdede på.

   Hun havde efterhånden siddet her mange timer nu. Aldrig før havde hun oplevet, at fangerne havde bevæget sig hen til hegnet. Hun havde et par gange haft en følelse af, at nogen havde fået øje på hende, men ingen havde nogensinde handlet på den opdagelse. Så da en kvinde den lørdag eftermiddag pludselig stod ganske få meter fra hende, vidste Hilde ikke, hvad hun skulle gøre.

   Hun sad helt stille i græsset.

   ”Hej med dig,” hviskede kvinden hæst og så sig flygtigt over skulderen, før hun igen vendte sig mod Hilde. ”Hvad laver du her?”

   Kvidens hår hang i tykke gardiner ned over hendes ansigt, som var beskidt og støvet. Hun så træt ud. Træt og trist.

   ”Jeg venter på min far,” svarede Hilde og rejste sig op. Posen med de sidste æbler landede med et blødt bump på jorden, og Hilde så, hvordan kvindens øjne hvilede på dem, som de lå der.

   ”Vil du have én?”

   Kvinden sikrede sig, at hundene ikke var i nærheden, før hun nikkede ivrigt. Hilde gik frem og kastede så forsigtigt tre stykker æble ind over hegnet. Kvinden ikke så meget som tænkte på at børste dem af, idet hun samlede dem op, og Hilde kunne ikke lade være med at tænke, at hendes mor ville have rynket på næsen i afsky, da hun i stilhed så kvinden putte de søde skiver i munden.

   ”Har din mor givet dig lov til at være her?” spurgte kvinden, mens hun suttede på Hildes gave.

   Hilde rystede på hovedet og lavede en grimasse. ”Ikke rigtigt.”

   ”Så burde du ikke være her. Det er et farligt sted. Ikke et sted for små piger som dig.”

   ”Jeg vil gerne tale med min far,” fastholdt Hilde og valgte at lade være med at starte diskussionen om, hvor lille hun var. ”Han er derinde. Måske kunne du hente ham for mig?”

   Kvinden tøvede, men rystede så på hovedet. ”Du skal slet ikke være her, pigebarn.”

   ”Jeg vil bare gerne se ham,” fastholdt Hilde stædigt og kastede et blik ind bag kvinden, hvor de andre fanger arbejdede. En mand med mørkt hår lignede til forveksling faren bagfra, men Hilde vidste bedre og blev næsten ikke skuffet, da han drejede hovedet og afslørede et meget markant kæbeparti.

   ”Hvad er din fars navn?” sukkede kvinden så.

   ”Harding Jensen.”

   ”Jeg skal nok holde øje. Hvis jeg finder ham, fortæller jeg ham, at hans datter savner ham. Lover du så at blive væk herfra?”

   Hilde nikkede.

   Kvinden så længe på hende, før hun til sidst slugte det sidste stykke æble og småløb tilbage til barakkerne. I det samme begyndte det at dryppe fra himlen. Hilde holdt håndfladerne frem og mærkede vanddråberne lande blidt på sine fingre. Efter at have kigget en ekstra gang ind gennem hegnet stoppede hun den tomme æblepose i lommen og begav sig hjemad.

   Himlen var stadig grå og trist, da Hilde og Peter mandag morgen gik side om side på vej til skole. Ingen af dem sagde ret meget. Peter gik og sparkede til en sten, og Hilde gik i sine egne tanker. Hun tænkte på kvinden, og hvad hun havde lovet hende. Hvad hvis hun ikke havde fundet faren? Hvad hvis hun havde løjet og bare havde givet efter for at få Hilde til at gå? Hilde var i vildrede. Hun havde ikke lyst til at tage i skole og blive bombarderet med tal og bogstaver, men hun vidste også, at græsset  ville være vådt, og desuden havde hun afgivet et løfte.

   Hilde fortsatte lidt, men til sidst kunne hun ikke få sine ben til at gå længere. Hun stoppede op og blev derfor ramt af Peters sparkesten, der i samme øjeblik havde fløjet gennem luften. Hilde lod sig ikke mærke med det.

   ”Du, Peter,” sagde hun og klappede på sin taske, ”jeg tror, jeg har glemt min madpakke. Jeg må hellere gå hjem og hente den.”

   Peter stoppede også op. ”Jeg kan hente den for dig. Jeg er hurtigere end dig.”

   Men Hilde rystede på hovedet. ”Nej, jeg henter den selv. Du kan bare fortsætte.”

   Peter så ikke glad ud, men han tilbød alligevel at tage sin søsters taske, så hun bedre kunne løbe.

