Den Syvtakkede Stjerne.

En saga om 7 personer og deres fælles skæbne.

0Likes
0Kommentarer
98Visninger
AA

6. Kapløbet.

Gebrial

Alt var et stort rod. Stemmerne omkring Gebrial var intense og fyldt af en undren der blandede sig med en tydelig frygt for hvad denne nye drejning betød. Der havde aldrig før været udvalgt fem deltagere til kapløbet, og aldrig to fra samme fløj. Kantinen var eksploderet i lyde. Alle udtrykte deres utilfredshed på forskellige måder. Den ene halvdel af Gebrials bord var nærmest skudt op af deres stole for at protestere højlydt. Alle med undtagelse af Definé, som sad roligt og nulrede uinteresseret med et sugerør hun havde taget fra sin sidemands drink. Hendes mund var fortrukket i et lille grin.

”Jeg beder alle om at forholde sig roligt, ” lød det, knapt nok hørbart oppe fra Mester Tainuleinens plads. Hans ansigt var trukket skævt i en panisk grimasse ved synet af det kaos der lige nu hærskede i kantinen.

”de ældste fra hver fløj bedes få de yngre under kontrol, dette er kun et lille problem. ” fortsatte han og udstødte et fortvivlet gisp da anarkiet med et brød ud i lys lue blandt eleverne i den ene del af Subtera. Gebrial fik øje på to firskårne Peblinge der med den dybeste alvor i de grove ansigtstræk, gik over mod Ossis plads. Ossi sad, panikslagen, og dirrede på kanten af sin stol, alt imens en syrlig lugt af urin spredtes fra ham. Gebrial greb fat i Liddy, der sad uroligt på sin plads og stirrede mundlam ud over det stadigt eskalerende optrin.

”Hvad!? ” Udbrød hun forskrækket da Gebrial hylede hende ud af trancen.

”Følg nu bare med! ”

Han trak hende ned under bordet. Væk fra Mestre og Peblinges synsvinkel og med hurtige skridt, samt dukkede hoveder, ledte Gebrial, Liddy væk fra deres pladser og henimod Ossis plads. En lille pyt af urin havde samlet sig under hans stol. De to Peblinge der var kommet for at hente Ossi ud til de andre kapløbsdeltagere, var kun få meter fra deres mål. Gebrial gelejdede hurtigt Liddy længere ned i rækkerne under bordet, indtil de befandt sig bag Peblingene. Han følte en trang til for første gang i sit liv at være ulydig, og dette tidspunkt var det perfekte for ham til at udføre en spontan, og ikke helt gennemtænkt plan.

”Hvad er det helt præcist du har gang i Gabe!?”

Hvislede Liddy ud gennem sammenbidte tænder, mens hun tydeligt frustreret over hans pludselige ulydighed. For at være helt ærlig, så var han ikke selv sikker på hvorfor han agerede som han gjorde. Noget inde i ham rørte pludselig på sig, en form for trang og iver efter at bryde nogle af de nedskrevne regler.

Han og Liddy stod bukkede under bordet, præcis en armslængde fra de to Peblinge. Gebrial trak hurtigt den hvide dug lidt til siden. Peblingene stod nu med deres muskuløse hænder på Ossis små, bævrende skuldre. Med et hurtigt tegn til Liddy, kastede han sig ud fra sin plads under bordet og hoppede op på ryggen af den kraftigste af de to. Han mærkede hvordan overraskelsens effekt ramte Peblingen, der med et ryk i de brede skuldre fjernede sin opmærksomhed fra sit foretagende, for dernæst, med en umenneskelig styrke, at forsøge at slynge Gebrial af sine skuldre. Et sted bag ham havde han opfanget et irriteret udbrud fra Liddy, men nu kunne han høre hendes kampråb da også hun gav sig i kast med en Pebling.

