Tinsoldaterne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2017
  • Opdateret: 7 maj 2017
  • Status: Igang
//udkast-udkast-udkast. kan endda ske, den også skifter titel.// Det er svært for 5-årige Peter at forstå, hvorfor hans far pludselig hellere vil på lejr end at være derhjemme. Og hvorfor folk de råber, når de ved, at katten får ondt i ørene af det. Og hvorfor mor hun græder, når hun fortæller, at far bare er på eventyr med sine venner. Det er svært at forstå det hele, især når man oven i købet også har mistet sin yndlings tin-figur, og alle virker ligeglade.

8Likes
18Kommentarer
832Visninger

1. Tinsoldaten

 

Et skridt foran det andet. Således gik de to soldater side om side til en baggrundslyd af ørerivende skud, der var så høje, at det trykkede for trommehinden og sendte gys fra rygsøjlen og helt ud til fingerspidserne. De vidste ikke, hvad der ventede dem. De vidste ikke, om skuddene kom fra fjender eller fra venner. De vidste ikke, om de ville blive de næste, der blev ramt af de drabelige patroner, og havnede med ansigtet i mudderet og med blodet som en sø omkring kroppen.
Selvfølgelig var de bekymrede, men de var nu engang soldater, der var kommet for at kæmpe, og det var alt, der betød noget. Denne krig var blevet deres verden. 2. verdenskrig, kaldte man den. Sådan talte man dem. 1, 2, 3, 4, 5 krige, indtil man ikke gad mere. Man kaldte det verdenskrige, selvom den ikke foregik i hele verden. Eller måske var Danmark bare ikke en del af verdenen.,

På det ydre, lignede de soldater hinanden som to dråber vand, men kiggede man bag uniformerne, udstrålede de vidt forskellige personligheder. Klaus havde altid været den modigste af de to, han kunne klare selv de mest vanskelige opgaver. Engang havde han besejret et kæmpe uhyre, der med sin pelslige pragt havde været 10 gange så stor som ham selv. Uhyret havde tårnet sig over dem, slikket sig sultent om munden og løftet sin ene kæmpe pote til angreb. Han havde ikke tøvet et sekund, før han havde rettet sin riffel imod uhyret og skudt det imellem knurhårene midt på næsen. Den havde stukket halen imellem benene og var løbet tilbage til sit tilholdssted. Der var ikke nogen tvivl om, at den havde frygtet for sit eget liv. Svend, den anden soldat, havde ikke gjort andet end at ryste i bukserne under hele scenariet. Svend duede ikke til noget og slet ikke med sin riffel. Desuden brokkede han sig også altid. Svend var en idiot.

Denne dag var Svend også uduelig. På deres vej imod det ukendte, skød Svend pludselig Klaus i ryggen. Svend var på én gang både klodset og uheldig, og det gik tit ud over Klaus - også denne dag. 
”Av, Svend! Det gjorde ondt!" 

"Hov!" 

"Hvad siger man så?" 

"Unds..."

 

Legen med de to små tinsoldater blev afbrudt af kraftige slag mod døren. Et lille gib gik igennem den spinkle drengekrop, der sad foroverbøjet over det drabelige scenarie, han havde kreeret for sig selv. Moren sad forstenet på sin plads ved spisebordet, hendes blik var faldet ind i farens, der havde samme paralyserede udtryk. De opførte sig så mærkeligt for tiden. Moren var blevet sparsommelige med sine smil og faren var bare blevet helt igennem kedelig. ”Far er for træt til at lege, Peter,” blev de afmagrede ord, der var blevet gentaget så mange gange, at de knap længere gav mening for Peter. Hvorfor gik han ikke bare i seng, hvis han var så træt? Hvorfor sad han også oppe så længe? Nu var Peter holdt op med at spørge, og tinfigurerne var i stedet blevet hans loyale legekammerater. De havde altid tid til ham.

De kraftige slag forsatte og tog til i styrke, insisterede på at blive hørt og gjort til handling. Efter at have betragtet sine forældre gøre ingenting, rejste de små drengeben sig sammen med grinet siddende fast i ansigtet, fornøjet over endelig at være den, der fik lov til at åbne døren. Det var sjældent, det skete, forældrene var altid så hurtige til at lukke gæsterne ind. Knap nåede gæsterne at løfte en knyttet hånd, før moren eller faren havde revet dem ind ad døren med hvislende lyde imellem tænderne. Mørket har ører, fortalte de og hissede Peter væk hvert andet øjeblik. Peter havde spejdet efter disse øre, som de var så bekymret for, men havde ikke kunne se andet end mørke. Besynderligt, havde han tænkt. Sikke nogle bangebukse, de var.

