The Hunger MSG

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2017
  • Opdateret: 7 apr. 2017
  • Status: Igang
The hunger games havde netop sluttet, den æra var sluttet for Capitol. Alt der var tilbage var en følelse af tomhed, der manglede noget.
En gruppe af mennesker også kendt som MSG besluttet sig hurtig for dette måtte ikke ske. Mange af dem havde aldrig mødt hinanden før, men formåede alligevel at få stablet en gruppe af demonstranter op, før The Hunger Games for alvor havde fået sin ende.

Det hele begyndte med at distrikterne protesterede, de nægtede at sende nogen. Men flere og flere gjorde oprør, specielt en mand ved navn Konrad. Konrad gik hurtig oprør og skabte et større drama på facebook. Flere og flere tilsluttet sig ham og snart stod han med et hold på 24 personer, inklusiv sig selv. Som var villig til at tage kampen op for at The Hunger Games nu skulle forsætte.

Det var en hård kamp, blod tårer og sved var involveret i kampen for at opnå deres mål.
Men efter flere måneders kamp for ét sidste spil, vandt de. De blev fyldt med håb og tåre, men som hurtig blev til skræk!

1Likes
0Kommentarer
226Visninger
AA

2. Dagene!

''Fie! Hvad laver du dog her!'' Lød det fra  Konrad, som var forbløffet og chokeret over at se sin kone igen. Fie kiggede kort på ham, for så at kigge ned i gulvet. 
De blev alle guidet hen til deres plads, de sad nu alle om et kæmpe rundt bord. Stilheden var bemærkelsesværdig. Ingen svarede hinanden, alle spiste kun. Fie begyndte stille og roligt at sende længselsfulde blikke, men alle blev pludselig afbrudt af lyd og en tale som lød sådan; 

''Velkommen til The Hunger Games, lad mig introducere mig selv. Mit Navn er Mikkel, jeg er chefen for dette årlige projekt. Det er mig en ære at have jer alle samlet i dette rum, jeg ved I har snakket før MSG.'' 

Et gisp lød gennem hele salen, folk begyndte nu pludselig at snakke i munden på hinanden. Flere og flere blev nervøse, alle var nu endnu mere forvirret end før de kom. 

 

''Nu og frem til den næste uges tid, vil I få en intensiv træning, styling og hvad der nu skal til før I kan komme ind i arenaen og have en reel chance for at overleve.

 

Jeg ønsker jer alt det bedste. May the odds always be in your favor.''
En lyd afsluttet nu talen og snakken forsatte i samme øjeblik som talen sluttet. Al form for generthed var nu blevet skiftet ud med panik og rædsel. Ingen ønskede hinanden noget ondt, end ikke Konrad som startet alt dette. 

 

De kan da ikke bare tvinge os til dette kan de?

Hvad hvis vi nu nægter at kæmpe, så må de da ikke kunne gøre noget som helst!

Diverse spørgsmål kom fra alle omkring bordet. Ingen forstod hvad det her var til for og hvordan de var havnet i sådan en kattepine.
Da der endelig var ro, blev de mødt af en flok mennesker, som fik dem til at gå hvert til sit. De skulle nu igennem den første del, inden de kunne komme ind i arenaen, træningen. 

I det de gik hvert til sit, med en af trænerne lød der et råb fra en pige, som bar en rød studenter hat, hun var også kendt som Elisabeth. 

''I kan ikke gøre det her mod mig, jeg er syg. Jeg er ude af stand til at klare mig selv, det her er mord hvis I sender mig ind!'' 
Træneren reagerede hurtig og rev hende nu med sig, mens alle havde rettet deres opmærksomhed mod dem. Elisabeth havde det hårdt de pågældende dage, hun formåede ikke at klare træningerne, grundet hendes sygdom. 
På den sidste time med træningen, virkede intet som det plejede. Træneren virkede rastløst, sur og opgivende. Han sagde dette var hendes sidste chance for at bevise sit værd, i samme øjeblik åbnede en port sig. Ud sprang en panter, Elisabeth kiggede skrækslagen på monstret. I takt med hendes hjerte pumpet hurtigere og hurtigere blev alt i baggrunden forvandlet til en mark, som nærmest lignede en vildmark. 

Efter lidt tids stiren løb hun nu i løb, hendes taktik var at undgå den, som meget som muligt. Men uden held, hun blev nu overfaldet bagfra af det store dyr, hun formåede dog at sparke den væk. Ud af det blå, kom der våben, hun greb ligeså hurtig et. 

''Jeg må kæmpe, hvis jeg vil overleve endnu en dag her!''

En kampgejst, hun aldrig havde mærket før overtog nu hendes krop. Hun havde aldrig kæmpet så hårdt for noget, end ikke for kampen om endnu et år med The Hunger Games.  

Panteren gik nu endnu engang til angreb, men til forskel for sidste gang, gjorde Elisabeth det samme. Hun greb sit spyd og stak den i hjertet, i det den sprang. I det den ramte panteren i hjertet, blev hele slagmarken opløst og de var nu i det samme rum som før. Midt i Elisabeths desperate forsøg på at få vejret, blev hun afbrudt af klap fra træneren. 

Men ikke alle havde det ligeså hårdt som Elisabeth, flere og flere fik en umådelig dårlig træning, ingen følte sig parate, end ikke Elisabeth. 
De blev fulgt af kameraer konstant, andre tog det lettere end andre. Specielt Mira havde svært ved at acceptere dette, hun kom fra en familie hvor privatliv var en stor del af familien. 
Efter konstant overvågning, fik Mira nok. 
Mira havde brugt alt sin energi op, hun var træt. Hun var tosset. 

Pludselig slog det klik for Mira, hun greb det nærmeste hun kunne få fat i. Hun ødelagde hele sit hotelværelse, massevis af vagter kom ind, i et latterligt forsøg på at stoppe pigebarnet. Men intet var til nogen nytte! Mira havde nu terroriseret hele værelset, men hendes vrede havde nu ikke mødt sin ende. Vagterne prøvede forgæves at holde hende tilbage, en vagt prøvet sågar at overfalde hende. I hans forgæves forsøg på at overfalde hende, lød der nu to skud fra lejligheden. 

En sirene gik nu igennem hele bygningen, alle vagter blev tavse. 

Sirenerne stoppede nu efter lidt tid, alle deltagerne var steget ud af deres værelse, alle mødte hinanden med skrækslagene blikke, de havde ingen idé om hvad der var sket. 
Efter nogen tid stod de stadig på gangene, tavse men deres øjne fortalte alt. 
Ud kom en masse vagter, de bar rundt på en ligpose. Alle kiggede endnu engang skrækslagen på det liget i posen, en af deltager brød sågar sammen i øjeblikket hun så det. 

Pigen hed Katrine, hun voksede op i et meget beskyttet hjem, et fantastisk liv helt uden problemer. Hun var på ingen måde forberedt på det hun mødte, hun skreg og skreg. Hun kunne og ville ikke mere! Vagterne kiggede kort i retningen mod hende, for så at forsætte. 
Flere af deltagerne løb i samme øjeblik hen til hende og forsikrede hende om hun ville blive okay, at det hele nok skulle gå. Selvom måden de forsikrede hende om det på, lød mere opgivende end sandt. 

Efter en kort tids stilhed, sad alle nu ude i gangen. Det var første gang siden  morgenmaden de havde fået muligheden for at få en snak, om alt der foregik. 

En lyd kom fra døren, ud trådte Mira. Hun var rastløs, hun var nærmest som en besat. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...