1944

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2017
  • Opdateret: 3 aug. 2017
  • Status: Færdig
Denne historie er fyldt med
død, kærlighed og uretfærdighed.
Tiden hvor overlevelse var den eneste mulighed,
hvor hele verden var belagt af mørke og død, selv Danmark.
Denne historie betyder meget for os.

Tag godt imod vores bidrag om 2. verdenskrig
til konkurrencen Historien om Danmark.

16Likes
30Kommentarer
1548Visninger
AA

7. ~ Levende mareridt ~

 

___________ Kapitel 7 ___________
Levende mareridt

 

Målløst kigger jeg på Asger, der nikker godkendende.

Hvad har de haft gang i, siden de har så meget tillid til hinanden?
Tusinde forskellige tanker passerer gennem mit sind.
Jeg åbner chokeret min mund. “Og du sagde, at du havde brug for hjælp?” 
Christian tøver, ser rundt inden han læner sig tættere på mig og Asger:
“Jeg har skaffet fortrolige dokumenter og oplysninger fra lejren, som skal sendes til H.P. West Hansen, der også er en del af modstandsbevægelsen.” 
Han er stille i noget tid, kigger skiftevis på os.
“Jeg tænkte om jeg kunne få en af jer ud herfra, og viderebringe informationerne. Men det bliver meget svært.”
“Hvorfor gør du det ikke selv?” spørger jeg forvirret, men det ender med at virke flabet.
“Jeg skal skaffe oplysninger herfra, jeg er under dække.”
“Nå, men jeg vil ger..” Christian holder skyndsomt hånden for min mund inden jeg når at sige mere. 
Af bare reflekser, giver jeg ham et stød med albuen i maven. 
Christian bukker lydløst, puster ud og hvisker halvkvalt: “Vi har … vagtskifte. Jeg henter jer om nogle dage.”


***
 

Jeg kommer ind i vaskerummet, begynder endnu en gang at skrubbe tøj rent på vaskebrættet.
Måske kan jeg rejse med dokumenterne, og finde Johan igen. 
Jeg nåede ikke at sige hele sætningen færdigt, da Christian sagde hvad han havde brug for hjælp til. 
Og jeg har ventet i hvad der føles som 100 år, selvom det blot er 4 dage
Timerne går langsomt, men jeg beskæftiger mig selv med planerne. 
Jeg vil først gå forbi lejligheden og finde Johan, da lejligheden er vores mødested når vi har mistet hinanden efter et angreb.
Bagefter skal vi sammen bringe de fortrolige dokumenter til H.P. West Hansen.
Da vi endelig er færdige med at arbejde, og har fået aftensmad, 
går jeg i seng, og forestiller mig ting, jeg skal lave sammen med Johan efter krigen.
Cykle ned til stranden, flytte sammen i et hus med vores mange børn, og besøge Asger og familien.
Mine læber trækker sig sammen til et smil, og stille dysser jeg i søvn ved tanken om Johan. 


Døren til værelset går brat op, og et par vagter kommer ind. Jeg glipper forvirret med øjnene,
prøver at se hvad der sker i mørket.
Den sene efterårskulde kan tydelig mærkes indenfor.
Hvad sker der?
“Stil jer på en række,” en vagt får os hastigt ud af døren. Det kan ikke være godt.
Der er helt stille, da vi alle står ude på gangen.
“Jer der bliver nævnt, sendes til Tyskland.” En dyb stemme runger i den fyldte gang.

Vi bliver alle ligblege i ansigtet på sekunder, nogle begynder endda med at ryste af skræk.
“Elisabeth Maren Hansen.” Den tyske accent skinner tydeligt igennem. 
En tung stemning spreder sig i rummet.
Tårerne glider tavst og hjerteskærende ned hos folk.
Mit hjerte står stille, da vagten når til navnene under G.
“Gun-” en ufattelig lang pause følger, han rynker forvirret panden.
Jeg holder vejret, mærker frygten i hver eneste celle.
Og da den sidste del af navnet bliver sagt ud i rummet, kan jeg ikke tro mine egne ører.
“Gunhild Fugl Pedersen.” Jeg forbereder mig på det værste igen.
Jeg lukker øjnene, knuger hårdt mine svedige hænder og venter på det næste navn. 
“Karen Jensen.” Mine skuldre synker lettet. Jeg skal ikke til en tysk lejr. 
Men tårerne glider alligevel hurtigt ned, en efter en.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...