”Lad være med at lukke op!” hvinede moren og greb ham om armen i farten på sin vej mod døren. Taget var stramt og hendes skarpe negle borede sig smertefuldt ind i huden.

”Mor?” Han vidste at store børn ikke græd, men alligevel kunne han mærke en begyndende svien i øjnene. Det var ikke kun grebet om hans håndled, der fik tårerne til at dukke op, men ligeså meget den paniske stemning i luften. Hvorfor var de bange for gæsterne?

”Hvis vi ikke åbner, så slår de jo bare døren op!” Hans far lød vred og frustreret og rejste sig endelig fra sin fastfrosset tilstand.

”Jørgen, nej!” Faren lyttede ikke, men åbnede døren så de kraftige slag endelig ophørte. Peter var sikker på, at katten allerede havde fået ondt i ørene af det.
De to mænd, der trådte ind af døren, virkede vrede. Peter forstod ikke hvorfor, nu var de jo blevet lukket ind, så var der vel ikke noget at være sur over nu. De bar begge uniformer, der mindede ham om tinfigurernes karakteristiske påklædning, men disse var langt mere stive og fornemme i deres udseende. Desuden så de forfærdelig sure og alvorlige ud med deres nedadvendte mundvige og sammentrukket øjenbryn. Peters tinfigurer ville aldrig være så sure.

”Du anholdes for sabotage mod den tyske regering.” Ordene buldrede mod Peter, deres stemmer var hævede på samme måde, som når hans far opdagede ham med fingrene i kagedåsen.
Mere blev der ikke sagt, før de greb faren om hver sin arm og trak ham ud af huset. Han gjorde ikke modstand, men kiggede sig tavst tilbage over skulderen. Noget i farens blik fik tårerne til at vælte frem i Peters. Det var det samme rådvilde blik, køerne fik, inden slagteren fik koen til at sove. Det var ikke et blik, han nogensinde havde set hos sin far.
Peter klamrede sig til sin mor, og han prøvede ikke længere at holde pattebarnets hulken tilbage. Nu væltede de salte tåre ud af ham, og han kiggede på den lukkede dør, hvor hans far netop var gået ud. Bange anelser fyldte ham, hvad hvis faren aldrig kom tilbage?

"Rolig, Peter. Det er bare en leg." Moren knugede ham ind til sig og rokkede ham blidt frem og tilbage. "Det er fars venner, der laver sjov med ham. Far han skal bare på tur."

 

Faren var stadig på tur med sine venner de efterfølgende dage. Hver aften, når mørket begyndte at jage dagen væk, ville Peter sætte sig på gulvet foran døren med Svend knugende i håndfladen. Hans blik ville vandre over dørens struktur, imens han forestillede sig hvordan faren ville træde ind og komme tilbage til hverdagen. Det var ikke så meget hans tilstedeværelse, han manglede – faren havde knap nok været hjemme, inden han tog på denne tur med sine venner, men derimod skyldtes det et voksende problem, det lille drengesind døjede med, som kun faren til fulde ville kunne forstå. Hans absolut bedste tinfigur, Klaus, var blevet væk.

Allerede morgenen efter at faren var taget afsted, var Peters verden ramlet sammen ved synet af Svend, der ene og alene stod oprejst på stuens trægulv. Svend, den idiot, stod som om intet var hændt, som om at hans bedste ven ikke manglede ved hans side. Peter måtte bruge hele dagen på at lede til lyden af råbende ord i stuen, omhandlende en stikker, hvad det så end måtte betyde. Selv kattens mave var blevet trykket under hvæsende protester, for at mærke om tinfiguren gemte sig i mavesækken på sin værste fjende. Men han var ingen steder, og det efterlod Peter med en trykkende fornemmelse ved brystet og sviende tårekanaler. Hvordan skulle Svend, den tåbe, nogensinde kunne klare sig uden Klaus, der altid klarede alle deres forhindringer og bekæmpede alle deres fjender? Svend var helt alene, og selvom han ikke var den bedste soldat, var der ingen, der fortjente at være alene. Det havde hans mor gentagende gange fortalt ham, dengang verden var mere simpel. Ingen skulle lades helt alene.

 

Faren kom ikke ind af døren, og når månen var ved at nå sit højeste, måtte moren trække ham tilbage til fornuften med forsikringen om, at han nok skulle komme tilbage snart. Men ordet 'snart' var så udefinerbart, og det hjalp ham ikke. For nogen gange sagde de voksne ’snart’, men mente en evighed. Peter kunne ikke vente en evighed.

