Breve til min klasse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2017
  • Opdateret: 7 apr. 2017
  • Status: Igang
//bidrag til Skønheden og udyretkonkurrencen, valgmulighed 2

3Likes
0Kommentarer
312Visninger
AA

4. Til Caroline

Fra mit vindue, ville jeg kunne se hele mælkevejen, hvis det altså ikke lige var for alle de der bylys, der af en eller anden grund er i vejen for det hele, hele mælkevejen der strækker sig dovent over himlen. Hele vores galakse, lige der foran mig. Milliarder og atter milliarder af stjerner, milliarder og milliarder af verdener. Alle de der tilsyneladende endeløse muligheder, ikke engang fiktive, men virkelige derude et sted, hvor de eksisterer lige nu. Der er så meget mere derude i verden, end jeg ved, så meget  mere end min lille by med 300.000 indbyggere, så meget mere end selv København (ikke hvis du spurgte dem på Vesterbro, selvfølgelig) . End Danmark, end himmel og levede, for den sags skyld.

Så meget mere som jeg aldrig vil se, som jeg aldrig ville komme hen til. Så meget, at jeg kun kan glimte nok til at vide, at det for altid ville være ude af rækkevidde. Nok til jeg er fristet til at lægge pennen ned, lige nu, og aldrig nogensinde samle hverken den eller mig selv op igen. Men ikke dig

Hvilket er grunden til, at jeg beundrer dig. Du må have været klar over, hvor stor verden var, men alligevel opført du dig, virkelig som om du var i centrum af centrum, af centrum, som om bare din udstråling var nok til at skubbe alle de andre centrumsøgende ud i periferien og bare lade dem blive der.

Aya havde så meget i mod dig, som hun sagde. Hun sukkede, da du farvede dit hår blond, dine læber røde og verden rosenrød. Sukkede, når du fik dine grønne karakterark og var ligeglad med at dine karakter var meget, meget, meget lavere end den alkoholprocent du ville have i blodet efterfølgende for at glemme dem. Sukkede, når du postede et nyt billede på instagram af den lidt for grønne salat, du lige havde spist, og hun sagde altid, at du i virkeligheden spiste på McDonalds. Og jeg ved godt, at det lyder som om jeg også har noget i mod dig, for du er en af dem, der bidrager til, at hele vores generation bliver set som nogle rampelysliderlige, navlebeskuende narcissister,  og det værste er, at du simpelthen ikke er i stand til at træde et skridt tilbage.

Et skridt tilbage? Forstår du? Bare et enkelt skridt, bare nok til, at du kan se dig selv bare en lillebitte smule udefra og alle andre n lillebitte smule indefra. Jeg tror, det re det, der skræmmer mig mest ved dig. At du ikke kan se, når du køber Doc Martens, Daytasker, den nyeste Iphone i guld,  når du skriver omg, og alle de andre forkortelser, som du ikke selv kan huske, hvad står for, når du cykler hjem kl. 03.27 om natten, med smagen af en eller to eller tre eller tusind drenge på dine læber, når du skriger op fra tagtoppe i stueetagen, om hvor fuld du er, når du næste morgen vågner op med lysten til at give virkeligheden et blowjob, og den smager surt, men du er ligeglad.

Du kan ikke se, hvor eget du minder om alle andre teenagepiger, og selv når du har læst dette her – det er fjollet at tro at det at have ret til at have hver sin mening gør det noget som helst lettere at ændre andres meninger. Du læser måske det her, måske orker du ikke, men når du er færdig med at læse, er du også bare færdig. Du ændrer dig ikke. Men det er nu heller ikke min pointe. Jeg er ikke dum, jeg ved godt, at du syntes, jeg er mærkelig, med mine gule sweatre og rodet knold,  og musik der er ældre end mig selv, og med mig, der er præcis ligesom alle andre – bare nogle andre end dine andre – og med troen på, at jeg måske ikke er speciel nok til at vinde X-factor. Det ved jeg godt, og jeg ville heller ikke fortælle dig, at du tager fejl.

Jeg vil bare sige, at det er de voksne, der  tager fejl  - af ungdommen, syntes du ikke? Vi er femten, snart seksten, og vi er ikke voksne, næ nej, hvilket selvfølgelig giver de voksne retten til at dømme os. Men jeg dømmer også dem, det gør jeg virkelig. Jeg dømmer dem, når de sukker teatralsk og snakker om ungdommen nu til dags, jeg dømmer dem, når de over et – eller fem – glas vin, forbarmes over unges forfærdelige alkoholvaner, når de sukker teatralsk til en artikel, om unges alt for høje internetforbrug – som de selv har fundet et link til på facebook. Jeg dømmer dem, og jeg dømmer måske også dig, for jeg vil gerne tro på, at der er dig, og alle de andre der fik dem til at dømme os.