Peblingen der havde Gebrial hængende på sin muskuløse ryg udstødte irritererede grynt, mens han med de store arme forsøgte at fjerne Gebrial fra sin ryg. I kampens hede følte Gebrial sig som en overdimensioneret hveps der irriterede Peblingen med sin summen. Flere Peblinge ilede til deres kollegers hjælp, og adskillige elever og beboere fra de andre fløje havde opgivet deres egene optrin, for nu med spænding at følge med i det kaos der nu udspillede sig i kantinens midte. De mange ansigter flød ud for Gebrial mens han hang som en taske omkring Peblingens kraftige nakke. Han kunne fornemme hvordan han og Liddy nu var centrum for alles opmærksomhed. En høj og sløret skikkelse tonede hastigt frem blandt de skikkelser han antog for at være beboere og elever. Med et sæt mærkede han hvordan alle hans lemmer frøs og nægtede at adlyde ham. Et sted til højre for ham, kunne han høre et blødt bump, efterfulgt af en stille og klagende mumlen. Liddy måtte være røget af sin Pebling. Et par sekunder efter røg han selv samme vej, og landede med et hårdt bump oven på Liddy. Hun udstødte et højt skrig i smerte, og blev derefter helt stille. Gebrials krop lystrede ikke. Hverken hans arme, hans ben, eller hans hænder kunne bevæge sig. Han kiggede op, og blev mødt af det pulveriserende blik fra Ashatorn, der stod over dem begge, hænderne udstrakte og med en blodåre arrigt pumpende i tindingen. De andre mestre stod på hver side af ham. Deres vrede kunne på ingen måde måle sig med Overmesterens.

Gebrial kunne fornemme hvordan han og Liddy var ude på et sted hvor de ingen chance havde for at bortforklare.

 

”Jeg mener, magen til uansvarlig opførsel skal man lede længe efter! ”

Mester Tainuleinen gik frem og tilbage over kontorets træbelagte gulv, mens han hist og her stoppede op med en mine der kunne betyde alt.

”I min tid som beboer, elev og mester her på Aeroearth var den opførsel i udviste i Kantinen, ikke under nogle omstændigheder gået ustraffet hen! ”

Han sendte Gebrial et sigende blik, og Liddy et udtryk der fortalte at han havde ventet sig mere af hende. Tainuleinen trissede hastigt om bag sit skrivebord, der stod placeret nær et enormt gotisk vindue der trængte til en grundig pudsning. Gebrial lagde mærke til hvordan det nederste af vinduets rude rent faktisk så ud til at være blevet pudset for nyligt. Tainuleinen var en mand af lille statur, og dette måtte have været hvad hans højde tillod ham selv at pudse.

”Neeej… Overmester Ysol havde været langt mere konsekvent med at afmåle en passende straf for overtrædelse af Reglementets paragraf 57 afsnit 1” mumlede Tainuleinen for sig selv, mens han, på et gulnet stykke papir, nedfældede nogle tegn, som Gebrial ikke genkendte. Med mellemrum himlede mesteren med øjne, som tænkte han på de gode gamle dage.

”Vi er virkelig kede af det Mester Tainuleinen, ” begyndte Liddy med let skælvende stemme, men før hun nået at færdiggøre sætningen, skar Tainuleinen hende af.

”Ikke nogen undskyldninger, i skal bare være taknemmelige for at det blev mig der skulle tage mig af jeres straf, og ikke Mester Greid, eller Overmester Ashatorn, ” han nedfældede de sidste par tegn hvorefter han lagde papiret ned i en åben skuffe, i et monumentalt skuffedarium bag ham. Oprindeligt skulle Greid have taget sig af at afmåle deres straf, men Percha havde krævet hans tilstedeværelse ved de sidste forberedelser til Kapløbet. Tainuleinen havde ikke kunnet tage imod dem før nogle timer senere, så Gebrial og Liddy havde brugt den ubehagelige ventetid i Aeroearths bibliotek, bevogtet af 2 peblinge. En tre timers ventetid som føltes ualmindelig lang og, hvor ingen af dem havde sagt noget til hinanden.

Tainuleinen vendte sig mod dem, hænderne hvilende på den store mave, og forsatte.

”Se der ville man have kunne tale om problemer for jer. ” han sluttede af med en løftet pegefinger mod dem begge, hvorefter han viftede dem over mod den halvåbne dør.

”Hr. Brówn og Frk. Ruskéa, lad nu dette stå som en lærestreg ikke? ” tilføjede han da Gebrial og Liddy med et bekræftende nik til afsked, vendte om og trådte ud på den mennesketomme gang. De kunne høre Tainuleinen gå op ad trappen til sit private kammer bag den lukkede dør, mens han mumlede for sig selv.