   ”Du kan bare stille den i skolegården. Så kommer jeg og henter den. Tak, Peter!”

   Og med de ord var Hilde allerede i fuld fart på vej tilbage gennem byen. Hun mærkede Peters blik i ryggen, mens hun løb, men tanken om, at hun måske denne gang ville få lov til at se sin far, fik hende hurtigt til at glemme alt om bekymrede storebrødre. Da hun kom til krydset, hvor det var meningen, hun skulle dreje til højre, drejede hun til venstre. Da hun kom til pilen, der viste vej til Frøslevlejren, satte hun farten op. Da hun kom til skiltet, der bad udefrakommende om at blive væk, passerede hun lige forbi.

   Hilde tog sin jakke af og bredte den ud på jorden. Hun nød duften af jord og mos efter nattens regnskyl, og hun fnes, når nåletræernes grene af og til slap en dråbe eller to, som farede ned og ramte Hilde i hovedbunden. Hendes sandaler var hurtigt blevet brune og beskidte, men i det øjeblik bekymrede Hilde sig ikke om, hvad hun skulle sige til sin mor, når hun kom hjem.

   Hun var i løbet af få minutter forsvundet hen i sin helt egen verden og hørte derfor ikke, at en anden kæmpede sig vej gennem skovbunden bag hende. Det var først, da Peter stod ganske tæt på hende, at hun så ham ud af øjenkrogen og rettede sig op. Han så vred ud.

   ”Hvad laver du her, Hilde?” spurgte han.

   Hilde bed mærke i, at kvinden havde stillet præcist samme spørgsmål, og derfor gav hun også samme svar.

   ”Jeg venter på far.”

   ”Er det det, du har gjort, hver gang du har løjet for mor om, hvor du var?” Peter trådte frem og hev i en hidsig bevægelse Hildes nu fugtige jakke til sig. ”Du må slet ikke være herude, din dumme tøs. Vi går hjem. Nu.”

   Men Hilde rystede på hovedet og strittede imod, da Peter greb hende om armen og forsøgte at trække hende væk fra hegnet.

   ”Hilde! Kom nu!”

   Der lød hundeglam inde fra lejren.

   ”Nej, Peter! Slip mig!” Hilde hev og sled. Peter var langt stærkere end hende, men Hilde nægtede at give op. Nægtede at lade nogen forbyde hende at komme her.

   ”Far er derinde, Peter! Han er derinde helt alene! Vi kan vente på ham sammen!” Hilde gled i græsset, og Peters greb slækkedes. ”Jeg talte med en dame i går. Hun har set ham!” Hilde vidste, at hun ikke holdt sig hundrede procent til sandheden, men hun var sikker på, faren ville tilgive hende for det. ”Han kommer ud til os, Peter!”

   Pludselig gav Peter slip. Jakken gled ud af hænderne på ham, og Hilde faldt, da der pludselig ikke var nogen modstand længere. Hun kom dog hurtigt på benene igen og vendte sig mod sin storebror. Han så ned, og Hilde kunne ikke se hans ansigt. Så var det, som om hans ben også gav op, og han sank sammen i græsset.

   ”Peter?” sagde Hilde stille. Hun satte sig ned ved siden af ham og fangede hans blik. Tårerne dinglede faretruende i øjenvipperne, og hans øjne var røde. ”Peter, er der noget galt?”

   Peter svarede ikke. Han sad der bare og forsøgte at holde hulkene tilbage.

   Hilde blev også trist. Hun klemte Peters hånd, som hendes far altid havde gjort, når han trøstede hende. Klemte den hårdt og længe og lænede sig ind til sin bror.

   ”Du skal ikke være bange, Peter. Han er derinde. Det ved jeg,” sagde hun.

   De gik sammen hjem med hundenes gøen rungende i ørerne. Ingen af dem var klar over, hvor tæt de havde været på at blive opdaget.

   Peter sagde ikke et ord på vejen hjem, og da moren så hans hævede øjne, gik han direkte ind på værelset. Hilde blev siddende i køkkenet lidt, men nægtede at svare på morens spørgsmål. Til sidst gav moren op, kastede viskestykket over skulderen og fortsatte med opvasken. Hilde betragtede hende. Hendes ærmer blev med at glide ned i det beskidte vand. Hilde kunne ikke rigtigt afgøre, om hun var ligeglad, eller om hun simpelthen ikke bemærkede, at det hvide stof var helt tungt af snavset opvaskevand.

