Breve til min klasse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2017
  • Opdateret: 7 apr. 2017
  • Status: Igang
//bidrag til Skønheden og udyretkonkurrencen, valgmulighed 2

3Likes
0Kommentarer
311Visninger
AA

2. Til Aya

Kære Aya

Gud, hvor er du sej. Jeg starter med dig, og ja jeg favouriserer, for du er så sej. Sej. Et ord, som man kun tror at frøen Kaj bruger i sin sang, men seriøst hvis man slog definitionen på sej op i min ordbog vil man se et billede af dig under ordet sej, (og et billede af mig selv under ordet ensom, og måske også under ordet junglehøne)

Nej, du er sådan en person, der rækker hånden op for andet end at måle om kamp med sine standpunktskarakterer, sådan en person, der kaster sig ud i alt for lange taler om samfundet, om heteronormativitet, om symbolisme i den bog, vi lige har læst. Men der er aldrig nogen af lærerne, der afbryder dig, for de ved, og vi ved, at alt det du siger er klogere end dem, og hvis de kunne ville de highlighte hvert evigt eneste ord du sagde, så du kunne skinne om kamp med resten af ungdommen. Du er så også sådan en, der får stukket røven fuld af 12-taller, men hvis du havde chancen ville du uden tvivl ønske, at du kunne dele ud af dem, som vi delte flødeboller ud til fødselsdage i tidernes morgen.

Du shopper i genbrudsbutikker, dit yndlingsband er ’Beatles, du bruger efter sigende flere timer på at bladre gennem plader i en pladebutik, du har mindst 6 farver på hver dag, du har en Instagramprofil, med billeder der ikke behøver filtre -

Du er sej, fordi du er ligeglad, med hvad andre tænker, men slet, slet ikke ligeglad med hvad du selv tænker om andre. Sådan, hvis nogen skrev en YA-roman om vores klasse, ville du uden tvivl være hovedpersonen hvilet overraskende nok ikke var negativt, ment for nej, du vil ikke være hovedpersonen i Twilight.

Så hvorfor er vi ikke venner? Nej, du sendte mig en venneanmodning på facebook for nogle år siden, som jeg så et sekund efter, men først accepterede en dag efter (spil kostbar, selv når gule tilbudsvarer og en slidt paperback af Fifty Shades of Grey er mere værd end dig). Jeg hører også The Beatles og har siddet derhjemme og planlagt en lang samtale om A day in the life med dig

Gør du også det, for resten? Planlægger samtaler, selvom du ikke ved, hvad den anden person ved sige? Forstiller dig, hvordan du vil få dem til at grine, på bestemte tidspunkter, giver dig selv oneliners ’som sig det med blomster, når der ikke er andet at sige ’de levede lykkelig til deres dages ende, ’de levede uddannelsesparate til deres dages ende’ dig) Det ved jeg ikke, men nogle gange  håber jeg virkelig, at de selviske mennesker, der er så langt fremme i deres sko, husker os usikre på, at de engang også stod langt, langt bag ved sig selv i et par udslidte klipklapper?

Håber på, at der stadig er håb? Og hvis vi nogensinde var blevet venner, kunne du sikke have mindet mig om, at jeg var nok. Ud af medlidenhed, ikke ud af ærlighed. Og på at vi ikke alle sammen kan være så fantastisk, veganske  socialister, der kun går i genbrugstøj, kun hører musik, der er ældre end hende selv og bliver kvalt i 12-taller. Hvis vi var, ville vi for alvor få overbefolkningen for hver sådan en person fylder et helt rum, ligegyldigt hvor  stort rummet er (jeg kan find hjørner i et rum, ligegyldigt hvor rundt rummet er) Og fortælle mig, at bare fordi jeg ikke er som dig, betyder det ikke, at jeg ikke er nok.

Men du ved, jeg kunne sikket blive ligesom dig, ligesom Emma Watson, ligesom Donald Trump, hvis jeg tog mig sammen. Jeg kunne, og det er mit eget ansvar, at jeg nu sidder her, og at jeg nu kan tælle stjerner, og at jeg er blevet til et af de ligegyldige mennesker, der kun er til for at fylde en skoleklasse og verden ud, som folk tæller, når de skal sove i stedet for får. Det er i hvert fald ikke dit ansvar, så hvorfor er jeg i fuld gang med at beklage mig til dig?  