 

Gangen virkede så underligt øde. Beboerne og eleverne havde nu et par timer de skulle slå ihjel før kapløbet blev sat i gang. Deltagerne var blevet sendt afsted mod forberedelseslokalet, som i dette tilfælde var bibliotekets magasin dybt under de, for almindelige beboere, tilladte arealer. Her kunne de bruge timerne til at fordybe sig i diverse overlevelsesmetoder som de tidligere deltagere, som havde overlevet løbet, havde skrevet ned. Disse metoder kunne være alt fra organiske, biologiske og økologiske til mekaniske og kunstige. Gebrial havde hørt om en deltager der havde været så opfindsom at bygge en Speedster[1] ud af diverse mekaniske dele han havde taget med som sit valgfrie hjælpemiddel. En anden havde simpelthen nærstuderet alskens planter omkring Aeroearth og deres virkninger og knap så heldige bivirkninger. Han havde draget nytte af disse til at kunne presse sine ben til overmenneskelig styrke og hastighed.

Gebrial gøs ved tanken om Ossi der om nogle timer skulle kæmpe for sit eget liv. Ossi havde ikke på nogen måde givet Gebrial den opfattelse at han kunne tænke klart under pres.

De stod begge lidt i deres egen stilhed. Han kunne knapt forstå hvor heldige de havde været, efter den episode i kantinen. Normalt ville de lige nu være røget automatisk med i kapløbet som strafdeltagere, men én eller anden havde tilsyneladende holdt hånden over dem. Han mærkede pludselig en varm hånd på sin skulder.

”Det er sidste gang du hiver mig med til sådan noget Gabe… ”

Liddys stemme dirrede stadig, men denne gang var det ikke nervøsitet, men nærmere en indestængt vrede og skuffelse der fik den til at vibrere let.

Gebrial fjernede hendes hånd fra sin skulder. Han havde fået en flænge i sin fløjs uniform, efter kampen med den store Pebling.

” Jeg troede du holdt af lidt spænding Liddy? ”

”Det gør jeg skam også, men ikke når det svare til at lege med vores fremtid på Aeroearth, ej heller hvis vores liv er en brik i spillet. ”

Gebrial følte sig skyldig og en smule vred på sig selv. I det øjeblik han havde set Ossi sidde med rædslen malet i ansigtet, havde han tydeligvis ladet en højere, uforklarlig følelse styrer sine handlinger. Han havde kun tænkt på at dette var en mulighed for lidt spænding i sit eget liv, samtidig med at han ville kunne hjælpe en ven i nød. Desværre havde dette betydet at han komplet havde ignoreret, hvordan Liddy ville have det med at blive trukket ud i noget så uovervejet. Ja, noget der ligefrem set i bakspejlet, var så tydeligt dumt.

”Glem det Gabe, du er tilgivet, men gør aldrig sådan noget igen. ”

Hun vendte sig om og begyndte langsomt at gå mod Centeret.

”I hvert fald ik’ uden lige at informerer mig først. ” tilføjede hun over skulderen. Gebrial kunne næsten se i Liddys uglede, røde nakkehår, hvordan et smil blev forceret frem. Han var tilgivet for nu.

 

I Centeret var folk i gang med at pynte op til selve kapløbets start. Pedellerne havde fundet de små mekaniske vinger frem fra deres gemmer, og fløj nu rundt blandt de meterhøje lygtepæle. Centerets hovedgade lå badet i et rødligt skær fra de farvede lampeskærme, der møjsommeligt var blevet fastgjort til de ravgyldne pærer. Som en kæde der forbandt lygtepælene, og fik lyspærerne til at fremstå som elektriske perler på snor, hang meterlange guirlander af tyk mangefarvet stof, skiftende mellem fløjenes farver. Med mellemrum kom en forvirret mandsperson løbende, med et sveddryppende ansigt, dyb begravet i et skema. Det var som om at det værste stress altid kom lige inden løbet skulle til at tage sin begyndelse.

”Jeg er altså nervøs på Ossis vegne Liddy, ” begyndte Gebrial mens de stod og iagttog, hvordan pedellerne fløj ind og ud mellem sammenfiltrede guirlander. ”Jeg mener, så du hvordan han reagerede da hans navn blev råbt op? ” Liddy stod og betragtede en pedel der ihærdigt forsøgte at fastgøre en vildfaren ende af guirlanden, og så ikke ud til at bemærke at han talte til hende. Liddy havde et eller andet imod Ossi, men hun skjulte det så godt at Gebrial ikke kunne placere en finger på hvad det var. Hun plejede at være glad for at være med i en gruppe på mere end 2 personer, men der var noget under overfladen der stak hende. Det var i hvert fald hvad Gebrial gættede på.

” Skal vi tage et smut forbi Bogkælderen Liddy? ” Spurgte han og tog fat i skulderen på sin veninde. Liddy stoppede op og kiggede, fraværende på ham. Gebrial havde kendt hende siden de var helt små, og han kunne efterhånden se hvornår der var noget der trykkede i sin bedste ven.

