Suicide Letter

Alle kapitler er ude lige nu!!!

"Når i læser det her, er jeg væk." Suicide letter handler om Victoria og hendes hårde forløb gennem årene. Fyldt med mobning, mord og en hel masse drama. Derfor strejker bogen sig over 16 år, hvor hvert kapitel vil blive skrevet som i et rigtigt selvmordsbrev.

Jeg har valgt at tage nogle rigtige hændelser fra mit eget liv med. Bogen er meget personlig og jeg håber i alle vil følge med.

64Likes
8Kommentarer
19600Visninger
AA

19. Kapitel 17 2014 del 2

Kapitel 17 2014 del 2

Efteråret nærmede sig og jeg var ved at ånde lettet op. Jeg gik fra min klasse med en masse ferietanker i hovedet. Det var ellers godt vejr i oktober måned, tænkte jeg. Hvorfor skulle jeg spekulere over vejret? Der var solskin og ni grader. Jeg så frem til at komme hjem og ligge lidt i solen, mens jeg kunne høre noget god musik, som kunne få mig i stemning. Jeg gik ud af døren til skolen, men blev hurtigt stoppet. Rania og M gik lige bagved mig, sammen med en større drengegruppe. Jeg prøvede at gå en smule hurtigere så de måske ikke ville bruge mig som dartskive. Rania ramte mig med ord som "kradsbørstige luder". M stod bare bag hende. Jeg forstod egentlig ikke hvorfor det altid var pigerne der skulle bebrejdes for utroskabet. Når det vel lige så meget var fyren? Hun kunne åbenbart sagtens finde ud af at tilgive M, selvom han helt og aldeles var med. Jeg stoppede op og havde lyst til at sige noget igen. Men jeg stod bare der og var helt lammet. Jeg havde ikke lyst til at give igen, men jeg var træt. Træt af at skulle gemme mig for hende. Vi havde ikke engang snakket ud om det. Måske fortjente jeg ikke en chance, men det ville have været rart hvis hun ville høre mig ud. De eneste samtaler vi havde været tæt på, var bare skældsord. Det var heller ikke en rigtig samtale, men det var ikke kønne ord, som kom imellem os. Nu får jeg mig selv til at lyde som en engel, men det var jeg ikke, jeg gav bare ikke særligt meget igen. Jeg havde heller ikke modet til det. Og jeg vidste udemærket også godt, at det var mig som havde været forkert på den. Min hud viste også tydeligt hvor dårligt jeg havde det med det. Især min venstre arm viste det godt. Jeg havde flere gange skåret mig selv der for ikke, at græde, eller føle den smerte som gemte sig inde i mig.

Men jeg stod bare der og tænkte det hele igennem. Indtil hun igen råbte et eller andet efter mig. Jeg hørte ikke sætningen, men jeg så hendes ansigtsudtryk. Hun var nærmest rød som en tomat. Og det var ironisk for hun hadede tomater.

Jeg kiggede på hende i nok omkring et minut og råbte til sidst "lad mig være i fred din so". Jeg anede ikke at jeg kunne få mig selv til at snakke sådan til hende. Men det lykkedes. Det føltes bare ikke godt. Dernæst nærmede M sig. Han sagde "hvis du nogensinde snakker sådan til hende igen, sørger jeg for at du ikke vil sætte en fod på denne her skole igen!". Var det en trussel? Truede han mig seriøst lige der. Det gjorde ondt. Og jeg forstod ikke at en dreng kunne være så aggressiv i sin fremtone overfor en pige. Det var vel godt at jeg fik ferie den dag, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på det over hele ferien. Jeg var helt ærligt bange for at komme tilbage. Det kunne godt være at det var en tom trussel, men jeg blev rent faktisk bange. Jeg fik tit flashbacks omkring det. Hvad var der lige sket?

Jeg ville under ingen omstændigheder græde igen nogensinde. Så jeg besluttede mig for, at skære i mig selv hver gang jeg følte smerte, eller jeg følte nogen havde såret mig. Så jeg skar en streg hver gang på min venstre arm. Jeg satte et kryds ved min blodåre, og besluttede mig for, at hvis jeg nåede dertil ville det være forbi. Og lad mig bare sige at jeg startede cirka femten centimeter fra åren.

Samtidig kunne jeg mærke at Vic var meget bekymret for mig. Hun kunne begynde at græde hvis jeg fortalte hende om det. Hun kunne ikke lide, at jeg gik med sådanne tanker. Men det gælder vel om at være ærlig ikke? Penelope turde jeg ikke fortælle det til. Jeg havde jo lovet hende at jeg var færdig med at skære i mig selv. Og jeg tror ikke hendes reaktion ville have været særlig god. Men det var vel også et godt tegn, at hun bekymrede sig for mig. Ligesom Vic. Jeg var så taknemmelig for de to piger. Jeg havde veninder som ikke var falske eller barnlige. Men nej to modne piger som kunne lide mig for den jeg var, og intet andet. Dem bebrejder jeg heller ikke på nogen måde. Jeg bebrejder egentlig heller ikke Natasja, for hun var en rigtig veninde så længe, og jeg vil ikke omtale hende dårligt. Men noget jeg aldrig vil finde ud af, er hvad der skete imellem os. For hvad skete der egentlig? Ja.. Det er ikke til at vide...