Tja, måske er det heller ikke et valg, det er i hvert fald ikke mit valg. Nej, det var mine forælders beslutning at jeg skulle leve i netop det skoledistrikt, og leve – med mindre kondommet bare sprang. Og hvis jeg så bliver en lidt lortet person, hvis jeg bliver til et impressionistmaleri – kun synlig i udkanten  af andres synsfelt og aldrig i stand til at blive set helt - den metafor burde give mig tonsvis af venner, så ja. Jeg har gjort mit bedste.

Jeg har gjort mit bedste, og du har gjort dit bedste, og selvom vi begge to trækker vejret og har diarre en gang i mellem, så varierer det, hvad vores bedste er. Du havde – har -  en del venner i klassen og talte med alle og pustede ord ud og åndede mennesker ind og smilede bare lidt for bredt og lidt for længe og lidt for alt muligt andet til, at du kunne forstå, hvorfor folk ikke altid smiede. Og du snakkede, en masse, så meget at jeg ikke er i tvivl, om at du er begyndt at læse det her, for så venlig er du, men du stopper før jeg stopper og begynder at skrive svar, der er tusind gange længere end mit originale brev.

Og nogle gange betragtede jeg dine venner, der prøvede at shoppe i samme genbrugsbutikker som dig, og var ved at sige, at Revolver var Beatles’ bedste album, men ændrede mening midt i sætningen, da du sagde, at det var Abbey Road. Og tænkte på, om du virkelig var det værd, om jeg hellere ville købe 3000 dagens retter i kantinen end hele tiden hænge på dig  og dine taler, som man helst skulle være enige i, for du havde kun tid til monologer, ikke dialoger. Men så fortalte jeg mig selv, at det var da bare sådan, som det skulle være, at nogle mennesker talte mest, mens andre lyttede mest, og sidstnævnte skulle bare eksistere, så der var nogen til at sørge for, at førstnævnte ikke hele tiden behøvede at tale med sig selv. Ligesom at for at det ekstraordinære kan eksistere, bliver man også nødt til at have noget leverpostejstejslugtende dansk folkepartistemmede ordinært, nødt til at have en himmel og en jord for at kunne have det, der er mellem dem.

Og dine venner så for det meste også glade ud. Selv når du var i gruppe med dem, og I lavede en fremlæggelse, og de talte i 1 minut hver, og du talte i 30 minutter, fordi du hjalp dem og reddede dem fra deres egen dumhed, som du grinende sagde, når de spurgte til det efter fremlæggelsen. Og det er i orden, at der skal være nogen statister for, at du skal være  hovedpersonen. Det er i orden, at du mærkede alle mine misundelige blikke i ryggen på din stol, men aldrig nogensinde vendte dig om.

Og det er i orden, når du en gang i mellem taler ondt om Malene, Sarah og Karoline i klassen. De dumme blondiner med halsudskæringer tusind gange dybere, end hvad deres tanker nogensinde går, som ikke kan sige noget uden at fnise, som har klistret deres øjenvipper sammen af mascara for, at de ikke kan se andet deres egen selfies spejlbilleder og vide, hvad der blev af dem. Du snakkede så ondt om dem, hvordan de tiggede om mandlig opmærksomhed og ville sulte sig selv for at få en talje tyndere end en pik, efter den er svulmet om. Og om alle de normale piger, der fik voksne til at tro, at du ikke eksisterede, at der kun fandtes, du ved de teenagere, der spurgte fremmede om retninger til at ligge på bunden af en vodkaflaske klokken tre om natten og skvulpe rundt   og skvulpe rundt, og som ikke kan sige nej, fordi de kun kan føle ting, der kan forkortes til emojis – og feminisme er ikke en emoji.

Det er i orden, at du kigger bebrejdende efter dem, når de går på toilettet sammen og fortæller alle om de sofistikerede ting, du snakker om i din fritid, mens de sikkert aldrig er kommet længere end at snakke om drenge, og sådan. Det er i orden, er det ikke, at du giver mig lige så mange mindreværdskomplekser, som tændte lygtepæle om sommeren må have, for det er jo ikke med vilje. Åh nej du har bare en dig selv procent på 250 og en fedtprocent på 0, men det er jo ikke din skyld, bare rolig det er ikke din skyld, at andre har det så dårligt, så det må vel være alle vores andre skyld, hvor dårligt du får dem til at have det.

Du er jo bare sådan et genuint venligt menneske, at alle får det dårligt med, at de ikke er så venlige som dig.

