Kære vores forældres generation

Når en lille 13-årig sætter sig ned og samler sine tanker om sin egen generation i et brev til hendes forældres generation //bidrag til Girls can WRITE konkurrencen, valgmulighed 3

7Likes
2Kommentarer
181Visninger

1. -

Kære vores forældres generation.

Det står skrevet i de uskrevne regler, som vi alle lever efter, at forældre ikke skal kunne forstå deres børn. Men der står også skrevet, at de skal blive ved med at prøve for at universets orden kan opretholdes. Så nu vil jeg som en sand 13-årig hjælpe jer lidt, med forståelsen, da vi unge uheldigvis er mere komplicerede end andengradsligninger. Vi er generationen, der kommer i skole mandmadmorgen, med ånde, der stadig lugter af alkohol og desperation, generationen, der sender nøgenbilleder til fremmede, generationen efter jer.  Vi er generationen med lidt for mange bumser og lidt for få fremtidsplaner. Men bumserne skjuler vi bare under lag, på lag, på lag af foundation. Og fremtidsplanerne? Tja, vi får vel alle sammen vores eget reality Tv-show.

Og jeg har kun en ting tilbage at sige til jer; ikke døm os. Men hvornår har I  nogensinde lyttet? Så lad mig fortælle jer en lille hemmelighed. Jeg dømmer jer for at dømme os. Jeg dømmer jer, hver gang én af jer snakker om ”unge nu til dags”, hver gang én af jer sukker teatralsk til en artikel, om at unge bruger for lang tid på de sociale medier – en artikel, som I selv har fundet et link til på Facebook. Jeg dømmer jer, når I over et – eller fem – glas vin, diskuterer med alle jeres venner, der også er forældre til teenagere om vores alt for høje alkoholforbrug. Og vil I vide hvorfor?

Unge bliver ikke til sig selv i et vakuum, nej. Mennesker er ikke andet end summen af deres erfaringer. Og vores erfaringer kommer fra vores omgivelser, har jeg ikke ret?

Så, ja, ja bebrejd bare de ikke helt definerbare omgivelser, når 11-årige Lise kommer hjem kl. 2 om natten med en halv flaske vodka i hånden og den anden halvdel i blodet. Eller når 12-årige Peter bliver taget med en boner i færd med at se porno om to mænd, der har – luk jeres ører, skynd jer – analsex.

Bebrejd omgivelserne, men så tænk over, hvad der er en meget stor del af vores såkaldte omgivelser. Vores forældre.

Før I bliver for rapkæftet om ”ungdommen nu til dags”, så husk, at ingen af os valgte at blive født ind i den her verden, den her tid. Nej, I valgte selv, at vi skulle blive født (med mindre I glemte kondommet), og bare det gør, at I nu sidder med en pæn del af ansvaret, for hvad der sker, når vi skal leve med konsekvenserne af jeres beslutning.

Men jeg har lidt på fornemmelsen, at I tænker, at vi nu, som teenagere, er mere vores eget ansvar, og I  kan bare læne jer tilbage, mens vi, af jer, bliver karakteriseret som den mest  uansvarlige  generation. Desuden er vi unge, vi skal have mere frihed, for det at være ung er den bedste tid i ens liv. Ikke rigtigt?

Det er nu, nu, nu. Nu vi kan forelske os så meget, at vi ville ønske, at vores hjerter var på størrelse med en blåhvals hjerte for at kunne rumme alle de følelser – har blåhvaler store hjerter?  De har i hvert fald store penisser, og for os er det vel det samme. Det er nu, når vi er unge, at vi kan feste hee natten uden at bekymre os om de tømmermænd, som vi vil have den næste dag. Det er nu, vi har chancen for at blive til os selv. Hele tidsånden dikterer og karakteriser os som dem, der står med hele verden for vores fødder og helt selv kan vælge, om vi vil trampe den ned eller redde den. Men hvis det at være teenager skulle forstille at være den bedste tid i mit liv, er jeg ikke sikker på, at jeg har lyst til at opleve resten af mit liv.

