Et hegn har huller

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2017
  • Opdateret: 10 apr. 2017
  • Status: Færdig
"Hilde vidste godt, hvad der skete her. Moren havde fortalt hende det. Det var en fangelejr. Dem, der ikke føjede sig efter tyskernes regler, skulle bo derinde bag pigtråden. Hilde havde set dem arbejde. Når solen bagede ned over dem, stønnede og svedte de. Når det regnede, gled og sukkede de. Frøslevlejren." // Deltager i "Skriv dig gennem historien"-konkurrencen med Frøslevlejren som fokus.

5Likes
5Kommentarer
181Visninger

1. -

 

   Solsortens insisterende toner lød gennem skoven, trækronerne dansede i den blide sensommerbrise, og myrerne myldrede rundt blandt nedfaldne grene og grannåle. I græsset i skovbrynet sad Hilde. En stille og tænksom pige. Det brune hår faldt ned over hendes ansigt og kildede de fregnede kinder. I hendes skød lå en lille bunke tusindfryd, og i hænderne holdt hun starten på en blomsterkrans.

   Som tilfældig beskuer ved en scene som denne, var man fristet til at tro, at Hilde var alene. Men det var hun ikke. Få hundrede meter væk lå de røde barakker. De var nøje placeret i en halvcirkel, og på en solbeskinnet dag som denne var der nærmest noget idyllisk over stedet. Den illusion blev dog brudt af det meterhøje pigtrådshegn, der adskilte Hilde og barakkerne.

   Hilde lagde omhyggeligt blomsterne fra sig i græsset og gik hen til hegnet. Hun stak fingrene ind gennem hullerne, greb fat og lænede panden mod det kolde metal, mens hun spejdede ind over lejren. Set bort fra lydene fra skoven, var der helt stille. Ingen vovede sig ud af barakkerne. Kun engang imellem spadserede en strengt udseende tysker henover pladsen.

   Hilde vidste godt, hvad der skete her. Moren havde fortalt hende det. Det var en fangelejr. Dem, der ikke føjede sig efter tyskernes regler, skulle bo derinde bag pigtråden. Hilde havde set dem arbejde. Når solen bagede ned over dem, stønnede og svedte de. Når det regnede, gled og sukkede de.

   Frøslevlejren.

   Hildes blå øjne betragtede de røde barakker lidt endnu. Hun ventede. Håbede. Til sidst drejede hun rundt på hælen og listede ind i skoven. Turen hjem var ikke ingenting for Hildes syvårige ben. Det var bedst at komme af sted i god tid.

   Da Hilde lettere forpustet trådte ind ad døren derhjemme, kastede moren et kort blik over på hende og fortsatte derefter med at skralde de kartofler, der flød rundt i vasken.

   ”Hvor har du været, Hilde?”

   Hilde satte sig ned ved køkkenbordet.

   ”Jeg har været på legepladsen,” svarede hun.

   Moren nikkede med ryggen til. På gulvet inde i stuen sad Hildes storebror, Peter, men sine lektier bredt ud over gulvtæppet. Hilde så kun kortvarigt over på ham, men det lykkedes ham alligevel at sende hende et tvivlende blik. Hun ignorerede det og drejede i stedet rundt på stolen for atter at vende sig mod sin mor.

   ”Behøver jeg at tage i skole i morgen, mor?”

   Hildes mor stoppede sine bevægelser og stirrede stift ned i kartoffelvandet.

   ”Selvfølgelig skal du i skole i morgen, Hilde. Det er vigtigt at gå i skole.”

   ”Far sagde, at jeg havde lov til at blive hjemme engang i mellem, hvis jeg ikke havde lyst til at tage af sted. Og jeg har ikke lyst til at tage af sted.”

   Morens hænder rystede, da hun vendte sig og med hævet stemme svarede: ”Far er her ikke, Hilde. Når far ikke er her, er det mig, der bestemmer.”

   ”Men han kommer tilbage. Hvorfor fjerner du hans regler, når han kommer tilbage?” Hilde rejste sig op.

   Tårer steg pludseligt op i morens øjne, og hendes læber bævrede ganske let.

   ”Hilde.”

   Peter kom ud i køkkenet, stoppede samtalen og førte sin søster ind på deres fælles værelse. Han plantede hende i sengen og sendte hende et vredt blik, før han lukkede døren og efterlod hende alene i resterne af dagens lys.

   Solstrålerne faldt lange og varme på det mørke trægulv. Hilde lod langsomt sine fødder glide ind i lyset og mærkede varmen trænge igennem strømperne. Det føltes rart. Fødderne var ømme efter gåturen. Hun blev siddende sådan i flere minutter. Gennem døren kunne hun høre Peter tale til moren, men Hilde lyttede ikke efter. Hun koncentrerede sig om de små støvpartikler, der svævede gennem rummet og pludselig forsvandt, når de bevægede sig udenfor lyskeglen. Hvad skete der med dem? Faldt de ned? Kom de nogensinde tilbage?