”Hvad er der i vejen Liddy? ”

Hun viftede, lettere irriteret hans hånd væk, og begyndte igen at gå mens hun over skulderen tilføjede:

”Ikke noget Gabe, ik’ noget som du vil kunne hjælpe med… ”

Han kiggede flygtigt på en af pedellerne, hvis mekaniske vinger så ud til at have deres eget liv, og rystede opgivende på hovedet.

”Okay, men jeg er her hvis det ændrer sig. ”

”Fint Gabe, fint. Skal vi tage ned i Bogkælderen indtil løbet begynder? ” Sagde Liddy, mens hun let trippede med foden på den store trappes nederste trin.

 

Sidste gang de havde været ved Bogkælderen var der næsten mennesketomt. Folk havde tilbragt aftenen i deres fløjes opholdsstue, eller var gået tidligt til ro. Denne gang var der stuvende fuldt. Folk sad tæt sammen på bænkene foran butikken, og bag de lettere støvede ruder kunne endnu flere skimtes, masende og møvende, ind og ud mellem hinanden i forsøget på at få skaffet det næste semesters bøger i god tid.

Gebrial og Liddy fandt et ledigt bord i hjørnet af bogkælderens plads. Han var egentlig glad for at folk virkede mere fokuseret på at få ordnet indkøbene af de nye bøger, end at lægge mærke til at nye ansigter lige var ankommet. Bartram Nook styrtede rundt blandt folkene, med en lettere panisk grimasse. De ellers så rare øjne, samt den aldrende hjerne, så ud til at kæmpe en indædt kamp med at holde styr på alle de mennesker der havde brug får hjælp med at finde de rette bøger. Den dinglende klokke i døren, der signalerede nye kunder, så langtfra ud til at hjælpe den stakkels gamle mand. Inde fra forretningen hørtes Meriad Nooks skingre stemme, nærmest råbe på hjælp.

Gebrial lagde hænderne på bordet og undersøgte Liddy. Hun havde muligvis sagt at der ikke var noget i vejen, men der sad hun, fraværende og underligt fortumlet.

”Du er sikker på at der ikke er noget i vejen Lid? ” begyndte han forsigtigt, men han kunne se på de blussende kinder at han allerede havde trådt på en mine.

”Hør Gabe, ”

Hun lagde sit ansigt i alvorlige folder, og lod øjnene fokuserer på Gebrial. Han følte hendes irritation som ild på kroppen.

”Jeg har det fint okay? Der sker bare lige pludselig så mange ting omkring os, og det er lidt svært for mig at kapere det… ” Hun lænede sig opgivende tilbage og det gamle frønnede ryglæn gav sig faretruende.

”Jeg vil bare ønske at du ville sige sandheden, og ikke alt den udenomssnak. ” Han tog fat i hendes hænder og klemte dem let. De var unormalt kolde og klamme.

”Vi har trods alt kendt hinanden, i længere tid end jeg har kendt mig selv. ” Liddy smilte let og undgik hans blik. Det var jo sådan set rigtigt nok. Hun havde allerede været hans bedste ven i lang tid, da han fandt ud af at han ikke var blodsbeslægtet med Cole på nogen måde. Liddy vred sine hænder fri af Gebrials og lod blikket hvile på en flok unge drenge fra Tropicia der sad og halvsov over en abnormt stor læderindbundet bog.

”Men, hvordan har du det Gabe? ” sagde Liddy fraværende, mens hendes fokus stadig lå hos de slumrende Tropicia folk. Det var så typisk af hende at skifte emne, når hun var blevet træt af at andre spurgte hende hvordan hun havde det.

”Hvad mener du? ” svarede han forvirret.

”Den drøm du havde? Du var fuldstændig fra snøvsen da vi fandt dig.

Gebrial bed sig i læben. Han ville helst ikke fortælle noget om sin drøm til andre, men det var så tydeligt at Liddy vidste at der var noget galt. Desuden ledte hun efter en vej væk fra sit eget emne.

Han tog et dybt åndedræt og samlede sine tanker om drømmens vigtigste elementer, før han begyndte:

”Kender du det når man vågner et sted man ikke kender, men alligevel har en underlig følelse af at man har været der før? ”

Liddy tænkte sig om, hvorefter hun forsigtigt nikkede bekræftende.

