Den Syvtakkede Stjerne.

En saga om 7 personer og deres fælles skæbne.

0Likes
0Kommentarer
132Visninger
AA

5. Kapløbsdeltagerne.

Gebrial

Han vågnede med et sæt. Liddy stod ved hans side med et bekymret ansigtsudtryk. Det var blevet lyst og solens stråler strømmede ind i værelset. Han kunne hører en fjern larm fra de andre beboers travle færden ude i gangen. Han satte hænderne i sengen og forsøgte at rejse sig op, men måtte hurtigt opgive. Hans hoved dunkede som en bombe der skulle til at sprænges, og smerten fik ham til at se dobbelt.

”Rolig nu Gabe… tag det helt roligt”

Det var underligt at høre Liddys stemme. Den svømmede et sted i hans bevidsthed og fik ham til at tvivle på om hun overhovedet var til stede i rummet.

”Hvad skete der? Hvor er jeg? ”

Spørgsmålene var egentlig åndssvage og meningsløse. Han vidste udmærket hvor han befandt sig. Liddy tog forsigtigt fat om hans talje, og hjalp ham op at stå. Gulvet begyndte med det samme at snurre, og smerten i hovedet tog til.

”Du må have drømt noget voldsomt, Gabe. ” Hun tog hårdere fat for at sikre sig han ikke faldt pladask ned i gulvet med hovedet først. ”Vi kunne hører dig helt op’ i pigernes afdeling”. Det var først nu han lagde mærke til at de ikke var alene. Rundt om dem stod andre fra Subtera. Han kunne se Ora med sin slidte lyserøde plysbamse, stå rystende og nervøs, bag en overdrevent muskuløs ung mand han aldrig før havde set. Den kønne Define Mellorie, med det krusede blonde hår og den glatte mørke hud, stod ved vinduet, nærmest som var hun kun modvilligt kommet med. Gebrial lagde mærke til at hun dog med små mellemrum kastede stjålne blikke over mod ham, for hurtigt at vende blikket skyldigt tilbage mod noget uden for vinduet.

”Det var ik’ noget, bare en af de drømme jeg får før løbet”. Han kom fri af Liddys greb og forsøgte at finde balancen. Denne gang lykkedes det, men han følte sig stadig svimmel og usikker på benene.

”Hvis der ik’ er mere vi kan gøre Liddy, så går vi altså”. Snerrede Define kortfattet ovrefra vinduet efterfulgt af et lille kedsommeligt suk.

”Vi har ting at tage os til inden løbet, og han er jo ik’ ligefrem ved at dø”. Hun kastede et sidste tvetydigt blik på Gebrial før hun let spankulerede ud af døren for at slutte sig til den stille strøm af elever på vej mod kantinen. Den overdrevne muskuløse dreng, ikke så meget som værdigede ham et blik eller en sætning, før også han var væk som en sky for himlen, med Oras lille hånd i hans. Liddy gik hen til den tildækkede håndvasken i hjørnet af værelset og tændte for vandet. Mens hun fyldte det støvede glas, tænkte Gebrial over drømmen. Hvad var det der foregik? Hvem var de to personer, der med vold og magt havde holdt ham bundet et sted han, uanset antallet af gange det blev vendt i hovedet, ikke kendte? Og ikke mindst, hvad var det de var ude efter? Han brød også flere gange sit hoved med det faktum at han ikke havde været sig selv. Hans krop, ja selv hans sind, havde for en stund været borte og erstattet af Coles ældre og medtagede skygge af den atletiske krop han engang havde haft. Det hele havde virket så utroligt virkeligt.

”Her Gabe, drik”

”Liddy, jeg er ik’ tørstig… ”

Mere fik han ikke sagt. Liddy tog fat i hans hånd, og placerede insisterende hans fingre rundt om det. Han kiggede først på glasset. Hendes håndaftryk kunne ses som små gennemsigtige floder i støvet. Han kørte øjnene op fra glasset og så igen det bekymrede udtryk i hendes øjne.

”Drik. ”

Han gjorde som hun sagde, og drak stille mens han tænkte videre inde i sig selv.

-0-

Da han kom ud på gangen sammen med Liddy kunne han straks fornemme de mange øjne der var fæstnet på ham. Liddy havde ganske rigtigt sagt at hans skrig kunne høres over det meste af Subtera, men først nu gik det op for ham. Allerede da han trådte ud på gangen, efter han havde iført sig sin støvede blå frakke og nogle ceremonielle sølvgrå støvler, var han blevet udspurgt af to bredbrystede og korpulente unge mænd, som han kun havde snakket sporadisk med dengang han stadig delte værelse med Arleks, om sit mentale helbred.

”Vi håbede egentlig at du endelig havde fået en lille en til at bide på krogen”

Snøvlede den ene af mændene med et kækt glimt i de vandede øjne, mens han vittigt puffede Gebrial i siden.

”Hvis du forstår såen en”.

Manden ved hans side, (Gebrial gik ud fra at de var brødre, da de begge havde det samme dumme grin, og den samme store, skæve næse) grinte fjoget over hentydningen, og forsatte da de to, vraltende begav sig over mod trappen. Han kiggede på Liddy der stod ved hans side.

”Tag dig ik’ af dem, de ved ik’ bedre… ”

Fnes hun, mens hun forsøgte at undertrykke et af sine grineflip.

”Det’ jo det eneste de to tænker på”.

Liddy klappede ham venskabeligt på ryggen, og fulgte efter de to mænd over mod trappen. Gebrial kunne høre små stemmer oppe fra opholdsstuen, der mindede ham om at Greid skulle lave en af sine daglige inspektioner inden de kunne få lov til at forsætte mod kantinen og morgenmaden. Denne dag kan umulig blive værre tænkte han opgivende da han langsomt satte efter Liddy der stod og skyndede på ham, ved foden af trappen.

-0-

”Jeg vil gøre det klart for jer, en gang for alle. ”

Greids stemme var kold som is da han, med rank ryg og håret strøget tilbage i en stram hestehale, stod foran geledderne af Subtera elever og beboere. Det var tydeligt at han elskede dette øjeblik hvor han, fri for de andre mestre, kunne udøve sin autoritet som han på ingen andre tidspunkter kunne få lov til. Mester Percha havde slået ham i kampen om at blive hovedansvarlig for Udelukkelseskapløbet for 5 år siden og der blev stadigt talt ivrigt om den scene Mester Greid havde lavet i kantinen da nyheden om hans nederlag blev annonceret for et begejstret publikum.

”Kapløbet er ikke bare et kapløb. Det er et mærke. Det er et tegn på svaghed i sindet, og i ved hvordan jeg har det med svaghed hos personer tilhørende min fløj”

Det sidste forlod hans tunge som ild. Han afskyet enhver form for svaghed, og det kunne ses tydeligt i de kolde øjne der lynede idet de faldt på lille Ora, der trippede nervøst, forrest i pigernes geled. 

Gebrial og Liddy stod ret i deres respektive geledder. Foran ham stod den muskuløse dreng, som han ikke kunne huske navnet på. Få centimeter bag ham stod Karevik. Af en dreng med udseendet med sig var Karevik ikke spor tiltalende. Der var noget i den høje dreng med det uregerlige brune hår, der virkede forkert, noget der virkede umådeligt farligt. Han kunne mærke Kareviks stikkende ånde prikke ham på den fugtige hud i nakken. Hurtigt kastede han et blik mod Liddy der om noget stod endnu mere ret end han og de andre drenge gjorde tilsammen. Hun virkede bange, og han kunne se at hendes hænder var knyttet så stramt sammen at alt farven var forsvundet fra dem.