Har I helt glemt, at I selv har været unge, hver og en af jer? Ellers er det vist i allerhøjeste grad på tide, at I bliver mindet på det. Er et enkelt generationsskifte så virkelig nok til at I har glemt, hvordan det var? Eller fået jer selv til at glemme det? Har I glemt, hvordan det var at skulle ”vokse op” og at føle, at man pludselig ikke er den samme person i mere end et sekund ad gangen? Hvordan man føler, at man hele tiden ændrer sig, men samtidig er bange for, at man bliver til den forkerte person. Vær sød at sige, at I det mindste husker den konstante usikkerhed, der hang uhjælpeligt sammen med hvert eneste åndedræt. Jeg vil vove at påstå, at teenagere i dag er endnu mere usikre, end I var dengang, ja måske den mest usikre generation hidtil. Vi er bare også den generation, der er blevet bedst til at skjule denne usikkerhed.

Fordi vi har fået alle midlerne foræret. En teenager kan sidde på sit værelse og google for at finde ud af, om det er nemmest at begå selvmord ved at skære sine egne pulsårer over eller ved at hænge sig selv, for derfter at lukke fanen og gå på Instagram, lægge en selfie op med det største smil i verden – hvis bare man bruger det rigtige filter, kan man ikke se, hvor falsk smilet er.

Så, internnet, ja. I må gerne skyde skylden lidt på det – men i slipper stadig ikke helt fri. <<<<internettet og sociale medier – det er dem, der sørger for, at med mindre man lægger fe billeder op af noget på sin Instagram, skriver en statusopdatering om det på Facebook og sender det til alle sine venner på Snapchat, jamen så er det slet ikke sket. Det er derfor, vi kun tillader os selv at føle ting, der kan forkortes ned til emojis, og at den kendte vending ”Big Brother is watching you” er passende at bruge her, og George Orwell uden tvivl vender sig i sin grav ved tanken om, at der nu rent faktisk er en generation, der villigt vil gå direkte i armene på Big Brother, hvis bare han vil give et follow4follow på Instagram.

Men hvad I glemmer, når I hidser jer sådan op over, at unges internetforbrug nu er på over 4 timer om dagen, gennemsnitligt, er, at internettet også kan være et ret fantastisk sted. Selvfølgelig er det måske nok fyldt med 40-årige perverter – i øvrigt tilhører disse perverter jeres generation, ikke vores, så hvem er ”fucked up” nu? Det er nemlig også det faktum, om hvor vigtigt det er for os unge at passe ind.

Begreberne normal og anderledes fylder utroligt meget i vores hverdag, mere end I måske vil lade jer selv tro, fordi I gerne vil se jer selv som gode forældre, og gode forældre har ikke børn, der er så besat af de to ord. Selvom at hverken ordet normal eller anderledes har en klar definition  - nej, for mig har det altid afhængt af tilfældigheder. Der er aldrig nogen garanti for, at der i éns klasse, på éns skole findes nogen med samme interesser som én selv. For at man ikke føler sig anderledes i sin egen hverdag, så tror jeg desværre, at de fleste ikke føler, at de ikke har andet valg end at udleje deres krop som bosted til personer, de ikke er – for at passe ind.

Min teori er dog, at der altid, et eller andet sted ude i verden, findes mennesker, som man kan føle sig normal sammen med, mennesker som minder om én selv. Man kan ikke undgå, at folk begynder  at minde om hinanden med 7 milliarder af dem. Men samtidig er chancen for, at man finder disse personer ikke altid lige store. Så lad mig introducere jer til en lille opfindelse, kaldet internettet.

