Breve til min klasse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2017
  • Opdateret: 7 apr. 2017
  • Status: Igang
//bidrag til Skønheden og udyretkonkurrencen, valgmulighed 2

3Likes
0Kommentarer
300Visninger
AA

5. Til Sarah

Kære Sarah

Jeg har ondt af dig. Ja, jeg har ondt af dig, og jeg skriver det nu her, selvom jeg ved, at det er det sidste, du vil have mig til  at skrive. Selv Caroline, din bedste veninde, jeg hørte hende engang kalde dig for stakkels, og selvom det var ironisk, blev du stadig så sur, at du begyndte at rive dit alt for blonde hår ud. Dit hår er noget, som jeg er misundelig på, det går dig til lårene, og du påstår selv, at du ikke har  klippet dig selv siden 4. klasse, og jeg tror virkelig på dig, jeg tror på, at du er Rapunzel i virkeligheden.

Men hvis du så bare kunne bare være dig samtidig. Der var engang de prinsesser, der slagtede sine egne drager og red væk på sine egne hvide heste og klatrede ud fra sine egne tårnværelser. Der var engang de prinsesser, som inden nogensinde havde fortalt dig , om da du var barn, eller måske havde de, men måske havde du bare tænkt at de prinsesser, de kunne umuligt leve lykkelig til deres dages ende uden en prins ved sin side. Eller måske tænkte du, at det var din drage – de ekstra kilo, du tabte, som du tabte helt selv, bekæmede helt selv. Eller måske var du træt af, at du ikke var speciel på nogen anden måde, at Carolines hår var en tand mere naturligt blond end dit, hendes bryster en skål større end dine, at hun altid overgik dig så meget, at hele din person var en samling af fodaftryk fra alle de personer, der havde trådt på dig, om de så mente det eller ej

Men på ét punkt mente du, at du kunne overgå hende, så måske var det derfor, at du begyndte at spise mindre. Jeg lagde mærke til det, fordi – jeg kan lide at lægge mærke til sådan nogle ting. Jeg kan lide at lægge mærke til, at taljer og piger ikke knækker af sig selv. Ikke at jeg kunne lide at følge med i det, hvordan du en dag i slutningen af syvende ikke fyldte din salatbar fra kantinen  helt op til kanten, indtil du en dag kun fyldte den halvvejs, indtil du en dag altid glemte penge til at købe mad for, ja selv da du fik Mobile Pay var du altid kommet til at bruge hver en krone på din nye top i størrelse XXXXXS nede i byen, og næ, nej, næh, nej, du skulle ikke låne nogen penge, og jeg lagde mærke til, at du til fællesspisninger aldrig spiste maden, bare fordelte den rundt på din tallerken med din gaffel.

Og jeg lagde mærke til, hvordan du sikkert havde indgået et væddemål med ’ingenting’, om hvem de kunne veje mindst, og hvordan du sugede maven ind, hver eneste gang en af drengene fra klassen gik forbi dig, indtil der ikke var noget at suge ind. Ikke rigtig.

Og jeg gjorde intet. Absolut intet. Men set i det forbandede bakspejl, som altid bliver så dugget, når man i virkeligheden er ude at køre, så var det bedre, end hvad de andre gjorde. Bedr end i starten af ottende hvor Emil fortalte dig, at du så lidt tyk ud på klassebilledet eller i midten af ottende, hvor Mohammed fortalte dig, at  han var glad for, at der stadig fandtes piger, der bare turde spise og spise og ikke tog på – og du skulle endelige blive ved med ikke at tage på. Bedre end Caroline, som altid kommenterede på dit profilbillede, om hvor lækker du så ud, og samtidig kommenterede på andres profilbilleder, at hov fortrød de ikke lige den sidst eller de ti sidste Mars Bar?

Caroline var din bedst veninde, og alligevel løftede hun ikke en eneste bemalet finger, ikke en gang de negle hun brugte flere timer på at male for at bruge så meget som et minut på at hjælpe sin veninde. Jeg skal stoppe med at tale i datid, det her er stadig et problem. Men nu gør jeg noget, ved at skrive det her, så jeg ved ikke helt. Du er klog, jeg ved, at du ved, at du ikke behøver indfange drenges opmærksomhed i dine ribben, jeg ved udmærket godt, at du sikkert har tænkt alle de tanker, mange gange, rigtig mange gange og godt vidste, at du ikke behøvede at stige op på den vægt.

Men du gjorde det alligevel. Og Sarah, lad mig fortælle dig en lille hemmelighed, for den er nu over midnat, og der er ikke andre end den hjemløse kat, der bor i mit kvarter, men den er på den anden side af gaden – under en lygtepæl.

Det er ikke din skyld. Jeg ved – jeg håber – at du godt ved det. At du hver morgen vågner op og ønsker, at du bare kunne få dig selv til at spise, noget så basalt og noget så menneskeligt som at spise, og at du hver aften går i seng og ikke rigtig at spist ,m en til gengæld har du også holdt vægten nede, og jeg kan ikke lade være med at forstille mig, at du græder dig selv i søvn i håb om , at du kan optage næring fra dine egne tårer Jeg forstiller mig for det mest, at de fleste mennesker græder sig i søvn, for så bliver der hele lidt mere udholdeligt, at tænke på, at det er lige så  uldholdigt for alle andre.

