Suicide Letter

Alle kapitler er ude lige nu!!!

"Når i læser det her, er jeg væk." Suicide letter handler om Victoria og hendes hårde forløb gennem årene. Fyldt med mobning, mord og en hel masse drama. Derfor strejker bogen sig over 16 år, hvor hvert kapitel vil blive skrevet som i et rigtigt selvmordsbrev.

Jeg har valgt at tage nogle rigtige hændelser fra mit eget liv med. Bogen er meget personlig og jeg håber i alle vil følge med.

61Likes
8Kommentarer
18188Visninger
AA

17. Kapitel 15 2013

Kapitel 15 2013

Jeg kan på ingen måde gøre det her kort. Så jeg håber der er tålmodighed. Man tænker bare at ting ikke kan blive værre. At de automatisk forsvinder. Men det gør de ikke, ting bliver meget hurtigt værre. Det er ikke sjovt, at sidde i et klasselokale fyldt med folk du har kendt, siden 0. Klasse og nogen få nye som er kommet i løbet af årene, og blive grint af. Det er ikke sjovt, at de kalder dig ting bag din ryg, eller rotter sig sammen med folk fra andre klasser. Det var i hvert fald ikke sjovt for mig.

Der var stadigvæk et halvt år tilbage af syvende klasse. Og jeg havde håb, og et godt gennemsnit. Og det vender jeg tilbage til. Men det værste jeg vidste var tysktimerne. En kæmpe drengegruppe som kunne gøre mig utryk og usikker. Mest usikker på mig selv. Det værste jeg vidste, var da min lærer kom ned til mig, og bad mig læse et eller andet højt. Jeg følte hele tiden de sad og kiggede på mig, samtidig med at de grinte ad mig. Det var obligatorisk at P var med i den gruppe. Han styrede den næsten. Men samtidig var M der også. Og alle drengene var ligesom bare en stor flok af arrogante folk som troede de var bedre end alle andre. Måske var de, måske var de ikke? Men jeg følte i hvert fald at jeg var skydeskiven. Et fag der nok var lige så slemt var idræt. Jeg kunne ikke lide at være med, på grund af de drenge. Jeg havde ingen selvtillid og følte mig ikke god nok. Jeg følte mig klam og ulækker at se på. Og at min krop heller ikke var god nok. Til idræt kunne jeg også føle, at alle sammen stod og stirrede på mig imens de grinede. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor. Men P havde altså haft gang i sit had i snart to år. Jeg troede egentlig at han måske ville komme over de ting jeg sagde, men nej. I stedet for, havde han fået hele sin drengegruppe med sig. Det værste jeg vidste var omklædningen, jeg kunne ikke holde ud, at klæde om sammen med de andre piger, selvom de egentlig ikke havde gjort noget. Jeg var så usikker, at jeg altid skyndte mig, at klæde om ude på toiletterne. Hvor jeg samtidig kunne kaste den mad op jeg havde spist. Ja det er rigtigt nok. Jeg vil ikke kalde det bulimi, for det var det egentlig ikke. Men jeg var så usikker, at jeg også var bange for at tage på. Jeg var bange for at jeg bare ville blive en endnu større skydeskive for drengene. Men der var aldrig nogen som lagde mærke til, at jeg gjorde som jeg gjorde. Derhjemme fortalte jeg aldrig hvad der foregik, jeg ville ikke gøre situationen værre ved at bringe mine forældre ind i det. Så derfor stod jeg vel alene med det.

Samtidig med at jeg følte mig så usikker og klam, begyndte drengegruppen, at lave en slags alarm hver gang jeg gik forbi dem. De kunne finde på at sige "bip bip bip LUDERALARM". Også selvom jeg gik sammen med mine veninder. Også når jeg gik alene. Men næsten altid da jeg gik forbi dem. Man kunne vel godt sige, at jeg følte mig svigtet, for der var ikke én af mine veninder som sagde noget igen til dem. Men i stedet for, prøvede jeg altid at gå lidt længere væk fra dem, tage en genvej, eller bare generelt snige mig helt udenom dem. Det var begyndt at gå op for mig, hvordan jeg egentlig blev behandlet. Og jeg husker en dag vi gik forbi dem over til en butik som lå lige ved siden af min skole, hvor en af drengene prøvede at spænde ben for mig. Jeg nåede at se det, men der var stadigvæk ikke nogen af mine veninder der reagerede. Da jeg sagde til dem at jeg gerne ville ligeud i stedet for at passere lige forbi dem ind ad sidevejen hvor de stod og røg, sagde mine veninder altid bare "de gør jo ikke noget". Men jo! Det gjorde de, måske ikke fysisk, men psykisk.