Oppe foran gik Greid frem og tilbage for at inspicere de forreste. Hans måde at spankulere fik Gebrials tanker til at handle om gribbe. Greid tog en beordrende finger frem, og gjorde tegn til at rækkerne skulle deles. Folk gjorde hvad de fik besked på, så Greid kunne foretage en nærmere inspektion af de bagerste rækker. Hans skridt ned gennem rækkerne var nøje beregnende, og Gebrial fornemmede hvordan de sylespidse øjne borede sig ind i kødet og sindet på enhver, mens de stod der, ranke og med blikket fast rettet mod et vilkårligt punkt foran dem. Han kunne høre de korte klik fra mesterens spidse sko, da han kom nærmere Gebrials plads i rækken. Det var som om luften blev mere intens, hver partikel knitrede, jo tættere han kom.

”Svaghed kommer sjældent alene… ”

Greid stoppede brat ved hans side. Gebrial kunne mærke sine søskendes anspændte blikke omkring ham. I det fjerne kunne han høre små knæk i deres nakker, da de vendte sig for at få et bedre syn af hvad der var under optakt.

”Det er kommet mig for ører, at vi muligvis har en tvivler i blandt os. ”

Greid vendte sig om mod ham. Langsomt og med hænderne foldet, autoritært bag på ryggen.

”At det ville være Hr. Brówn var dog langtfra min første indskydelse, men alle kan jo overraske og jeg elsker en dejlig overraskelse. ”

Hans ord var som gift. Hver frase blev vendt i luften, og regnede som støvregn over Gebrial, der stod med blikket fæstnet mod et hul i det blå gulvtæppe. Greid smilte tilfreds af det spredte antal hviskende stemmer blandt rækkerne, og kontrolleret bukkede han sig ned til de kolde øjne var ud for Gebrials.

”Jeg hører at man knapt nok kan sove, uden at vågne, skrigende som et andet pattebarn. ”

Hvis ikke det var fordi at Gebrials helbred var i top, ville han sige at han var syg. Varmen fra den vrede han kæmpede for at holde nede, flød i hver årer og ophedede hans ansigt. Det kunne ikke være andre end Define og den mutantlignende der havde sladret om hans voldsomme opvågnen.

Greid udstødte to korte ”tsk, tsk” før han rettede sig op og gik med bestemte skridt, tilbage mod sin plads, med fronten koldt mod de mange ansigter.

”Jeg vil også påpege at visse personers tilstedeværelse er påkrævet på mit kontor, inden de får lov til at gå mod Ceremonisalen. ”

Gebrial sank en klump og vendte blikket mod loftet. Sveden bredte sig over hele hans ansigt.

Greid rakte ned i lommen på sin mesterdragt, der i dagens anledning var skiftet ud med en ceremoniel pelsfrakke i blå og sølv, med kunstfærdigt udførte broderinger. Op af lommen hev han et sammenrullet stykke gulligt pergament, bundet sammen med et stykke blå tråd.

”Til mit kontor bedes gå: Liddyria Serenia Ruskéa, Oswald Mornyng og… ”

Han stoppede brat med blikket nøje beregnende over det sidste navn på listen. Et tilfreds smil spredte sig langsomt over hans ansigt og Gebrial begyndte at føle sig dårlig. Deres for sene ankomst til opholdsstuen var ikke gået Arthor Greid over hovedet.

”… jamen dog, jamen dog. Gebrial Followill Brówn! ”

Den intense hvisken blandt de andre elever, opstod igen. Rundt omkring kunne han høre drenge og piger prikke hinanden på skuldrene, og diskutere hidsigt hvad disse tre fløj søskende kunne have gjort. Ud af øjenkrogen kunne han se Define stå med et modbydeligt skadefro smil over det brune ansigt. Det så ud som om at smilet trak hendes ansigtstræk fuldkommen ud af proportioner. Han hørte Liddy et sted ved han side bande Greid langt væk og spyttede ord ud der fik Gebrial til at prise sig lykkelig på hendes vegne for at den omsluttende hvisken i rummet, var så højt så mesteren intet hørte. Et sted bag ham kunne han fornemme Ossis opgivende klynken.

”I bedes venligst træde frem! ” bemærkede Greid køligt.

”Resten af jer begiver jer direkte mod Ceremonisalen” han tog et par smalle briller med safirblåt stel op af den lille brystlomme.

”Og ingen genveje. Direkte! ” tilføjede han da resten af eleverne, i et raskt tempo, begyndte at gå mod døren. Gebrial bemærkede at flere af dem, inden de forlod lokalet, ihærdigt prøvede at få et blik af ham, Liddy og Ossi da de blev efterladt i mesterens hvasse kløer. Gebrial gik langsomt frem. Hans skridt kunne høres som en hammer mod marmor. Selvom tæppet gjorde sit for at dæmpe hver en lyd, følte han det som en sten der blev kastet i et tomt auditorium. Han stillede sig foran Greid der, med analyserende mine og djævelsk glimtende kolde øjne, nikkede roligt. Liddy stillede sig ved Gebrials side, og han vendte hovedet mod hende. Hendes blik var fast og rettet mod Greid, der stod med fingerspidserne mod hinanden. De ellers så glade øjne der kendetegnede Liddy, afslørede den stigende frygt for hvad der var i vente.

Jeres fravær blev bemærket… ” Greid kørte blikket over de tre, mens hans tynde læber langsomt blev trukket op i et tilfreds smil.

”Ikke af mig selv, uanset hvor meget jeg gerne ville være ham der personligt fangede jer i jeres lille aftenlige gøremål. ”

Gebrial havde en person i tankerne da Greid sagde at det ikke var ham selv der havde opdaget deres sene hjemkomst. Ingen andre end Define kunne finde på melde sine egne fløj søskende for brud på regelsættet, og ingen anden ville gøre det når de vidste hvad Greid kunne finde på. Han kunne mærke hvordan hans temperatur nærmest steg i takt med hans vrede.

”Men hvis i tre bare vil finde vej ind på mit kontor, så kan vi se om vi kan finde en fælles løsning på dette lille problem. ”

Med en nedladende gestus mod den stadigt åbne dør ud mod gangen, gav Greid tilladelse til at de kunne begynde deres gang mod hans kontor. Liddy satte i gang først, og Gebrial fulgte efter med et godt tag i Ossi der virkede som om han allermest bare ville blive stående. Greids kontor lå forenden af gangen, en enorm dør afskar hans arealer fra resten af Aeroearths arealer. Ildevarslende symboler var dekorativt hugget ind i dørens massive ramme, og fik Gebrial til at tænke på de templer som indianerne på Jorden havde bygget til deres guder. Bag ham kunne Ossis febrilske vejrtrækning høres, stadigt stigende.

Liddy stoppede op foran døren, og kastede et blik over skulderen mod Gebrial. Udtrykket i hendes øjne kunne på ingen måder misforstås. Hun håbede, ligesom han, at det var overstået så hurtigt så muligt. Greid banede sig vej forbi dem, og standsede foran døren. I hånden holdt han en lille bronzenøgle. Han stak den i nøglehullet og drejede, til døren gav et lille kort klik. Da døren åbnede, blev de mødt af en kvalm stank. Greid havde for vane at sprøjte sit kontor med en kraftig parfume, hvorfor vidste Gebrial ikke, men han kunne se på Liddys fordrejede udtryk at hun ihærdigt kæmpede med at holde en flabet replik tilbage. Greid spadserede ind, og gjorde tegn til at de skulle følge ham. Kontoret var ovalt og spartansk indrettet. Forenden af rummet var et enormt gotisk vindue med udsigt over det meste af Aeroearth. Der lød et højlydt skræp fra reposen i lokalets højre hjørne. På en af de kraftige aluminiumsbjælker i kontorets loft, sad et hærget, fuglelignende væsen og skreg hver gang de så meget som bevægede en muskel. Fra loftet hang der, fra de resterende bjælker, adskillige bannere af ubestemmelig oprindelse. Gebrial genkendte kun et par stykker af dem, højest et dusin. På Greids skrivebord lå hundrede af sammenbundne bundter af Aspiranternes kladder til nye forslag, Syndikatet kunne tilføje til pamfletterne. Ved siden af bundterne stod synderen for lokalets kvalme lugt. Et røgelseskar i bronze, placeret på tre elegant udførte og snoede ben, udsendte i ny og næ en grå røgsøjle op i luften og henlagde kontoret, i den beklumrede stank der bare borede sig længere og længere op i Gebrials næsebor.

