1944

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2017
  • Opdateret: 3 aug. 2017
  • Status: Færdig
Denne historie er fyldt med
død, kærlighed og uretfærdighed.
Tiden hvor overlevelse var den eneste mulighed,
hvor hele verden var belagt af mørke og død, selv Danmark.
Denne historie betyder meget for os.

Tag godt imod vores bidrag om 2. verdenskrig
til konkurrencen Historien om Danmark.

17Likes
30Kommentarer
1668Visninger
AA

1. ~ Varsel i natten ~



________ Kapitel 1 ________Varsel i natten

 


Natten er et tykt sort tæppe, der dækker ødelæggelserne fra krigen, svøber sig rundt om alt og alle.

Uden lyden fra alarmen, havde det været som årene før besættelsen.
"Gunver, skynd dig!" Johan hvisker nervøst flere meter foran mig. 
Jeg går hen imod lyden fra hans stemme, skærer en grimasse da en gren knækker under min fod. 
Jeg leder efter hans hånd i mørket, griber fat om hans kolde skjorte i stedet.
"Johan …"
"- Shhh." Han tager mig ind til sig. Hans arme dækker for mit hoved, som kan han beskytte mig imod verden. 
"Johan, jeg ..." 
"Gunver, vi skal skynde os." Jeg nikker, snuser hans velkendte duft af skov og regn ind.
Efter et stykke tid slipper vi hinanden og går ned til jorden.
Vi kravler langsomt på skovbunden, leder efter fordybningerne Asger har gravet. 
Han har gravet dem i en lige linje, gemt dem lidt til med blade eller en gren.
"Jeg fandt et hul." Træt puster jeg ud. Vi kravler længere, fordybningerne kommer oftere. 
Der går blot et par minutter, inden Asger hvisker efter os.


"Gunver? Johan?" Jeg rejser mig op, når knap at sige ja, inden en gren knækker i nærheden.
"Asger?" hvisker Johan forvirret. Han hørte også grenen. Asger kommer frem fra skyggerne, 
fører os hen til teltet der skjules af en busk på den ene side, og et træ ved den anden. 
"Hvem var det?" hvisker Asger ophidset, da jeg træt klemmer mig ind i teltet. 
Johan tænder for den svage lommelygte i teltet. 
Mit hjerte galoperer, da jeg kan ane konturerne af hans ansigt.
Smiler ved bare tanken om hans grønne øjne og det gyldenbrune hår, jeg vil se til morgengry.
Jeg trækker ham ind til mig, presser mine læber imod hans. 
Det varer dog ikke længe, da Asger kommer ind i teltet.
“Stop så.” Asger lyder bestemt og Johan tøver aldrig når han kommer med ordrer.
Johan trækker sig tilbage, smiler dovent til mig. 
"Nogen har fundet os. I skulle holde øje!" mumler han sammenbidt. 
"Rolig nu. Det var nok bare en hare," jeg ruller irriteret øjne af ham.
Jeg betragter hans skikkelse da han går ud. 
Det blonde hår og de blå øjne, samt den træning han har fået, siden vi var børn,  
kunne gøre ham til en perfekt spion for vores fjender.  
Og selvom vi er søskende, fik jeg mors jadegrønne øjne og det brunlige hår.

"Vi har været her for længe. Skynd jer at pakke, jeg holder vagt imens.”
Et svagt irriteret støn ryger ud af mig. Johan begynder at samle den smule mad, vi har tilbage.
Vi skal nok tilbage til lejligheden efter forsyninger i morgen.
Johan pakker teltet ned, og vi lægger taskerne ved busken.
Han kommer, og kysser min kolde kind. Det plejer altid at berolige mig, men ikke nu. 
Jeg langer ud efter Johans arm. 
“Hvad er der, Gunver?” Jeg kan ane hans øjne under stjerneskæret.
"Noget er galt."
"Hvad?" Johan rynker det venstre bryn, lægger armene over kors.
"Alarmen.” 
"Ja? Den er lige stoppet."  Han kigger forvirret på mig. 
Sagte kommer ordene ud: “De angreb os ikke. Hørte du nogle bomber?" 
Han er stille i et stykke tid. Det går langsomt op for ham, hvad jeg mener.
Johan ser efter Asger, der er længere væk.
"Det er ikke et luftangreb ..." mumler han.
Idet han siger det, høres et skud i natten. Fuglene letter højlydt fra trækronernes toppe.
Asger kommer hurtigt hen til os, med pistolen rettet imod lyden fra skuddet.
"De er i skoven."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...