1944

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2017
  • Opdateret: 3 aug. 2017
  • Status: Færdig
Denne historie er fyldt med
død, kærlighed og uretfærdighed.
Tiden hvor overlevelse var den eneste mulighed,
hvor hele verden var belagt af mørke og død, selv Danmark.

Tag godt imod vores bidrag om 2. verdenskrig
til konkurrencen Historien om Danmark.

18Likes
35Kommentarer
1900Visninger
AA

3. ~ Levn fra fortiden ~

 

________ Kapitel 3 ________
Levn fra fortiden

 


Togvognen vi er i larmer højlydt. Alene er vi ikke, nemt kan man fornemme den trykkede stemning,
fra de bekymrede blikke der bliver udvekslet.
De har sikker haft gang i en omfattende politiaktion igen. De må have holdt øje med os i lang tid.
Jeg lukker øjnene, lader minderne fra alle angreb vi har lavet strømme ind.
Ødelagte togbaner, brændende bygninger og blod på mine hænder, spiller som en film i mit hoved.
Flere dage efter jeg havde dræbt første gang, blev jeg hjemsøgt af mine blodige hænder hver nat.
Tanken om den unge døde tyskers familie, som blev efterladt i sorg, plagede mig nat og dag.
Et menneske som havde følt, tænkt og påvirket andres liv, blev dræbt af min dolk, styret af mine hænder.
Hans purpurrøde blod sank ned i sneen den kolde vinternat, hvor jeg havde hulket højt i Johans arme.
“Alle kæmper i en krig,” havde Johan sagt igen og igen.
Han var der altid, og nu kan jeg ikke være der for ham.
Træt giver jeg efter bølgerne af minder, og forsvinder dybt ind i et.

***

Selvom jeg sidder under træets skygge med mor, bliver jeg bagt som et brød.
Hendes hænder fletter omhyggeligt mit hår, så beroligende at mine øjenlåg bliver tunge.
“Gør det ondt?” Mors stemme er så klangfuld og luftig som fjer.
“Nej, fortsæt, det er dejligt,” mumler jeg træt tilbage. Hun ler og fletter videre.
“Gunver.” Kalder Asger. Jeg åbner øjnene. Han træner hårdt selvforsvar med far længere væk i haven.
Jeg lukker øjnene igen, med mit hoved på mors skød og græsset imod mine arme.
“Gunver!” Jeg sætter mig op, kigger forvirret rundt.
“Hvad?”
“Gunver, vågn op.” Asger rusker blidt i mig. Jeg åbner svimmelt øjnene, indser at jeg ligger på togets gulv.
Jeg kommer op på benene, får den støvede luft ind i mine lunger. Toget er stoppet.
Folks konstante hvisken minder mig om biernes summen, irriterer mine ører.

Bevæbnede vagter kommer og fører os ud af toget. Duften af natur og frisk luft vækker mig.
Vagterne går omkring os på grusstien. De snakker som om intet er galt.
Langsomt toner bygningerne frem foran mig, vokser for hvert skridt jeg tager.
Vi kommer ind i lejren, de brunlige bygningerne er placeret mærkværdigt - Nærmest i en halvcirkel.
Hele vejen rundt om lejren tårner et pigtrådshegn sig op. Bag hegnet er der tomt, hvorefter en stor skov skærmer os
fra omverdenen. Før vi når at opfange noget, bliver kvinder og mænd splittet fra hinanden.
De splitter os ad, fører os væk fra hinanden.
“Asger,” skriger jeg med et hjerteskærende tonefald.
Han kigger sørgmodigt på mig, inden han vender sig og lader sig føre væk.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...