Greid gik hurtigt om bag skrivebordet, knipsede bestemt, hvorefter døren lukkede sig knirkende bag dem. Han foldede hænderne beregnende på bordet, skubbede let til den ene stak papirer og lagde sit ansigt i arrogante folder, mens han nærstuderede sine elever.

”Jeg hører i hyggede jer gevaldigt i går aftes”. Hans mundvige tvistede let og hans øjne glitrede som små grådige ædelsten.

Gebrial kunne fornemme hvordan Liddy, ved hans side, rykkede indestængt. For en sikkerheds skyld lagde han sin hånd foran hende, så hun ikke skulle fare i flæsket på Greid. Alene det at de var blevet taget i denne ubetydelige bagatel, var et stort nok problem i sig selv.

”I ligefrem havde det så fortrinligt at vigtige punkter i Aeroearths regelsæt bevidst blev tilsidesat, for egen tilfredsstillelses skyld… ” hans mund tvistede igen, og han holdt en lille kunstpause, som han brugte på at hive et stykke gulnet papir og en lille sort fyldepen, frem fra skrivebordsskuffen. Han satte pennen mod papiret, og begyndte stille og roligt at skrive, mens han med isnende kulde i stemmen fortsatte:

”Det er ikke første gang at elever fra min egen fløj uden omløb i hovedet, tilsidesætter reglerne uden så meget som at skænke konsekvenserne den mindste tanke… Liddyria, Gebrial… ja ja det er altid de sædvanlige, begge to ledt på afveje af deres eget ego”.

Det krævede en stor del af Gebrials armkræfter at holde Liddy tilbage. Han kunne mærke hvordan hun kogte af raseri, og selv var han da også ved at sprænges, men hvad nyttede det?

Greid skrev med rolig hånd, og Gebrial gættede på at det ikke var en kærlighedserklæring til sin elskede.

”Det var kun en lille tur rundt i centeret inden spærretid. Vi mente godt vi ku… ” mere noget han ikke at sige til deres forsvar, før Greid holdt en hånd frem. Gebrial holdt inde.

”Det ændrer absolut intet Mr. Brówn… absolut intet! Men en gammel kat kan jo heller ikke lærer nye tricks… vel? ”

Nu var det nok for Liddy. Hun fjernede resolut Gebrials hånd, og placerede begge hænder med et brag på Greids skrivebord. Det fuglelignende kreatur kaglede højlydt fra sin bjælke, mens Ossi udstødte et forfærdet gisp. Mesterens ansigt fortrak ikke så meget som en mine.

”Hvad har Gebrial helt præcist gjort siden De altid er efter ham? Jeg vil vædde med at mange af de andre opfører sig på samme måde, og dem er De ikke sådan på nakken af! ”

Mester Greid rejste sig og gik rundt om sit skrivebord, mod Liddy, der ikke rørte sig ud af flækken. Greids hænder var placeret bag på ryggen, men Gebrial kunne hører hvert eneste led i mesterens fingre, knække. Ossis små ynkelige piv steg i intensitet og Gebrial fik også selv pludseligt bange anelser. Greid stod nu med fronten direkte mod Liddy. Det var imponerende hvordan hun på ingen måde udviste nogen form for skræk, selv ville han for længst være brudt sammen. Greid var godt et halvt hoved højere end Liddy, men hans udstråling fik ham til at virke flere meter højere.

Med ét fløj mesterens højre hånd op fra hvor han havde den bag på ryggen. Den pludselige bevægelse tog Liddy på sengen, og hun nåede ikke at afværge det. Greid havde et fast greb under Liddys hage, og en blodåre kunne skimtes i hans tinding. Liddy gispede desperat efter vejret og forsøgte med hænderne at frigøre sig fra grebet. Gebrial havde ikke set det komme, men alligevel var han eksploderet i et kort hop mod Greid, men mesteren var kommet ham i forkøbet. Han knipsede med to fingre, hvorefter døren fløj op med et brag. 2 peblinge buldrede ind, og før han vidste af det havde han sine hænder samlet stramt på ryggen. Ossis klynken var eskaleret til en hysterisk hulken som en hund der blev banket.

”Ingen stiller spørgsmål ved mine metoder, ingen stiller spørgsmål ved NOGEN mesters metoder. Det er når metoder bliver taget op til vurdering, at systemet langsomt rådner op. ”

Greid gav slip på Liddys hals, med en sådan pludselighed at hun faldt hostende sammen på kontorgulvet. Nogle få nysgerrige ansigter kiggede ind, bag to peblinge der vogtede døren. Gebrial ønskede inderligt at de ville gå deres vej. Dette ville om noget, ikke hjælpe på det rygte han og Liddy efterhånden havde på Aeroearth.

Han rev sig løs af de to peblinges faste greb, og løb over til Liddy. Hun lå sammenkrøbet, hænderne mod det kolde gulv, mens små korte host rallende kom fra hendes strube. Han tog blidt hendes hage og løftede det tårevæddede ansigt mod sit. Hun måtte efterhånden lære at vare sin mund overfor Greid, tænkte Gebrial mens han trøstende holdt hende ind til sig.

”Tænk jer nu om en anden gang, ik børn? ” tilføjede Greid sukkersødt, mens han rettede let på sin pelsfrakke, der var vredet skæv over hans krop efter det voldsomme udbrud. Greid knipsede kort med fingrene, og Peblingene gjorde honnør og forlod hurtigt og let rummet. Gebrial lagde mærke til at ikke alle forlod rummet. I døråbningen stod en kvinde. Hendes ansigt lå i skarpe folder, og var let tildækket af rummets dunkle skygger. Det var umulig at vide hvor gammel kvinden var, men Gebrial havde på fornemmelsen at hun var yngre end hun så ud. Håret var stramt samlet i en knold på toppen af det aflange ansigt, der afregnende tog notits af situationen hun lige nu var vidne til. Den lille kraftige krop bar den samme dragt som Peblingene og i et kort øjeblik tænkte Gebrial at han ikke på noget tidspunkt havde set en kvindelig Pebling. En hæs vejrtrækning, kom fra dybt nede i kvindens brystkasse, som led hun af en sygdom der langsomt åd hendes lunger op.

Med sikre skridt gik hun mod scenariet. Hun kastede et enkelt blik mod Ossi der stadig stod og hulkede i rummets hjørne, hvorefter hun gav et let fnys og vendte interessen mod Greid.

”Er vi gået over grænsen igen Arthor? ”

Mens hun sagde dette holdt hun et øje på Liddy og Gebrial, der stadig lå på gulvet og forsøgte at trøste sin veninde. Kvindens blik, der glødede af vrede, sagde mere end ordene hun kunne have brugt i stedet.

Greid stirrede stift på kvinden. Hans mundvige dirrede, men ellers forholdt han sig roligt.

