1 sekund

1 sekund tilbage //bidrag til Girls can Write konkurrencen, valgmulighed 3

7Likes
7Kommentarer
298Visninger

1. -

Der var et sekund tilbage. Et sekund tilbage, et sekund, hvor pigen sad i sin vindueskarm og på tærsklen til fremtiden og var ved at få højdeskræk, ét sekund, hvor hun sikkert kunne nå at ændre verden, hvor hun sikkert kunne nå at plukke stjernerne ned fra himlen, nå at snigmyrde Donald Trump, at male himlen lilla, at lyne galaksen op, at låse stjernerne op, at stjæle solen. At forandre sig. Men pigen foretrak at blive siddende og stirre på det tal, det digitale ur, hun havde stående på sit natbord, der snart ville blinke, sidde og sidde og tænke over, hvor mange gange i hendes fremtid det ville være nok bare at sidde og sidde og måske ikke rigtig bare tænke, men bare trække vejret uden at tænke over hvorfor og bare –

Pigen overdramatisrede -  det vidste hun godt. Hun fyldte 13 om et sekund, det var ikke fordi, verden gik under. Hun fyldte 13 og kunne få en facebookprofil (hun var 8, da hun fik den, men det var mest for at nogle gratis mønter i Candy Crush ved at blive venner med sine forældre) hun kunne få lov til at tage i fakta i frikvarter i skolen (hun havde taget i fakta i frikvartererne, siden hun havde læet at å – eller måske bare siden hun havde lært at lærer ikke var djælvle dækket med altseende øjne, men bare mennesker med kaffeånde) hun ville blive teenager (hun ville ønske, at det sidste ikke betød noget for hende. )

Men det gjorde det, og om så hun ville indrømme det eller ej, var det det, der havde fået hende til at bestemme sig for at blive oppe til midnat, trods det var en skoledag i morgen for at få lov til at se det sekund, det sekund hendes liv ændrede sig ti, se det ske, til at hun ikke længere talte de sekunder, hun havde, fordi hun ville have dem overstået, til det sekund hvor hun talte dem, fordi hun helst ville have, at de aldrig nogensinde var overstået. Det vidste hun, det vidste hun og fra det øjeblik hun fyldte 12, havde det bare været et år, der skulle overstås, mens nu, nu, nu, nu, nu var hun nået til de bedste år i sit liv.

Det sagde hendes storebror også. Han var 17 og havde sagt, at han ikke behøvede at købe nogle gaver til hende, fordi nu var livet en gave i sig selv, og hendes forældre havde ganske vist glemt byttemærket, men hun ville ikke få brug for det. Det sagde han i hvert fald for det meste, en gang i ellen glemte han det dog, når han kom grædende hjem med ånde, der lugtede af noget, hun sagde var øl, men Far sagde bare var teenagedrenge, der var teenagedrenge, og når han sad oppe til klokken tre om natten og sagde, han lavede lektier (for han gik i gymnasiet og skulle være ingeniør eller aktuar eller læge, sagde Mor), men i virkeligheden bare stirrede ind i sin væg og så noget som hun var ret sikker på, var fremtiden.

Han så i hvert fald bange ud.

Men for det meste- da han fik sin første kæreste, som hed Anna eller Anne eller sådan noget og gik rundt med læbestiftsmærker på halsen og sikkert også i hjertet og smilede så stort, så stort indtil det blev vinter og hans læber sprækkedes, og han stoppede med at smile helt så bredt og i stedet kyssede Mathilde eller Mathilda, og Anna eller Anne fik tværet sin læbestift ud ved at råbe af ham, så højt at selv væggene i pigens værelse rystede og måske også hendes egen selvforståelse.

