Breve til min klasse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2017
  • Opdateret: 7 apr. 2017
  • Status: Igang
//bidrag til Skønheden og udyretkonkurrencen, valgmulighed 2

3Likes
0Kommentarer
298Visninger
AA

3. Til Nestor

Hej Nestor

Før jeg får alle til at få alt for ondt sf mig, så var vi to rent faktisk venner, var vi ikke? I et helt år, for at det ikke skal være løgn, gennem hele ottende klasse, og du kan da også få at vide, at du allerede er den anden person, jeg skriver til.

Du ville uden tvivl være den første, nej ikke bare den første, jeg ville slet ikke skrive til dig, jeg ville holde kontakten med dig og ikke behøve at sige farvel og vi ville sikket være gået hjem, efter, du ved, den fest i morgen, sammen med en lidt for hø j blodprocent i vores alkoholårer, og måske ville jeg slet ikke sidde alene her og kigge på min skygge, lige nu og tænke på, om den mon har det bedre end mig, og hvornår jeg  mon begynder at snakke med den.

Jeg vil gerne starte med at sige en ting til dig. Jeg er ikke forelsket i  dig. Ja, sikke antiklimaksisk  det er, når man ellers havde ventet, du ved, den helt store Hollywood historie, lige fra det første kys med bøjler, der bumper ind i hinanden og tænder, der bumper ind i hinanden og barndommen og voksendommen, der bumper ind i hinanden, til at vi bliver gift til, at den ene af os gør på tragisk vis af kræft. (Det brev skriver jeg senere på natten)

Men hvad så? Hvad så var måske også det, jeg burde have sagt dengang, men jeg siger det nu, og jeg siger, at vi havde stadig noget.

Nej, vi delte en ting. Frikvartererne – når de andre gik i fakta for at købe en marsbar og måske også en cigaret eller to eller tusind, så blev vi siddende i klasseværelset og gnaskede løs på barndomsminder fulde af vaniljeis, frosne jordbær, lyserøde prinsessekjoler og naivitet (det smager bedre end marsbarer), og når de andre var ved at begrave sig levende i deres skærme, jamen så sad vi og var ved at undersøge, om det rent fakrisk var muligt at grave en tunnel til Kina, der startede i en sandkasse. Da klassen fik deres første kærestepar i vinteren af ottende klasse, hvor de to påstod, at deres hjerte måtte være på størrelse med en blåhvals, fordi der var så meget kærlighed, sad vi og grinede af, at det var store penisser, ikke hjerter, som blåhvalene havde og ventede på, at foråret og fuglene kom, så de kunne spise det store restmåltid af deres blåhvalehjerter for ak, ak, forelskelse har en udløbsdato.

Og når de andre sad og var de andre, så var vi os. Og jeg tror, det var det ved dig, der fik mig til at syntes så godt om dig. At du var min. At i verden med 7 milliarder mennesker, i en så stor verden, så var der stadig noget der var mit, noget mere end mit lille sølle liv, og det var, hvad jeg så brændende ønskede mig. Så brændende, at det brændte min hornhinder op, min evne til at se at, selvom vi måske kunne være venner nu, så var du ikke en sårlig interessant person.

Det eneste, der fik dig til at adskille dig fra alle de andre, at du rent faktisk ville kendes ved mig. Og jeg elskede dig for det. Så meget at mit hjerte var fuld af noget, jeg var sikke på var kærlighed, noget dr fik mig til at tro, at det ville eksplodere ud i æteren og skabe et nyt solsystem, hvis indbyggere udelukkende spiste kærlighed, udelukkende drak håb og udelukkende indåndede glæde – sikke en substantiel galakse det kunne blive, hva? Sådan du ved, nogle gange elsker man bare mennesker på sådan en dejlig stille måde, som den der e-mol akkord i slutningen  af A Day in the Life, der bare bliver ved og ved, og man lægger ikke rigtig mærke til den, men den er der bare, og det er det, mens jeg elskede dig så meget, at det blev lidt for meget.

Platonisk, lad mig lige specifere det. Hvorfor er det at man ikke tror på at en heteroseksuel dreng og en heteroseksuel pige kan være venner uden at forelske sig i hinanden? Elske hinanden uden at være forelskede? Og jeg lyder som en af de pastelfarvede tumblrblogs, men for fanden det gør vi alle på sommeraftner, når vi skriver i notesbøger og kradser os selv ind i universet med blæk og os selv ind i verden med dårlige metaforer – men seriøst hvorfor snakke om at blive ”friend zoned”, hvorfor snakke om at tage det til ”the next level”, hvorfor være så sprogligt upræcise, at vi får det til at lyd som om platonisk kærlighed er så meget mindre værd end romantisk kærlighed (læs, når pikke står op) Og hvorfor er det, at vi ikke spørger os selv hvorfor, at det kun er en træt, naiv 16-årig pige, der tør stille de spørgsmål

Se, hvis folkeskolen nu ikke sluttede i morgen (og verden ikke gik under eller sådan noget  i morgen) kunne jeg bruge det i samfundsfag.