”Bare nogle uromagere, andet var det skam ikke”. Kvindens højde kunne på ingen måde måle sig med Greids, men på en eller anden måde var det som om han krympede sig over for hende.

”Du må lære at styre dig, Arthor, ellers ender det med at blive værst for dig selv. Du kunne jo komme til skade”

Greid fnøs hidsigt, og mumlede kort og sarkastisk. ”Du har ret, Voraya, så evigt ret. ”

Voraya vendte sig mod Gebrial og Liddy, og tog hårdt fat under Liddys arm.

”Vi må hellere få dig op til Ambulatoriet, min fine ven” Vorayas stemme havde påtaget sig en omsorg der lød som om den krævede en stor anstrengelse af hende. Hun nikkede til Gebrial, hvorefter han modvilligt gav slip på Liddy, og overlod arbejdet til hende. Han sendte Greid et vredt blik, men bukkede høfligt, hvorefter han gik over til Ossi. Ossis ansigt var opsvulmet af at græde så meget, og han tørrede heftigt sin løbende næse i sin Subtera dragts ærme. Gebrial lagde armen omkring ham, og gik ud af døren efter Voraya og Liddy.

-0-

De gik i samlet flok, og i fuldkommen tavshed, indtil Voraya med tør stemme sagde: ”Hvordan kunne du også finde på at tale sådan til en Mester, min pige? ”

Hun kiggede ned på Liddy der efterhånden var ved at komme til hægterne igen, og nu selv kunne gå. Alligevel holdt Voraya en støttende hånd om skulderen på hende. Liddy tog sig til halsen da de gik gennem Centerets travle menneskemængde. Alle var på vej til den ventede offentliggørelse af hvem der skulle deltage i kapløbet.

”Jeg er bare så træt af at det altid er Gebrial og jeg, der får skylden for selv de mindste fejltrin”.

Hun hostede kraftigt, og Gebrial kunne se på hendes skævvredne ansigt, at smerterne fra Greids udbrud, stadig var voldsomme. Voraya tog en dyb indånding, og i et minuts tid sagde hun ingenting. Gebrial gik stadig sammen med Ossi, men denne forsøgte bevidst at holde sig så stille som muligt. En gang i mellem hørtes et lavmælt snøft fra drengen.

”Det er også helt på sin plads, en gang i mellem at stå op for retfærdigheden, ” svarede Voraya pludseligt til Liddys forklaring.

”Men en gang i mellem bliver man også nødt til at holde sig i skindet, og tænke over en ekstra gang hvem det er man står overfor. Greids temperament er berygtet her på stedet, og havde det været den gamle Bogholder, Hr. Nook, du var faret sådan i flint mod, så havde det muligvis været en helt anden diskussion vi havde haft lige nu”.

Gebrial tænkte på om han nogensinde havde oplevet Bartram Nook miste besindelsen på en sådan måde som Greid havde gjort, men han opgav. Dels fordi Nook nok var et af de roligste mennesker han kendte, og dels fordi han pludselig måtte hjælpe Voraya med at støtte Liddy, der nu stod og kastede op i en af Centerets kunstige potte planter. Hun tørrede sig om munden med det lommetørklæde Voraya rakte hende, og sagde så kort for hovedet.

”Ja, du har nok ret. ”

Hun sendte Gebrial et stort smil, og sagde så:

”I må hellere skynde jer at få mig op til Ambulatoriet hvis i skal nå at se offentliggørelsen! ”

-0-

Da de havde fået Liddy sikkert op til Ambulatoriet, og taget afsked med Voraya, nær hendes kontor i Centerets østlige fløj, satte de tempoet op for at nå ceremonien. Strømmen af mennesker var faldet, og maskinens rumlende stemme, gjorde dem opmærksom på at ceremonien startede om 3 minutter. De tilsluttede sig hurtigt de andre personer der kom fra Subtera fløjens afdelinger. Gebrial kunne mærke den stigende spænding blandt folk, som en stor kuppel der havde frataget dem al ilt.

Ossis nervøse vejrtrækning steg i takt med at de kom tættere og tættere på kantinen og den nervepirrende og afgørende meddelelse som mestrene lå inde med, klar til offentliggørelse. Rundt omkring blev der talt med hektiske stemmer, og mange af Gebrials fløj søskende lignende hylstre der var nedbrudt af uendelige prøver og nervøse tankestrømme. Nu var det snart overstået for nogle af dem, men inderst inde vidste de sikkert godt at det kun var en midlertidig glæde de kunne nyde. Mange ville miste én, eller flere, af deres bedste venner, og ingen satte spørgsmål ved grunden til det.

Gangene var, i tiden fra Greids inspektion og hele deres møde med hans voldsomme temperament til nu, blevet pyntet op i anledning af ceremonien, der markerede slutningen på semestret. Fra det høje tag i Centeret hang adskillige guirlander i sparsomme farver og tvivlsom kvalitet, side om side med enorme balloner der på mystiske vis i ny og næ valfartede rundt i rummet. Selve gangene der normalt var ensformige og indholdsløse, virkede indbydende og muntre med væggenes midlertidigt påmalede scener fra Aeroearths mest glædesfyldte øjeblikke. Den lange kø af mennesker gjorde holdt foran dobbeltdøren ind til kantinen. Svage lyde kunne høres bag døren, men ellers var alt stille. Den sitrende og anspændte stemning kunne nærmest røres. Der lød et kort klik, og dørene åbnedes langsomt og knirkende.

Selv Gebrial, der troede at han havde set alt, måtte næsten nive sig selv i armen. Dette var større end hvad Syndikatet hidtil havde lavet på ceremoni dagen. Hundrede kunstige træer, der hver symboliserede de forskellige fløjes miljøer på Jorden, var plantet i midten af kantinen. En enorm rødgran stod i midten, omringet af et bredt baobabtræ, et hvidt birketræ og nogle krogede palmer i varierende størrelser.

Bordene var stablet op nede bagest i lokalet for at gøre plads til træerne og en masse små, hyggeligt placerede caféborde. Mestrenes langbord, der normalt stod på tværs forenden af lokalet, var i dagens anledning, dækket af et nærmest gennemsigtigt stykke stof, med broderede stjerner og Aeroearths logo i forskellige størrelser. Udover var det hævet nogle meter over de mange små caféborde, så en intimiderende følelse hang fra mestrenes pladser. En Pebling stod ved hver udgang, og sørgede for at ingen forlod salen i utide. Gebrial fik øje på Voraya der stod i den fjerneste ende af salen sammen med en af Peblingene. En lavstammet mand, sidst i fyrrerne, der var udstyret med en enorm fremskudt kæbe og et gennemborende blik i de grå øjne. Alle Pebling bar knipler og chokpistoler i deres kraftige bælter. Ud fra Peblingens ansigtsudtryk, skulle man tro at Voraya havde givet ham en opsang han ikke havde set komme.

Han mærkede en hånd på sin skulder, efterfulgt af et kort men genkendeligt ”Er jeg gået glip af noget? ” Liddy stod ved hans side. Hendes ansigt havde genvundet sin naturlige kulør, og hun så generelt friskere ud. Ossi flyttede sig hurtigt for at gøre plads til hende.

”Det var da hurtigt, ” sagde Gebrial forundret, mens den lange kolonne af mennesker nu splittedes og gik mod deres respektive caféborde.

”Har de endelig fundet en metode der kvikker folk op på under 5 minutter? ” tilføjede han og smilte drillende til hende.

Liddy fjernede en lok hår fra ansigtet og sendte ham et træt, men glad grin tilbage, mens hun satte sig til rette på stolen ved siden af Ora.

