Suicide Letter

Alle kapitler er ude lige nu!!!

"Når i læser det her, er jeg væk." Suicide letter handler om Victoria og hendes hårde forløb gennem årene. Fyldt med mobning, mord og en hel masse drama. Derfor strejker bogen sig over 16 år, hvor hvert kapitel vil blive skrevet som i et rigtigt selvmordsbrev.

Jeg har valgt at tage nogle rigtige hændelser fra mit eget liv med. Bogen er meget personlig og jeg håber i alle vil følge med.

64Likes
8Kommentarer
20675Visninger
AA

15. Kapitel 13 2011

Kapitel 13 2011

Dette var året. Året der gjorde mit liv til et helvede. Men man kunne vel egentlig godt sige, at det var min egen skyld. For det var mig selv der startede, på en måde.

Men lad os begynde med det positive. Vent, når nej der er intet positivt. 2011 var muligvis det værste år i mit liv. Det år hvor jeg virkelig kunne mærke udstødelsen. At blive forhadt. Og det blev alt sammen startet af P. I november 2010 blev vi gode venner igen, efter lang tid hvor vi havde været uvenner over et eller andet, jeg husker det dårligt nok. Og vi var egentlig rigtig gode venner indtil september dette år. Jeg var altså lige begyndt i sjette og havde det ikke for nemt. P havde ikke behandlet mit temperament så godt, og kunne godt lide at udstille mig, eller bare drille mig. Det var jo venligt ment.. Dengang var jeg meget nærtagende og begyndte hurtigt at tage de ting han sagde personligt. I forvejen havde han ikke behandlet mig, som jeg syntes man burde behandles, og det gjorde vel bare at jeg tog de ting han sagde mere personligt. Jeg var ikke den type pige som smilede ret tit. Men jeg var nu mere bare ked af det inden i, og jeg anede ikke hvorfor.

Den dag det hele startede, skulle vi have taget skolefoto. Jeg husker dagen som var det igår. Jeg var meget bleg, og så ikke for godt ud. Og der valgte skolefotografen at spørge mig om jeg var klassens zombie. Jeg havde i forvejen ingen selvtillid, så det tog jeg rigtig personligt, og det forvandlede nok mit ansigt fra zombiehvidt, til tomatrødt. For det skulle han absolut ikke kalde mig. P morede sig gevaldigt over det, og kunne godt lide at stikke meget til mig. Jeg var vel nok ved det stadie hvor bægeret var ved at flyde over. Men som morgenen gik med at han stak til mig, blev min vrede også større. Jeg havde fundet mig i alt det han sagde, i i hvert fald det halvandede år jeg havde kendt ham. Og nok var nok!

Jeg slog min hånd hårdt ned i bordet. Hele min klasse havde nok stået omkring os, som om vi var i en boksering og skulle til at sparke hinanden i hovedet. Så spændende var det dog ikke, men tæt på. Jeg kan ikke engang skrive hvad jeg sagde her, for der er intet i hele verden jeg fortryder mere end den sætning jeg sagde. Den var så respektløs, at jeg sagtens kan forstå at hele min klasse vendte sig imod mig bagefter og udstødte mig på det groveste. Jeg skammede mig også lige bagefter. Der skulle også omkring ti mand til at holde ham bagefter, han var rasende! Jeg har fuld forståelse for hans og de andres reaktion idag. Jeg skulle have varet min mund. Bagefter sad jeg og græd udenfor. Der var ingen som gad at gå ud til mig. Jeg troede virkelig jeg havde ødelagt hans og mit eget liv. Alle de værste tanker kom op i mit hovede. Det var uden tvivl en af de værste dage i mit liv.. Dengang!