Livet smagte bittert, havde han engang sagt. Han havde måske været en lille bitte smule fuld, men pigen havde efterhånden lært, at det var der, han sagde mest. Bittert op gennem alle ens barndomsår, en smag som alle ens forældre prøvede at drukne ved at puste sæbebobler ind i munden på en og løgne ind i ørene på en, ved at give en vaniljeis og frosne jordbær fra netto og lade én blive op til kl. 22 når der var x factor og at skynde sig at skifte væk fra tv-avisen, når man satte sig hen til sofaen, og som lægerne prøveede at drukne ved at putte falsk jordbærsmag i pencilin.  Men så når man blev teenagere, ville man lægge livet lidt til side på sin natbord, indtil man en dag ville tage store bider bore sine tænder og resten af sig selv ind i det, og det ville smage sødere end noget andet, og man ville efterlade bidemærker så store, at livet ville vide, at man havde været der, og det ville være ordentlige bidemærker, for nu havde man haft bøjle.  Han var helt klart fuld, helt klart, men det forhindrede ikke pigen i at tro på ham.

Men hun forstod ham, det ville hun gerne tro, at hun gjorde. Engang skulle de skrive en novelle i dansk, og de fleste havde skrevet noveller om dem selv og deres kæledyr, og hvad vidste hun,  mens hun havde skrevet en novelle om en gammel mand, der boede på Mars. Hendes dansklærer havde skrevet en sød kommentarer (for lærene havde stadig ikke fornøjelsen af at putte alle i kasser, talformede kasser, ikke før 8.) om at hun skulle huske, at skrive om noget hun kendte til, og noget hun forstod.  Men hun forstod gamle mænd på Mars, lige så meget som hun forstod sig selv, det forstod hendes dansklærer bare ikke.

Pigen glædede sig til at blive teenager, men hun glædede sig for fanden ikke til at blive voksen. For forstod de voksne ikke, at hun forstod? Forstod de ikke også, at hun engang i mellem så tv-avisen, i pausen til x-factors afgørelse, og at hun også fik en lille knude i  maven, som nogle ville kalde kærlighed, andre ville kalde menstruationssmerter og andre igen ville kalde menneskelighed, når hun så på alle de dækninger af borgerkrige, sultende børn, naturkatastrofer, fucking Trump, og bagefter hørte hvordan nyhedsoplæseren lød mere bekymret, når han gik videre til at snakke om, at der var 69% chance for regn i det sydvestlige Danmark i morgen?

Hun forstod dem ikke, at når de til familiarragenmeter sad og tyssede på de børn, der havde gang i diskussioner om meningen med livet, for selv at tale videre om vejret i morgen, forstod dem ikke, når de rettede på hende engang for at sige ’lort’ for derefter 5 minutter senere at sige, at de sked på global opvarmning (de ville brænde sig på deres eget lort) forstod dem ikke, når de postede ting på facebook om hvordan de var så accepterende over for LGBT+ men samtidig skiftede kanal, hver eneste gang det blev så meget som nævnt i fjernsynet. Hun forstod dem ikke, men til gengæld var pigen ret sikker på, at de heller ikke forstod hende.

Hvorfor vidste hun dog ikke helt. Pigen havde jo aldrig prøvet at være voksen, aldrig nogensinde, men de voksne havde så sandelig prøvet at være børn og prøvet at være unge. Glemte de det bare, når de voksede op? Eller fik de sig selv til at glemme det, fordi de også selv sad i vindueskarme og kiggede på stjernerne og følte at stjernerne kiggede lidt dømmende tilbage, og sad og balancerede på det sidste sekund, og glædede sig til, at verden faldt sammen om ørene på dem et næste sekund. Ville hun huske dette ene sekund om tyve år?

Et sekund. Uret havde stadig ikke blinket den sidste gang, som det havde brug for, men pigen forstod ikke helt hvorfor. Var sekundet ikke snart gået? Fik hun ikke snart lov til at blive teenager, nu hvor hun havde ventet så pænt, så pænt, så pænt at selv stjernerne syntes at blinke lumsk til hende, kun med det ene øje. Hun forstod ikke universet, kunne det ikke bare få det overstået?