”Nej, men de mente ikke at det var så slemt, hvilket stadig ikke har overbevist mig” hun rakte hånden ned i lommen, og tog et glas med skruelåg frem. I glasset skvulpede en tyktflydende, rød væske rundt. Liddy gyngede det frem og tilbage mellem tre fingre, som var det en fornem vin hun sad med.

”Hvorfor pokker har du gemt dit blod! ” udbrød Ossi fra den anden side af bordet, med en forarget tone i stemmen, såvel som ansigtet. Egentlig ville Gebrial have spurgt om det samme, men efterhånden satte han ikke spørgsmålstegn ved Liddys underlige tankegang.

”Tænkte at det ville være fedt at gemme beviset på min, lad os kalde det, mindre uoverensstemmelse med en mester”. Hun sendte Gebrial et skælmskt blik og puttede glasset tilbage i lommen.

Kantinen var nu fyldt af Aeroearths beboere og dem der sørgede for at hverdagen foregik normalt. Lyden af døre der åbnede og lukkede flød sammen med de tusinder af stemmer, og langsomt steg tiden mellem at de blev åbnet. Til sidst var hvert cafébord besat af spændte ansigter, nogle mere end andre, og alle sad de som var det nålepuder mestrene havde brugt som hynder til de ukomfortable stole. Dørene bragede op for sidste gang, og al snak forstummede. En kolonne af mennesker, alle klædt i den samme stive, sølvgrå jakke samt matchende sølvgrå bukser, marcherede ind i kantinens midte. Over deres jakke bar de alle skinnende rustning og på hovedet, en åben hjelm med et strittende påfuglefjer. Gebrial vidste at dette var de øverste Peblinge. Efter dem kom flere mennesker. Disse bar også matchende jakke og bukser, men hvor de øverste Peblinges dragt udsendte en form for ligefrem autoritet, så var disse mere overdrevne i deres fremtoning. De var nærmest latterlige. Alle bar jakker af farvet læder og posede haremsbukser der svajede i takt med deres hurtige bevægelser. De havde ingen rustning som Peblingene, men en fornemmelse dybt i ham, fortalte Gebrial at de heller ikke behøvede det.

En sødelig aroma spredte sig fra dem da de gik forbi hvor han sad. Det var Aspiranterne. Det var dem der skrev de love man skulle leve efter, og det var dem der bestemte, sammen med Syndikatet, hvordan tingene skulle foregå.

Aspiranterne placerede sig i midten af rummet, i en parallel linje med Peblingene og ventede på at alle havde indfundet sig. Nu kom dem de alle ventede på. Mestrene marcherede ind. Rækken af mestre virkede endeløs, og måske var det fordi han langsomt selv begyndte at føle spændingen ved den kommende afsløring. Mestrene var iført de samme gevandter som de plejede, men der var alligevel pyntet ekstravagant på dem i dagens anledning. Ashatorn, forrest, havde ladet sig svøbe i en prangende uniform af, hvad Gebrial gik ud fra var sælskind. Skindet glimtede svagt i lyset fra de mange lys i rummet, og ligeledes gjorde de mange sølvknapper der gik fra halsudskæringen til læderbæltet. Han bar ligeledes en overdådig kappe af changerende materiale med Aeroearths emblem broderet langs siderne. Han skænkede ingen af eleverne og de andre beboere så meget som et enkelt blik, men fastholdt sit autoritære fokus mod Aspiranterne og Peblingene, der stadigt stod, pligtopfyldende, og ventede på at ledsage mestrene mod deres pladser. Bag Ashatorn fulgte de andre mestre, med Roderick i spidsen.

”Det er da utroligt så meget han ligner sin far, syns’ du ik’ Gabe, ” hviskede Liddy kort så ingen omkring hende kunne lytte med. Hun lænede sig ind mod ham.

”Jeg mener, det er nærmest uhyggeligt”. Gebrial havde ikke lagt synderligt mærke til hvordan nogle af mestrene så ud, og slet ikke Roderick der var én af de mestre man havde pligt til at hade, næsten så meget som Arthor Greid, men nu hvor han havde et uforstyrret blik mod Roderick og Ashatorn, slog det ham at Liddy slet ikke var så galt på den. Både Ashatorn og Roderick havde samme højde, og samme uhyre autoritære udtryk.

Gebrials øjne blev pludselig rettet mod den person der fulgte i hælene på far og søn. Mester Perchas mundering var noget der fik samtlige nakker til at dreje, og samtlige øjne til at fokuserer på ny. Hendes mosgrønne satinkjole med påsatte pailletter, der reflekterede de mange måbende ansigter, klæbede sig kropsnært til hendes slanke krop. Hun bar diskret makeup, holdt i Tropicias grønne og brune nuancer, og en improviseret tiara af grangrene der nærmest gik i et med hendes tykke brune hår. Egentlig var hun blændende smuk, og det var først i dette uforstyrrede øjeblik at Gebrial tænkte over det. Den kølige distance der var mellem mestrene og eleverne, havde gjort at ingen lagde mærke til sådan noget, før det stod og lyste én direkte op i ansigtet.             

De tre andre mestre, nærmest forsvandt efter Perchas entre. Greid var stadig indhyllet i sin frakke, såvel som sit uforudsigelige humør. Gebrial fulgte mesterens stive blik, og så at hans øjne var fæstnet på Voraya, i ivrig snak med en høj Aspirant i højrødt puds.

Efter Greid kom, med små trippende skridt, Arcticios mester iført den største, og mest feminine dragt Gebrial havde set. Han greb sig selv i at tænke på om Mester Tainuleinen havde kigget på Mester Perchas elegante påklædning og derefter tænkt stille for sig selv, at sådan en måtte han også have. Diamanter var påsat ved hver åbning i pelsen. Ærmeåbninger, krave og åbninger til de tykke ben, alle var dekoreret med små funklende diamanter. På hovedet havde han en høj hat i sort stof, med en ligeledes, diamant besat puld. Det var så grimt at det var komisk. Gebrial hørte små fniselyde rundt om sig, mens Tainuleinen valsede efter Greid, komplet uvidende om hvordan han fremstod. Fra sin side kunne han fornemme hvordan Liddy kæmpede med trangen til at bryde ud i voldsom latter, og samtidig hvordan hun forsøgte at holde sin smerte i ave.

Den sidste mester, mesteren fra Desertio, Benin Ob’asis, støttede sig til en af Peblingene. Ob’asis var gammel og svag, men besad stadig et knivskarpt sind, og en munter personlighed. Han var klædt i en sandgul kjortel og havde sit gyldne løveskind svøbt om sig. Der gik rygter rundt om på Aeroearth, om hvordan denne svagtseende og tilsyneladende oldgamle mester kom i besiddelse af skindet, som han bar uanset vejr. Gebrial foretrak rygtet der lød at han var blevet sendt på en mission for mange år siden, af den øverste leder af en lokal stamme. Han havde fået besked på at bringe lederens bortløbne datter hjem, og som tak ville han kunne vælge enten et løveskind, eller datterens hånd. Ob'asis havde valgt skindet af grunde Gebrial og mange andre ikke kunne forstå. Det var nu også et prægtigt skind, men at afslå en kongelig hånd frem for et dødt dyrs tørrede hud virkede besynderligt.

Mestrene stoppede op foran Aspiranterne, der bukkede dybt og længe for dem. Elever og beboere satte sig ned på deres pladser og ventede anspændt på det næste der skulle ske. En af Aspiranterne, en enorm kvinde med kort, stålgråt hår og en næse der måtte have været brækket flere steder, trådte frem. Fra hendes brede hals hang Aspiranternes rubinrøde rose og en gul stjerne der fortalte at hun var deres leder. Ashatorn trådte ligeledes frem og gav kvinden et hurtigt kys på hver kind, hvorefter han tog imod resten af Aspiranterne i rækken. Til sidst rystede han roligt kvindens hånd, og med korte skridt derefter gik hun tilbage i geleddet af Aspiranter, og han fortsatte op mod mestrenes overpyntede bord.