   Den næste dag var Hilde kun hjemme få minutter for at stille sin taske, før hun igen forsvandt ud af døren med kurs mod skoven. Mod lejren. Hun fandt sin plads i græsset og blev skuffet over at se, at blomsterkransen var løs og slatten, men gav sig så til at lave en ny. Hun sad der ikke længe, før lyden af stemmer nåede hende.

   Fra sit skjul i skovbrynet betragtede Hilde skikkelserne, der bredte sig ud over de store arealer og gik i gang med det, de havde fået besked på. Hun havde set dem arbejde flere gange, men alligevel kunne hun ikke lade være med at stirre. For at modstå trangen til at kravle tættere på, lagde hun sig ned på maven og lod sit blik glide henover alle fangerne. Det var svært at skelne dem alle sammen fra hinanden, men alligevel kneb hun øjnene sammen og søgte. Ledte og ledte og ledte.

   Han skulle være der et sted.

   Men hun fandt ham ikke, og endnu engang måtte Hilde gå skuffet og nedtrykt hjem. Gåturen føltes ekstra lang denne gang.

   Da hun kom hjem, spurgte moren igen, hvor Hilde havde været henne.

   ”Jeg har været ovre ved fru Simonsen,” svarede Hilde og undgik bevidst at se i brorens retning. ”Hun bød på kage.” 

   Om lørdagen fik Hilde lov til at gå hjem til en klassekammerat for at lege om eftermiddagen. Det skete, når moren havde brug for lidt tid alene. Men Hilde gik ikke hjem til Vera. Hun fortsatte ud ad vejen og nåede hurtigt ud til sit foretrukne sted. Mens hun var i færd med at pille grannåle ud af sine sandaler, kom hun i tanke om den lille pose tørrede æbler, hun havde fået med i lommen. Den var egentlig ment til deling, så Hilde sørgede for ikke at spise dem alle sammen. Hun nød hvert et stykke og lod dem ligge længe i munden, før hun tyggede sig igennem dem.

   Men Hilde holdt også øje. Hun spejdede ind gennem hegnet og forsøgte at skelne ansigterne fra hinanden, stemmerne, måden, de mange kroppe arbejdede på.

   Hun havde efterhånden siddet her mange timer nu. Aldrig før havde hun oplevet, at fangerne havde bevæget sig hen til hegnet. Hun havde et par gange haft en følelse af, at nogen havde fået øje på hende, men ingen havde nogensinde handlet på den opdagelse. Så da en kvinde den lørdag eftermiddag pludselig stod ganske få meter fra hende, vidste Hilde ikke, hvad hun skulle gøre. Hun sad helt stille i græsset.

   ”Hej med dig,” hviskede kvinden hæst og så sig flygtigt over skulderen, før hun igen vendte sig mod Hilde. ”Hvad laver du her?”

   Kvidens hår hang i tykke gardiner ned over hendes ansigt, som var beskidt og støvet. Hun så træt ud. Træt og ked af det.

   ”Jeg venter på min far,” svarede Hilde og rejste sig op. Posen med de sidste æbler landede med et blødt bump på jorden, og Hilde så, hvordan kvindens øjne hvilede på dem, som de lå der. ”Vil du have én?”

   Igen så kvinden sig tilbage, før hun nikkede ivrigt. Hilde gik frem og lagde forsigtigt tre stykker æble i hendes håndflade. Den var lige så beskidt som hendes ansigt, og Hilde kunne ikke lade være med at tænke, at hendes mor ville have rynket på næsen i afsky, da hun i stilhed så kvinden putte de søde skiver i munden.

   ”Har din mor givet dig lov til at være her?” spurgte kvinden, mens hun suttede på Hildes gave.

   Hilde rystede på hovedet og lavede en grimasse. ”Ikke rigtigt.”

   ”Så burde du ikke være her. Det er et farligt sted. Ikke et sted for små piger som dig.”

   ”Jeg vil gerne tale med min far,” fastholdt Hilde og valgte at lade være med at starte diskussionen om, hvor lille hun var. ”Han er derinde. Måske kunne du hente ham for mig?”

   Kvinden tøvede, men rystede så på hovedet. ”Du skal slet ikke være her, pigebarn.”

   ”Jeg vil bare gerne se ham,” fastholdt Hilde stædigt og kastede et blik ind bag kvinden, hvor de andre fanger arbejdede. En mand med mørkt hår lignede bagfra til forveksling faren, men Hilde vidste bedre og blev næsten ikke skuffet, da han drejede hovedet og afslørede et meget markant kæbeparti.

   ”Hvad er din fars navn?” sukkede kvinden så.

   ”Harding Jensen.”

”Jeg skal nok holde øje. Hvis jeg finder ham, fortæller jeg ham, at hans datter savner ham. Lover du så at blive væk herfra?”

   Hilde nikkede.

   Kvinden så længe på hende, før hun til sidst slugte det sidste stykke æble og småløb tilbage til barakkerne. I det samme begyndte det at dryppe fra himlen. Hilde holdt håndfladerne frem og mærkede vanddråberne lande blidt på sine fingre. Efter at have kigget en ekstra gang ind gennem hegnet, stoppede hun den tomme æblepose i lommen og begav sig hjemad.

