EDA

Novelle om en navnløs pige, der har taget en køkkenkniv med til en fest.

17Likes
8Kommentarer
470Visninger

1. 1

Den tunge køkkenkniv i tasken vejer både mine skuldre og tanker ned. Dens skarpe klinge er det eneste, jeg kan tænke på. Jeg forestiller mig, hvordan den kunne skære igennem Edas perfekte hud, som om det var smør, og hvordan blodet ville fosse ud som et vandfald.

Kuldegysninger. Tanken skræmmer, og noget kribler i min mave, men kun indtil jeg forestiller mig hendes hvide smil, og alle 12-tallerne. Jeg vil ikke fortryde.

 

Mens jeg holder godt øje med hende, som hun står på den anden side af stuen og snakker med en dreng, jeg aldrig har set før, kan jeg mærke bassen i gulvet og i hovedet. Den lægger sig over mine tanker som en tung tåge, som gør, at jeg kan ikke tænke klart. Fandens fester. Det flimrende lys hjælper heller ikke ligefrem. Jeg forestiller mig, hvordan en t-rex kunne komme, og trampe Edas hus ned til grunden. Det ville kun tage nogle få sekunder, og så ville jeg aldrig behøve at komme til en af hendes fester igen.

 

Men den næste sang ændrer næsten min mening. Jeg kan kende den, så snart jeg hører de første sekunder. “All you need is love”. Beatles. Og pludselig vælter minderne som dominobrikker.

Edas sommerhus, tredje klasse. Sand, saltvand og solnedgange. Beskidte fødder og tang, der stikker. Sene nætter og berusede voksne. Latter, man ikke behøver at tvinge frem.

Hendes forældre plejede ellers aldrig at høre musik, men når det alligevel var to timer efter sengetid, og vinflaske nummer to var åbnet, så var det mere et spørgsmål om “hvorfor ikke?”. Edas forældre dansede, mens hun og jeg så på fra bløde lænestole, halvsovende. Og så kom sangen på. “Den her har jeg hørt live,” havde moren sagt. “All you need is love, er det ikke rigtigt skat?” Så havde faren grinet, og de havde skrålet med på alle versene.

 

Men så kommer et nyt minde over mig som en grå sky. Vores klasseværelse, sjette klasse. Larm, beskidte gulve, hårde overflader og hovedpine. Det var den dag, vi fik vores første karakterer. Kuglepensblå tal, der nu skulle bestemme vores værd de næste mange år. Kan ikke huske, hvorfor jeg glædede mig så meget.

Jeg behøvede kun at se hendes hvide smil for at vide, at hun fik 12. Efter det gik jeg ud på skolens badeværelse, og sparkede til væggen indtil jeg ikke kunne mærke min fod. Da jeg endelig holdt op, dukkede en dyster tanke op i mit hoved. Den gav mig kvalme, så jeg skubbede den væk.

 

Mit hus, tidligere i dag. Efter at have lavet min engelskstil om til konfetti, havde jeg gået ud i køkkenet for at tage en cola. Der havde jeg opdaget kniven. Tanken var dukket op mere end normalt i løbet af den sidste uge, men denne gang havde jeg ikke skubbet den væk. I stedet havde jeg puttet kniven ned i min taske.

 

Minderne smuldrer og efterlader intet spor. Så opdager jeg, at Eda er forsvundet. Jeg ser rundt på de ansigtsløse unge, der vrider sig om hinanden som slanger til musikken. Hendes hvide tænder er ingen steder at se.

Jeg klemmer mig forbi to piger på min egen alder, og går ind i gangen, hvor musikken straks er en del lavere. Jeg mærker, at tågen letter i mit hoved. Jeg kender hendes hus som min egen bukselomme og finder straks døren til hendes værelse. Jeg åbner den, og går derind.

På Edas værelse er alt hvidt. Hvide vægge, hvidt sengetøj, selv hendes gulv er hvidt. Alt det hvide trænger ind i hovedet på mig og giver mig lyst til at blive så lille som overhovedet muligt. Jeg modstår så godt, jeg kan og ser rundt. Hun er her ikke. Så får jeg øje på noget andet, som havde camoufleret sig på den hvide dyne. En stil. Med overskriften “Ned med karaktererne!”. 12-tallet er det første, jeg lægger mærke til. Selvfølgelig. Jeg får en uimodståelig trang til at rive den midt over, men i stedet læser jeg den, ord for ord. Det er jo ikke min skyld, at hun skriver så fandens fængende.

 

Da jeg er færdig, sidder en sætning fast: “Karaktererne skaber unødvendig konkurrence i klassen, og livet bør ikke gøres til en konkurrence, for vi er jo alle lige. Vi forsøger alle bare at overleve i denne verden. Vi er alle på samme hold.”

 

Samme hold.

 

Efter lidt tid griner jeg stille, åbner min taske, lukker vinduet op og smider kniven ud. Den var åbenbart endnu tungere, end jeg troede, for da den rammer jorden med et blødt bump, føler jeg mig lettere end nogensinde før.


Samme hold. Hvor har jeg været dum.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...