 

Da der var gået en uge, og Peter stadig ikke havde set skyggen af hverken sin far eller Klaus, fik han nok. Klaus skulle findes, for Svend kunne ikke længere tåle at være alene.
Med besluttesomme skridt gik han ind i stuen, hvor afdæmpede stemmer mødte ham mellem hans mor og en anden kvinde.

 

”Er han i en kz-lejr?”

 

”Nejnej, Frøslevslejren.”

 

”Åh, gudskelov.”

 

Han kunne høre moren græde igen, men da han nåede ind til spisebordet, kunne han se smil imellem tårerne. Som var hun glad og ked af det på samme tid. Hun græd efterhånden mere, end han selv gjorde. Han græd selvfølgelig ikke særlig meget, han var jo ikke et lille spædbarn mere, som hylede hvert andet øjeblik. Men alligevel havde han aldrig set sin mor græde så meget, som hun gjorde det for tiden. Forsigtigt havde han spurgt, om det var på grund af far, men hun havde blot smilet og tørret tårrene væk, fortalt ham, at det var høfeber, der havde ramt hende.
Nu havde hun vel høfeber igen, tænkte Peter, og nærmede sig moren med tøvende skridt.

 

”Ja, han klarer sig. Tænk sig, at man føler sig taknemmelig over, at det danske styre har opstillet en interneringslejr.” Han så moren le hult. ”Det er absurde tider.” Det fik den anden kvinden til at lægge en hånd på morens skulder.

 

”Frøslevslejren har endda dansk ledelse, og jeg har hørt, at de ser imellem fingrene med mange ting. Det skal nok gå.” Moren nikkede sammenstykkende.

 

Peter vidste godt, at moren ikke brød sig om, når Peter afbrød hendes samtaler, men han havde ikke mere tålmodighed til at vente.

 

”Mor, jeg kan stadig ikke finde Klaus.” Et øjeblik strålede forvirringen ud af hendes blik, indtil hun fik øje på Svend i hans hånd.

 

”Du må lege med noget af dit andet legetøj, skat.”

 

”NEJ MOR! HVOR ER FAR?” Uden varsel og uden at vide, hvor det kom fra, skreg han alle sine følelser ud, der ikke længere kunne sidde sammenpresset i det lille bryst.

 

”Peter! Fald ned!”

 

”HVOR ER FAR, FORTÆL MIG HVOR FAR ER! JEG SKAL BRUGE FAR!” Knyttede hænder regnede over morens skød, der febrilsk måtte gribe hans håndled og tvinge dem væk.

 

”Peter, træk vejret.” Hendes eget tårevædet ansigt hulkede på ny, inden hun tvang ham ind i sin favn, så Peters luftveje blev blokeret af det bløde stof fra morens bluse. "Jeg fortæller dig alt nu, okay? Men vær sød at falde ned."
Den fremmede kvinde forlod dem, og Peter prøvede at stoppe sine hulkende gisp.
Morens flossede læber, nedbidte af ængstelsens uro, formede ord af en velkendt vise, der blidt gled ind i hans bevidsthed og skubbede angsten væk. ”Solen er så rød, mor. og skoven bli'r så sort. Nu er solen død, mor. og dagen gået bort.” Hans egne læber fulgte med og til sidst var det ikke længere lyden af gråd, der forlod ham, men en sammenstemning af ordene.

”Godt.” Hun slap sin faste omfavnelse og hev ham i stedet op på skødet.

I en rum tid var de efterladt til stilheden, der voksede i takt med morens forsøg på at finde ord. 

”Far er blevet udvalgt til at skulle på en lejr for voksne,” begyndte hun med en forsigtig stemme, der prøvede at finde stedfæstne i sin egen fortælling. ”Helt specielt udvalgt, fordi han gør et godt stykke arbejde. Kan du huske Preben, der har været her? Det er ham, der har anbefalet ham til lejren.”

”Er Preben der så også?”

”Nej, men det er nogle af hans andre venner. De sover sammen i huse og laver forskellige aktiviteter hele dagen. Ikke meget anderledes end de spejderlejr, som de større børn er på.”

Skepsis hvilede forsat i hans blik. De små barnefingre gav sig til at fumle med en løs tråd i sit ærme, mens usammenhængende tanker forsøgte at samle sig til ord.

”Laver de bål?”

”Nej, de…” Hun tøvede pludseligt og Peter ventede utålmodigt. ”De arbejder sammen på andre projekter.”

”Mor, hvorfor er jeg ikke blevet udvalgt?” spurgte han endeligt, uforstående overfor farens held.

