Drømmen om min mors smil

Det eneste Sterling elsker er hans mors smil, men hvad sker der når han skal dele det her smil med hans nye lillesøster?


0Likes
0Kommentarer
152Visninger
AA

1. Drømmen om min mors smil

Mors mave var større end vandmelonen på køkkenbordet. HAK! John hakkede vandmelonen i stykker. Han skævede til mig. Som om jeg var lavet af glas.

”Sterling, vil du have et stykke vandmelon?” spurgte han. Jeg kiggede på ham og så på vandmelonen. Mor var her ikke så jeg behøvede ikke sige ja for at være høflig.

            ”Nej tak. Jeg klarer mig,” sagde jeg og bevægede mig ud af køkkenet.

John vendte sig om og hakkede videre i vandmelonen. Der var højst et par dage til min mor fødte. En lille pige. Min mor vil altid gerne have en pige. Jeg glædede mig. Hun havde været så glad på det sidste. Mor havde selv købt et puslespil til mig! Det var sådan et man selv kunne putte et billede på. Jeg havde valgt et billede af os to. Hun smilede på billedet. Jeg gik ind på mit værelse. Væggene var rimelig tynde i mellem mit værelse og deres, så jeg kunne tit høre hvad de lavede.

 

Jeg tog mit puslespil frem. Mit værelse var lige som jeg ville have det. Til højre var en reol med alle mine bøger, opstillet i alfabetisk rækkefølge efter forfatterens efternavn. Til venstre var mit skrivebord. Mit penalhus lå vinkelret med bordet. Min mor kaldte mig altid hendes lille OCD barn. Obsessive Compulsive Disorder. Jeg smilede altid bare. Selvfølgelig havde jeg ikke OCD, men jeg tog det som en kompliment. Jeg valgte mit største puslespil. 10.000 brikker. Jeg satte mig ned på mine knæ og løftede låget af æsken med puslespillet. Den lod sig langsomt slippe og gav et svagt pop, da den gjorde. Mine fingrer bevægede sig af rutine. Min mor havde købt det dengang hun skulle på ferie med John. Det var før han var flyttet ind og blevet gift med hende. Hun burde nok også have efterladt lidt flere penge til mad, men det var lige meget, hun havde været så glad da hun kom hjem igen. Solen bevægede sig længere ned af himlen jo flere brikker jeg placerede.

 

Min mor kunne ikke være andet end stolt af mig. Jeg fik de bedste karakterer i hele klassen. Opvasken tog jeg også altid. Smilet var nok belønning for mig. Jeg behøvede ikke lommepenge, som alle de andre i min klasse. Jeg glædede mig til at blive storebror. Bare ordet fik mig til at smile. I mit hoved ser jeg mig selv stå med babyen svøbt ind og med mor der klapper mig på skulderen.

”Ej hvor er du en stor dreng,” siger hun. Jeg lagde en af de sidste brikker og så det næsten fuldente billede. Det manglede en brik.

Et skrig vækkede mig. Min mor. Jeg sprang ud a sengen. Klokken var kvart over midnat. Skulle hun føde?! Eller var der noget galt?! En trampende lyd, lod mig vide at John var stået op.

Jeg løb selv ind på værelset. Nervøsiteten fyldte mig. Var det nu jeg skulle være til at blive storebror? Mor var fuldkommen svedig. Hendes vejrtrækninger kom i små angreb. Jeg løb til hendes side.

”Mor hvad sker der?!” råbte jeg. Panikken fyldte mig som luft. Hun smilede ikke. Jeg greb hendes hånd, men i en vred bevægelse fik hun revet den ud af min. Smagen af salt ramte min mund. Jeg bed mig hårdt i læben for at stoppe tårerne. John hjalp hende op af sengen. Den spinkle, lidt ældre mand havde lidt svært ved at løfte hende ud. ”Sterling gå ind på dit værelse.” sagde han stille men bestemt. Jeg tøvede lidt før jeg så mine mors øjne. Hvorfor var de så vrede? Jeg løb ind på mit værelse og satte mig på min seng. Panikken trykkede på min hals. Hvad hvis der skete hende noget? Jeg burde være der og tage mig af hende! Deres fodtrin nåede hoveddøren og med et smæk blev den åbnet og lukket igen. Bilens motor startede udenfor. Jeg var nødt til at holde fast i sengen for at ikke løbe med.

 

Mine hænder rystede. Jeg måtte gøre hende glad igen. Hurtigt gik jeg ind på deres værelse. Sengen var en pøl af sved og væske. Jeg fjernede lagnet, dynebetrækket og pudebetrækket. Jeg fandt en hel køkkenrulle i køkkenet. Papiret lagde jeg på sengen så det kunne tørre væsken op. Bunken af betræk og lagen var tunge som sten, men med lidt tid fik jeg den ind i vaskemaskinen. Jeg puttede for meget sæbe i. I skabet inde på mors værelse var der nye lagner og sengebetræk. Der var kun et problem. De lå på den højeste hylde. Ca. 2 meter oppe. Jeg var kun 1 meter og 54 cm høj. Normal højde for min alder, men ikke for at nå lagnerne. Jeg var nødt til at kravle. Langsomt hev jeg mig op på den første træplade. Mine arme sveg allerede. På en eller anden måde fik jeg bevæget mig op på den næste del. Og så den næste. Endelig nåede jeg den sidste hylde. Jeg holdt fast i en lille krog der var inde bag lagnerne. Med min venstre arm smed jeg et lagen, et dynebetræk og to pudebetræk ned. Jeg smilte, men glæden var kortvarig. Pludselig var krogen i min hånd, og ikke længere på væggen.