Jeg ville bare ønske, at jeg følte mig som nok, det forstår du vel, gør du ikke? At mine 7-taller og B-skål bryster og min lidt for lille vindueskarm, og min personlighed, der egentlig ikke rigtig eksisterer, for jeg har ikke nogen at vise den. At det var nok. Jeg mener, at menneskeheden kan defineres af en hunger efter mere, sagde du engang, da vi fortolkede en novelle i dansk, og man kunne allerede høre, hvordan vores dansklærer var ved at få en orgasme, fordi du åbnede munden. En hunger efter mere, om det så er mere genbrugstøj, mere Beatles, mere afstand mellem dig og alle de normale mere mellem himmel og jord. Og vi kan aldrig stoppe op og tænke, at måske, måske så er det her, hvad det er ,og måske så er det nok.

Og jeg kan heller ikke stoppe op, og fortælle mig selv, at jeg ikke behøver være som dig, vel, for du er bare sådan en person, der er bedst med en sikkerhedsafstand, på nogle lysår, så man er i fred til at fokusere på de lyse sider af, hvem man selv er,  ikke hvem du er, så meget at man blænder sig. Jeg ville nu med glæde have nogen solbriller, måske dem jeg havde i børnehaven, der var hjerteformede med lyserødt stel og reggnbuefarvet glas for, verden ville være et bedre sted, når man så på den gennem dem, ville den ikke?

Jeg vil bare have, at du skal vide at, selvom at du måske står med en fod i fremtiden og den anden fod hævet så højt pver os andre, at nogen af os andre står altså bare med begge fødder og vores hjernemasse tværet ud på jorden (også kaldet jordforbindelse) og alligevel overlever vi. Og jeg vil også gerne have, at du skal vide, at alt der feminisme du snakker om, alt det der med at piger også er selvstændige, alt det der med,, at engang så var der også prinsesser, der klatrede ud af deres egne tårnværelser, slagtede deres egne drager, og red på deres egne hvide heste, alt det der, betyder ikke, at man ikke har lov til at gå med andet end de højhalsede sweatre, du altid har på,  ikke har lov til at få andet end mindst 12, ja mindst for at være klogere end drengene – og kalde sig selv feminist.

Og jeg vil gerne have at du ved- da jeg startede det her brev var himlen midt i tusmørke, tilsyneladende malet af en utålmodig 5-årig, der syntes, at verden var lidt for farveløs om natten, og når alting skal til at ændre sig. Da havde jeg tænkt mig, at spørge dig, hvorfor jeg ikke var som dig? Men ved du hvad, Aya? eJg er glad for, jeg ikke er som dig, for selvom den pige, der sidder i hjørnet, og når nogen taler til hende, rødmer så meget, jeg ville have mere held med bogstaveligt talt at sætte ild til mit ansigt, så er den pige ikke mindst mig. Og jeg ved ikke rigtig om det er noget at fejre eller ej, men – du vil gerne forære dine øjenæbler væk for at andre skulle se verden ligesom dig, og du er ligeglade med at beholde dem selv. Beholde dig selv.

Så jeg ved ikke helt – er min konklusion den samme som min hypotese ville vores naturfagslærere spørge mig. Lad os bare sige, at jeg har brugt 10 år på at betragte dig på afstand. Selv da vi lige startede i 0. var du den der var bedst til at tegne, der sagde du allerede, at du var vegetar,  selv i 2. klasse da alle andre piger hørte enten  One Direction eller Justin Bieber, og du hørte The Beatles, selv i 4. klasse da du begyndte at få venner, der altid prøvede at mene det samme som dig og være præcis ligesom dig, og da du klippede dit hår skulderlangt og havde en periode, hvor du farvede det blåt, jamen så gjorde de det samme, selv i 6. klasse, hvor du blev veganer, og du kom med i ungdomsparti efter ungdomsparti, selv i 8. klasse da du rigtig havde fået smag for de der 12-taller, men samtid lavede et projekt i projektugen, om hvor ligegyldige karakterer var (og fik 12 for), selv nu, har jeg holdt øje med dig, så meget øje med dig, at det er et under det aldrig er gået op for mig, hvor lidt værd du er at holde øje med.

Hvis du virkelig vr min opmærksomhed værd, hvis din sunde veganske kost gav dig lige så meget overskud, som du selv påstod, ville du også have lagt mærke til mig og måske gjort sådan, at jeg ikke skulle sidde en torsdagaften og føle mig som en lygtepæl en sommeraften.

Så lad os skåle i din billige øl, vi uden tvivl skal drikke i morgen for at jeg ikke ville møde alt for mange flere som dig, og for at jeg ville møde en person, som bare er en lillebitte smule mere menneskelig, og en lille bitte smule minde idiotisk

Jeg kommer ikke til at savne dig.

-Bjørk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...