En eller to dage efter sad hele min klasse og brugte to timer på at snakke om det der var sket. Og inden vi begyndte sagde min lærer "hvis man ikke kan tåle at være herinde, er det bedst bare at sidde udenfor klassen og vente". Jeg tænkte ikke det ville være så svært at høre det. Jeg var jo godt klar over hvad jeg havde gjort. Men da jeg hørte mine tidligere venner sidde og nærmest svine mig til, og vælge side på den måde.. Knækkede jeg sammen. Først kom én tåre, så kom den anden. Og til sidst sad jeg og kunne ikke se ud af øjnene så meget græd jeg. Men det fangede ikke deres opmærksomhed bare én gang, at jeg fortrød det jeg havde gjort mere en noget andet. Jeg husker at der kom en bagfra og omfavnede mig. Jeg troede det var en anden end den det var. Men nej, det var Natasja! Hun stod bare der og holdte om mig, der hvor alle andre var imod mig. Jeg kiggede tilbage og fik nærmest et chok. Hun gav ikke bare sådan op på mig, selvom hun burde. Bagefter sendte min lærer mig ud. Nogen vil måske mene at det var hårdt gjort, men jeg respekterer det. Det var også for mit eget bedste, for jeg kunne slet ikke tåle eller holde til alt det som nu blev sagt.

Jeg sad bare der på en bænk, kiggede ned i gulvet, og prøvede at forestille mig hvilke skældsord de kunne bruge bag om min ryg. Jeg prøvede at forestille mig hvor forhadt jeg var i min klasse og blandt alle mine "venner". Men jeg nåede ikke, at gøre det særligt længe, før Natasja kom ud til mig. "Er det okay jeg sidder her.. Og venter sammen med dig". Jeg kiggede op på hende. Min mund dannede et lille smil, som betød ja. Så sad vi der, i vel omkring en halv time. Sammen og forestillede os hvad de kunne sige om mig. Det hjalp vel ikke, men det var rart at have en ved min side, som ikke bare var ligeglad. Hun kunne have været bedøvende ligeglad, med hvad de kunne sige. Men det var hun langt fra! Uanset hvad, så var hun en rigtig veninde.. Dér.

Der var gået nogle dage, og jeg troede folk var faldet lidt til ro igen. Men jeg havde mistet mine tætteste veninder. Og venner. Drengene var jeg ikke helt udstødte af, for der var lige startet en ny dreng i min klasse som jeg kom ret godt ud af det med. Det var M. M stod hverken på P's eller min side. Men lige midt imellem. Selvom jeg havde handlet P som jeg gjorde, udstødte M mig ikke. Men i stedet fortsatte han bare med at være min ven. Jeg nævner ikke nogen navne, for det er ikke nødvendigt, jeg omtaler kun de personer med navne som jeg ved var rigtige venner. Og M var desværre ikke en af dem som var mine rigtige venner. Men tilbage til P, efter det jeg havde sagt, prøvede han så vidt muligt at få alle til at hade mig. Det kan jeg godt forstå, jeg var et helt forfærdeligt menneske og kan kun bebrejde mig selv. Men at de ligefrem ignorerede mig og ikke gad at hjælpe mig i timerne kunne jeg godt have været foruden. Men det var én til som stadig snakkede med mig. Selvom jeg havde været en kradsbørstig mær overfor hende, gad hun mig stadig. Hun var virkelig en rigtig veninde. Natasja var den pige som blev hos mig i den tid hvor næsten ingen andre gjorde. Og endelig snakkede vi sammen igen. Det var fantastisk! Hun brølede heller ikke hele tiden i mit hoved, at jeg var en dum nar, ligesom alle de andre gjorde. Hun havde situations fornemmelse og forståelse på høj plan.

Jeg bebrejder egentlig ikke P for at presse mig så langt ud, at jeg blev respektløs og rasende. Men jeg kan stadigvæk være rigtig ked af, at jeg mistede så mange. Og der var vel heller ikke nogen som kunne sætte sig ind i min situation, da jeg ikke ligefrem gik og snakkede højt om det. Mor du var faktisk den eneste jeg gik til dengang. Det gjorde det aldrig bedre, for jeg tvang dig altid til, at holde det inde. Dumt! Men måske kan det her også blive noget positivt? Måske kan alle dem som ikke forstod min situation dengang - og stadigvæk ikke gør det i dag, sætte sig ind i den. Bare for én gangs skyld, forstå at jeg altså heller ikke blev behandlet godt. Men jeg var vel selv ude om det? Jeg blev jo ved med at finde mig i det og opsøge ham som min ven. Det var måske egentlig nu jeg tænker over det helt min egen skyld? Jeg ved det ikke, og finder aldrig ud af det.

Fortsættes

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...