Der var efterhånden så mange ting, hun ikke forstod og samtidig alt, alt for mange ting, hun forstod. Pigen åndede langsomt ud, igen og kunnw have svoret på, at hun allerede kunne lugte et lille strejf af alkohol i sin egen ånde, eller måske var det universet, der lige havde fået én genstand for meget, fordi den syntes, at det hele var blevet lige lovligt ligegyldigt. Universet havde eksisteret i  septillioner af sekunder, så uendeligt mange sekunder, at det her ene sekund da kunne være mere end bare lige meget. Og måske kunne universet ikke rigtig lide at vide, at der et eller andet sted derude, stadig fandtes piger, der ikke behøvede alkohol for at blive spændt over noget.  Men ellers ubrugelig

Ubrugelig – var det ikke det, som hun var. Det havde hun en gang sagt til sin storebror, og han havde svaret  at hun var et menneske, ikke en brødrister, hun behøvede ikke blive brugt til noget. Senere havde han svaret hende, at det var en fornærmelse mod hans kreativitet, han kunne altid finde noget at bruge hende til det, senere havde han bare trukket på skuldrene og senere igen havde hun spurgt resten af verden, og den havde bare trukket på skuldrene, og spurgt hende, om hun ikke var lige så meget brødrister, som hun var menneske (hun var tydeligvis ikke helt menneskelig, hun rensede ikke ører, og hun rakte ikke fuck til fremmede.  Senere igen havde han igoreret hende helt, men bagefter gået ind på sit værelse med sin bruglige kæreste, og pigen kunne høre støn, og hendes forældre sagde, at de bare så en gyserfilm og to uger senere havde han dumpet hende, fordi nu var hun blevet ubrugelig og 5 kg. Tungere, og hendes storebror havde givet hende ”det er ikke dig, det er mig”-talen. Bare mig, der bare er en teenagedreng, som teenagedrenge nu skal være og bare mig, der måske også ”så gyserfilm” med en pige til den fest, men hun havde selv bedt om det med alt den eyeliner, hun havde på. Det er ikke din skyld, havde han sagt, samtid med at pigen sad på den anden side af væggen og tænkte over, hvorfor folk ikke bare nogle gange sagde, hvad de mente. Det ville være en nemmere verden.

Pigen endte sin egen tankerække, for nogle gange følte hun, at hendes egne tanker var lidt for store til hende selv og nogle gage kløede det i det yderste af det yderste af det yderste af hendes fingrespidser for at bore dem ind gennem sine egne øjenhuller for at punktere den illusionen om, at hendes egne tanker var større end en myre.

Det sagde hendes dansklærer nu, at de var, hun havde ”potentiale”, men hendes dansklærer kunne nu også sige det meste om det mindste. Og hendes dansklærer målte desuden folks værd i hvor mange centimer de kunne række hånden op over deres eget niveau og måske hvor gode de var til at sige højt, at den novelle var fuld af symbolisme, og hvor gode de var til ikke at sige højt, at det var lige meget, lige meget, lige meget, og hvor gode de var til ikke at sige højt, at fremtiden altså lå på lur lige uden for folkeskolen, lige uden for folkeskolen og så snart man havde sat en lilletå uden for og slugte den en med hud og hår (men ens karakterark smagte ikke særlig godt, så det spyttede den op igen, så ens mor kun få lov til at klistre det på køleskabet)

Men pigen gik nu også kun i syvende. Det behøvede hun da ikke at bekymre sig om, vel? Sidste år havde hun kun gået i sjette og sidste år i femte, og hun vidste ikke helt, om det på noget tidspunkt var rigtigt at bekymre sig? Om det nogensinde var rigtig for jorden at stoppe op, at gå på førtidspensionen efter kun 4, 5 milliarder år, og stoppe med at dreje rundt, så vi mennesker kunne stoppe med at gå i en cirkel om sig selv. Kun i syvende.

Hendes storebror sagde, at han nogle gange savnede kun at gå i syvende, for han gik i 2. g, ja, han gjorde så og havde måske glemt hvor lidt syvende føltes som ’kun’ og hvor meget det føltes som en så stor mundfuld, at man blev nødt til at kaste sjette og femte og fjerde klasse op for at få lidt plads i sin venstre mundhule. Hvordan det ikke føltes som ’kun’, da pigerne begyndte at få bryster, og nogle af drengene begyndte at kigge efter dem, og dem der ikke gjorde de bøjede bare hovedet, så dybt de kunne og lod som om det var for at se ned i piernes kavalergang og ikke bare, fordi heteronormativitet knækkede nakken på dem (det ord havde pigen lært, fordi måske kom det jo op i nationaltest)

