Revna

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2017
  • Status: Færdig
Revna er en ung bonde. Hun bor ved sin bror Bjørn, hans kone og tre drenge, efter hendes mand døde i kamp.
Hun er ikke som de andre unge piger på egnen. Hun er stædig, nysgerrig og impulsiv. Hun kan både lave mad og svinge en økse så hovedet bliver skilt fra kroppen. Hun lader sig ikke undertrykke eller lader mænd bestemme over hende.
Hendes første ægteskab var ikke lykkeligt. Så hun er fast besluttet på at få et liv med en hun elsker og en der elsker hende, eller så slet ikke.
Da hun møder Alf, en træl, bliver hendes hjerte, fornuft og tro udfordret. Hun står i et dilemma, skal hun følge hendes tro og fornuft? eller hendes hjerte?
~ Revna er med i "skriv dig gennem historien- konkurrencen" og forgår i vikingetiden omkring år 980 ~

3Likes
0Kommentarer
258Visninger

4. 4

Det var ikke nemt. En træl og en bonde. Men vi prøvede. Vi mødtes i smug, når jeg kunne se en mulighed for at tage til Trelleborg. Om natten når de andre sov, om aftenen når de andre var gået i seng og om morgenen inden de andre vågnede. Besværet var det hele værd. Det venskab vi fik stablet på benene var fantastisk, på trods af vores forskellige verdener.

Der var en dag der virkelig skilte sig ud. En dag jeg husker bedre end noget andet. Det var en solrig morgen i starten af Maj måned. Vi havde været sammen hele natten, lagt under en skyfri himmel, med tusinde af små stjerner der kiggede ned på os, i stilhed, hoved mod hoved, øre mod øre. Det var en af de ting, der var så rart ved Alf. Vi kunne bare være der, uden at sige, eller gøre noget og stadig have det fantastisk. Da solen var begyndt at stå op rejste vi os, gik hånd i hånd hen mod Muska. Jeg brød tavsheden:

”Alf?” han nikkede ”nej det er lige meget … det lyder helt sindssygt nu”
”Nu har du gjort mig nysgerrig. Hvad er der?”
”Jeg tænkte bare at … uhm … at hvad nu hvis det her” jeg peger frem og tilbage mellem os ”at vi ikke var et heldigt uheld … hvad nu hvis det virkelig var Nornernes mening, at spinde vores skæbnetråde sammen”
”Så ville jeg være utrolig lykkelig og heldig, at vide at jeg har skæbnen med mig”. Han gik tættere på mig, mens han placerede en hånd på begge mine hofter ”for så må dette her også være skæbne bestemt.” han bøjede sig ned og placerede langsomt sine læber på mine.
Så her stod vi så, en maj morgen mens solens første stråler langsomt viste sig på himlen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...