1944

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2017
  • Opdateret: 3 aug. 2017
  • Status: Færdig
Denne historie er fyldt med
død, kærlighed og uretfærdighed.
Tiden hvor overlevelse var den eneste mulighed,
hvor hele verden var belagt af mørke og død, selv Danmark.
Denne historie betyder meget for os.

Tag godt imod vores bidrag om 2. verdenskrig
til konkurrencen Historien om Danmark.

17Likes
30Kommentarer
1671Visninger
AA

2. ~ Omringet af mørke ~


 

________ Kapitel 2 ________
Omringet af mørke


Vi flygter alle til hver sin side.
Det er sværere for de fremmede at finde os på den måde.
Endnu et skud bliver fyret af.
Rap-fodet løber jeg ud i mørket, de lave grene river i mit filtret hår og i min bløde hud.
Smerten er forfærdelig svidende.
Hurtigt gemmer jeg mig i træernes skygger. Mine øjne glider rundt i skoven og ser en genkendelig skikkelse.
Asger. Han sidder lidt længere væk.
Ihærdigt prøver jeg at fange hans opmærksomhed, men hans øjne er et helt andet sted.
Jeg følger Asgers synsvinkel, og får øje på ham. Måneskæret rammer Johan,
da han behændigt kravler op ad et træ, og sidder perfekt skjult bag efterårsbladene.
Lettet ånder jeg op, finder min dolk frem fra kjolens skjulte lomme.  
"Ud nu, inden det er for sent!" Stemmen er dyb, hæs og kantet ude i natten.

En stor skikkelse går længere væk med en lommelygte.
Jeg knuger dolkens greb i mine hænder.
Snarrådigt kommer der flere skikkelser til syne. Jeg kigger skiftevis overrasket på Johan og Asger.
Jeg troede det var en eller to mænd, men det er nu blevet til  … fem.
Støvler lyder tungt mod skovbunden. Jeg presser mig tæt ind til træet.
Mændene blokerer alle flugtveje.
Aldrig har jeg oplevet lignende. De må have set os.
Den kvalmende smag vælder op i min mund. Nej. Nej, nej, nej.
Mine hænder ryster.
Da Asger blev en del af modstandsbevægelsen som syttenårig, forlod han familien vores skyld.
Nægtede at bringe os i fare.

Johan og jeg brugte uger på at opspore ham, og det havde båret frugt.
Og nu har Asger har overgivet sig.
Åndeløst betragter jeg Johan i træet, gemmer dolken i den skjulte lomme.
En cirkel af mænd har omringet Asger, lyser på ham med lygterne.
Og det eneste jeg ved er, at han ikke skal være alene.
Jeg kommer ud fra skyggerne, går fortvivlet hen til ham.
Øjeblikket føles evigt. Og da jeg endelig når hen til Asger, knuger han mig hårdt,
mens hans kolde blik lander på vagterne.

***
 

Mine ben ryster af kulden, og vagternes greb på mine arme er stramt.
Jeg burde sove lige nu.
Og det eneste der er i mine tanker, er hvordan vi finder Johan igen.
En side af mig hungrer efter ham, som en ørken der higer efter vand.
“Gå hurtigere, tøs.” Vagten skubber mig fremad. Jeg knytter næverne for at beherske mig selv.  
Forhåbentligt tror de ikke at vi er med i modstandsbevægelsen.
Min lidt afmagrede krop narrer dem måske til at tro at jeg er svag.
“Hvad lavede i to så i skoven?” kræver vagten foran os. Asger drejer kort hovedet.
“Vi jagede.”
Det passer næsten. Vi jagede fjenderne. Johan og jeg kom tilbage fra et angreb imod dem.
“Hvad jagede i?” En vagt bag Asger snakker for første gang.  
Han er muskuløs og mørkhåret, nok den yngste af vagterne.
Vagtens øjenfarve kan ikke ses, blot hans blege hud, som svagt oplyses af lygterne de har i hånden og stjernerne.
Stop så, Gunver! Jeg vender mig hurtigt om, bider vredt tænderne sammen.
Ikke beglo ham, er du gal? Et suk undslipper mine læber. Langsomt skuler jeg hen i Asgers retning.
Han ser sig tilbage og betragter vagten
Den mørkhårede vagt ser blot nysgerrigt på Asger med et drillende glimt i øjnene
og et skævt smil, som man næsten ikke lægger mærke til … Hvad i …
“Dyr. Vi jagede dyr.” Stakåndet vender Asger sig om igen.
Derefter er det kun de andre vagter der snakker.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...