   Himlen var stadig grå og trist, da Hilde og Peter mandag morgen gik side om side på vej til skole. Ingen af dem sagde ret meget. Peter gik og sparkede til en sten, og Hilde gik i sine egne tanker. Hun tænkte på kvinden, og hvad hun havde lovet hende. Hvad hvis hun ikke havde fundet faren? Hvad hvis hun havde løjet og bare havde givet efter for at få Hilde til at gå? Hilde var i vildrede. Hun havde ikke lyst til at tage i skole og blive bombarderet med tal og bogstaver, men hun vidste også, at græsset i skovkanten ville være vådt, og desuden havde hun afgivet et løfte.

   Hilde fortsatte lidt, men til sidst kunne hun ikke få sine ben til at gå længere. Hun stoppede op, og som resultat af det ramte Peters sparkesten hende på hælen, men det betød ikke noget for Hilde.

   ”Du, Peter,” sagde hun og klappede på sin taske, ”jeg tror, jeg har glemt min madpakke. Jeg må hellere gå hjem og hente den.”

   Peter stoppede også op. ”Jeg kan hente den for dig. Jeg er hurtigere end dig.”

   Men Hilde rystede på hovedet. ”Nej, jeg henter den selv. Du kan bare fortsætte.”

   Peter så ikke glad ud, men han tilbød alligevel at tage sin søsters taske, så hun bedre kunne løbe.

   ”Du kan bare stille den i skolegården. Så kommer jeg og henter den. Tak, Peter!”

   Og med de ord var Hilde allerede i fuld fart på vej tilbage gennem byen. Hun mærkede Peters blik i ryggen, mens hun løb, men tanken om, at hun måske denne gang ville få lov til at se sin far, fik hende hurtigt til at glemme alt om bekymrede storebrødre. Da hun kom til krydset, hvor det var meningen, hun skulle dreje til højre, drejede hun til venstre. Da hun kom til pilen, der viste vejen til Frøslevlejren, satte hun farten op. Da hun kom til skiltet, der bad udefrakommende om at blive væk, passerede hun lige forbi.

   Skoven duftede at jord og mos, og de høje grantræer slap af og til en dråbe eller to fra nattens regnskyl, som farede ned og ramte Hilde i hovedbunden. Hendes sko blev hurtigt brune og beskidte, men i det øjeblik bekymrede Hilde sig ikke om, hvad hun skulle sige til sin mor, når hun kom hjem.

   Græsset var vådt. Hilde tog sin jakke af og bredte den ud på jorden. Hun var forsvundet hen i sin helt egen verden og hørte derfor ikke, at en gren knækkede bag hende inde i skoven. Det var først, da Peter stod ganske tæt på hende, at hun så ham ud af øjenkrogen og rettede sig op. Han så vred ud.

   ”Hvad laver du her, Hilde?” spurgte han.

   Hilde bed mærke i, at kvinden havde stillet præcist samme spørgsmål, og derfor gav hun også samme svar.

   ”Jeg venter på far.”

   ”Er det det, du har gjort, hver gang du har løjet for mor om, hvor du var?” Peter trådte helt frem fra træerne og hev i en hidsig bevægelse Hildes nu fugtige jakke til sig. ”Du må slet ikke være herude, din dumme tøs. Vi går hjem. Nu.”

   Med Hilde rystede på hovedet og strittede imod, da Peter greb hende om armen og forsøgte at trække hende tilbage ind i skoven.

   ”Hilde! Kom nu!”

   ”Nej, Peter! Slip mig!” Hilde hev og sled. Peter var langt stærkere end hende, men i dette øjeblik gav Hildes længsel hende styrke. Hun nægtede at give op. Nægtede at lade Peter forbyde hende at komme her.

   ”Far er derinde, Peter! Han er derinde helt alene! Vi kan vente på ham sammen!” Hilde gled i græsset, og Peters greb slækkedes. ”Jeg talte med en dame i går. Hun har mødt ham!” Hilde vidste, at hun ikke holdt sig hundrede procent til sandheden, men hun var sikker på, faren ville tilgive hende for det. ”Han kommer ud til os, Peter!”

   Pludselig gav Peter slip. Jakken gled ud af hænderne på ham, og Hilde faldt, da der pludselig ikke var nogen modstand længere. Hun kom dog hurtigt på benene igen og vendte sig mod sin storebror. Han så ned, og Hilde kunne ikke se hans ansigt. Så var det, som om benene også gav op, og han sank sammen i græsset.

   ”Peter?” sagde Hilde stille. Hun satte sig ned ved siden af ham og fangede hans blik. Tårerne dinglede faretruende i øjenvipperne, og hans øjne var røde. ”Peter, er der noget galt?”

   Peter svarede ikke. Han sad bare der og forsøgte at holde hulkene tilbage.

   Hilde blev også trist. Hun klemte Peters hånd, som hendes far altid havde gjort, når han trøstede hende. Klemte den hårdt og længe og lænede sig ind til sin bror.

   ”Du skal ikke være bange, Peter. Han er derinde. Det ved jeg,” sagde hun.

 

(fortsættes)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...