1944

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2017
  • Opdateret: 3 aug. 2017
  • Status: Færdig
Denne historie er fyldt med
død, kærlighed og uretfærdighed.
Tiden hvor overlevelse var den eneste mulighed,
hvor hele verden var belagt af mørke og død, selv Danmark.
Denne historie betyder meget for os.

Tag godt imod vores bidrag om 2. verdenskrig
til konkurrencen Historien om Danmark.

17Likes
30Kommentarer
1691Visninger
AA

8. ~ Knuste liv ~

 

________ Kapitel 8 ________
Knuste liv

 

Alle navnene er kommet ud. Lyden af gråd fylder hele rummet, og selv jeg kan ikke stoppe med at græde.
Mine kinder er våde, og den salte smag af tårer er endt i min mund.
“M-men hun h-har ikke gjort noget!” en ung kvinde græder, knuger hendes veninde til sig, hun skal som mange andre, sendes væk.
Tyskerne brød endnu en gang et løfte. Alt det de siger er tomme ord, og det har deres handlinger gang på gang vist.
Døren går knirkende op, men ingen bemærker det. Jeg ryster, da jeg går hen til Christian.
“Vent derude,” mumler han, rædslen er malet i hans ansigt.
Der er så kaotisk, at de ikke ser Christian der kommer ind, og dækker for min ryg, da jeg går ud.
Bare Asger er okay. Han er den eneste jeg har tilbage.
Jeg venter utålmodigt foran barakken.
Natte regnen falder tungt ned på lejrens støvede jord, giver mig gåsehud.
Christian kommer ud af kvindebarakken, knuger hårdt sine hænder.
“Asger venter på os.” Stille går vi. Christian tøver, da han spørger:
“Skal du …?” Jeg ryster hovedet, tørrer mine våde kinder. Rask går vi forbi H 17 og er på kort tid henne ved W 1-2.
Utydeligt kan man i mørket ane en skikkelse der står med ryggen til, betragter skoven bag pigtrådene.
Jeg løber væk fra Christian, står hurtigt bag Asger.

 

“Asger?” usikkert ser jeg rundt i den svagt oplyste lejr.
Af alt hvad jeg har været igennem, så er det her noget af det mest skræmmende.
“Skal du væk?” mumler jeg rystet. Christian står tavst ved min side.
Asger vender sig om.
Det giver et gib i mig, da jeg svagt skimter hans blanke øjne og tårerne der glider ned af hans let røde kinder.
Han græder. Christian tøver ikke, da han tager Asger ind til sig.
Tårerne triller hurtigt ned igen. Asger skal væk. Ellers vil han ikke græde.
Asger græder aldrig. Lidt efter trækker han sig væk fra Christian, og omfavner mig.
Hulkene slipper endelig forbi mine læber, dæmpes let af Asgers trøje.
“Ikke græd, Gunver.” Han aer stille mit hår ligesom mor plejede at gøre.
“M-men du skal v-væk.”
“Jeg er stærk.” Jeg trækker mig ud af Asgers varme arme.
“De v-vil gøre dig svag. Vi få dig ud herfra.” Den kolde regn falder kraftigt ned over mig.

Mine blanke øjne, betragter Christians slørede skikkelse foran mig.
Jeg tørrer kinderne, mærker håbet spirer, da en tanke rammer mig.

“Christian, kan Asger ikke bringe dokumenterne ud til H.P. West Hansen?”
Han betragter mig med hovedet på skrå.
“Alle der skal til Tyskland bliver hentet om få timer, jeg kan ikke planlægge en flugt på så kort tid. ”
En lang tænkepause opstår, inden han fortsætter:
“Men måske kan jeg skaffe dokumenterne, over dem der skal afsted, og fjerne Asgers navn i dem.”
“Du vil bringe dig selv i fare, og chancen for at du bliver taget er stor.”
Asger spytter frustreret ordene ud.

“Jeg vil gøre hvad som helst. Om jeg så skal dø.”
Christians øjne bliver blanke, hvor totter af hans mørke hår falder over dem.
Asger ryster på hovedet.
“Det kan ende med at du også sendes væk.”
Christian fnyser højt og breder armene ud i regnen.
”Vi er på hold sammen! De må sende mig væk hvis de vil,” snerrer Christian.  
I de 3 uger jeg har kendt ham, har jeg aldrig har jeg set ham sådan.
Og for hver sætning der ryger ud af hans mund, går han tættere på Asger.


“Du ved ikke hvor mange gange jeg har set folk som dig blive sendt væk. Kun tyskerne her i lejren,
er tilfredse med at sende jer til kz-lejrene. Det vil måske ikke være umuligt at få fat på et par dokumenter, eller få di-”
Christian når ikke at sige mere, inden Asger presser sine læber mod hans. Jeg holder vejret,
ved ikke hvordan jeg skal reagere. Christian kysser tilbage efter et par sekunders overraskelse.
Jeg ser væk, mærker mine kinder blive varme.
Duften af skov og regn fylder lejren, bringer mig tilbage til Johans arme.
“Gunver?” kalder Asger, rømmer sig kort. Jeg vender mig om, går langsomt hen til ham.
“Hvad?” spørger jeg forsigtigt. Sig nu at han har ændret mening.
“Lov mig at i er forsigtige. Kom ud herfra og find Johan.”  
“Du kan da ikke bare forlade mig!” udbryder jeg ynkeligt som et barn.
Han ruller øjne af mig. “Gunver, jeg har ikke noget valg. Og jeg har nogen at leve for, så længe i holder jer i live.”
“Vi kommer ud herfra,” nikker Christian stille. Asger smiler vemodigt, ser på mig.
“Du har mit ord.”  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...