Det var trods alt ikke mig, der begyndte at gå rundt med et kondom i pungen allerede som 12-årig.

Men er det ikke uretfærdigt? I hvert fald for dem at dømme os, for er det virkelig din skyld, at du er blevet til dig? Vi bliver, hvem vi er på grund af vores erfaringer. Og vores erfaringer kommer fra vores omgivelser.

Så ja, ja, det er nemt at bebrejde omgivelserne, når 11-årige Lise komme hjem klokken 3 om natten med en halv flaske vodka i hånden og den anden halvdel i blodet, eller når 12-årige Peter bliver taget med en boner i færd med at se porno om to mænd der har – luk dine ører, skynd dig - analsex.    

Men så må man minde sig selv på, at man selv er sine medmenneskers omgivelser og sådan noget. Undskyld. 2+2=4 og jeg skal ikke belære dig.  

Vi er, hvem  vi er for en hel del grunde. Og vi vil sikkert ikke kende størstedelen af dem. Men selv om vi ikke har magten til at vælge, hvor vi kom fra, har vi stadig magten til at vælge, hvor vi vil hen derfra. Og vi kan stadig vælge at være okay med det.

Så, Caroline – jeg kommer sikket ikke til at huske dig. Måske ville du være en skræmmehistorie, jeg fortæller til mine børn, mine teenagere, når jeg selv syntes,  at de er ved at være lidt for langt ude. Eller måske vil du blive min allerbedste ven i morgen, hvem ved, alting kan stadig nå at ske, eller måske ville vi møde hinanden i Rema 1000 igen om et halvt år og nikke til hinanden, og måske ville du være i ført en gul sweater og jeg en trøje, der ikke er andet end en V-udskæring. Tingene ændrer sig hele tiden. Virkelig hele tiden.

Nu er min kuglepen for eksempel løbet tør for blæk, og jeg må tage en ny, og den her er rød, og jeg er måske også løbet tør for ting at sige til dig, jeg er en ørken, der ønsker sig at være et hav, og jeg er en træt pige, der egentlig helst ville gå i seng.

Du sagde en gang, at du ikke troede på Gud, fordi du ikke troede, at Gud havde fantasi til at skabe noget så fantastisk som dig. Jeg havde dengang lyst til at sige, at jeg ikke troede på Gud, fordi Gud var så selvisk han aldrig ville lade en endnu mere selvisk person eksistere, som kunne overgå ham (dig). Men for at være ærlig, misunder jeg dig den selvtillid, og jeg tror, det ville være tusind gange nemmere at gå enden af skolen i møde med åbne arme og uden følelsen af, at man vil blive kørt ned, og sådan, hvis bare man besad lige så meget selvtillid som dig og en lige så naiv tro på, at alting nok skulle gå.

Så for fanden Caroline, bliv ved med at drømme. Om at sælge sand i Sahara, om at sælge muslingeskaller på stranden, vand på havets  bund og bliv ved med at drøm om at leve i en verden, hvor folk ikke ser det som en dårlig ting at være så fandens selvoptaget. For enten ville det være en hel forfærdelig verden, hvor der altid ville være verdenskrig, hvor alle ville syntes, at de var bedre end alle andre, eller også ville det være en hel fantastisk verden, fordi folk blev nødt til at bekymre sig om verden, fordi det var gået op for dem, at de selv var en del af verden. Og hvi der nu sad en lille ensom pige i udkanten af ens synsfelt, jamen så ville man tale med hende og ikke grine af hendes brev, fordi man blev nødt til at bevise, at man var bedr end alle andre

Men den lille ensomme pige ville selvfølgelig aldrig have sat sig hen i hjørnet, for i den verden er alle rum runde, er de ikke? Og den er udelukkende befolket af regnbuepruttende enhjørninger, og man ville ikke vær bange for fremtiden, når tiden   gik, ville man løbe, og man ville aldrig blive indhentet, for selvfølgelig ville vi alle sammen læse de der kliché kom-i-form bøger og selvfølgelig ville vi alle sammen rent faktisk komme i form. Ikke ligesom  her, ikke ligesom nu.

Men tja, jeg håber, at du kommet til at få det godt. Og jeg håber, at du en dag vil vokse op ig indse, at du var ing med lidt for stor u, og jeg håber, at du vil indse, at ungdommen ikke er den bedste tid i ens liv (for det ville fandme være deprimerende) og jeg håber, at du en dag om 20 år ville tænkte tilbage på den anden pige i den klasse med det musefarvede hår, og jeg håber, at du stadig ikke ville slette vores klassebilede fra din kamerarulle. Der består af 1081 selfies og 1 klassebillede. Det håber jeg virkelig.

