Suicide Letter

Alle kapitler er ude lige nu!!!

"Når i læser det her, er jeg væk." Suicide letter handler om Victoria og hendes hårde forløb gennem årene. Fyldt med mobning, mord og en hel masse drama. Derfor strejker bogen sig over 16 år, hvor hvert kapitel vil blive skrevet som i et rigtigt selvmordsbrev.

Jeg har valgt at tage nogle rigtige hændelser fra mit eget liv med. Bogen er meget personlig og jeg håber i alle vil følge med.

64Likes
8Kommentarer
20090Visninger
AA

6. Kapitel 5 2003

kapitel 5 2003

Jeg havde kun et år tilbage af børnehaven. Jeg var altid bange for at starte på noget nyt. Men aldrig sådan rigtig genert, jeg var bare meget nervøs og bange anlagt. Det var ligesom bare en del af mig. En del jeg rigtig gerne ville slippe væk fra. Jeg måtte vel bare bide i det sure æble mere end andre.

Jeg kan huske en episode hvor “ja”-pigerne skubbede Julie. Jeg var kun lige blevet fire år, men husker det stadig meget tydeligt. For det var ikke bare et lille puf, men et ordenligt skub. Når fem piger var sammen om at skubbe én person, var der altså bare kraft på. Situationen var sådan, at Julie, Anna og jeg legede ved rutsjebanen, (som vi nu plejede), men pigerne var allerede så smarte at de havde sneget sig bagom os. Og Julie var jo deres yndlingsoffer, bare fordi hun så anderledes ud. de skubbede Julie så hårdt ned af Rutsjebanen, at hun flækkede brillerne og fik brilleglas på øjenlåget. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Så jeg løb! Jeg løb min vej, og hvor vil jeg bare gerne stadigvæk sige undskyld til Julie for det idag. Jeg er ikke i stand til bare, at glemme det. Jeg er simpelhent bare så skuffet over mig selv! Stadigvæk. selvom jeg bare var en lille pige, og det er næsten tolv år siden idag. Anna derimod, blev ved Julie. Hun gjorde det rette og hentede en voksen. Julie blev sendt på hospitalet, og jeg husker det som var det igår. Og det mener jeg altså. Lige denne her oplevelse husker jeg bare, fordi jeg synes den var så sindsyg. Hvordan nogen piger kunne gøre sådan, i så tidlig en alder. Hvor bange jeg var for at hun pludselig ville dø. Jeg havde urealistiske tanker dengang. Men jeg ved, hvor lede folk kan være. Og hvor sygt man kan opføre sig, så jeg fortryder ikke at jeg tænkte sådan dengang. Pigerne var sindsyge. Hun var kun fire år dengang!

Efter den dag, flyttede Julie børnehave. Jeg var alene med Anna og savnede bare min daværende bedste veninde så meget. Selvfølgelig sås vi stadig til legeaftaler. men det var ligesom ikke det samme. Jeg manglede hende i min hverdag. Min verden, blev ligesom.. grå! Anna blev også irriterende. Hun blev en af de slags piger som kun snakkede om sig selv. Eller nej, det var en underdrivelse, hun var besat af sig selv. Og snakkede hele tiden kun om sig selv. Hun blev hurtigt “moden” men jeg fortsatte med at være barn. Men jeg er sådan i tvivl om det var en god idé.. Er det derfor jeg er endt her? Fordi jeg fortsatte med at være mig selv? ville jeg havde været blevet accepteret, hvis jeg ændrede mig og blev ligesom “ja”-pigerne? Det når jeg aldrig at få svar på. Men måske? Mor, jeg fortalte dig tit i min børnehave-tid hvordan jeg havde det med de piger. Du kunne slet ikke forstå hvordan, så små piger kunne være så lede. Men det var de altså. Jeg har ikke set dem sammen siden børnehaven, så deres gruppe varede nok ikke særlig længe bagefter.

Jeg bebrejder ikke pigerne for noget idag. Kun lige den episode hvor de nærmest bare gik til angreb på Julie. Den ville jeg godt kunne være foruden. Men ellers intet. Vi var kun små piger, de var lige omkring et år ældre, men stadigvæk, vi var kun små piger. Og jeg har set til dem. Altså hver for sig.

Nu jeg tænker over det, så er "ja"-pigerne egentlig et sjovt øgenavn. Men det er egentlig bare fordi, de hele tiden sagde "jaaa" og gentog hinanden. Som om de havde set for meget tv eller sådan noget, og følte at de absolut skulle gøre det samme som dem inde i tv'et.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...