Breve til min klasse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2017
  • Opdateret: 7 apr. 2017
  • Status: Igang
//bidrag til Skønheden og udyretkonkurrencen, valgmulighed 2

3Likes
0Kommentarer
297Visninger
AA

6. Til Jonas

Kære Jonas

Jeg skriver til dig nu, fordi det ville være en katastrofe, hvis jeg glemte dig. En katastrofe, den slags katastrofe, som river huse op, træer op med deres rode og mennesker op med deres telefoner (okay nej det sidste er umuligt), og den slags katastrofe, der finder sted, når man lader Trump blive præsident eller lader piger forelsker sig i drenge på afstand, en forelskelse ,som de aldrig tør sætte ord på.

Okay, ja. Det her er akavet. Bare rolig jeg vil ikke lave en afkrydsningsboks,  skal vi være kærester ja, mega ja, superja, som man gjorde i 0. og hvor man fik venner og kærester i virkeligheden, som vi nu kun gør på facebook, bare rolig, jeg forventer ikke et svar og bare rolig jeg ved godt hvor idiotisk det er, og bare rolig jeg vil lave en masse forfærdelige metaforer for, hvad det vil sige at være forelsket og bare rolig, der her er sikkert bare en fase, bare rolig når solen står op, kan den fugl, der lige nu synger uden for mit vindue selvom det er midt! Om! Natten! sikkert få lov til at fortære det store restmåltid af mit hjerte, for ak forelskelse har en udløbsdato, og bare rolig den her fase har kun varet 3 år , siden starten af syvende.

Jeg er sikkert ikke rigtig forelsket i dig. Jeg er sikkert bare et barn, der leger voksen, for jeg er da ikke som barn i stand til at forstå sådan nogle store følelser til at vær med i Romeo og Juliet til at forstå romancer, der hæver sig over Paradise Hotel. Nej, nej, det er ikke forelskelse, der nogle gange får mig til at føle mig bogstaveligt tom inden i, så jeg kan høre mine egne tåbelig tanker give ekko, og så jeg kunne skrælle min egen hud af, og vise et dig- formet hul (hvorfor har samfundet opdraget mig til, at alting jeg siger lyder klamt) , og jeg er bare hovedpersonen i en lyserød hestebog, det her er ikke forelskelse.

Stop med at bagatellisere kærlighed, vil jeg så sige, bare fordi den er hos unge. Og også stop med at romantisere den, stop med at skrive kærlighedsbreve, stop med at snak om hjerter, som var de andet end organer, stop med at beskrive det som at være fuld på ribenasaftevand, stop med at fortælle at kærlighed er simpelt, stpp med at lade som om, at det rent faktisk eksisterer, andet end klokken 3:27 om natten, når man ligger på sit gulv og har en eksistentiel krise og lytter til ’Beatles og tænker, at man kan mærke et eller andet slå i sit bryst, som man tror er ’frygten for at dø,’ men som også er et hjerte.

Bare stop, så vil de være søde. Og når jeg nu er i gang, vil jeg også gerne have  foralt, hvor tiden er og have den til at sætte sig ned, som et lille barn, der skal have skæld ud. Et lille bitte barn, der har tegnet på væggene, leget med sin mad og bliver ved med at forandre ting, træder på det græs og de hjerter, som ikke må trædes  på (der er endda sat et skilt op).

Mn bliver virkelig pladderomantisk, klokken hvad-ved-jeg-om-natten var. Men jeg tror , det er gået op for mig, at jeg ikke når at snakke med resten af klassen, så vil du ikke bare fortælle dem, at jeg lige dele hader og elsker dem. Der er langt større sandsynlighed for, at du kommer til at holde kontakten med dem, end at jeg gør – og lad os se det i øjnene, chancen for, at jeg får sagt noget af det, som jeg har skrevet ned i morgen, til sidste skoledag er så lille, at tiden opfører sig modent i sammenligning.

Det her er ikke et kærlighedsbrev. Har jeg allerede skrevet det? Hvis ikke ville jeg bare fortælle, at det her ikke er et kærlighedsbrev, nej det er bare min hjerne, der kom til at kaste op over et stykke papir, og det her er indeholdet. Det er hvad, der sker med hjerner, der føler ,at de er adskilt af noget mere og noget andet end to kranier fra alle andre. Noget som jeg foretrækker at kalde lidt tykkere luft, mens andre fortrækker at kalde det ensomhed

Det her er heller ikke et forsøg på at få dig til at få dig til at få ondt af mig. Jeg prøver ikke at sige, at jeg ikke kan gøre for det – at det er noget så meget større og stærkere end mig, der sørger for, at jeg bare ikke kan forstå, hvordan alle andre dog ikke får lyst til at løbe skrigende væk, hver gang de ser et andet menneske. Ikke bare forstå, at det har alle mennesker måske nok, så jeg skal ikke være så bange for, hvad andre tænker om mig, det er bedre, at de tænker dårligt om mig, end at de overhovedet ikke tænker på mig , som jeg er sikker på, at du og resten af den forbandede klasse ikke gør.   Det er bare mig selv, der er dum, det ved jeg godt, jeg tør se mig selv i øjnene, mens jeg siger det, tør kigge på det spejlbillede jeg kan se i min egen vinduesrude,  der består af stjerner, mørke og ord, og jeg er sikker på, at jeg også ville turde åbne vinduet lidt op og øjnene helt op og skrige det ud over de sovende hustage, at det er sgu bare mig selv, der er dum. Bare ikke til dig, aldrig til dig.