Jeg brækkede mig derefter ikke på toiletterne mere, men græd i stedet for. Jeg kunne sidde derude i et helt frikvarter og sidde og snakke til min afdøde morfar. Det virker nok underligt. Men jeg havde brug for en som kunne lytte til mig, når ingen andre ville. Godt nok svarede han mig ikke, men det hjalp vel, jeg overlevede da.. Men det gjorde mit gennemsnit i skolen ikke. Jeg fik pludselig meget svært ved at koncentrere mig. Det var svært at sige noget mundtligt da jeg hele tiden følte mig til grin. Men det var også bare svært i det skriftlige, fordi jeg hele tiden fornemmede at folk sagde noget bag min ryg. Jeg følte at hvad end jeg gjorde ville folk lægge mærke til det og grine ad mig.

Men endelig blev det sommerferie, og jeg følte mig sikker igen. Det havde været et stressende skoleår, ikke med opgaver, men med personerne omkring mig. Det var sommerferie, og jeg kunne have mine tanker andre steder. I stedet for, at have dem på det samme hele tiden. Denne sommerferie var jeg meget på en restaurant som hed "Restaurant MC" med mine veninder, nok mest med Ashley, vi havde pludselig bare fået et rigtig godt venskab. Rania var på ferie, så hende så jeg ikke så forfærdeligt meget til den sommer. Men da jeg gjorde nød jeg vores tid sammen fuldt ud. Grunden til at jeg nævner det med Restaurant MC er fordi det vil få en særlig betydning senere hen. Men der var vi altså tit, også sent om aftenen. Det var rigtig hyggeligt, at jeg kunne være så meget sammen med hende. Vi havde jo haft en periode hvor vi slet ikke snakkede sammen, men den var vi så småt kommet væk fra. Selvom jeg havde hende, manglede jeg en anden. Ja.. Natasja havde fået en kæreste, og han tog alt hendes tid fra os. Jeg snakkede slet ikke med hende mere, men når jeg endelig var så heldig at kunne føre en samtale med hende. Handlede den om ham, eller hun lød bare irriteret og træt af mig. Så jeg valgte at holde mig væk fra hende og hendes forhold. Der var heller ikke rigtig nogen af Natasjas andre veninder som brød sig om hendes kæreste, de syntes han var led og uretfærdig overfor hende. Det samme gjorde jeg vel også. Men det var ikke den eneste grund til, at jeg ikke snakkede med Natasja mere. Natasja og jeg var ikke bedste veninder mere, det havde vi ikke været i et stykke tid. Men til gengæld havde hun fået en helt anden, og meget anderledes person. Anna. Anna havde vel taget min plads og havde Natasja i sin hule hånd. Hun var led og dominerende, og elskede at lave splid. Jeg brød mig ikke om Anna dér, og jeg vidste at hun heller ikke kunne lide mig. Jeg havde faktisk ikke så mange veninder tilbage. Ashley og Rania var vel de eneste jeg havde. Og de to snakkede heller ikke rigtigt sammen. Rania gik jo også fast på skolen nu, så hende så jeg ikke kun to gange om ugen, men hele ugen. Det var dejligt.

Men lige til noget som jeg bliver nødt til at få med i brevet. Noget som knuste mit hjerte den sommer.

Mor og jeg var ude og gå tur på en af de sidste sommeraftener. Vi passede en hund samtidig med at vi gik med vores egen. Lille Anton. Jeg gik og snakkede med mor, omkring hvilket tøj jeg kunne have på når jeg skulle starte i skole igen. Det var vel bare en typisk pigebekymring. Vi gik lidt tid, diskuterede nogle ting jeg kunne have på, og kom hurtigt ind på andre ting. Indtil vi passerede dét hus. Jeg havde valgt at holde Anton, men jeg holdte ham aldrig normalt når vi nu gik ture. Men det var nok det dummeste jeg kunne have gjort. For da vi passerede huset, kom en kæmpe rottweiler løbende imod os. Jeg anede ikke at den ville gøre noget, og hvis jeg havde gjort. Var jeg gået over på den anden side af vejen, men ikke blevet lige dér hvor det skete. Mor havde hunden vi passede og gik med ham, så han var urørt. Men rottweileren bed fat i Anton. Der gik lang tid før hans ejer og en gruppe mænd han stod med reagerede. Jeg prøvede at løfte min Anton fri, men jeg kunne ikke, hunden var for stærk. Ejeren stod nærmest bare der og kiggede imens jeg skreg "få så fat på din hund din nar!" Han hev straks fat i enden af sin egen hund, og Anton kom fri. Men han blev bare ved med at gø og vendte sig om til alle sider. Min mor kunne ikke engang løfte ham op, for han bed ud efter alle. Jeg havde aldrig ser ham sådan, han var jo ikke særlig stor og var bare så sød og opdragen. Ja det var han. Han gøede aldrig og bed heller aldrig ud efter nogen. Men jeg stod bare der og græd, imens min mor ikke vidste hvad hun skulle gøre. Men jeg gjorde vel det rigtige i at forlade min mor og spurte hjem og hente min far. Jeg var knust. Anton var ikke bare en hund for mig, men min bedste ven. Jeg elskede ham så højt, og det gør jeg stadig. Men den dag mistede jeg ham. Jeg mistede min hund, min bedste ven, og min familie. Hunden havde bidt hele vejen ind til hans lunge, så den var helt punkteret. Dyrelægen havde kunne redde ham alle andre gange end lige denne her. Denne her gang blev det til et farvel. Og jeg husker stadig hvad mine sidste ord var til ham. I tænker sikkert det er latterligt, men nej, det var den værste dag i mit liv. Jeg hviskede, imens jeg lå og græd "du er min aller bedste ven". Bagefter tog mine forældre ham med, jeg lå og slog hænderne ned i jorden af vrede. Det var så uretfærdigt. Jeg så ham aldrig igen.

