Breve til min klasse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2017
  • Opdateret: 7 apr. 2017
  • Status: Igang
//bidrag til Skønheden og udyretkonkurrencen, valgmulighed 2

3Likes
0Kommentarer
326Visninger
AA

1. Til Alle

Hej Alle

Så jeg ved ikke helt , hvordan jeg skal starte det her, men jeg må hellere bare kaste mig ud i det og håbe på,at jeg flyder ovenpå og ikke bliver fanget i en understrøm, et hestehul eller en dårlig metafor.  Jeg ved heller ikke helt, om jeg skal starte det her – det er stadig ikke for sent at fortryde, selvom jeg ganske vist skriver med kuglepen, og jeg endnu ikke har fundet et viskelæder, der kan viske kuglepensstreger og desperation ud for da slet ikke at tale om alt det andet, der har boblet sig op inde i mig. Det her kommer ikke til at gå godt, det er jeg sikker på. Når den stille pige stopper med at være stille, burde Jorden ligeledes stoppe med at dreje rundt, græsset og mellemrummet mellem menneskehedens lår med at gro.

Undskyld, starter jeg med. Undskyld for hvor hyklerisk, det her kommer til at lyde. Når jeg har kendt de fleste af jer i ti år, i ti fucking år, hvor jeg har delt et lummert klasseværelse, der startede med at lugte af rugbrødsmadder  og udtørrede tuscher for senere at lugte af lidt for meget parfume og alkoholånden, der bliver hængende længe efter lørdagaften, i ti fucking år og stadig har de fleste samtale, jeg har haft med de fleste af jer, handlede om hvorvidt I havde et viskelæder – det havde I aldrig, når det var mig, der spurgte, så til sidst holdt jeg vist bare op med at spørge og købte mine egne viskelædere med. Jeg brugte 350 kr. på viskelædere, men der var ingen af jer, der spurgte mig.

Så man skulle tro, at jeg ville være lettet? Over at I snart ville  blive skikkelser i udkanten af min hukommelse, at vi går ud af niende og har vokset mere fra hinanden end himlen og jorden og mine tænder, før jeg fik bøjle. Men det er jeg ikke, og det er måske derfor, at jeg føler, at jeg bliver nød til at skrive det her. At jeg bliver nødt til at sige farvel, ordentlig farvel, så jeg kan få følelsen af, at det er mig selv, der vælger at give slip på jer, følelsen af, at jeg nogensinde har haft fast  i jer.

For sandheden er, at ja, I betød noget for mig, tro det eller lad være. Det her kommer til at lyde creepy, men når man deler et værelse, kan man ikke lave være med at begynde at lytte til hinandens samtaler og måske forelske sig en lillebitte smule i alle jer og måske også resten af verdensbefolkningen – mit hjerte er gigantisk, mens det samlede jordareal ikke er noget at prale af i sammenligning

I betyder nok for mig til, at der er noget fucking vemodigt ved at vide, at i morgen er ”karameldag,” at i morgen ville I stort set alle klæde jer ud som det samme for så originale er I heller ikke, og at i morgen ville en masse små børn kigge op på os og ikke forstå, hvorfor I græder, for man kan da ikke andet end at glæde sig til at blive stor, blive fedet op til at blive kastet for virkeligheden (spoiler alert, hvis der er nogen små børn, der læser med ) og ende med at blive ædt råt.

Og jeg kunne ikke bære bare at vide, at jeg ville møde op i morgen, møde op, efter at have gået i skole i 2000 dage og det ville være den sidste dage (med mindre man tæller de sidste afgangsprøver med, men seriøst - hvornår gør man nogensinde det?), og jeg ville smile lidt og græde lidt og sidde lidt og stirre tomt ud i luften og tænke lidt, over hvordan andre mon bare sådan kunne finde ud af at være sig selv og sætte to ord sammen uden at bruge to år på det. Nej, det krævede noget mere. Jeg var det barn, der altid rakte min tallerken frem og bad om flere frikadeller, flere kys, mere feminisme, flere venner, og jeg blev nødt til at gøre et eller andet. Et eller andet for at huske jer, og for  I husker mig.

Så derfor skriver jeg dette her. En alt for lang konklusion, ja, men det gør det ikke mindre sandt. Klokken er nu 10, og jeg sidder i min vindueskarm, og jeg er nu ikke længere den stille pige, nej alle de ord, jeg ellers kun tatoverede på indersiden af min hud, nu kaster jeg op på siderne af min notesbog, nu vil jeg skrive et brev til alle jer, et farvel og   i morgen vil jeg give jer de her breve, og I vil læse dem, og jeg vil få sagt, hvad jeg skal sige. 11 timer – vi møder først klokken  9 i morgen. 11 timer det kan jeg sagtens nå, jer alle sammen.

Jeg ved ikke, hvad jeg vil med det her. Måske vil jeg bare se jer alle sammen grine af mig, der deler breve ud og krølle dem sammen til papirskugler og smide dem i skraldespanden sammen med mit selvværd (det er så småt, rengøringsdamerne ikke engang ville tænke over det, at de behøvede, at tømme skraldespanden.) Og så blive bekræftet i, at det i virkeligheden er ligegyldigt, for I er alle sammen nogen idioter, fordi I behandler mig som en – og nej, jeg er alt andet end en idiot.

Eller måske vil jeg bare kaste mig ud i nogen meget malende beskrivelser af solen, der først nu er begyndt at gå ned udenfor mit vindue – sommer er da bare fantastisk – og så vil jeg minde jer om, at universet har eksisteret for 13. 8 milliarder år og solen for 5 milliarder år, og at det kan godt være, at I selv tror, at teenageårene er det bedste i jeres liv, men de er så uendeligt ligegyldige, og jeg ved ikke, måske går der længere tid, før Solen brænder op, hvis mennesker stadig kan finde ud af at gøre god egerninger som at læse de breve, en ensom pige skriver til sine klassekammerater og allermest til sig selv.

Ja – under alle omstændigheder må jeg hellere komme i gang, hvis jeg skal nå jer alle, og ikke mindst ikke miste modet eller få mine ben til at begynde at sove. At ens ben ikke skal sove – se det er derfor, at man skal stå op om morgenen.

- Bjørk

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...