For du er alt andet end  dum. Jep, Bjørk mester i kærlighedserklæringer siden tidernes morgen. Nej, jeg mener - du er et genuint venligmenneske. Det skrev  jeg også til Aya, gjorde jeg ikke? Og hvis jeg skrev det for et år siden til Nestor, ville jeg have skrevet det samme, hvis jeg skrev til  Donald Trump, så lad vær med at tage mine ord for gode varer.

Men dit pandehår er for langt og falder altid ned i dine øjne, men du stryger det aldrig væk, og det behøver du heller ikke, når det regner så det krøller sig sammen, og du har smilehuller dybere end de metaforer i de noveller vi læser i dansk – hvilket ikke siger så meget, og du kommer altid tidligt, og du har altid en bog med, som du sidder og læser, og du har tit kaffe i en termokande med, så din ånde lugter altid af kaffe og gårsdagens luft, og det sekund det skifter fra vintertid til sommertid, og dit grin er lydløst, men alligevel er man aldrig i tvivl, om når du griner, fordi jeg sværger hele dit ansigt lyser op, og du nynner tit sange, men ikke som Aya der nynner de mest sofistikerede  sange, som hun kun komme på, så højt at alle kan høre hvor sofistikeret hun er, nej nærmere, som om du ikke kan lade vær.

Og du må sikket sidde og ryste på hovedet lige nu og ikke vide, hvad i alverden der sker. Vi har aldrig haft en samtale af betydning, ikke rigtig, bortset fra nogle heftige debatter i samfundsfag, de dage hvor Aya ikke  var der , og jeg tør åbne munden, og vi ender med at være de sidste, der taler, ikke engang fordi vi er uenige, det er vi for de meste ikke, men bare fordi jeg nægter at ende samtalen.

Det må være mærkeligt at læse det her, hva? Jeg mener, en ting man aldrig ved, er hvordan andre folk ser en, du ved, de fleste bruger evigheder på at gætte og sådan, men af en eller anden grund tror jeg, at det er de færreste, der gætter på, at den pige der næsten aldrig siger noget, elsker en. Elsker. Jeg skrev noget til Caroline, om at vi skal bruge det ord, så meget vi lyster for det har i forvejen mistet alt betydning, når vi er begyndt at bruge det om One Directions nyeste sang eller vores dansk folkepartistemmende farfar.

 Elsker den måde, du har lange julesweatre på gennem alle tre vintermåneder, og du altid trækker ærmerne ned over dit håndled, og at du var den eneste der rejste dig for den gamle dame, dengang vi var på udflugt til Moesgaard museum og elsker den måde, du altid rødmer lidt, når du debatterer over noget, du rent faktisk har en holdning til, og den måde du altid bøjer dig meget dybt over din bog, og den måde du snakker til andre, bare sådan, og den måde ledningen til dine høretelefoner altid er kludret og den måde. Jeg ved det ikke.

Jeg vil gerne sige, at jeg elsker dig, men elsker man virkelig nogen, som man uden tvivl vil have glemt efter sommerferien? Forelskelse – endnu en kemisk reaktion, at man bare bliver nødt til at tro, at man forelsker sig, for lad os være ærlige – jeg kender dig ikke. Så jeg siger, at jeg forelsket, men i virkeligheden er jeg nok bare mere eller mindre desperat efter at tale med dig. Men er det ikke lidt den samme ting?

Jeg ved det ikke, jeg ved det ikke, der er  så meget  jeg ikke ved, og så mget jeg ikke finder ud af. En ting jeg ved er dog, at jeg ikke kommer til at fortryde at skrive de her breve. Ligegyldigt hvor patetisk de end måtte lyde, så er der noget så tilfredsstillende ved at skrive  det her ned og tænke på jeres reaktioner og bare bruge et sekund på at forestille mig, at jeg vil dele dem her ud i morgen og i alle sammen vil komme løbende efter at have læst dem, sige undskyld for alle de år og kramme mig og om ti år vil i være her og grine over, hvor lidt jeg vil komme til at savne nogle af jer.

Jeg kommer ikke til at savne dig for resten. Jeg kommer til at savne den konstante mulighed for at begynde at tale med dig, for at du begyndte at tale med mig, men jeg komm er ikke til at savne selve dig. I et sekund vil jeg gerne forstille mig, det er fordi, du aldrig vil forsvinde fra mit liv, mens jeg vil bruge alle de næste på at tænke, at du kan skride til helvede med alt din uforløste kærlighed, og alle dine julesweatre og resten af dine klassekammerater. Efter i dag kan jeg være ligeglad med jer. Og mens du er, vær sød at sørg for at alle mine breve bliver brændt.

Kærlig hilsen Bjørk

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...