Ashatorn kørte en lang finger hen over bordet, som tjekkede han det for støvkorn, før han stillede sig højtideligt bag sin stol. Gebrial kunne mærke alle hår rejse sig på kroppen. Den måde hvorpå mestrenes ansigter var fortrukket i et smørret smil, vidnede om at de kendte resultatet af prøven. Han sank en klump.

Overmesteren lod sit blik bevæge sig fra enderne af mestrenes bord. De andre mestre var fulgt efter ham, og havde sluttet sig til ham ved bordet. Flagrende gevandter og et par skarpe blikke mod enkelte personer i deres fløje der så ud til at være ude på narrestreger, var det eneste der ikke fik dem til at fremstå som hypnotiserede statuer, da de var gået op mod mestrenes bord. Tainuleinen placerede sig selv bag sin højryggede stol forenden af bordet, Percha til hans venstre side bag en grønbrun stol af håndlavede trægrene. Ashatorn i midten, selvfølgelig i en gengivelse af en kongetrone, efterfulgt af Greid, og til sidst, Ob’asis der, som den eneste blev sat ned med det samme. Roderick stod ved væggen nær ved og observerede lokalet og om alle var til stede, før han med en hurtig gestus med hånden, gjorde tegn til at Peblingene skulle låse alle udgange.

Der lød en ildevarslende bølge af lyde. Lyden af tunge låse der smækkede i og nøgler der med bestemt håndelag blev drejet om.

De fire fløjmestre havde nu sat sig til rette i deres stole, men Ashatorn stod endnu bag sin stol. Han slog let på siden af sit glas med en ringbesat finger, og småsnakken der før havde summet stille blandt folk, forsvandt øjeblikkeligt. Han rakte armene ud til siderne, i en velsignende gestus og lod sit blik langsomt glide over dem der var under ham.

”Efter de sidste resultater er kommet i vores hænder, og vi nøje har gennemgået dem, så står det nu klart hvem der ikke besidder den fornødne viden og de krævede kompetencer, for at være her i vor skønne hjem”.

Hans ord hang længe i luften, og Gebrial kunne fornemme hvordan hver enkelt sætning sendte tanker gennem alle omkring ham. Små korte gisp efter luft, kunne høres fra Ossi, der anspændt sad mellem Karevik og den ene af de to korpulente unge mænd, der tidligere havde spurgt om Gebrials mentale helbred efter hans bratte opvågnen fra den forfærdelige drøm. Begge mænd, der normalt var fattede, sad og stirrede mod Ashatorn, deres knoer hvide af at holde hårdt om deres glas.

”Jeg vil sige til alle at vi her i Aeroearths Syndikat, ikke anser nogle som værende bedre end andre… ” hans øjne kneb sig sammen, så kun en sprække var at se i det aldrende ansigt.

”Derfor vil der ikke blive gjort forskel. Alle får samme behandling. Alle vil blive udsat for den samme udskillelse som folk blev i de første år vi mennesker gik vor gang på Aeroearth. Alle er lige og alle vil forblive lige”.

De andre fire mestre løftede deres glas, i en skål til Ashatorns ord. Tainuleinen forsøgte ivrigt at klappe samtidig, men endte med at spilde vin på Perchas kjole. Greid gav kun et kort nik, og et skævt smil, som indikation for at han mente det samme.

Ashatorn løftede sit glas indeholdende en dybrød vin, og holdt det ud mod folk i lokalet, hvorefter han rømmede sig kort.

”Men kære venner, inden resultaterne afsløres, stipendiaterne uddeles og straffen falder for de få, vil jeg bede jer om at nyde endnu et formidabelt festmåltid som afslutning på endnu et lærerigt år for jer. ”

Ashatorn klappede let, hvorefter en sprække i midten af cafébordene åbnede sig og afslørede det mest storslåede måltid Gebrial længe havde set. Forskellige former for mos, alskens udgaver af saftdryppende, langtidsstegt fjerkræ, Aeroearths udemærkede glaserede grøntsager, og til sidst en enorm budding der stille stod og blævrede i takt til den enorme klapsalve der havde spredt sig blandt alle beboere og elever. Liddys øjne lyste glad, og selv Ossi formodet at smile over hele det bekymrede ansigt. Ashatorn klappede endnu en gang, og med et spredte der sig en sød musik fra højtalere der var placeret rundt om i kantinen.

”Hermed erklærer jeg måltidet for begyndt, i må tage for jer af retterne. ”

Der var ingen behov for at sige det to gange. Folk gik ombord i de indbydende retter, og en lystig snak brød ud mellem de forskellige grupper. Der gik ikke lang tid før de fleste havde glemt den alvor som dette måltid altid var et springbræt til. Gebrial greb sig i selv flere gange at have glemt alt om den kommende ceremoni, men hver gang han kastede et blik op mod mestrenes bord, blev han mindet om det. Alle mestre, på nær Tainuleinen, der sad og konverserede med Percha mens han ivrigt gestikulerede med de tykke hænder, havde hver og én deres eget alvorlige udtryk i ansigtet. Greid sad stift og nidstirrede maden der var blevet anbragt foran ham, mens de lange fingre lå roligt på hver side af den urørte tallerken. Ob’asis sad tilbagelænet i sin stol, de hvidhårede arme korslagt i skødet, og mumlede nogle utydelige fraser ud i den anspændte luft.

”Skal du ik’ spise noget Gabe? ” spurgte Liddy med slet skjult bekymring. Han havde glemt alt om hvor han egentlig befandt sig og havde fortabt sig i at lade blikket glide over mestrene.

”Jo, jo” svarede han fraværende.

”Jeg har bare haft det mærkeligt siden prøven. ”

Han rakte ud efter det søde brød, mens han fornemmede hvordan Liddys øjne fulgte ham. Ligeså kunne han mærke at hun ikke var den eneste.

”Hvordan mærkeligt Gabe? Tror du dit lille udbrud her i morges kan have noget med det at gøre? ”

”Muligvis, men jeg er ikke sikker… ” Han lænede sig ind mod Liddy, og sænkede sin stemme så kun en stille hvisken kom ud.

”Cole var med i min drøm, men ikke på den måde, man drømmer om personer man savner”

Liddy lagde sin kniv og gaffel fra sig, med et metallisk klir.

”Hvordan så? Jeg kan ik’ komme i tanke om andre måder hvorpå man kan drømme om folk, eller jo, det kan jeg, men du er nok ik’ forelsket i Cole”. Hun sendte Gebrial et drillende, men forstående smil.

Folk omkring dem var begyndt at blive for nysgerrige, så Gebrial vendte tilbage til sit brød.

”Jeg fortæller dig det senere, okay? ”

”Okay, men glem det nu ik’. ”

-0-

 

”Hvad tror i mestrene har planlagt for dem der skal til Myérain? ” spurgte den muskuløse dreng, som havde stået i Gebrials værelse sammen med Liddy, Define og Ora den morgen.

”Mestrene har jo sådan set ik’ noget at skulle have sagt når det kommer til hvad vi vil møde på Myérain vel? ” svarede Define i et sarkastisk tonefald. Hun sad og skubbede rundt til sin mad, som om hun kedede sig bravt.

”Det troede jeg efterhånden var trængt igennem… ” tilføjede hun spydigt og tog en langsom slurk af sin kop. Hun tørrede sig om munden, med ærmet på sin havblå heldragt og satte koppen fra sig med et højlydt ’klonk’.