Det føltes bestemt ikke som kun, når drengene lavede seksuelle sexistiske jokes, som de bagefter grinede lidt for højt og lidt for længe af, og bestemt ikke som kun, da Malene kom efter sommerferien og havde et kondom i sin pung med mariehønemønster og heller ikke som ’kun’, da Sarah inviterede til sin 13-års fødselsdag i slutningen af august, og Sarah sagde, at hun havde stålet en flaske vin hos hendes storesøster, men det var vist i virkeligheden bare saftevand, men de havde alle sammen ladet som om, at de var fulde og havde  til sidst smadret flasken i deres ”fuldskab”, og de sidste dråber der var tilbage af nutiden var blødt ud af flasken og havde farvet Sarahs gulvtæppe rødt.

Men det havde føltes som ’kun,’ en gang imellem. Kun et sekund, det var ikke meget, hvert øjeblik nu, hvert øjeblik nu, hun skulle bare blinke en gang til. En gang til, så hendes værelse forsvandt fra hendes synsfelt. Så den mærkelig blanding af hendes yndlingsbamse  - en chimpanseunge - som hun havde haft, siden hun var 1 år sad på kommoden, og hendes nye mascara stod ved siden af den, og på hendes natbord lå hendes iphone 6 i guld og i hendes ene skuffe, lå en legetelefon, som ikke havde andre julemanden ,påskeharens og sikkert også Donald Trumps numre på den. I hendes skab lå der først og fremmest hendes nye BH’er med b-skåle,hun var kommet tidligt i puberten og helt inderst, inderst lå hendes prinsessekjole, som hun var stoppet med at gå  med, den dag den ikke længere rørte gulvet, havde lidt for lidt jordforbindelse og lidt for mange sandkorn fra den gang man ikke vidste, at Kina lå på den anden side af jorden, og dengang man ikke vidste, at nej, en rød skovl og en halv time i  en sandkasse, var ikke helt nok, for dengang kendte man ikke nok til sorte huller til at vide, at ens huller i sandkassen virkede små.

En blanding af alting, ligesom det, at  hun nu  sad der i vindueskarmen, den samme vindueskarm hun havde siddet i for 2 år siden og sikkert den samme vindueskarm, hun  ville sidde i om 2 år igen. Måske var det sådan det ville se ud, hvis hendes personlighed fik madforgiftning og kastede op, en kaotisk blanding, eller måske var det overhovedet ikke sådan og måske lavede det en vis pointe, om at det aldrig var alt eller intet, aldrig teenager eller barn, men altid lidt af begge dele.

Når sekundet var ovre, så ja, ville hun være 13 år, teenager, men kun en lille del af hende, kun en mirkroskopisk del af hendes celler – så var der den resterende del, hvoraf nogle af dem havde lyst til at være teenagere, andre havde lyst tæi at være børn og andre igen, ikke helt vidste, hvor de var eller hvad de lavede, men bare var der.

Så snart, så snart. Det var fredag i morgen, og hun glædede sig allerede til at komme i skole. Hun håbede, at de andre havde husket, at det var hendes fødselsdag om et sekund, håbede det af hele sit hjerte af hele sit ’frygten for at dø-organ’, og knuden i hendes mave, der var fuld af indviklede knuder, om hvorvidt det var i orden, at folk virkelig så 500 kvoteflygtninge om året som det største problem nogensinde, den knude blev løsnet lidt op, som havde nogle hældt en spand et eller andet ud over hende, ved tanken om, at trods alt, trods alt, hvad der skete i verden, var der stadig tild til at stoppe op og tænke over, om de mon ville kunne lide den chokoladekage hun havde bagt i går og synge med  på de fødselsdagssange, de stadig sang i klassen, hver gang der var nogen, der havde fødselsdag,