Jeg opdagede næsten ikke at jeg faldt før jeg ramte det beskidte gulvtæppe. Luften blev slået ud a mine lunger og min albue skreg af smerte. Jeg kunne kun trække vejret ind. Jeg bed min underlæbe så hårdt jeg kunne. Mor hadede når jeg græd, men elskede at ligge i en helt ny seng. Hun vaskede tit sengebetræk hver dag. Tanken om mors smil var stærkere end smerten.

 

Jeg rejste mig op og puttede lagnet på sengen. Min albue gjorde stadig ondt, men jeg bed bare i min læbe igen. Efter 20 minutter var sengen perfekt redt. Jeg smilede, stolt af mit arbejde.

Krogen gemte jeg på mit værelse. Jeg bevægede mig ud til hoveddøren. Minutterne gik utroligt stille som om verdenen gik i slowmotion, men på en eller anden måde overlevede jeg de fire timer det tog mor at komme hjem.

 

Hovedøren åbnede og min mor trådte ind. Jeg sad op af væggen ved siden af de hundredevis af sko min mor burde have smidt væk, men eftersom de gjorde hende glad, så gjorde det ikke så meget. Min mor havde et kæmpe smil på hendes ansigt. Mit hjerte blev fyldt med glæde. Smilet var tilbage. Jeg løb hen og forsøgte at kramme hende. Hendes smil falmede lidt.

”Sterling pas nu lidt på. Ellers så rammer du jo Emma!” Jeg rev hurtigt mine arme tilbage og tog et par skridt bagud.

”Undskyld mor.” sagde jeg. Hun sukkede og gik lige forbi mig. Jeg fulgte hurtigt efter. Hun lagde sig ned i sengen, men så straks forvirret ud.

”Hvorfor er der køkkenrulle i sengen?” sagde hun og mit hjerte sank. Jeg havde jo glemt at fjerne papiret! Hvor dum kunne man være?

”Undskyld mor.” sagde jeg hurtigt og fjernede papiret. Hendes øjne var kun på Emma.

 

Næste morgen stod jeg op klokken 6:30 som altid. Jeg listede ind på min mors værelse. Emma græd. Min mor så udmattet ud.

”Sterling kan du ikke gå en tur med hende? Pak hende ind i mange tæpper og vær tilbage klokken 7 præcis? Og ikke gå over nogle store veje. Husk også at holde godt fast i barnevognen, vi har betalt mange penge for den! Og ring hvis der sker det mindste!” sagde hun og hev dynen over sit hoved.

”Ja mor!” sagde jeg og løftede forsigtigt Emma. Min mors glæde. John kiggede lidt bekymret på mig og hviskede til min mor.

”Astrid, er du sikker på Sterling godt kan? Han er jo kun 12.” hviskede han.

Min mor hviskede at han skulle tie stille så hun kunne sove. Jeg svøbte Emma ind i mange tæpper. ”Kom så Emma, nu skal du være glad så mor er glad!” sagde jeg til den lille nyfødte.

 

Jeg lagde hende ned i barnevognen. Barnevognen var lidt for høj til mig. Jeg skubbede den ned af vejen. Der var næsten ingen mennesker. Mors ord kørte i mit hoved. Husk at holde godt fast. Ingen store veje. Klokken 7 præcis.

 

Ved enden af min vej, lige før man nåede skoven, var der en stejl bakke ned af. Jeg skubbede forsigtigt barnevognen ned af vejen, men den var utrolig tung. Den gled næsten ud af mine hænder. Jeg måtte grave hælene i vejen og læne mig langt tilbage for at holde styr på den. Mine fingrer nev og mine arme summede. Jeg havde lyst til at give slip. Emma ville alligevel bare lande i græsset, men min mors vrede øjne fik mig til at holde fast. Turen hjem var lige så svær. Barnevognen vejede hvad føltes som 100kg! Jeg brugte alle mine kræfter for at skubbe den op af bakken. De 15 minutter turen burde havde taget blev hurtigt til 30 min. Og så til 45 minutter. Klokken 7:20 nåede jeg endeligt op til huset. Jeg hev efter vejret og svedte. Mor åbnede døren, og hendes normalt smukke ansigt var vredet i en grimasse.