”Efter vi havde talt om Ossi, i opholdsstuen, følte jeg en underlig hovedpine, og den fortsatte da jeg endelig lagde mig til at sove. Derefter vågnede jeg op et sted med en sort himmel, røde skyer og en tung, kvalmende luft”.

”Indtil videre lyder det nu bare som et ganske almindeligt mareridt, Gabe”

Han løftede en finger og hun holdt inde med sin affærdigelse af hans forklaring.

”Det underlige kommer først nu Liddy, jeg var ikke mig selv, eller jo det var jeg, men jeg befandt mig i en andens krop. ”

Liddy lyttede interesseret og hun så ud til at have glemt alt om sin ellers så tydelige skepticisme ved at dvæle for længe ved drømme og deres betydning. Gebrial lagde mærke til at hun langsomt var begyndt at læne sig tættere ind mod ham, næsten som prøvede hun at afskærme nysgerrige smug lyttere.

”Fik du et blik af hvem du var Gabe? ” spurgte hun med øjnene klistret mod ham.

Netop dette punkt ved drømmen følte han at han ikke helt selv forstod og han tænkte grundigt over om hun mon ville forstå det lidt bedre end han selv gjorde. Bartram Nook kom med ét, hastigt trippende forbi deres bord. Det var tydeligt at dagens mængde af elever og andre beboere havde været meget at håndtere for den efterhånden ældre herre.

”Kan jeg være jer behjælpelig på nogen måde, mine unge stamgæster? ” Han sendte dem begge et træt smil og lagde sine benede hænder på deres skuldre. Gebrial hørte knogler knirke da Bartram lænede sig ind over dem. I det øjeblik kom Gebrial i tanke om noget andet fra drømmen. Han vendte blikket mod boghandleren.

”Bartram, du kender vel ik’ tilfældigvis et sted, hvor himmelen er sort og skarlagensrøde skyer bevæger sig over den? ” Bartram kiggede forvirret på Gebrial og sendte et spørgende blik mod Liddy der svarede med et ligeså forvirret træk på skuldrene. Den gamle mand rettede sig op og kørte eftertænksomt en finger rundt i det pjuskede skæg.

”Der er jo selvfølgelig et sted, men, nej det er umuligt… ”

Gebrial lænede sig frem mod boghandleren, med et interesseret blik i øjnene. Nook vidste noget.

”Du kender altså sådan et sted? ”

Bartram stod længe med to fingre i skægget og kørte de grå totter rundt. Gebrial mærkede en stigende irritation over den gamle mands tænketid. Efter lidt tid svarede Bartram.

”Jaer, men det er ikke blevet omtalt i flere århundrede, min dreng. ” Efter at have kløet sig en ekstra gang i skægget, tilføjede han:

”Jeg tror faktisk at jeg har en rimelig fyldestgørende håndbog liggende et sted inde bagved, som du vil kunne få nytte af. ”

Bartram drejede om og manøvrerede sig gennem mylderet af mennesker, hvorefter han forsvandt ind gennem døren til forretningen. Den gamle mands forsvinden gav Liddy anledning til hurtigt at læne sig ind over bordet. Hun placerede sin hånd på Gebrials, med en unødvendig styrke. Hun kiggede ham dybt i øjnene, og blinkede unaturlig lidt.

”Fik du et blik af hvem du var Gabe? ” hun gentog spørgsmålet fra før Bartram var kommet. Det virkede som om den kraftige pige, Gebrial havde kendt i så mange år, og som aldrig havde været specielt god til at vise følelser, nu var oprigtig bekymret.

”Øhm, hvad? ” mumlede han mens han tog øjnene fra døren, som Bartram var forsvundet indad. To solbrune tropicianske piger på Gebrials alder stod og blokerede det meste af vejen mod boghandlens dør, mens de i heftig diskussion, over et par læderindbundne bøger, forsøgte at blive enige om et eller andet.

”Drømmen Gabe, drømmen. ” Med en fast hånd klaskede Liddy ham på panden og sendte ham et alvorsfuldt blik, som dog alligevel havde en snert af den medlidenhed hun besad. Han gnubbede sig lettere irriteret på panden, hvor Liddy havde klapset ham, og mumlede lavmælt for sig selv.

”Ja, men det kan umuligt være rigtigt… det kan det bare ik’. ”

Liddy lænede sig endnu nærmere og han følte hendes varme ånde på sit ansigt.

”Fortæl nu bare Gabe, ingen griner. ”

”Jeg var Cole… ”

Ganske rigtigt så grinte Liddy ikke, men hendes ansigt fortrak sig alligevel i en grimasse der fortalte at hun havde svært ved at tro på det han fortalte hende. Hun lænede sig tilbage, væk fra hans ansigt, mens hun tydeligvis tænkte så det knagede.