Du sagde engang til hele klassen, at du elskede dem. Det var den dag, vi skulle trække, hvad vi skulle op i, og vi havde fået historie, og vi alle sammen var ved at dø, selv Aya, for vores historielærer havde et ikke-over-7-tals-princip og havde fokuseret så meget landbrug i Danmark i middelalderen, at vi ikke havde hørt om nogen andre perioder.

Men så klatrede du op på et bord for at kunne overdøve og overse alle de panikkede samtaler, om hvorfor universet altid skulle vælge den mindst tiltrækkende ting, og du kiggede ned på og sagde, så din læbestift krakelerede og skoles vægge krakelerede lidt over, at det der gemte sig inde endelig blev sagt højt.

”Jeg elsker jer, og vi skal nok klare det. ” Dengang havde jeg grinet sammen med de andre, for selvfølgelig elskede du os ikke for andre grunde, end at du kunne se dit spejlbillede i vores pupiller.

Men nu er de fået op for mig, at jeg i virkeligheden også elsker jer – og dig, at vi i virkeligheden elsker hinanden. På samme måde som jeg elsker min farfar, der stemmer på dansk folkeparti og bogstaveligt spiser flæskesteg til aftensmad hver anden aften (og socialistiske humanister alle de andre aftener ). På samme måde som jeg elsker den onkel, hvis ånde altid lugter af noget, som jeg tror er alkohol men som nok i virkeligheden bare er desperation. På den måde som jeg elsker min klasse, dem jeg har brugt 10 år, på at vokse, på at vokse  og vokse og vokse med indtil vores prinsessekjoler og supehelte kapper og resten af vores verden sprængte i remmene, fordi vi ikke længere passede ind i den, og indtil det gik op for os vi ikke havde andet til fælles end at bo i samme skoledistikt. 

Jeg elsker egentlig hele verden, jer alle sammen, men jeg kan ikke rigtig lide nogen af jer, og jeg tror det opsummerer, hvordan menneskeheden har det med hinanden. Man bliver nødt til at elske hinanden, gør man ikke? Man bliver virkelig nødt til det, og selv ensomme personer elsker folk, for man gør det mest på afstand. Jeg kender ingen af jer, ikke rigtig, og jeg kender heller ikke min farfar ud over, når vi bliver inviteret til middag hos dem hver tredje måned, og  jeg sidder selv og stikker til min flæskseteg  med min gaffel – jeg er vegetar - og siger ikke noget og lytter ikke rigtig andet end nok til at vide, at han har stukket en gaffel i verden og tror, at han sgu ved det hele, og jeg kender ikke min onkel, når jeg kun ser ham hver halve år, til jul, og så til min mors fødselsdag, og han giver mig hånden, og hans håndtryk bliver mere og mere slapt hver år.

. Og jeg elsker jer ikke, fordi jeg tror på, at I er gode personer, eller fordi jeg tror, at vi minder om hinanden, vi mennesker eller fordi noget af det pis. Jeg elsker jeg fordi, I er en del af mit liv, alle sammen hver og en af jer en del af min verden. Og jeg elsker jer, fordi jeg elsker sgu da hele verdensbefolkningen, selv Donald Trump, selv de piger med en nederdel 1 cm for kort og en læbestift 1 nuance for rød, og de drenge der ser påklædning som en måde at retfærdiggøre deres opførsel, og jeg elsker hele universet selv stjernerne i det yderste af det yderste af det yderste af den yderste af den yderste galakse i vores uendelige univers, og jeg elsker The Beatles og The Doors og David Bowie og Justin Bieber og One Direction, og den måde som man smiler til vidt fremmede mennesker, den måde man rækker fuck til vidt fremmede mennesker. 

Jeg elsker den måde man lærer små drenge, at de da endelig gerne må kysse andre drenge med blomsterkroner på hovedet og læbestift i hele hovedet, de skal bare lade være med at gøre det, og fortæller små piger, at de endelig må kysse andre piger, de skal bare huske, at alle andre også skal kunne ornanere til det og fortæller andre børn at de ikke er danske, fordi de kalder en anden form for farveblyant for hudfarvet.

Og jeg elsker hele verden, for det ville være ulideligt, hvi jeg ikke gjorde, men jeg kan ikke lide noget af de

Jeg tror til gen gæld på, at du rent faktisk både elsker og kan lide sig selv. Enten elsker man verden eller også ignorerer man dens eksistens (inklusiv en lille pige, Bjørk) og elsker sig selv. Der er ingen mellemting

-Bjørk

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...