         

 ”HVOR FANDEN HAR DU VÆRET DRENG?!” skreg hun og greb hurtigt Emma. Hun holdt hende tæt i et stykke tid og hviskede søde ord. Så rakte hun Emma til John. Mor greb fat i min krave og hev mig indenfor i et hårdt tag. Hun greb fat i min arm og trykkede neglene ind i min hud. Jeg prøvede at bevæge mig væk. Tårerne gjorde det svært at tale.

           ”Undskyld m… mor!” græd jeg. Hun skubbede mig mod mit værelse.

           ”Hold nu op med at tude knægt!” råbte hun. Jeg gemte mig inde på mit værelse. Mine øjne var fokuserede på min lampe. Jeg fik ikke dessert den aften.

 

Min mor skulle til fest. Emma var blevet en hel måned gammel, og selv om hun var næsten blevet dobbelt så stor var det hendes personlighed der fyldte mest. Mor kaldte hende en lille diva. Hun lavede ikke andet en at græde. Jeg kunne tælle hvor mange gange mor havde smilt på en hånd. Jeg havde lært at skifte ble på Emma. Jeg fik selv lov til at gå tur med hende et par gange igen. Nu skulle hun til fest, så hun smilede stort efter hun kunne passe sin kjole igen. John skulle med. Emma lå lige så stille og sov i hendes krybe.

 

”Sterling husk nu at skifte ble på Emma klokken 8. Efter det skal du vugge hende lidt.” Sagde min mor på vej ud. Hendes kjole var som en drøm. Alle de små pailletter afspejlede klart den store, runde måne der hang på himlen som et maleri.  Hun lignede en gudinde. John stod ved hendes side, men sagde som altid ikke særligt meget. Han lignede mere hendes skygge end hendes mand. Jeg vinkede til hende da de kørte væk. Med et hurtigt drej vendte jeg mig om og gik hen til Emma. Hun lå stille og roligt. Jeg smilede. Hun var ikke så slem når hun ikke græd.

Hun havde fået mor til at smile 7 gange denne måned. Mit smil falmede. Men hun havde også fået hende til at græde 2 gange bare i dag. ”Emma du må ikke få mor til at græde.” hviskede jeg.

Hun var jo nødt til at lære det snart, ellers kunne hun jo ikke blive her. Emma sov videre. Jeg gik ind og hentede et puslespil. Jeg lagde det på stuegulvet og løftede låget. Hvor var nu det sty… Jeg blev afbrudt af en vrælen og mærkede en kold fornemmelse bygge sig op i mig. Hvad var det nu?

”Emma vær nu sød at tie stille.” sagde jeg stille og roligt. Hun blev ved med at skrige. ”Emma nu holder du altså op!” sagde jeg højere. Tonen af min stemme var identisk med mors. Emma skreg højere.

”Fy Emma!” skreg jeg. Emma græd højere. Jeg prøvede at ignorere hende og satte mig ned ved puslespillet igen. Kanten lagde jeg først og så begyndte jeg på… Emma udbrød et langt hyl og begyndte at vræle højere. Klokken var snart halv otte. Mor ville ringe hjem snart for at tjekke at alt gik. Hun ville jo blive sur hvis hun hørte Emma græde! Hun hadede jo når jeg græd, så selvfølgelig måtte hun jo også blive sur på Emma. Jeg gik hen til den grædende baby og tog en pude fra sofaen i stuen. Der var et design af Eiffeltårnet på. Mor vil altid gerne have boet i Paris, men efter Emma blev født havde vi ikke penge nok. RING! lød det fra telefonen. Hurtig proppede jeg puden ned i Emmas ansigt og tog telefonen.

”Hej mor!” sagde jeg.

”Stwerling husk n…nu at skifte Emma. Hv. Hvis hun græder så gi hende sådan 600 eller 700 ml mælkeerstatning, ok?” sagde hun, hendes stemme var helt sløret.

”Læg nu telefonen fra dig og kys mig Astrid.” sagde en mandlig stemme i baggrunden. Det var ikke John. Mor lagde ikke på. Det var mig der gjorde det. Jeg håbede bare at John ikke ville blive sur ligesom den sidste blev. Mor og John havde allerede skændtes i går. Jeg hørte dem igennem væggen. Noget om morfar, selvom han var død for længst. Jeg var ligeglad, siden mor hadede morfar, så jeg hadede ham også. Jeg gik ud på badeværelset og fandt en ny ble og babypulver frem. Hvad manglede jeg… når jo jeg manglede Emma. Jeg gik ind i stuen igen og løftede puden. Emma lå helt stille, men havde åbne øjne. Var hun en af de mærkelige mennesker der sov med åbne øjne? Jeg lukkede øjnene på hende og bar hende ud på badeværelset. Hurtigt og effektivt fik jeg skiftet hendes ble. Efter det blandede jeg 600 ml mælkeerstatning op. Jeg hældte det ned i Emma, men hun var ikke særlig sulten. Når men så må hun bare lade være med at få mere. Mor ville smile når hun kom tilbage. Jeg havde fået hende til at slappe af og skiftet hendes ble. Jeg puttede Emma igen. Hun var lidt kold så jeg lagde et ekstra tæppe over hende og nød stilheden.









 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...