Suicide Letter

Alle kapitler er ude lige nu!!!

"Når i læser det her, er jeg væk." Suicide letter handler om Victoria og hendes hårde forløb gennem årene. Fyldt med mobning, mord og en hel masse drama. Derfor strejker bogen sig over 16 år, hvor hvert kapitel vil blive skrevet som i et rigtigt selvmordsbrev.

Jeg har valgt at tage nogle rigtige hændelser fra mit eget liv med. Bogen er meget personlig og jeg håber i alle vil følge med.

64Likes
8Kommentarer
20198Visninger
AA

11. Kapitel 10 2008 - kære morfar

Kapitel 10 2008 - kære morfar

Dagen før. Dagen før denne specielle dag. Den dag havde været god. Ikke noget specielt men bare god. Vi anede ingenting. Men det gjorde man vel normalt ikke. Ting som denne skete bare så pludseligt. Bare midt i det hele. Jeg har aldrig forstået hvordan det kunne ske. Men så blev det dagen efter og det skete.

Klokken var ikke mere end seks om morgenen. Jeg kunne høre en eller anden græde. En sådan gråd havde jeg ikke hørt før. Jeg steg ud af sengen uvidende om hvad der dog var sket. Jeg løb nærmest panisk ned af trappen. Jeg husker det, som skete det igår. Jeg kiggede forvirret rundt, og kunne se min mor stå og omfavne min storebror. Jeg kiggede efter deres ansigter, men kunne ikke se udtrykkende ordentligt. Da de endelig slap hinanden, kunne jeg se at de begge havde grædt. Jeg var intetanende, og nysgerrig. “hvad er der dog sket” man har nok kunne se det skræmte blik jeg sendte dem tydeligt. “det er din morfar..” Jeg kunne høre min mor få en klump i halsen. Mit ansigts udtryk udviklede sig fra skræmt, til sindsygt skræmt. Jeg noget lige at få den sidste sætning med, inden jeg brød ud i gråd. Morfar var ikke død, men der var meget stort risiko for at han ville gøre det. Men det ville alle nok komme til en dag. Jeg synes stadig idag, at han døde alt for ung… Men det gør jeg jo også. Det her er min endelige beslutning. Og i skal skam nok finde ud af hvorfor, jeg gør som jeg gør. Når men tilbage til morfar. Det var en af de mærkeligeste dage i mit liv. Jeg tilbragte det meste af min tid oppe hos min moster. Hun havde besøgt morfar på rigshospitalet om natten, men om dagen tog min mor og hendes søskende derhen. Jeg var ikke engang ni år gammel, og da slet ikke klar til at miste min morfar på kun 64 år.

 

Dagen efter da jeg kom tilbage i skolen, (jeg følte at jeg var klar), kom en af mine klasse”kammerater” hen til mig. Og det første han gjorde var at sige “Victoria, jeg hører din morfar er død” bagefter spændte han ben for mig. Jeg kunne virkelig ikke holde tårerne tilbage der. Og jeg hadede ellers at græde foran folk! Men jeg var chokeret. Jeg var chokeret over at selvom han kun var 8 år gammel, kunne være så respektløs. Jeg har hadet ham lige siden. Det virker måske barnligt, men jeg er ligeglad. Han var et fjols. Eller er. Men er det forkert hvis jeg skriver “er”? ligemeget.

Et par dage efter blev det tid til begravelsen. Også en mærkelig dag. Men ikke bare sørgelig, den var endda næsten mere sørgelig, en da han døde. Der dukkede rigtig mange mennesker op. Ingen med et smil på munden. Og det var også klart. Han var den gladeste mand jeg kendte, aldrig havde jeg set eller oplevet ham sur. Han var også den eneste jeg kendte, som altid hjalp alle, og passede sin have selvfølgelig. Næsten hver gang jeg var oppe og besøge dem, var han ude i deres have. Men det gjorde mig egentlig også rigtig glad og varm inden i.

Jeg var en af dem som sad forrest til begravelsen. Jeg sad ved siden af min moster, hun skulle sige et par ord. Og selvom jeg ikke græd dengang, så gør jeg det nu. Jeg kan ikke præcist huske talen, men jeg bliver meget ked af det inden i når jeg tænker på det. Jeg ville ønske jeg havde været ældre, så jeg kunne forstå hvad talen gik ud på, eller hvad der blev sagt i den. Det virker nok besynderligt, men jeg vil gerne opleve begravelsen, jeg var slet ikke stor nok dengang. Det værste var da kisten blev båret, selvom det var sørgeligt, så græd jeg slet ikke under hele begravelsen, jeg har nok virket nærmest følelseskold.. Det må du ikke bebrejde mig for mor.. Jeg ville også ønske jeg kunne ændre på det.

 

Sommeren 2008 tilbragte min bror og jeg meget hos min mormor. Vi sov ret tit hos hende, dengang forstod jeg ikke hvorfor, men det gør jeg idag. Jeg er sikker på, at der ikke er nogen som inderst inde har lyst til at være alene. Og vi var med til at sørge for, hun i hvert fald ikke var det så meget. Selvfølgelig, kunne vi ikke være der hele tiden. Men så tit som hun kunne, og vi kunne, var vi der. Der skete ikke meget mere det her år, som jeg vil skrive ned i det her brev.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...