”Er der en grund til at du altid er så evigt øretæveindbydende? ” Spurgte Liddy hidsigt, mens hun med voldsom kraft skar sin bøf i to langtfra lige store dele.

”Eller er du bare helt igennem en kælling?!” afsluttede hun og stirrede olmt på Define. Gebrial lagde en hånd på Liddys brede skuldre. Han kunne mærke hvordan hver fiber i hendes krop spændte til, som var et frontal angreb under opsejling.

Define sagde ikke noget, men hendes øjne skinnede med en kold ild.

”Rolig Liddy. ” hviskede Gebrial, og sørgede for at holde ekstra fat i Liddy, indtil hun var faldet lidt til ro. Han kiggede over på den muskuløse dreng som Define havde angrebet verbalt. Den grove og stærke fremtoning til trods, var han ikke nogen stærk person følelsesmæssig. Han sad, lukket inde i sig selv, og nulrede med gaflen i et stykke kartoffel.

Gebrial rakte hånden ud for at klappe ham på ryggen, men før han kunne nå det lød et skarpt klir fra mestrenes bord.

Alles blikke var rettet mod bordet, og mestrene der nu alle stod oprejst med højtidelige miner. Ashatorn stod stift i midten, en arm frem for sig, holdende på et tomt vinglas, og en lang tynd kniv i den anden hånd. Han hostede kort for at rømme sig, og den sidste spredte samtale i kantinen døde hen.

”Kære elever, og beboere her på Aeroearth. Tiden er nu kommet, hvor jeres skæbne afgøres. Tiden er kommet hvor I vil blive mærket for livet på den ene eller den anden måde. Det er tid til offentliggørelsen af jeres afsluttende resultater. ”

Han slog ud med sin højre arm, og med en lang finger, pegede han på den dobbelte dør forenden af rummet. Der lød et skarpt klik og et langsomt knirk hvorefter døren hurtigt gik op. Fire Peblinge kom marcherende ind i lokalet. De bar over deres hattebeklædte hoveder, og med anstrengelsen malet i ansigterne, en enorm kasse af ornamenteret ibenholt. Kassen var omkring 2 meter i længde og 1,5 meter i bredden. Låget lignede noget der ikke passede ind i resten af objektet. Det var lavet af en lysere træsort og var mindre udsmykket. Gebrial følte lidt at selvom det var almindeligt, nærmest kedeligt, at se på, så var indholdet nok næppe.

Han mærkede hvordan alle ved hans bord sad stille, men alligevel virkede som om de sad på nåle og afventede en dødsdom.

Ossi havde lagt alt fra sig, og sad med ansigtet skjult i hænderne mens han opgivende mumlede:

”Nej, nej, det går ik’ det går bare ik! ”

Ved hans side sad Define. Normalt var Gebrial ikke meget for at frydes over andres frygt, også selvom den der nu sad og var paralyseret af frygt, var en person som Define. Han smilte skjult da han så hendes kridhvide ansigt, der stod i skarp kontrast til det mørke hår.

De fire Peblinge var kommet helt frem til mesterbordet, og løftede med deres sidste kraftanstrengelse, kassen ned foran Ashatorn.

”Jeres navne vil blive læst op i alfabetisk rækkefølge… ” fortsatte Ashatorn, og lod sit skarpe blik kører henover de mange ansigter der stirrede tilbage på ham.

”Vi vil starte med Arcticio, derefter Desertio og Subtera, og Tropicia vil slutte ceremonien af”.

Mester Greid rømmede sig kraftigt bag Ashatorn, der vendte sig mod ham, med et overrasket udtryk i det gamle ansigt. Greid viftede sin finger som et tegn til at han ville tale med Ashatorn om noget.

De to mænd talte kort, hvorefter Ashatorn vendte sig tilbage til de spændt ventende ansigter.

”Der er sket en ændring her i sidste øjeblik. Mester Greid har anmodet om at hans fløj får lov til at slutte ceremonien af. ”

Der lød en spredt diskussion blandt mestre, øvrigt personale samt elever og beboere. Det var ikke almindeligt at en mester bad om at få sin fløjs placering i rækkefølgen ændret, og for ikke at tale om den frækhed det blev anset som når en mester afbrød overmesterens ceremonitale.

”Men jeg vil nu forsætte, og i den forbindelse vil jeg bede Mester Percha, dette års kapløbsansvarlige om at komme frem og afslører resultaterne. ”

Ashatorn rakte begge arme ud mod kassen, som ville han forsøge at løfte den.

Jeg vil ligeledes bede de resterende 3 fløjes mestre om at bistå Mester Percha med denne ærefulde opgave.

Han bukkede en sidste gang, før han gik tilbage på sin plads. Her sad han med fingerspidserne nøgternt mod hinanden. Mester Percha havde rejst sig, og nikkede anerkendende mod Ashatorn.

Mester Greid, Mester Tainuleinen og Mester Ob’asis rejste sig ligeledes hver og en. To af mestrene gik til venstre og den sidste gik til højre. Ob’asis tempo var langsomt, så Greid og Tainuleinen var på deres pladser en rum tid før han fandt sin plads ved Perchas side. Mestrenes forskellige gange var graciøse i mere eller mindre forstand. Selv Tainuleinen formodet at være yderst graciøs da han gik bag Greid, og stillede sig ved dennes side. Greid havde sit sædvanlige dystre ansigtsudtryk, men virkede mere ophøjet nu da afsløringen af hvem der måtte lade livet på Aeroearth var så tæt på en finale.

Med alle mestrene, stående side om side, trådte den enorme kvindelige Aspirant igen frem. Denne gang bar hun på en ligeledes enorm nøgle. Percha trådte et par skridt frem. De to kvinder udvekslede kindkys, hvorefter den enorme nøgle skiftede hænder.

Gebrial kunne mærke hvordan Liddy nærmest sitrede ved hans side. Faktisk kunne han mærke hvordan alle omkring sad på nåle, da Percha med sikker hånd førte nøglen ind i det groft udskårne nøglehul.

Som et trykkammer hvor trykket har bygget sig op til et punkt hvor det næsten er for meget, forsvandt trykket da klikket fra låsen kunne høres. Lyden fløj rundt i lokalet, rikochetterede som små lyn fra de massive metal vægge.

De muskuløse kvinde fjernede låget fra den sorte kasse, og endnu engang kunne Gebrial fornemme hvordan trykket i rummet steg i takt med at de mange ruller papir blev taget op af Percha.

”Så det lige om lidt, at vores skæbner afgøres. ” sagde Liddy med en snert af angst i stemmen. Hun tog fat i Gebrials hånd, og klemte med en tydelig ængstelighed. Selv havde han ingen ting at sige. Han forsøgte at finde på noget der kunne forsikre hende om at det nok skulle gå, men inderst inde i ham begyndte en ubehagelig tanke at spire frem. De elever der havde fået laveste karakter havde to muligheder. Enten skulle de deltage i kapløbet, eller også ville de øjeblikkeligt blive erklæret for kættere. De fleste valgte det første da man dermed fik en mulighed for at ændre sin skæbne. Tanken der var opstået i Gebrial var skræmmende fordi han var kommet til at tænke på sit ønske om et andet liv. Han kunne ikke huske hvordan prøven var gået, og han var efterhånden overbevist om at han måtte være besvimet, og dermed automatisk dumpet. Men kom han i kapløbet ville han få en mulighed for at fejle med vilje, for derefter at kunne starte på en frisk. Hvor slem kunne Myérain egentlig være?

