Suicide Letter

Alle kapitler er ude lige nu!!!

"Når i læser det her, er jeg væk." Suicide letter handler om Victoria og hendes hårde forløb gennem årene. Fyldt med mobning, mord og en hel masse drama. Derfor strejker bogen sig over 16 år, hvor hvert kapitel vil blive skrevet som i et rigtigt selvmordsbrev.

Jeg har valgt at tage nogle rigtige hændelser fra mit eget liv med. Bogen er meget personlig og jeg håber i alle vil følge med.

64Likes
8Kommentarer
19343Visninger
AA

20. Kapitel 18 2015

Kapitel 18 2015

"I morgen er en ny dag, der er i går væk. Du har chancen for, at starte på en frisk igen. Lad dem se hvordan du blomstrer, slår armen ud i verden, lad dem se hvordan du stråler, hvordan du skinner nu". Denne her tekst plejede mor at synge for mig. En tekst jeg har tænkt meget på. Men den virker ikke. Den kan ikke overtale mig til noget som helst. I går er ikke væk i morgen. For i går eksisterer for altid.

2015 var et nyt år. Men der var en forskel. Jeg havde mistet mit håb.

Jeg havde mistet næsten det hele. Rania var ikke min veninde længere. Selvom jeg troede det lidt efter hendes lange kram. Hun blev med M, og han blev ved med at hjernevaske hende. Det var i hvert fald det jeg gerne ville tro på. Jeg havde dog stadig Anna, Vic og Penelope. Men hvor lang tid holdte deres venskab. Og hvor lang tid kunne jeg holde til, at føle alene? Jeg aner det ikke, men måske vil det gå op for mig, når jeg kommer til bunds i denne her historie. Nu ved jeg det! Der er en ting jeg mangler at fortælle. Den sidst ting. Det der gjorde at jeg endte her.

En morgen kom jeg i skole. Jeg havde meget ondt i min venstre arm. Jeg gik med langærmede bluser hele tiden. Det var det eneste jeg turde at gå med. Selvom jeg skar mig i armen, var jeg bange for at de skulle opdage, at jeg rent faktisk var sårbar. Jeg kom ind igennem min klynge. Og lige i det da jeg dukkede op kiggede næsten alle fra min klasse på mig, plus et par stykker fra de andre klasser. Jeg kiggede bag mig for, at se om det mon kunne være en anden person. Men nej, de stod alle sammen og stirrede på mig. Det føltes som, at være omringet, af sine værste fjender. Lidt tid efter begyndte de at grine. Jeg vidste ikke om jeg skulle grine med dem, eller græde. Hvad var det dog de grinte af? Jeg kunne ikke bevæge min mund. Og heller ikke min krop. Jeg fik en kvalmende fornemmelse inde i kroppen. Jeg mindedes ikke, at der var blevet taget noget grimt billede af mig. Det var der heller ikke. Men det var mig der fik byrden. Det var M der startede rygtet om, at jeg havde sendt billeder af min krop til ham. Jeg vidste ikke hvem det var, men det var i alt fald ikke mig. Men hvordan skulle jeg alene, mod alle dem nogensinde kunne bevise det. Pigen på billedet havde da en yndig krop. Men hvorfor skulle det gå ud over mig? Hvorfor skulle han prøve at gøre mit øgenavn til en realitet. Det var ikke kun drengegrupperne der kaldte mig billig, eller en luder mere. Men hele min årgang. Jeg følte at hvor end jeg gik, talte folk om billedet og om mig. “DET ER IKKE MIT BILLEDE!” Skreg jeg inde på mit værelse. Jeg kastede en pude ind i min væg. Løftede den op og lagde mig på siden i min seng. Jeg lå fortabt med hovedet nede i den. Der var helt mørkt inde på mit værelse. Jeg kaldte på min mor. Jeg havde ikke lyst til at fortælle hende hvad der foregik. Men jeg havde lyst til, at hun sang lidt af sin sang for mig. Jeg havde brug for at drømme mig et andet sted hen. End hvor jeg var nu. Jeg begyndte bare at græde mere. Min pude må have været helt sort bagefter.