Her behøver du ikke forlade dit soveværelse for at møde nye mennesker, interessante mennesker. Og så kan det godt være, at ham du mødte på Tumblr, som har samme yndlingsbog, yndlingsfilm, yndlingsmusiker som også er panromantisk aseksuel i virkeligheden er 60 år og sidder alene i intet andet end de underbukser, han har haft på de sidste to uger. Det vigtigste er bare, at vi som generation nu har fået muligheden for at føle os normale, og så er det næsten lige meget med hvem, så længe der er to skærme i mellem. Det skræmmer jer måske lidt, at det at bruge internettet nu kan være definitionen på at være social, men for en relativ introvert og asocial person som mig, er det en lettelse. Og denne trang, denne higen efter normalitet, havde jeres generation da lige så meget, som vores har det nu. Kan I ikke huske det?

Det er hyklerisk at være så meget efter vores internetforbrug, når vi egentlig prøver at opnå præcis det samme mål som jer – den eneste forskel er, at vi har bedre midler til rådighed.

Normalt siger man, at selvsikkerhed kan glide over i selvoptagethed, men i vores tilfælde er det usikkerhed, der er gledet over i selvoptagethed. Vi hænger hele vores selvværd op på, hvor mange likes vores profilbillede får på Facebook – og så skifter vi det alligevel en uge efter. De sociale medier handler om os, os, os, og vi elsker dem. I dømmer os for det, og jeg er ikke sikker på, om jeg kan retfærdiggøre det over for jer, hvorfor de er så fandens vigtige for os – og jeg er endda selv teenager. Men jeg vil med glæde prøve, for jeg har endnu en hemmelighed til jer; I er præcis ligesom os.

For, okay. Forestil jer en myre. Den kravler måske under en af jeres terassefliser, bærer rundt på en lille gren. Hvis jeg ikke havde nævnt den for jer, ville I ikke have tænkt på den, og selvom I tænker på netop denne myre nu, er der stadig alle de andre myrer i resten af verden tilbage. Og I vil glemme alt om den myre i morgen.

Hvilket bringer mig til min næste og måske største hemmelighed. I er præcis lige så ligegyldige som den myre.

Hele jeres liv, alle menneskers liv, hele vores selvforståelse hæfter sig op, at vi, netop som den vi er, betyder noget. Det gør vi, ingen af os, ikke. Der er så mange mennesker i verden, der minder så meget om hinanden, hvilket både kan være en fordel, som førnævnt, eller en ulempe. Der er så mange mennesker, der lever noget, der næsten kunne være jere liv, har børn, der næsten kunne være jeres børn. Og chancerne taler for, at de lever deres næsren identiske liv, bedre end I lever jeres og har lidt mere velopdragne børn.

Når verden er så stor, er det, at du børser tænder om aftenen og om morgen, samt alle dine handligner utrolig betydningsløse, lige så betydningsløse som det, den myre laver lige nu. Vi er fucking – undskyld mit sprog – ligegyldige over for verden, men det at vi lever vores liv og trækker vejret og går på arbejde og i skolr, alt det gør vi for at modbevise det.

Så når vi bruger så lang tid på at iscenesætte os selv og få likes og følgere på nettet, er det for at få bekræftet, at vi betyder noget. Vi er myrer, der marcher videre, selvom det ikke betyder noget, om vi gør det eller ej. Det er I også. Og det at vores netforbrug overgår jeres, så meget,  er måske bare et udtryk for, at vi er bedre til at lade som om, at vi betyder noget, bedre end I er. Men pointen er, at det er en hel menneskelig trang, så når jeg hører hvor meget I dømmer os for det, tænker jeg, at I virkeligheden dømmer os for at være menneskelige og for at prøve at bevare denne menneskelighed.

Det kan godt være, at det virker som om, vi alle sammen tror, at vi er noget særligt. Men det er der heller ikke noget galt i. Det er en meget vigtig overlevelsesmekanisme, måske den vigtigste, må I hilse Darwin og sige.