”Det er ikke for børn.”

Skuffelsen malede sig i hans blik.

”Hvornår kommer han så hjem?” 

”Der kan godt gå lidt tid. Man glemmer tit tiden, når man har det sjovt, det kender du godt.”

”Så han har glemt mig.”  

”Nej!” Det gav et lille gib i ham ved udbruddet, der kom prompte efter hans bemærkning. ”Han har ikke glemt dig. Det kan han ikke.” Hun klemte blidt hans skulder. ”Vi skriver et brev til far, og så sørger jeg for, at vi snart kan komme på besøg." Han nikkede og lod sig berolige af forsikringen om et gensyn. 

Brevet blev skrevet i stearinlysenes blide varme akkompagneret af glædens grin og latter – optimismen tilbagevundet ved tanken om snart at gense den savnede. Med en levende iver, bad han moren om at skrive om den manglende Klaus og om åndssvage Svend, der intet gjorde for at finde ham. Han bad hende skrive om hans teori, at Klaus også var taget på en lejr, men denne for soldater. Og han bad hende skrive om Svends frygt for at være alene.

Han havde glædet sig til at se lejren, der fik faren til at glemme tiden. Han forestillede sig at en magisk idyl hvilede over stedet. Det måtte være tryllebindende på samme måde, som slotte var det i eventyrsfortællinger, hvordan kunne det ellers lade sig gøre, at faren glemte alt andet. På mange punkter misundte han faren, der fik lov til at slippe væk fra den simrende uro, der konstant lurede i krogende i deres tætpakkede by. Det var ikke helt til at sige, hvor uroen stammede fra, men alle gik rundt, som havde de også mistet deres yndlings tinfigur; forvirrede, fraværende og ængstelige. Peter håbede for dem, at de ville finde det, de ledte efter, for nu vidste han for alvor, hvor frustrerende det kunne være at mangle det, man engang havde.
Lige så meget som han glædede sig til at se lejren og faren, lige så meget var hans ord ved at sprænges i munden på ham efter at komme til at beklage sig over tinsoldatens forsvinden. Der lå ikke nogen logisk tankegang til grund, men han følte, at så snart problemet var ytret for faren, ville det forsvinde uden større anstrengelser fra farens side. Det gjorde problemerne altid på den ene eller den anden måde. Om det var en egenskab, som alle fædre havde, var han ikke sikker på, men hans far havde den i hvert fald i aller højeste grad.

Han gik med nedslået hoved ad den grusbelagte sti, fordybet i tanker om Klaus. Klaus kunne umuligt være helt væk. Intet forsvandt bare fuldstændigt. Han var et sted, stående i sin stolte rette figur med geværet i sin højre hånd, forsat eksisterende. Det var det, der var frustrerende ved ting, der forsvandt. Tingen eksisterede stadig og var et sted tæt på, men alligevel uden for ens rækkevidde.

Morens hånd knugede stramt og krampagtigt om hans og tog til i styrke, som de nærmede sig Frøslevslejren. Da han løftede blikket, var det ikke et tryllebindende slot, der tårnede sig op, men blodrøde bygninger, der på ingen måde havde den pragt, som han havde forventet. Bygningerne formede sig som en vifte, placeret i en halvcirkel i to rækker med en enkel bygning i centrum af det hele. Bygningen i midten var lille i længden og bredden, men langt højere end de andre bygninger - et tårn, der havde udsyn til alle andre.
Et højt hegn omkransede bygningerne og fik Peters indre tankevivar til at slå knuder. Fængsler havde hegn. Da fungerede hegnet til at holde alle forbryderne inde, så de ikke længere kunne tyrannisere alle på gaden. Aldrig havde han hørt om en lejrskole med hegn.

”Kan far ikke komme ud?” spurgte han forsigtigt for at forstå hegnets funktion, der med sine pigtråde gav stedet en ubehagelig atmosfære.

”Det er så andre ikke kan komme ind,” forklarede hun og uddybede, da hun fik øje på hans undrende fure i panden. ”Stedet er meget populært, Peter. Inden de havde lavet hegnet, stod voksne mænd og bankede på dørene og vinduerne hver eneste morgen. Tiggede og bad om at komme ind, kan du forestille dig det? Voksne mænd... og kvinder.”

Han rystede på hovedet. Som de kom nærmere og skikkelserne bag hegnet blev tydeligere, kunne han ikke forestille sig, at de kunne udvise den iver, moren beskrev. Snarere var deres skridt tunge og sløve, så langsomme at tiden næsten gik i stå.