Så hvor kom jeg fra?  Det tog os ikke særlig lang tid at vokse sammen, nej vi blev sat ved siden af hinanden, i slutningen af syvende, ved tilfældighed og hvis vi ikke var eksistentialister ville det betyde noget for os, men det gjorde det ikke, men alligevel formåede vi i den sidste måned af syvende at blive venner. Hvordan, er jeg ret sikker på, at ingen af os ved, men bare som alle andre – det kan jeg sagtens sige. Man taler sammen, og så lærer man hinanden at kende. Og du lærte hurtigt, at jeg ikke var en af de piger, at jeg ikke brugte 40 minutter på at lægge mascaae på om morgen, og at jeg ikke kunne lide One Direction, at jeg ikke var bange for edderkopper og for at lave seksuelle jokes, og jeg ved ikke helt. Du lærte hurtigt, at jeg sad ved siden af dig.

På det tidspunkt var der kommet noget prestige i at være venner med det modsatte køn, og selvom du stadig sagde de piger og feminisme på samme måde, som du ville sige onomatopoietika, så tolererede vi hinanden og grinede sammen, og  jeg lærte også om dig, at du var en af de drenge, der måske kom med hvad der var lidt sexistiske jokes, en gang imellem, men grinede højt nok til, at det jo, jo, jo, jo bare var en joke, en af de drenge, der går så meget op i ikke at gå op i deres udseende, en af de drenge der ikke ville læse det her brev – du kunne skrive flere romaner om dig selv uden tvivl, men jeg ved ikke, om du kunne beskrive mig med tre ord. Og at du var næh så moden, du drak din kaffe sort, meen livet med så meget sukker, at du blev en lille bitte smule kvalt af hvor lidt, du ville se virkeligheden i øjnene

Aldrig interesserede du dig for, flygtninge”krisen”  for den globale opvarmning eller måske for hvor ensom jeg virkede eller for hvor ukomfortabel jeg var, når vi en gang i mellem var sammen med dine andre venner, og du ikke turde være andet end de drenge, samtidig med, at du uden  tvivl aldrig nogensinde ville have ladet mig være en af de piger.

Men det var jeg ligeglad med, når jeg nu endelig, endelig havde nogen at grine med, nogen at gøre noget så fantastisk som til at få til at grine.

Hver dag jeg havde en ven, gik jeg hjem med følelsen af at have opnået noget, en følelse , der ikke kunne komme af andet, ligegyldigt hvor mange andengradsligninger jeg løste, lige gyldigt hvor mange stile, jeg afleverede og hvor mange gange jeg trak vejret.  Det virker helt surrealistisk nu. 

Ikke misforstå mig, jeg klager ikke over at have haft ingen rigtige venner i skolen, ud over dig, hvilket virker lidt umuligt. Vi mennesker er så meget flokdyr, at du kunne finde de 20 mest forskellige mennesker på jorden og sætte dem i samme rum - og vent fem dage, og de er alle sammen bedste venner. En kemisk reaktion, magnetisme - modsætninger tiltrækker hinanden. Tja, der er forskel på modsætninger, der tiltrækker hinanden og på et røvhul – det er det alle de piger i kliche YA’-romaner, der forelsker sig i alt hvad der har en læderjakke og en cigaret i munden ikke har lært.

Okay, nej, undskyld. Men nej – jeg tror mere, at det er fordi jeg er kræsen med, hvad jeg kalder venner og ikke ensom. Jeg blev ikke mobbet, folk sagde godmorgen til mig om morgenen, folk sukkede ikke dybt, når de blev sat i gruppe med mig, folk sendte mig venneanmodninger på Facebook, men for fanden man har brug for mere end det, har man ikke? Og ja 6-årige mig var ikke særlig god til at få venner med plaster på knæet og en desperation efter venner på hele kroppen – og jeg havde virkelig ingen idé, ingen som helst ide, om hvordan man bare fik andre folk til at kunne lide en, og min taktik – jeg husker det stadig tydeligt – var at gå ud på legepladsen stille mig, lige ved siden af nogen andre og bare stå der og vente på, at de begyndte at snakke med mig.

Behøver jeg på nogen måde forklare nærmere, hvorfor det ikke hjalp? Og når man som 0.klasse ikke lige formår at have venner, så fortsætter det bare sådan, ens ensomhed smitter ens fremtidige jeg, og jeg ville gerne have en eller anden under havniveau dyb pointe, om hvordan man som 0-klasse står med hele ens liv i sine –  alt for små - hænder, og hvad ved jeg, men for at være ærlig, tror jeg bare, det kan koges ned til mig, der var en idiot og bare tænke at det, at nogen folk bare sådan kunne få venner var ligesom at vide, hvorfor himlen var blå eller hvorfor den andengradsligning gav 2 – der var en forklaring uden tvivl, men man ville ikke drive sig selv til vanvid med at prøve at finde den.