Og det var  måske en overanalystisk tilgang til internettet, men jeg tror, at I har brug for den. På den anden side tror jeg ikke, at det er det, som I har allermest i mod ved os. Nej, kernen af det hele er, hvor ligeglade vi er med alle andre end os selv. Vi løber selv mod projektørlyset og er ligeglad med dem, der ikke når med ind. Vi er ligeglade med vores forældre, når vi får piercinger i brystvorten og farver vores hår blåt, ligeglade med vores venner, da hvert andet ord vi siger til dem alligevel er et bandeord, ligeglade med de flygtninge, der slæber sig over grænse efter grænse, så længe de ikke får sig en Instagramprofil, vi ser kun TV-avisen i pausen til X-factors afgørelse.

Det er i hvert fald, hvad I tror. Men så er det jer, de er ignorante, for heldigvis er det langt fra alle af os, der er sådan.

Ingen af os er ligeglade med verden, den verden vi befinder os i, og alle de unge, jeg kender, kan sagtens have samtale om homofobi, kønsdiskriminering og global opvarmning på et niveau, som I slet ikke tør forstille jer. Vi har stadig stor respekt for hinanden. Og internettet, samt det globaliserede samfund, som vi lever i, har gjort, at vi måske er den generation, der er mest vant til og åben over for diversitet blandt mennesker.  Det håber jeg i hvert fald på, men måske hvis I også begyndte at håbe på det, at tro på, kunne det være, at vi vil opføre os mere derefter.

Men for nu at tage lidt væk fra alle nutidens unge, vil jeg nu fortælle jer lidt om mig selv – og det er kun delvist, fordi jeg er en selvoptaget teenager.

Jeg ryger tit -lakridspiber. Og jeg drikker tit – vand, fordi det er så vigtigt at være hydreret. Jeg bliver alt for tit oppe til over midnat – for at blive færdig med mine lektier eller endnu en roman. Og jeg skændes tit med mine forældre – om symbolisme i The Great Gatsby, unødvendig heteronormativitet i Harry Potterserien, og om hvorvidt det var Revolver eller Abbey Road, der var The Beatles’ bedste album.

Jeg har ikke engang en aktiv profil på hverken Instagram, Facebook eller Twitter. Så unge som mig findes stadig, der er bare ingen, der leder efter dem længere.  Netop fordi alle disse andre unge, som har  så travlt med at være i verdens centrum, sørger for,  at resten af os bliver skubbet ud i periferien i mellemtiden. Hvilket vi har det fint med.

Men jeger trods alt kun sølle 13 år, og som jeg er her, ved starten af mine egne teenageår, er jeg da lige så fordomsfuld over for min egen generation som I er og fordomsfuld over for hvilke fordomme, der er om os – det håber jeg i det mindste, at dette brev har afsløret.

For jeg må, ligesom jer, huske på, at det langt fra er alle unge, der er så opmærksomhedskrævende, rebelske, alkohol – og festafhængige, som mediebilledet viser. Men desværre tror jer, at mange af jeres meninger  er sværere end som så at ændre på. En af de andre ting, der står skrevet i de uskrevne regler, er, at den forrige generation altid skal syntes, at den nuværende generation er værre, end deres generation var.

Og hvem ved? Måske vil vi om mange år fortælle vores børn, om hvordan vi kun brugte fire timer på internettet om dagen, først begyndte at drikke, da vi var 12 og ventede helt til, at vi var 13 med at have oralsex for første gang. De vil få os til at virke som det rene vand – i hvert fald set gennem vores generations øjne.

Så det at jeg er teenager, men samtid er den, jeg er og det at jeg har skrevet dette brev – har I nu fundet ud af, at det eneste som vi unge har til fælles er vores alder? At begynde at karakterisere os på andre måde vil være at generalisere.

Kærlig hilsen fra teenageren Laura

Ps. Det kan godt være, at det ikke virker sådan, men jeg er stolt af at være n del af en så ”fucked up” generation. I burde også være stolte af at være forældre til den.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...