Jeg har altid bebrejdet mig selv for den oplevelse, for jeg føler at det var min skyld. Jeg gik med ham, men var alt for svag til at trække ham væk!

Uger efter lå jeg stadig og kunne græde. Jeg græd mest fordi, det var så mærkeligt at skulle vænne sig til, at han ikke var her mere. Jeg skulle vænne mig til, at han ikke kom ind på mit værelse hver morgen og vækkede mig sammen med min far. Jeg må indrømme, at jeg sidder og græder lige nu. Måske hvis jeg stadigvæk havde Anton idag, så ville jeg ikke være igang med at skrive det her brev. Men jeg kan ikke lave om på det. Aldrig nogensinde.

Jeg kunne ikke gøre det her kort nej, men jeg er heller ikke færdig. Der skete mere end blot det her, dette år. Man kan vel godt side at det tog sin tid før jeg blev god igen efter det her. Det var ikke bare det der med at miste Anton, men det var samtidig et kæmpe chok. Men jeg kom tilbage til skolen igen. Tilbage til "luderalarm" P og M. M gjorde mig egentlig ikke så meget lige dér, så det var vel bare P og hans venner.

Men lige til den sidste ting, som jeg simpelhent ikke kan undvære i brevet. Det blev vinter og sneen begyndte at komme. Jeg anede ikke at jeg burde være bange for sne. Så det var jeg heller ikke lige dér. Jeg tænkte egentlig bare at det var koldt og irriterende. Men da jeg så blev hevet ud af P og hans gruppe. Og blev tyret ned i sneen, samtidig med at de sparkede til mig. Følte jeg mig ubrugelig. Imens de stod og sparkede til mig, fik jeg bare sne i hovedet. Jeg nåede ikke at se hvem det var. Men tænkte at det måske bare var dem alle sammen.

Bagefter måtte jeg hjem og skifte tøj. Måske tager jeg det her for personligt, men ligefrem at sparke til mig også. Den gjorde bare lidt ondt. Og der var mange ting som gjorde ondt indeni. Ting som gik op for mig, først nu. Så efter den dag begyndte jeg at skære i mig selv. Højre skulder. Jeg tog en saks og begyndte at rive mig hårdt ned ad huden, indtil jeg begyndte at kunne se blod. Jeg havde ikke lyst til at spilde min tid med at sidde og græde mere. Det begyndte egentlig bare med at jeg kom hjem drivvåd og med blå mærker på min arm. Fra skældsord til vold. Men jeg var den eneste som kendte til deres opførsel. Jeg havde ikke modet til at fortælle nogen om det. Så jeg gjorde vel det forkerte og startede med at cutte i stedet for. Jeg ville ikke føle smerten, så jeg valgte at ignorere den, men jeg medførte bare en anden smerte i stedet. Jeg havde aldrig i mit liv troet, at jeg ville blive en af dem som cuttede. Jeg havde selv fortalt mange andre omkring hvor forkert det var. Dobbeltmoralsk af mig. Men da episoden skete var der heller ikke rigtigt nogen som reagerede. Hverken Ashley, Natasja eller Rania. De stod og morede sig over hændelsen. Men hvem ved? Måske havde jeg også selv stået og moret mig over det? Man skal vel selv opleve situationen før man kan sætte sig ind i den? Men i hvert fald, efter den ene gang jeg cuttede, stoppede jeg ikke. Jeg fortsatte bare i perioder, hvor jeg ikke følte mig så godt tilpas. Fortsættes

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...