   Til sidst gik hun udenfor og satte sig på trappestenen. Byen virkede tom, nu hvor alle de andre var i skole. Hilde var lettet over, at moren ikke havde skældt ud, men et eller andet sted havde hun heller ikke regnet med andet. Moren råbte aldrig af Peter.

   Gruset knasede under Hildes sandaler, som hun sad der og vippede med tæerne. Hun tænkte tilbage på sidste gang, hun havde set sin far. Hun var vågnet sent ud på natten på grund af støj i stuen. Da hun på bare tæer listede ud af værelset, havde hun set moren stå med tårerne rendende ned ad kinderne og faren, der fløj rundt i huset og kastede ting ned i en lærredstaske. Det var første gang, hun nogensinde havde set sin mor græde. Da faren fik øje på Hilde, stoppede han op og gik hen til hende. Han tog hendes hænder, gav dem et klem og kyssede hende blidt på panden. Så havde han været væk.

   Hilde følte af og til, at hun stadig kunne mærke de stride skægstubbe mod sin pande. Hun ville sådan ønske, at han ville komme hen til hegnet, så hun ikke længere blot behøvede at forestille sig gestussen.

   Med den tanke i hovedet rejste Hilde sig langsomt og kiggede forsigtigt ind ad køkkenvinduet. Moren stirrede stift ned i vasken, men hendes hænder arbejdede ikke længere. Vandet dryppede fra hendes ærmer. Hilde behøvede ikke engang gøre sig umage for at slippe uset væk.

   Inden længe fulgte hun den velkendte rute. Højre, venstre, 200 meter frem, højre. Der lød larm fra lejren, da hun nærmede sig. Hvor Hilde og Peter tidligere på dagen havde været alene, vrimlede det nu med mennesker inde bag hegnet. Det var, som om der var noget på færde, men uanset hvor meget Hilde anstrengte sig for at følge med i, hvad der skete, formåede hun ikke at finde ud af, hvad der var årsagen til tumulten. Hun blev stående i skjul bag træerne og forsøgte at følge med i, hvad der skete. Pludseligt og helt uventet spottede hun et velkendt ansigt. Det gibbede i hende, og før hun vidste af det, var hun løbet hen til hegnet.

   ”Roald!” råbte hun. ”Roald, det er Hilde!”

   Inde i mængden drejede en midaldrende mand hovedet, som om han forsøgte at lokalisere lyden af Hildes stemme. Hilde vinkede med armene og smilede, da Roald et kort øjeblik forsvandt ud af hendes syn for derefter at vende tilbage med kurs mod hende. Hilde syntes at kunne fornemme, at han haltede let på det ene ben, som han bevægede sig tættere på.

   Da han var et stykke fra hegnet, stoppede han op. Han var lige så usselt tilredt som kvinden, men Hilde holdt sig ikke tilbage. Hendes hjerte bankede hårdt i brystet på hende, da hun trådte frem og klemte fingrene ind gennem hullerne i hegnet.

   ”Roald, har du set far?” spurgte hun ivrigt. ”Jeg har ventet på at se far.”

   Roald så alt andet end glad ud. Hans ansigt udtrykte en blanding af forskrækkelse, sorg og frygt. ”Hilde … ” sukkede han og tog sin brune kasket af for at køre en hånd igennem det fedtede hår. ”Se at komme hjem med dig.”

   Men Hilde rystede på hovedet. ”Nej, jeg vil ikke. Hvorfor er I alle så uretfærdige? Jeg ved, han er lige derinde, men ingen vil få ham ud til mig! Hvorfor må jeg ikke se ham?”

   ”Du skal nok få din far at se, Hilde. Men du må være tålmodig. Han kommer ikke ud til hegnet og snakker med dig. Gå hjem og pas på Peter og din mor for ham, mens han er væk.” Roalds blik var gennemborende. Hilde følte modet synke.

   ”Er der sket noget med ham?” spurgte hun bekymret.

   Roald pressede læberne sammen, og hans blik flakkede et kort sekund henover markerne ude i horisonten, før han svarede. ”Din far har det fint.” Der opstod en stilhed. ”Han har det fint.”

   Roald bevægede sig bekymret frem og tilbage et par gange. ”Venter du tit her, Hilde?” spurgte han.

   Hilde trak på skuldrene.

   Roald tog igen hatten af i en hurtig bevægelse, rørte ved sit hår og så et kort sekund op mod himlen, som om situationen forekom ham dybt uforståelig. ”Og ingen har opdaget dig? Hundene?”

   ”Vinden er i vest,” svarede Hilde nøgternt.