 

Vi er alle sammen en del af en historie, alle af os forskellige kapitler. Og måske har vi ikke magten til at vælge tid eller miljø eller alt det der, men vi kan vælge hvad for en slags karakter vi gerne vil være, og vi kan vælge om, vi vil skrive i show don’t tell eller jeg for en gang skyld bare ville sige tingene, som de er, fordi mine kære dansklærere show don’t tell virker ikke særlig godt i det virkelige liv, hvis jeg skal være helt ærlig. Nej, så ved du hvad – jeg har helle ikke noget i mod at sige farvel til dig (matematiklærerne vil begynde at se t mønster nu, ville de ikke?)

Og folk ser historier over det hele, gør de ikke? Vi tager tilfældige begivenheder – at vi blev sat ved siden af hinanden, at vi ikke blev forelsket, at himlen lignet at nogen har spildt karamelsauce ud over den – og sætter dem sammen i et mønster så vi kan trøste os selv med en historie, uanset hvor åbenlyst det er, at den ikke sand. Vi bliver nødt til at lyve for os selv for at leve. Ellers ville vi blive skøre.

Vores venskab var også en historie, ellers ville jeg ikke kunne skrive den ned. Ikke en pageturner, men bare historien, om akavede teenagere, akavede øjeblikke, hvor man ikke var sikker på, om man skulle kramme eller ej, om lidt for mange bumser der ble skjult under lidt for mage lag af foundation, og dine lidt for få fremtidsplaner, der blev skjult under lidt for mange drømme om at blive professionel  fodbolspiller, og det var egentlig okay. Historien om hvordan, der ikke skal særlig meget til for, at man igen glider fra hinanden.  

Historien, der begyndte med en masse små samtaler tre gange om ugen, indtil vi talte sammen hver dag, indtil vi talte sammen, selv om vi ikke sad ved siden af hinanden, indtil vi en dag næsten krammede, da jeg var færdig med en fremlæggelse, som jeg havde været rigtig nervøs for, og alle dine drengevenner grinede af os og sagde, at vi var forelskede, som man ville have gjort i 3. klasse, og du rødmede, og du rødmede en måned senere, da vi skulle danse folkedans i idræt, og vi to blev sat sammen og de andre blev ved med at spørge, hvorfor vi ikke tog det til the next level, og du rødmede en måned senere, da jeg var sammen med dig og dine andre venner, og jeg var lige så stille, som jeg plejede, og du stoppede med at rødme, da vi stoppede med at tale i slutningen af 8.

Historien tog et år, hvis vi skal være ærlige, 13. 8 milliarder år, hvis vi skal være endnu mere ærlige. Og er det ikke lidt mærkeligt at tænke på, at man også ville findes om et år, at virkeligheden ånder en i nakken og ikke venter på en. Lige nu, nu, nu sidder jeg i min vindueskarm og sidder. og jeg har ikke tændt noget lys på mit værelse, men jeg er for doven til at gå hen til lampen,, og der er ved at komme stjerner på himlen , og de bytter sikkert alle sammen plads for at komme så tæt som muligt på  mig for at kunne læse mit brev. Lige nu sidder jeg så meget på tærsklen til en fremtid, jeg får højdeskræk, og jeg sidder egentlig bare og sidder og tænker på, hvor mange andre halvidiotiske drenge, jeg kan nå at blive venner med i løbet af næste år, og det er godt nok.  

Men om et år vil jeg – med alt sandsynlighed – stadig findes og stadig trække vejret og være en person, der var i stand til  at skrive alt det her og stadig overhovedet ikke savne dig, måske have nået at have fået nye venner, og I, hele klassen, vil bare være mennesker, som jeg engang kendte, på samme måde, som den mand man støder ind i nede på gaden –  nuet er vitterligt det eneste man har, for den fortidige verden  eksisterer kun i ens hoved.

Den verden hvor vi bar venner eksisterer ikke længere, og den tanke er både betryggende og en lille smule skræmmende, syntes du ikke?

Jeg ønsker dig vist bare, ja ønskestjernen er kommet op, at du finder en ny person, der ikke ville skrive et farvelbrev til dig, et sted i den der fremtid, og at du på et eller andet tidspunkt finder ud af, at fællesskabsfølelse holder bedre sammen en superlim og dobbeltklæbbendetape og det der i fuysik.

Jeg ønsker dig et godt liv, et godt liv fuld af venner, der er bedre end mig. Det er ikke for meget at bede om, vel?

-Bjørk

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...