”Men, han er jo død Gabe… Det har han været i et godt stykke tid nu. ”

”Ja, den del har jeg lagt mærke til, ”

Ordene kom ud en anelse skarpere end han havde regnet med, men det var noget der gik ham på. Desuden gik det ham på at Liddy, hans bedste veninde der burde støtte ham, var så tydeligt skeptisk.

”Det hele virkede bare så ægte, at jeg sværger på at jeg var der. I eget sind og egen krop. ”

En tyk gulnet bog blev med et brag placeret foran dem. Bartram var tilbage med bogen han havde talt om. At kalde den en håndbog var en misforståelse af de helt store, da denne bog var en af de største Gebrial havde lagt sine øjne på i længere tid. Bogryggen var laset, og så ud til knapt nok at kunne holde sammen på de mange sider. Disse sider så ud til at være gulnet gennem tidernes løb, og ind imellem viste de tusinder af sider tegn på en skrøbelighed der kun overgår bøger der havde været under megen berøring.

”Her min dreng, bare aflever den tilbage når du er færdig, ” Bartram rettede sig op og tog sig til den værkende ryg. ”Efter størrelsen at dømme, så bliver det vidst ikke lige foreløbigt. ” Tilføjede han med et smil på de tørre læber, hvorefter han blidt klappede dem på ryggen og vendte om mod døren.

Gebrial åbnede med forsigtighed bogen. Den sprøde lyd som træernes blade, en sen efterårsdag, spredte sig mellem ham og Liddy, da han fik den tunge forside vippet op. Bogens første side var illumineret med de flotteste billeder af tågedækkede bjerge, piblende floder med glinsende krystalklart vand. I det fjerne kunne røde tagsten på små huse lige akkurat skimtes. Alt var så pænt, og så anderledes end hvad både han og Liddy var vant til fra Aeroearth, men det som fangede Gebrial opmærksomhed var den svagt røde himmel over det grønblå hav. Det var det sted han havde drømt om i sin drøm, det sted hvor han havde været Cole.

”Det er det sted jeg talte om… ” sagde han ivrigt for sig selv, og bladrede videre i bogen. Hist og her var et par noter griflet ned i marginen. Det var en ubehjælpelig skrift der vidnede om at den tidligere ejer var desperat efter ikke at glemme nogle af de informationer han eller hun havde fået fra denne bog. Han skimtede resten af siderne, før han med et lille bump lukkede bogen igen. Først nu lagde han mærke til hvad der stod på forsiden, graveret med svungne bogstaver over et billede af hvad der måtte være en fjern planet.

Myérain: En fortælling om Den dødsdømte Verden.

Disse smukke billeder stemte langtfra overens med det billede han havde fået indpodet i de historietimer de havde haft på Aeroearth. Mester Konan, der underviste dem i den glemte historie der havde fundet sted før menneskene ankom til Aeroearth, havde altid malet et mere dystert billede af Myérain når de havde spurgt ham om planetens klima og miljø. Samtidig måtte der være noget om Myérains barske klima der var sandt, siden planeten nu engang var blevet valgt som destination for dem der fejlede deres test, eller opførte sig modstridende med regelsættet.

Gebrial sad pludselig med en følelse af at noget helt essentielt ikke stemte overens. Over for ham sad Liddy og stirrede med store øjne på forsidens smukke illumination.

”Du siger at det var dette sted du befandt dig i din drøm? ” Hun drejede bogen mod sig selv, og undersøgte dens detaljer nærmere.

”Heldige asen! Hvis det var mig der havde drømt dette, så ville jeg søreme ik’ vågne igen. ” Hun sendte ham et smil, men det forsvandt med det samme da hun fik øje på Gebrials alvorlige, næsten sørgmodige udtryk.

”Jeg tror at noget, eller nogen vil have mig til at følge med Ossi, og for den sags skyld, Definé, til Myérain… ” Da sætningen kom ud over hans læber, kunne han med det samme fornemme, hvor tåbeligt den lød. Han drog en enorm konklusion ud fra noget så vagt som en drøm. En drøm han stadig ikke var helt sikker på at han forstod helt.