Men det her er din hjerne, ikke dig. Og jeg tror ikke, at du kan se forskellen. Men ville du bebrejde  en person, der have cerebral parese for det? Eller en person, der havde en kræfttumor et eller andet sted i kroppen? Man ville heller ikke bebrejde en person, der havde OCD – og vidste ,at det var så meget mere end bare at ville have sine farveblyanter til at lægge i farveorden.    Du vil ikke sige, at det er deres skyld, og samtid vil du forhåbentlig ikke sige, at en person med cerebral parse eller med anden sygdom ikke er andet end sin sygdom. Så ja – det er måske lidt misvisende, at jeg indtil videre kun har skrevet til dig, om at du med alt sandsynlighed har en spiseforstyrrelse, for du er så meget mere end det, det er jeg sikker på.

Nej, det er ikke din skyld. De er verdens skyld for udelukkende at have et internet med folk, der er Tynde med stort T – med talje der er tyndere end det store T, og folk på internettets skyld for kun at lave statusopdateringer om at spise noget vegansk mand, som har taget tre timer at laver til aftensmad og ikke engang imellem spise mcdonaldsmad. Og så meget meres skyld, som jeg ikke vil lade som om, jeg kender det mindste til.

Problemet er bare, at jeg ikke rigtig kender dig ud over det, jeg lægger mærke til, at du ikke spiser så meget som du burde og ikke smiler så meget, som du burde, men ikke til alle de andre ting, der gør en person til en person. Måske er det bare fordi Hollywood har fået os programmeret, indoktrineret  til udelukkende at lægge mærke til de træk, der gør os i stand til at kunne ende op på det store lærred (hvilket er alle tragedierne og de små brist i os selv). Du er en pige med en spiseforstyrrelse, jeg er en pige, der isolerer mig selv, og vi er måske også lidt mennesker, men ikke nok.  

Jeg gør bare aldrig noget ved det.

Men – jeg, nej, nej jeg gjorde faktisk noget, kom jeg faktisk i tanke om. Vi var til brobygning, i niende, et eller andet sted, spørg mig ikke hvor, og vi fik gratis sandwichs, fordi det er selvfølgelig nok at lokke med en sandwich, og du har en hel folkeskoleklasse i din hule hånd. Nej - vi fik sandwichs, og du mumlede straks et eller andet med, at du ikke kunne lide dressingen, selvom du ikke havde taget en bid af den endnu, og ingen af dem du sad med svarede, så du gik hen for at smide den ud, men som du stod der, stod der med sandwichen hævet over skraldespanden, fik vi to øjenkontakt.

Normalt undgår jeg øjenkontakt, men denne gang flyttede jeg ikke mit blik fra dit, mens fordi det er nemmere at flytte fra et hus til et andet, end at flytte sit blik fra en fortabt pige. Vi har aldrig rigtig galt meget sammen, men jeg tror alligevel, at du kunne se, at jeg vidste, at du vidste, at jeg ikke troede et sekund på, at det var dressingen, det var galt med -  det punkt kendte jeg dig bedre end Caroline, og du tog langsomt sandwichen væk fra skraldespanden på samme måde som man måske ville tage den PISTOL MAN STOD MED NED, så tog du en bid, du tog en bid, og du tog det første skridt på månen.

Og jeg kiggede væk, for selv Neil Armstrong må vel få præsentationsangst , men ud af øjenkrogen kun jeg se dig gå tilbage til bordet, jeg kunne se dig sætte dig ned og begynde at spise hele din sandwich, og i det sekundd, var jeg sikker på, at jeg havde ændret verden eller et eller andet  i din stil, og jeg havde gjort , hvad jeg skulle, og et var en lige så stor heltegerning som at sætte sig ind i en bil og køre med 250 km/t for at redde en eller anden topløs blondine.

Det have været et sådant intimt øjeblik, havde det ikke, vores blikke have mødtes, og jeg sværger, at jeg kune tælle alle centimerne mellem os og alle lysårene, der i virkeligheden var mellem os, og jeg sværger, at det var som at røre ved den drengs ben, man er forelsket i, i 3. klasse, under bordet, ingen andre vidste, at det skete, men man ved det selv, og så går man hjem og skriver om det i sin lyserøde topmodel dagbog. Eller skriver et brev om det midt om natten.

Du ved sikkert ikke engang, hvad jeg taler om, måske ombestemte du dig bare af dig selv og tænke kun over, hvorfor jeg var mærkelig nok til at stirre sådan på dig (hvis alle stirrede sådan, kunne man løse alle verdens problemer, det sværger jeg).

Jeg håber bare, at hvor du end skal hen efter det her, så vil der være nogen, der tør sende dig  mere end bare et blik. Jeg kommer odt nok heller ikke rigtig savne dig, faktisk overhovedet ikke, fordi du er Caroline, du er Caroline, men bare en som jeg har medlidenhed med, og det gør det desto sværere at sige farvel.

Eller nej – vent lidt, du er bedre end hende. Jeg tror på et eller andet punkt, du godt ved, at der findes andre mennesker i verden, i modsætning til Caroline, du føler bare, at du bliver nødt til at lade som om der ikke gør for at passe ind sammen med Caroline.  Men du er bedre end hende – ikke fordi du er lidt tyndere end hende, nej fordi… dit hår er længere. Dit hår er længere, ja, det er tusind gange bedre at være tyndere. For jeg tror ikke du er en af de stereotypiske mennesker med spiseforstyrrelse, der ser sig selv som tyk, når de kigger i spejlet, nej jeg tror du ser dig selv som alt for tynd, tynd, men ikke tynd nok. 

Spis Caroline og dine sandwichs og hav et godt liv

-Bjørk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...