Suicide Letter

Alle kapitler er ude lige nu!!!

"Når i læser det her, er jeg væk." Suicide letter handler om Victoria og hendes hårde forløb gennem årene. Fyldt med mobning, mord og en hel masse drama. Derfor strejker bogen sig over 16 år, hvor hvert kapitel vil blive skrevet som i et rigtigt selvmordsbrev.

Jeg har valgt at tage nogle rigtige hændelser fra mit eget liv med. Bogen er meget personlig og jeg håber i alle vil følge med.

61Likes
8Kommentarer
18236Visninger
AA

10. Kapitel 9 2007

Kapitel 9 2007

Noget af det bedste jeg vidste, var da min morfar hentede min storebror og jeg fra skole. Det gjorde han meget i 2007. Min far havde sene vagter, og min mor kørte slet ikke bil. Så det var rigtig fedt og hyggeligt at han gad det. Samtidig, havde min mor begyndt at få det dårligt. Og det var altså ikke bare lidt dårligt, men meget. Desværre var min mor meget langsom om at gå til lægen. Der gik i hvert fald rigtig lang tid, hvor hun fik det værre. Jeg var stadig kun syv (snart otte) og forstod ikke rigtigt hvad der foregik. Men jeg kan godt få en meget kedelig følelse inde i kroppen over at tænke på det. For sjovt? det var det ikke. Jeg kunne sagtens mærke at hun var træt og dårlig. Selvom hun gjorde alt for at skjule det, men nej, jeg kunne sagtens mærke, at der var et eller andet i vejen. Jeg husker et par gange, hvor mormor og far var med hende på hospitalet. Lægerne kunne egentlig ikke rigtigt finde ud af hvad hun fejlede. Mange sagde det bare var en stærk influenza, mens få andre, troede at hun havde cancer. Det må ikke have været sjovt, at gå rundt med i tankerne. Men til sidst fandt de ud af at det var multipel sclerose som havde ramt hende. En sygdom som direkte går ind og angriber dit immunforsvar. Jeg anede ikke hvad det var dengang, men jeg vænnede mig bare til, at hun hver mandag skulle stikke sig med en nål, for at få medicin. Samtidig blev mor nødt til at blive flexjobber, og arbejde mindre end halvdelen af hvad hun normalt gjorde. Men det var hvad hun kunne holde til, og det var jo også helt fint, når hun stadig kunne være igang.

Det vil altså sige, at 2007 indtil videre heller ikke var et godt år. Jeg kan faktisk ikke huske så meget fra min skole der. Men jeg isolerede mig vel også lidt, når nu jeg fokuserede så meget om min mor. JO! Natasja og jeg havde ikke en særlig god periode lige der. Hun var rigtig meget sammen med de piger som ikke brød sig om mig. Jeg begyndte lidt at være sammen med Ashley som jeg var så heldig at gå i klasse med, efter børnehaven. Hun havde også to andre veninder, som jeg egentlig kom fint ud af det med. Anna gik også i klassen, men hun havde ligesom dannet en gruppe med sine veninder. Den holdte jeg mig egentlig med glæde ude af. Jeg havde ikke snakket så meget med hende efter børnehaven, så vi havde vel nok det man kaldte en strid nu. “engang en mær, altid en mær”.

Jeg husker, at jeg godt kunne være ked af det. Men ingen af dem jeg gik i klasse med, forstod min mors situation. Og de forstod heller aldrig hvad hendes sygdom gik ud på. Det gjorde nogen stadig ikke idag, det kunne faktisk godt irritere mig. Men nu var det heller ikke fordi nogen af mine venner nogensinde havde sat sig ordenligt ind i mit liv, og i min familie. Jeg syntes selv at jeg var god til at sætte mig ind i deres liv, så jeg kunne egentlig godt bebrejde dem lige på det punkt.

På trods af at 2007 ikke havde været det bedste år, skete der da et plus, i alt det her minus. Jeg fik en hund! En hund som har den største betydning for mig. Min aller bedste ven i hele verden. Anton var det mest venlige og fredfyldte væsen i hele verden. Selvom jeg ikke kunne føre en samtale med ham, var han den jeg gik til når jeg virkelig gerne ville ud med noget. På den måde kunne jeg komme ud med mine hemmeligheder, imens jeg vidste at ingen andre ville få noget af vide. Han var den eneste jeg vidste jeg kunne stole 100 procent på. Samtidig med at vi fik Anton, fik min moster hans bror, hvilket jeg altid syntes var sjovt. For så var Anton også stadig i nærheden af sin familie. Det lyder nok lidt underligt, men det gjorde mig bare glad. Men jeg har også altid set Anton for meget mere end bare, at være en hund. For det var han bare ikke, han var også familie. Derfor kommer det til, at blive svært for mig, at skrive, alle de ting han også har været igennem…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...