Liddy gloede på ham som var han lige faldet ned fra månen og havde slået hovedet voldsomt. Rundt omkring dem begyndte folk at pakke deres ting, og nyindkøbte bøger sammen for at drage mod den yderste del af Aeroearths arealer, til Ysol’s Arena, hvor Kapløbet skulle afholdes. Gebrial kastede sit blik tilbage mod Liddy. Hun sad stadig med en komplet forvirret grimasse i ansigtet, og forsøgte at forme nogle sætninger hun kunne bruge.

”Du lyder fuldstændig sindssyg Gabe… ” Hendes øjne havde aldrig set så tvivlende ud som de gjorde i det øjeblik. ”Jeg mener kapløbet er jo noget vi for alt i verden forsøger at undgå Gabe, ikke søge direkte hen imod. ” Hun holdt inde og drejede hovedet væk fra ham. Gebrial forsøgte at tolke hende. Hun plejede ikke at være den type der veg bort fra eventyr, faktisk var hun altid den der slæbte ham med ud på galestreger, men det virkede som om et eller andet var ændret i tidens løb.

Gebrial drog et tungt suk. Han orkede ikke at begynde at diskutere med Liddy nu. Han tog bogen og rejste sig op for at gå mod Bogkælderens hoveddør. Strømmen af mennesker var nu tyndet gevaldigt ud. Kun et par forvirrede drengebørn fra Desertio, stod stadig foran vinduet der var fyldt med de nyeste udgaver af diverse klassikere. Inde i forretningen var mængden af mennesker ligeledes tyndet ud. De mange hylder af gammelt egetræ, der så ud til at være på kanten til at give efter for vægten af de mange bøger, dannede en hyggelig labyrint der snoede sig ned gennem butikkens baglokale. Selv da de var små og fulde af barnlig nysgerrighed, var Gebrial og Liddy faret vild flere gange. Erfaringen med børn der forsvandt i boghandlens lange gange, havde med tiden fået Bartram og Meriad til konsekvent at udlevere obligatoriske kort over forretningens baglokaler, til de nysgerrige sjæler der gerne ville en tur ned gennem gangene. 

”Åh, min dreng fandt du bogen interessant? ” klukkede Meriad bag den store disk, hvorpå adskillige førsteudgaver stod udstillet. Bartram stod bag hende på den største stige Gebrial nogensinde havde set. Den gyngende let hver gang Bartram tog en bog op fra sin skuldertaske med de bøger eleverne havde afleveret tilbage, for at sætte den på sin retmæssige plads. ”Bartram fortalte mig om at du ville vide noget om et sted med en rød himmel? Var det sådan det var? ” Meriad holdt inde og lod sit kærlige blik glide hen over Gebrials ansigt som havde hun ondt af ham. Gebrial lagde bogen på den bejdsede trædisk, før han sagde:

”Ja, jeg havde en drøm i nat, hvor himlen havde en smuk rød kulør, og så tænkte jeg at jeg ville undersøge det lidt nærmere. ” Detaljerne undlod han at fortælle, ikke fordi han troede at Meriad og Bartram kunne finde på at sige det videre til mestrene, mere fordi han følte at det var noget han kun kunne fortælle sine allernærmeste. Og Meriad og Bartram var ikke en af hans allernærmeste, uanset hvordan han end vendte og drejede det.

”Jeg tænkte om jeg måske kunne få lov til at låne bogen et par dage Bartram? ” Boghandleren fjernede sit blik fra de mange bøger på hylden, og lod sit blik falde på Gebrial flere etager under ham. De uindfattede briller sad skævt på den gamle næse, og han sendte ham et undrende blik over det bulede brillestel.

”Den bog du står med der Gebrial, det er jo normalt ikke en af dem vi bare sådan lige låner ud til elever. Det ved du jo godt. ” Stigen knirkede faretruende da Bartram forsigtigt kravlede ned. Indimellem rettede han lidt på nogle bogrygge der så ud til at have stået det samme sted i årtier. Da han var sikkert nede, rettede han forpustet på sine briller med den ene hånd, mens han masserede sin ømme lænd med den anden.

”Selvfølgelig Bartram, jeg kender godt Boghandlens regler, men kunne du ikke gøre en undtagelse i dette tilfælde? ” Liddys sjoskende skridt hørtes da hun trådte ind ad døren. Hun kiggede rundt på de mange hylder, før hun kom om på siden af Gebrial.

Bartram kiggede vurderende på ham og Liddy, som om han stod og overvejede hvorvidt det at låne denne bog kunne ødelægge hans pletfrie renommé.

Han lagde en hånd på illumineringen på bogens forside, før hans ansigt flækkede i et varmt smil.