Om drengen, der sad ved siden af hende for tiden, ville huske det. I går havde hun ved et uheld rørt hans ben med sit, men han havde ikke flyttet det, og hun havde følt sig lige dele fjollet og helt og aldeles fanatisk, over det at deres kærlighed (for ja i syvende klasse, så talte benberøring fandme som kælighed) var skjult af en bordplade for omverdenen, og måske også en hel del flere bordplade og troen på, at man ikke altid behøvede en lighter for at starte øjenfyrværkeri i syvende, og troen på, at den gåsehud hun havde fået efter det, ikke skyldtes at vinduet stod åbne, og troen på at det ikke var med vilje, at han havde flyttet sit ben efter et minut,  og troen på at det ikke var ligesom de havde gjort til Sarahs fødselsdag, at forveklse saftevand med vin, at forelske ingenting med den største kærlighedshistorie nogensinde, troen på alle de andre ting, man kunne tillade sig at tro, på et sekund i midnat.

Var det sekund ikke snart gået? Det kløede i hendes fingre efter, at – hun havde lyst til at sige et eller andet dramatisk, der kunne indvie hendes tid som teenager, men i virkeligheden ville hun nok nærmere bare gå i seng. Hun kunne høre sin storebror snorke på den ene side af sin værelsesvæg, og sine forældre, hvis hun virkelig spidsede ører, og hvis hun brugte den blyantspidser, der stod ,på hende skrivebord, kunne hun  få sine ører til at bløde og høre hendes klassekammerater og resten af verden holde vejret. Holde vejret– hun kunne næsten bilde sig selv ind, at en af de mange, mange stjerner oppe på himlen var en blitz, en blitz for at hun ble overvåget, overvåget, alles øjne hvilede på hende, men hendes rygrad var ved at knække, hendes Bh- var ved at sprænges, hendes kjole og verden holdt ikke i rammerne, som hun blev for stor til verden, hun kunne næsten høre virkeligheden skrumpe ind til en størrelse 36 sko og hendes fødder voksw til størrelse 40 (den nye form for Big Bang) og hun holdt selv vejret, og hun var klar, og hun ventede og ventede og ventede og ventede,

Og var det ikke snart gået? Actionfilm fik det sltid til at se ud som om, man overhovedet ikke tænkte i øjeblikke som disse, hvor alting skete omkring en. Men hun kunne nå at citere alle decimalerne i pi, lige nu hun kunne nå at kigge rundt i sit værelse, og nå at identificere hver eneste lille skygge og nå at blive en anden person, men stadig ville det ur ikke blinke en sidste gang. Forbandede tidsfornemmelse. Hvis hvert sekund i hendes teenagereår skulle bestå af så meget ventet, så meget tvivl, så ville det nu blive nogle lange år.

Pigen fik kvalme, når hun tænkte på det. 13 år. Aldrig havde det virket længere væk, så mange kilometer , 100.000, bredden på mælkevejen, før hun havde en jordisk chance. Og det kunne godt være, at tiden gik med 100.000 kilometer i sekundet, men forandring gik ikke med 1 kilometer i timen.

Hendes fingere trykkede sig hårdere og hårdere om vindueskarmens kant, næsten som om de trykkede pauseknappen i bund, som o hun kunne kontrollere det her fra sin vindueskarm. Blodet forlod hendes fingre, de blev hvide, og hun ville gerne sværge på, at de ville efterlade mærker, når hun løftede dem. Hvilket ikke var nu, for nu ville hun bare nyde, at have noget af holde fast i, nu hvor hun gik noget så usikkert som fremtiden i møde.

Som hun ikke glædede sig til, gik det op for pigen. Hendes storebror kunne lyde lige så positiv, som han ville, hendes venner kunne glæde sig lige så meget, de ville, drengen, der sad ved siden af hende kunne ønske hende tillykke, lige så mange gange han ville, men hun glædede sig ikke. Tværtimod frygtede hun denne store forandring, gruede for den, havde aldrig været mere bange. Det var fjollet ja, det eneste det betød for hende var bare at hun havde været 13 gange rundt om solen, folk sagde, at det var de bedste år, men de vidste ingenting, for pigen var ikke desto mindre bange.  

Bange for alle de næste sekunder, de 189.302.400 sekunder, hun ville være teenager i. Og for det sekund, hun ville stoppe med at være sig selv.

Da pigen kiggede på uret igen, var sekundet gået.  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...