   ”Du er din i sandhed din fars pige.”

   Roald sukkede, og i det samme hørtes en fløjte et sted bag ham. Forskræmt farede Hildes fars ven sammen og haltede tilbage til barakkerne. Men Hilde gik ikke hjem. Hun satte sig med benene trukket ind under sig og ventede. Hun blev siddende længe. Så længe, at hun ville have kunnet dufte aftensmadosen i luften, hvis ikke hun havde befundet sig udenfor byen. Hilde vidste, at det var sent, da hun strakte de stive ben og endelig løb hjem. Alt for sent.

   Der var helt stille i huset, da hoveddøren knirkende gik op, og Hilde listede ind. En ambivalent følelse bredte sig i hende, da hun forstod, at moren var gået i seng. Hilde havde på vejen gået og brygget på en undskyldning for, hvor hun havde været, men nu viste det sig, at det slet ikke ville blive aktuelt. Lettelse, men også en snert af svigt, var de to følelser, der i det øjeblik kæmpede i Hildes indre.

   Efter at have smidt sandalerne gik hun ind på værelset. Peter lå i sin seng med ryggen til. Han trak vejret dybt, men Hilde vidste, at han ikke sov. Kjolen krængede hun over hovedet og foldede pænt sammen, hvorefter hun blidt lagde en hånd på Peters overarm.

   ”Peter?” hviskede hun.

   Peter svarede ikke.

   Hilde kravlede lydløst ned under dynen til sin bror. Varmen omsluttede øjeblikkeligt hendes kolde tæer, og Peter trak benene til sig, da Hilde forsøgte at lægge dem til rette op ad hans lægge. Derudover reagerede han ikke på sin søsters nærvær.

   ”Jeg talte med Roald, Peter,” sagde Hilde stille. ”Han sagde, at far har det godt. Jeg sagde det jo. Det skal nok gå alt sammen.”

   Kort efter faldt Hilde i søvn. Peter, derimod, lå længe og stirrede ud i det begyndende mørke.

   Morgenen efter var stemningen meget trykket i det lille hus. Peter var tavs, og moren virkede usædvanlig vred, men hver gang Hilde forsøgte at lire sin nøje gennemtænkte undskyldning af, viftede moren afværgende med hånden og forsvandt ind i et andet rum eller gik udenfor for at tage et sug af en cigaret, de ikke længere havde. Da Hilde, efter endnu et mislykket forsøg på at få Peter i tale, mærkede sin tålmodighed slippe op, besluttede hun at gå sin vej. Det var tilsyneladende det, der endelig fik moren til at reagere.

   ”Hilde, hvor skal du hen?”

   Hilde trak på skuldrene, selvom hun udmærket vidste, hvilket sted hun havde i tankerne. Uden at se sig tilbage fortsatte hun ud mod fortovet.

   ”Stands, Hilde. Hilde!

   Raseriet i morens stemme kom bag på Hilde, der stoppede op og så sin mor komme stormende ned ad havegangen mod hende.

   ”Jeg går hen til Vera,” løj hun.

   ”Du går ingen steder,” tordnede moren. ”Du går ind på dit værelse. Nu!”

   Men Hilde havde ikke tænkt sig at gå ind i det hus igen uden sin far.

   ”Nej.”

   ”Nu!”

   Hilde sendte en spytklat af sted mod sin mors fødder. Den ramte ved siden af, men intentionen havde været klar.

   Hilde nåede end ikke at blinke, før moren havde svunget hånden, og Hildes venstre kind pludselig sved frygteligt. Peter styrtede ud af huset ved lyden af det modbydelige klask og sin søsters skingre hyl, men det var for sent.

   Hilde var sat i løb ned ad vejen. Hun løb hurtigere, end hun nogensinde havde løbet før. De små ben bar hende gennem byen og udover markerne, der strøg forbi hende. Når hun lukkede øjnene et kort sekund, så hun den øjeblikkelige fortrydelse i sin mors ansigt, men det fik hende ikke til at stoppe. Tværtimod.

   Hilde nåede svedig og forpustet frem til sit skjulested. Hun dumpede ned i græsset og lænede sig op ad en af stammerne. Bag hende gav fuglene en sidste aftensang, og et sted ude i horisonten nærmede solen sig kornmarkerne, der strakte sig, så langt øjet rakte. Hilde trak benene op under sig, lagde armene omkring dem og hvilede hagen på knæene. Sådan sad hun med tankerne hvirvlende rundt i hovedet og stirrede ind i lejren. Hun forestillede sig, hvordan det var at bo derinde. Hun forestillede sig, hvordan faren hver morgen vågnede, kyssede et lille portræt af Hilde, Peter og mor og derefter trak i arbejdstøjet til endnu en ny dag. Hun forestillede sig hans ansigtsudtryk, da Roald fortalte ham, at Hilde sad herude og ventede på ham.

