Revna

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2017
  • Status: Færdig
Revna er en ung bonde. Hun bor ved sin bror Bjørn, hans kone og tre drenge, efter hendes mand døde i kamp.
Hun er ikke som de andre unge piger på egnen. Hun er stædig, nysgerrig og impulsiv. Hun kan både lave mad og svinge en økse så hovedet bliver skilt fra kroppen. Hun lader sig ikke undertrykke eller lader mænd bestemme over hende.
Hendes første ægteskab var ikke lykkeligt. Så hun er fast besluttet på at få et liv med en hun elsker og en der elsker hende, eller så slet ikke.
Da hun møder Alf, en træl, bliver hendes hjerte, fornuft og tro udfordret. Hun står i et dilemma, skal hun følge hendes tro og fornuft? eller hendes hjerte?
~ Revna er med i "skriv dig gennem historien- konkurrencen" og forgår i vikingetiden omkring år 980 ~

3Likes
0Kommentarer
257Visninger

2. 2

 

Et halvt årstid forinden

Forstil dig en stor en cirkulær borg omkredset af en jordvold med en port i hver verdens hjørne, placeret mellem to åer, så den er beskyttet til tre sider. Den sidste side beskyttet af en voldgrav med tilspidsede stolper i stedet for vand og en forborg indrammet af endnu en jordvold. Forsvaret af palisade på begge jordvolde. Så har du sådan ca. Trelleborg. Et prægtigt syn. Og det er her historien starter. Eller det er i hvert fald her jeg møder ham for første gang.

Jeg gik efter Bjørn hen langs den træbelagte sti i inderborgen. Vi havde afleveret den proviant vi skulle og nu var vi blevet indbudt til at spise med ved aftenens måltid. Vores gård hørte under Trelleborg. Den lå så man fra vores yderste marker lige kunne skimte palisaderne på jordvoldene. Det var vores pligt, som bønder af Trelleborg, hver måned at komme med nye afgrøder, korn, grøntsager og diverse krydderier. Det var sjældent jeg var med. Kun når Bjørn mente han havde fundet en potentiel mand til mig. Men nu var vi altså på vej hen til en af de mange langhuse. Vi nåede midten og idet vi drejede, kom jeg til, at støde sammen med en ung træl nok omkring min egen alder. Skålen i hans hænder gled ud og ramte jorden og æblerne trillede ud til alle sider. Jeg begyndte ihærdigt, at samle æbler ind mens jeg mumlede flere undskyldninger. Næsten alle æblerne var samlet sammen da det gik op for Bjørn, at han havde tabt mig og kom tilbage.

”Revna, kom de venter.”
”Her” jeg rakte det sidste æble til trællen ”jeg kommer nu” sagde jeg bestemt, henvendt til Bjørn. Jeg fulgte efter ham ind i det nærmeste langhus. En ældre mand, tydeligvis husets herre, sad for midten ved et langt bord bugnende af, kød, brød og grøntsager. Ved hans side sad en ung mand, med de klareste blå øjne. Det øverste, af hans lysebrune hår, var samlet i en hestehale. Han kiggede op, vinkede os hen til bordet og gestikulerede, at vi skulle sætte os og tage for os.

Vi spiste, mens Bjørn og den unge mand - han hed vidst nok Regner - snakkede. Jeg havde ikke fået fat i hvad de snakkede om. Larmen fra de mange mennesker herinde var overvældende, slet ikke til at være i. Jeg rejste mig. Jeg kunne ikke være herinde mere. Jeg trængte til ro og frisk luft. Bjørn drejede undrende hovedet mod mig.

”Jeg skal bare have noget frisk luft, jeg kommer tilbage om lidt”. Han nikkede forstående. Det var det jeg elskede mest ved min bror. Han vidste altid hvad jeg tænkte, og hvornår jeg skulle være selv og hvornår jeg manglede min bror.

Jeg gik ud af huset, fulgte den træbelagte sti, ud gennem den en port, hen langs jordvolden, over broen og hen til den stald hvor Muska, min gråskimmel, stod. Hun var en gave fra min afdøde mand. Hun var mit kæreste eje foruden min økse, og halskæden med Mjølner, som jeg altid bar på mig. Jeg lod mit hoved hvile mod det øverste af hendes hals, og gav mig hen i tanke strømmen.

”Du er anderledes end de andre.”

Jeg drejede forskrækket rundt på hælen og placerede en hånd på min økse. En dreng, eller måske nærmere ung mand stod gemt i skyggerne.

”Hvad mener du?”
”Enhver anden ville havde råbt eller ment det var min skyld, men du hjalp og påtog dig selv skylden. Det er der ikke mange, der ville ha’ gjort.”
”Det er dig med æblerne fra tidligere?”
”Ja.”
”Hvad hedder du?”
”Alf.”
”Alf … vil du ikke komme frem i lyset?”

Han trådte ud fra skyggerne. Det kunne tydeligt ses på tøjet, at han var træl, men hvad der virkelig var overraskende var hans ansigt. Han var flot, kastanjebrunt hår, der var strøget om bag ørerne for ikke at være i vejen. Et ar prydede hans højre kind. Markante kindben. Og så var der hans øjne, grønne lige som bøgebladene nær gården og med en mystik og skønhed, jeg aldrig havde set hos nogen træl før. Det var helt utroligt. Han udstrålede en ro og en sikkerhed, jeg kun havde mødt hos Bjørn.
Han gav et indtryk af at være modig. Ikke mange trælle ville turde tale sådan, eller måske var han bare dumdristig.

”Det er en smuk hest du har.”
”Tak. -Hun var en gave fra min afdøde mand.”
”Enke? … jeg troede, at en så ung og smuk kvinde som dig selvfølgelig var gift.”
”Jeg var … jeg har bare ikke fundet den rette endnu, efter Erik kom til Valhal”
”Han kommer nok en dag .. den rette altså.”
”Du er noget for dig selv Alf” jeg smilede svagt til ham ”ikke mange trælle ville turde tale så frit og så åbent.”
”Nej det er rigtigt, ikke mange er så dumme som jeg.”

Vi blev afbrudt af en bekymret mands stemme der råbte på mig, Bjørn.

”Undskyld. Det er min bror. Jeg bliver nødt til at gå.” Jeg smillede som farvel, drejede rundt på hælen og gik ud til Bjørn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...