Det her er bare nogle få uger siden.

Jeg kom op til restauranten, var bange for at rygterne også var faldet der. Jeg ville se om Vic var der. Og hvis ikke hun var, var der altid Penelope. Men hun kunne godt lide, at sove, til dagen næsten var forbi. Så hun var normalt også bare svært at få fat i. Jeg kiggede på kontoret og i personale rummet. Men hun var ingen steder. Jeg manglede hende. Så er det ondt hvis jeg er skuffet? Er det ondt hvis jeg er skuffet over, at hun ikke var der, hvor jeg havde brug for at hun var? Jeg havde tænkt mig at gå igen, men stødte pludselig ind i Melanie. Hende havde jeg helt glemt at nævne for jer. Melanie var også en veninde, ikke den tætteste, men hun skal ikke udelades herfra. Jeg sagde undskyld og prøvede at gå videre. Men jeg kunne ikke. Jeg havde inderligt brug for en at snakke med. En til at fortælle mig, at der ikke var noget galt med mig. Jeg fortalte hende ikke hvad der var sket.. jeg græd bare. Hun sad og gav mig et let kram i pænt lang tid. Jeg havde lyst til at tage et andet sted hen, det ville måske virke underligt at jeg sad og græd i vores personalerum. Jeg ville heller ikke blive opfattet som et tudefjæs. Selvom jeg var et kæmpe et.

Jeg havde lagt flere opkald til Vic, men hun svarede ikke. Hun ringede ikke engang tilbage. Jeg prøvede Penelope, men hun lød bare meget afvisende da jeg ringede til hende. Jeg prøvede at sige “det er.. lige meget“. jeg kom til at snøfte lidt bagefter, men hun lagde sig vel bare til at sove igen bagefter.

Da jeg var hjemme igen, gik jeg ud på mit badeværelse. Jeg så mig lidt i spejlet. Min mascara sad helt tørt på mine kinder. Jeg havde sorte mascarapletter på min trøje. Skidt pyt. Jeg fandt saksen frem. hev ærmet op, og kunne se at jeg havde nået målet. Der var kun lige plads til en streg. Så kunne jeg fjerne smerten inden i for altid. Jeg satte saksen fra mig. Satte mig ned ad et lille skab vi havde på badeværelset, og kiggede på saksen. Jeg lukkede øjnene og forestillede mig, at der ville være en verden på den anden side. En verden som ville tage godt imod mig. Jeg kunne mærke, at min mundvig vendte op af. jeg smilede. Jeg smilede faktisk. Det var længe siden jeg havde prøvet det. Jeg løftede saksen op, og ville skære i mit mål. Jeg havde tænkt mig at dø af blodmangel. Men i stedet for gjorde jeg noget andet. Jeg smed saksen væk igen, rejste mig og gik ud til min cykel. Jeg ville give det her en sidste chance. Og hvis Vic ikke var hjemme, var der ikke andet at gøre mere.

Hele turen til Vic, kiggede jeg på træerne, og koncentrerede mig egentlig ikke om bilerne eller vejene. Jeg havde ikke noget imod hvis de nu ville køre mig ned. Jeg ville med glæde frivilligt hoppe ud foran dem. Da jeg fik øje på Vic’s lejlighed nærmede jeg mig. Jeg bankede forsigtigt på hendes dør. Og den åbnede. Og før i læser videre, tænker i sikkert, ja. Hun var der, og hun lukkede op. Så jeg havde en chance tilbage, ikke? NEJ. Jeg blev nærmest smidt væk igen. Hun havde bare en dyne omkring sig, og en fyr bag hende. Jeg så hende i øjnene. “hvad laver du her?”. Hun lød hverken glad eller ked af det for at se mig. sådan lige midt i mellem. “ingenting“.

Det var bare i går.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...