   Hvorfor kom han ikke?

   Hilde sad der længe. Da solen kun lige akkurat kunne skimtes henover aksen, havde hun ikke flyttet sig mange millimeter. Hun var kold, sulten og træt. Hun vidste, at moren måtte være rasende, og at Peter var bekymret for hende, men hun forblev, hvor hun var. Øjnene fikserede på de røde barakker. Hundene luskede forbi hende et par gange. Hver gang sad Hilde musestille og betragtede dem, mens de snusede rundt ved hegnet det sted, der meget vel kunne have været der, hvor Hilde havde stået op ad hegnet for at tale med kvinden og Roald. Men skoven skjulte hende, og hun vidste, at vindretningen sørgede for, at de brune kamphunde ikke kunne lugte hende.

   Til sidst blev det for meget for Hilde, der mærkede sine øjne blive tunge. Hun kæmpede desperat for at holde sig vågen, men måtte se sig slået, da de blå øjne ved midnat gled i, og Hildes bevidsthed blev trukket med ned i mørket.

   Hun vågnede ved lyden af hundeglam. Det var stadig mørkt, da Hilde forvirret og betuttet løftede hovedet fra græsset og forsøgte at orientere sig om, hvad der foregik. Hundenes gøen kom inde fra lejren, men ikke desto mindre lød det højt i Hildes hoved, da hun langsomt satte sig op.

   Hendes hjerte slog et slag over, da hun bemærkede en skikkelse stå henne ved hegnet. I mørket var det umuligt for hende at se, hvem det var, men noget virkede velkendt. Noget virkede velkendt, hjemligt og trygt.

   ”Far?” hviskede hun hæst og faldt, da hun ivrigt forsøgte at komme på benene. ”Far, er det dig?”

   Skikkelsen rørte på sig, men det var, som om der lå en mørk skygge henover ansigtet, da Hilde bevægede sig tættere på. Hun klemte øjnene sammen, men var stadig i tvivl.

   ”Far?” Hendes hjerte ræsede af sted.

   ”Hilde,” lød en varm stemme så. ”Hilde, min pige.”

   Hilde var nu sikker i sin sag. Hun løb hen til hegnet, ignorerede den ildevarslende lyd af hundene, der kom tættere på, og kastede sig frem i håbet om at kunne nå sin far gennem hegnet. Men afstanden var for stor. Hundenes råderum adskilte dem. Hilde mærkede tårerne trille ned ad kinderne. De slørede hendes syn, og benene truede med at knække sammen under hende.

   ”Far,” hulkede hun, ”vil du ikke nok komme hjem?”

   Han rystede på hovedet. ”Det kan jeg ikke, Hilde. Det ved du. Jeg er nødt til at blive her, men du – du, Hilde – skal løbe hjem til mor og Peter. Du skal tage dig af dem. Kan du det for mig?”

   Hilde kvalte gråden og nikkede fast.

   ”Kun Gud ved, hvornår jeg slipper ud herfra, Hilde. Du må ikke plage dit kvikke hoved med tanker om mig. Mor har brug for dig. Peter har brug for dig.”

   Hildes stemme knækkede over. ”Vi har brug for dig.”

   ”Jeg er lige der, Hilde.” Han pegede på hendes bryst. På hendes hjerte. ”Jeg er altid hos jer. Det må du ikke glemme. Lover du mig det?”

   Hilde nikkede og trak vejret dybt. ”Det lover jeg.”

   I det samme blev projektører tændt over hele lejren. Lyset skar brutalt gennem mørket og blændede Hilde, der sank i knæ. Hundene trampede vredt rundt inde bag hegnet og gøede vildt og arrigt, så spyttet fløj ud af munden på dem. Uniformerede mænd løb gennem lejren med pistolerne hævet. Hilde blev siddende i græsset med tårerne glinsende på kinderne.

   Men hun græd ikke længere.

   Mændene nåede frem. Høje stemmer fløj gennem luften.

   ”Holdt – eller vi skyder!“

   Stilhed.

   ”Hvor er de?“

   ”Es ist ein Mädchen.“

   ”Keine Gefangenen?“ lød det på gebrokkent tysk.

   ”Keine Gefangenen. Nur ein Mädchen.“

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...