Lige en sidste historie fra sidste år som jeg ikke kan undlade. For det var en af de gange hvor jeg blev nødt til at skære mere end en gang i mig selv.

Der lå en rigtig sød købmand lige ved siden af min skole. Nu hvor Anna var min eneste veninde i skolen, gik jeg med hende derover i hvert frikvarter. Jeg var bange for at være alene, efter sådan en trussel. Vi kunne godt lide at købe lidt forskelligt at spise, så det gjorde vi tit. En dag gik der et billede rundt af M som alle grinte af, jeg forstod egentlig aldrig hvorfor. For det var slet ikke så slemt. Men folk havde deres meninger og jeg havde min. Men jeg havde været ved købmanden med Anna, og vi havde købt et eller andet mærkeligt at spise, som jeg holdte i min hånd. I min anden hånd havde jeg min mobil som jeg lige kunne læse en besked op fra. Det var et eller andet volapyk som stod der, og Anna syntes det var sjovt. Det gjorde jeg også, men jeg grinte lidt bøvet over det. Af en eller anden grund fik det M til at tro på, at jeg grinte af billedet af ham. Han rejste sig fra sin stol og sagde "Victoria, hold din kæft". Jeg kiggede på ham og svarede "det var altså ikke dig jeg grinte af". Han kom nærmere og sagde "jeg mener det, jeg mener det virkelig". Bagefter husker jeg ikke meget mere, end at hans hånd var omkring min hals. Jeg kiggede op på han og anede ikke hvordan jeg skulle reagere. Jeg blev holdt op mod et vindue i nogle sekunder, og bagefter blev jeg kastet ned i et bord der stod lige foran mig.. Jeg tror mit hjerte må have været stoppet i få sekunder, for jeg lå bare der og stivnede. Bagefter kunne jeg mærke at hele min krop begyndte at ryste. M's trussel var blevet virkelighed. Og jeg ønskede ikke at sætte mine fødder på den skole mere. Jeg rejste mig forsigtigt op, vi var omringet af næsten hele min klasse, og alle kiggede på mig. Jeg var så bange. Imens jeg rystede forsøgede jeg mig over til min computer som jeg ville pakke sammen. Jeg lagde den ned i min taske. Lukkede tasken. Tog den omkring mig. Hentede min jakke og forlod klasseværelset. Jeg var døv, det eneste jeg kunne høre var min hjertebanken. Jeg var knust. Grædende så jeg tilbage på min skole og så om nogen mon var fulgt efter mig. Men nej. Ingen. Jeg var alene. Efter jeg havde gået i lidt tid, satte jeg mig ned på en sten og kunne ikke holde til mere. Alle mine grænser var brudte. Og jeg kan ikke forstå hvordan ingen gjorde noget den dag. At en dreng er voldelig burde vel få andre til at reagere. Men det kan også bare være at de reagerede bagefter? Jeg tørrede mine tåre væk og prøvede på at kontakte Vic. Hun var optaget så bagefter prøvede jeg Penelope. Men ingen af dem svarede.

Jeg kom hjem. Satte mig i min seng og stirrede tomt ind i min væg i et stykke tid. Jeg lagde mig ned i stedet for. Men det gik ikke, for jeg kunne mærke at jeg var ved at græde igen. Jeg hentede den saks jeg fast brugte til at nå mit mål med. Men satte ikke et cut, men hele fem. Jeg skar så hårdt, at det blødte med det samme. Det var smertefuldt. Der var virkelig ikke noget som kunne fjerne smerten den dag.

De efterfølgende dage løj jeg overfor mor og far, fortalte dem at jeg havde det rigtig dårligt. Det havde jeg også. Psykisk. Jeg var ikke i skole i to uger. Og da jeg endelig skulle starte igen, fik jeg det faktisk rigtig dårligt. Jeg havde kuldegysninger og stærke smerter i mit hoved. Igen var jeg ikke i skole i noget tid. Men da jeg helt til sidst kom tilbage, blev jeg mødt af Rania. Jeg havde nogle anelser om at hun ville give mig en flad så snart hun så mig. Men sådan var det ikke. Hun kiggede på mig længe. Og det samme gjorde jeg på hende. Og bagefter omfavnede vi hinanden i godt og vel fem minutter. Det var lige hvad jeg havde brug for. Fortsættes

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...