”Hvor ville det være rart hvis i bare lod være med at konstaterer det åbenlyse! ” lød det hvislende fra Define, der var holdt op med at rode i sin mad. Til gengæld var det tydeligt at hendes hårde attitude langsomt var begyndt at smuldre, og det hun sagde lød på ingen måde overbevisende. Gebrial kunne fornemme hvordan hun, fra hvor han sad, så ud til at være på nippet til sit første sammenbrud.

”Den første der skal deltage i kapløbet, er som tidligere nævnt fra Arcticio. ” lød det fast fra Percha, der stod, rankrygget og fast, med et langt stykke papir med Arcticios glitrende aluminiumssnefnug påsat.

Alles blikke blev rettet mod bordende bagest i lokalet. Luften var nærmest forsvundet fra deres afdeling af kantinen, og hver og en var blevet hvidere end deres logo.

”Denne uheldige tvivler er… ”

Trykket steg igen.

”Jill Veruena! ”       

En ung pige med opstoppernæse og flyveører, dækket af et langt platinblondt hår, brød sammen og hulkede ustoppeligt, et sted i den fjerneste ende af kantinen. Gebrial følte med den stakkels pige, også selvom han aldrig havde talt med hende, eller set hende før.

”Når pigebarnet har grædt færdig, så kan vi måske komme videre” sagde Define med tyk sarkasme, mens hun stirrede ud i luften. Gebrial og Liddy sendte hende et indigneret blik, og ligeså gjorde de folk omkring dem der havde hørt hende.

”Jeg vil bede dem, hvis navn bliver råbt op om at følge med Eddna og Voraya ud i baglokalet, til venstre” sagde Mester Percha tørt, og gestikulerede mod den store kvindelige Aspirant, der havde leveret nøglen, og Voraya der stod lidt derfra og holdt øje med de tilstedeværende Peblinger.

”Men nu vil jeg gå videre” hun tog det næste stykke papir fra den sorte kasse, og gjorde sig klar til at læse den næste deltagers navn op.

”Fra Desertio, fløjen med det højeste snit og flest udmærkelser, er der én person der desværre ser ud til at have tabt hovedet undervejs” Percha lagde et hånligt tryk på ’desværre’ og sendte et sukkersødt smil ud mod bordene ved siden af Gebrials plads. Også deres ansigter var ligblege. Gebrial tænkte at beboerne på Aeroearth aldrig, på noget andet tidspunkt havde været så ens som de var ved afgørelsen til Udelukkelseskapløbet.

”Deltageren fra Desertio er… ”

Endnu engang forsvandt al luft, og trykket steg.

”Faisal Kligaan! ”

Endnu en stakkel brød sammen for offentligheden. Denne gang en mørklødet ung mand, med lysende grønne øjne og et kruset hår der var holdt tilbage fra ansigtet, med et bredt, rødt bånd.

”Så har vi min egen fløj, og lad mig sige jer, at jeg ikke er glad for at skulle smide mine egne børn på porten, hvis man kan sige det sådan” fortsatte Percha, uden at ændre tonefald, ej heller mine.

Bordet ved udgangen til resten af Aeroearth, nærmest sydede af spænding. Det var ikke den sædvanlige overlegne spænding som kendetegnede dem fra Tropicia, nej, denne gang var det mere en spænding der kommer når døden er nær.

Gebrial lagde mærke til hvordan alle fløjens beboere, i modsætning til de to foregående, holdt i hånd, og dannede en cirkel.

”Fra Tropicia, hedder deltageren… ”

”Få det nu bare overstået. ” mumlede Ossi pludselig fra sin plads ved siden af Define. Han havde en aura af frygt hængende over sig, men det var hans øjne der fortalte at han var decideret rædselsslagen. Gebrial kiggede overrasket på ham. Hvis han havde sagt det en smule højere, kunne det jo næsten tolkes som en flabet bemærkning fra hans side.

”Mazen Chevara! ”

Denne dreng tog det overraskende roligt. Ingen frygt eller fortvivlelse kunne spores på den glatte karamelfarvede hud, ej heller kunne tårer ses i de dovne brune øjne. Folkene i drengens fløj havde travlt med at omfavne ham, og Gebrial kunne se hvordan han forsøgte at holde styr på sin flettede hanekam, samtidig med at han ihærdigt forsøgte at undgå, hvad der måtte være et trøstende kram fra en mager kvinde der enten var hans mor eller ældre søster.     

Folk begyndte at tale ivrigt sammen, og Gebrial fik øje på Greid der sad og skulede mod ham og Liddy. Der var et eller andet der ikke passede. Et eller andet var anderledes. Men hvad?

Percha klappede hårdt og forsøgte at få folk til at falde til ro, men enhver person i lokalet virkede til at have glemt at der stadig var en fløj tilbage.

”STILLE! ”

Ashatorns stemme buldrede gennem lokalet, og enhver snak forsvandt som fløj den ud af et åbent vindue.

”Vi er langtfra færdige med offentliggørelsen af dette års deltagere! Vi mangler stadig Subtera fløjen, og for dem som allerede har fået deres navn råbt op” han pegede en anelse hidsigt mod Mazen Chevara og Faisal Kligaan, som stadig stod ved deres respektive borde og modtog lykønskninger og grådkvalte beskeder.

”Dem vil jeg bede om at få fart på, og ikke holde os andre tilbage i uvidenheden! ” han satte sig ned igen og viftede med hånden som tegn på at Mester Percha skulle fortsætte, og helst i et øget tempo.

”Ja, øhm, vi vil hermed fortsætte. ” sagde Percha. Det var som om hun var blevet rystet over ikke at kunne mane folkene til ro, og måtte ty til hjælp hos Ashatorn, en gammel person, mere end dobbelt så gammel som hende selv.

Hun lod sin lange gevandtklædte arm række ned i kassens dyb, hvorefter hun trak en lang seddel op. Denne gang mærkede Gebrial selv det kolde, frygtede gys og han kunne se på alles ansigter omkring ham at de mere eller mindre følte det samme.

Mester Percha brød det blå segl, Subteras logo, og foldede behersket den lange seddel ud. Den var en anelse længere end de foregående 3 sedler.

”Hm… dette er mærkværdigt”.

Percha stemmeføring var undrende og ligeledes var hendes ansigtsudtryk. De smalle øjenbryn røg op og furer formede sig i hendes pande.

”Fra Subtera fløjen vil vi gerne se, kæmpe for livet og æren… ”

Liddys faste greb nærmest stoppede blodet i Gebrials hånd, og Ossis piben steg stødt.

”Define Mellorie! ”

Gebrial åndede lettet ud, og Liddys greb løsnedes med det samme. Hun vendte sig mod ham og kastede sig hovedkulds ind i hans bryst. Hendes arme vikledes rundt om ham, og han kunne høre at hun græd af glæde.

Ossis piben var forsvundet, og i stedet sad han og smilte ekstatisk.

Define derimod var lamslået. Hendes øjne lynede og små søer dannedes i krogene. Hun tog sig til hovedet og mumlede

”Hvorfor, hvorfor… jeg forstår det ik’”

Gebrial kastede et blik op mod Percha. Hun havde foldet sedlen sammen, og stod nu igen med hænderne foldet på ryggen. Greid sad ved Ashatorns side og… Noget rørte sig inde i Gebrial da han fik øje på hvordan Greid sad, sleskt smilende og tydeligvis tilfreds.

”Sammen med Frk. Mellorie vil vi se… ”

Der blev så stille i lokalet, som der aldrig havde været før. To deltagere fra samme fløj? Det var uhørt og stik mod reglementet.

”Oswalt Mornyng! ”

Luften røg på et splitsekund ud af hver celle i Gebrials krop. Han kunne fjernt høre Liddy der råbte op, og Ossi der brød sammen i overdreven gråd.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...