”Der står en soldat deroppe.” De passerede et højt tårn placeret i udkanten af indhegningen. På toppen kunne han ane en mand med uniform og gevær. Samme slags mænd gik bag indhegningen, uniformeret på samme måde som de, der havde hentet faren den aften. Hun fulgte hans blik, tøvede kort inden hun svarede.

”Ja… Kunne du ikke også tænke dig at prøve at være soldat?”

Han trak let på skuldrene som svar. Normalt ville han svare begejstret, men humøret tilpassede sig den døde stemning, der hvilede som en boble omkring stedet.

”De, der kommer her, vil gerne prøve det. Så de skiftes til at være i uniform og bære gevær. Lyder det ikke meget sjovt?”

”Jo…” Han kunne ikke se morskaben i lejren, men ville heller ikke virke dum. I stedet fulgte han troligt efter sin mor, kiggede på sine fødder i stedet for lejren. At fokusere på at føre en fod foran den anden var langt nemmere at forholde sig til end denne voksenlejr. 

 

De trådte ind i besøgslokalet, der summede af liv. Enkelte sad lænet over borde fordybet i samtaler.

”Far!” udbrød han, da han fik øje på den velkendte skikkelse i den anden ende af lokalet. Han løb de få skridt hen til ham og kastede sig om halsen på sin far.

”Peter, min dejlige dreng.” Faren hev ham ind i sin favn og løftede ham ubesværet op fra jorden. Det føltes rart at være tilbage i hans kæmpe arme og mærke hans små skægstubbe kradse mod sin kind. Hvor han dog håbede, at faren ville tage med dem hjem og ikke blive i den åndsvage lejr. Peter blev ofte tvunget hjem fra besøg hos sine kammerater, så hvorfor skulle det være anderledes for faren? Alt kunne ikke handle om leg, var han engang blevet fortalt. Måske faren havde brug for at blive mindet om det.

”Jeg fik jeres brev,” fortalte faren, da de havde fundet sig et sted at side, og han havde udvekslet gensynskys med moren. ”Jeg har noget til dig.” Et snusket lommetørklæde blev ført over bordet, men var viklet rundt om noget, som Peter ikke kunne se, hvad var. Han greb nysgerrigt ud efter den, men blev stoppet midt i sin bevægelse.

”Du må ikke pakke den op endnu!” Han stemme var skarp og Peters fingre fjernede sig straks fra det bløde stof. Faren kiggede sig opmærksomt omkring, som var det en vigtig hemmelighed, der fandtes bag lommetørklædet.

”Hvad er det far?” spurgte Peter, der måtte modstå trangen til at flå stoffet væk.

”Det er en ny tinsoldat,” afslørede han og Peter lyste op i et kæmpe smil. ”Han kæmper for friheden.”

”Frihed…”

”Frihed er værd at kæmpe for af hele sit liv. Husk det. Og lige så forfærdelig, som kampen kan være, så smukt er det også at kæmpe for noget så betydningsfuldt.” Peter blev forvirret. Han forstod ikke hvorfor denne snak om frihed hørte til hos tinfiguren.

”Husk det, få ham til at huske det.” Desperationen væltede mod moren, og for et øjeblik var han ikke længere den, faren henvendte sig til. ”Fortæl ham, hvad vi kæmpede for.” Han havde taget et fast greb om morens håndled, imens det forvildede blik ledte efter sikkerhed i morens. Hun nikkede tavst.

”Jeg ved ikke, om det var det værd.” Hendes stemme knækkede og ansigtet blev vendt bort fra dem. Peter kiggede på stoffet på bordet. Under den var tinfiguren. Var frihed det, der fik dem til at opføre sig mærkeligt?

”Vi kunne ikke gøre ingenting.”

”Tiden er gået.” Trods manden bar en uniform var stemmen blid og fyldt med varme modsat de mænd, han havde mødt den dag faren blev ført bort.
De omfavnede faren inden de forlod lokalet i tavshed.

 

Da han var kommet ud, fjernede han stoffet fra sin nye tinfigur. Den havde ikke farver som Svend, men han anede alligevel, hvad der var geværet og hvad, der var en arm. Den så hjemmelavet ud, faren måtte selv have lavet den.

Han smilede af hele sit hjerte. Tinfiguren, der kæmpede for frihed, var den bedste tinfigur, han nogensinde havde haft.

Han var ikke sikker på, om Klaus nogensinde ville dukke op. Han forestillede sig, at Klaus var draget på sine egne eventyr for at smage lidt på den frihed, der var blevet kæmpet for. Men han var sikker på, at han med tiden ville kunne leve med hans forsvinden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...