”Så lad gå, men kun fordi det er jer. ” Han sendte dem begge et tandløst smil, og rakte bogen til Gebrial. Ved hans side begyndte Meriad at skrive hans navn ned i kartoteket. Først efternavn, derefter fornavn, for til sidst at skrive bogens titel.

”Men husk, det er en første udgave og vi er begge umådeligt glade for den. ” Gebrial tog imod bogen, lagde den i sin skuldertaske og gav Bartram et nik og et løfte om at han ville aflevere bogen tilbage i samme tilstand.

” I må hellere se at komme afsted til Løbet, børn, ” lød det pludseligt bekymret fra Meriad. Hun havde fået øje på det øgede antal af uniformerede Peblinge der marcherede taktfast forbi vinduet, med deres blik rettet stift fremad. Det så ud som om alt liv med et blev drænet fra de to ældre mennesker, og kun deres tomme hylster stod tilbage bag disken.

”Ja, det må vi vidst hellere, ” sagde Gebrial, med et sidste blik mod Peblingene, før han gav Bartram hånden til farvel, ” Jeg lover at passe på bogen. ” Bartram nikkede kort, som ville han have afskeden overstået hurtigt, hvorefter han forsvandt ud gennem bagdøren, ud i det enorme baglokale, efterfulgt af en trippende Meriad. Der lød et hurtigt klik, fra låsen der blev drejet om.

 

Hvor der før havde været proppet med spændte mennesker, var der nu ikke en levende sjæl. På samtlige af Centerets fællesarealer havde folk efterladt ejendele for at bevæge sig mod Arenaen. Gebrial og Liddy småløb begge for at ankomme så ubemærket at de kunne finde et par tomme pladser på Arenaens tribuner. De bevægede sig ned gennem de store gange der var oplyst af tændte gadelygter hvorfra metalliske guirlander i fløjenes farver hang, og reflekterede lysstrålerne. Hist og her dansede blå, grøn, rød og lidt hvidt, lystigt på væggene. Lyden af ophidsede stemmer steg i takt med at de kom tættere og tættere på Arenaen, og samtidig begyndte også flere og flere mennesker at dukke op. Alle søgende efter et par gode pladser. Sporadisk, kunne han hører folk der allerede nu var begyndt at indgå væddemål om hvilken person der kom helskindet igennem og hvilke der var knapt så heldige. Ossis navn dukkede op flere gange end Gebrial brød sig om, og han begyndte at mase sig irriteret gennem den stigende mængde af mennesker, med Liddy halsende bagefter.

Indgangen til Arenaen var normalt et af de steder, hvor Aeroearths unge hang ud og morede sig uden at de tænkte over de dybere aspekter af det at bo der hvor de nu boede. Denne dag var den hyggelige stemning og de hyggende unge skiftet ud med bistre Peblinge der stod vagt ved en, i dagens anledning, oprejst svingdør af aluminium, der afskar folk fra at komme ubemærket ind på Arenaens område. Der var matteret glas indfattet i døren og hele vejen uden om Arenaens arealer var et hegn af ligeledes matteret glas oprejst, så Gebrial kunne svagt ane hvad der foregik på den anden side.

”Hænderne op over hovederne! ” lød det kommanderende fra den største af de to Peblinge. Under hjelmen kunne to kolde øjne lige akkurat anes, men det var det kraftige kæbeparti der fik Gebrial til at gyse. Der løb et hvidt ar ned langs ansigtets højre side, og endte nær den kløftede hage. Det fik Peblingen til at fremstå adskillige år ældre end han muligvis var. Gebrial og Liddy løftede begge hænderne, hvorefter den anden Pebling, en lille spinkel mand som tydeligvis ikke havde været i felten synderligt længe, mekanisk begyndte at kropsvisitere dem.

”Uh! Forsigtig unge mand! ” Udbrød Liddy med en karikeret stemme der lød som en ældre dame. ”Det kilder! ” tilføjede hun og lo fjollet. Peblingen fortrak ikke en mine, men forsatte minutiøst sit arbejde.

”Forsigtig nu, unge dame, ” lød en rolig stemme, et sted bag dem. Voraya havde indhentet dem, og stod nu direkte bag dem, selv parat til at overvære scenariet der snart skulle tage sin begyndelse.

”Vi skulle jo nødig have at du ender i samme situation, som den jeg lige reddede dig fra, vel? ” Hendes stemmeføring var langsom, og det var tydeligt at hun mente hvert et ord, og at Liddy måtte være mindre konfliktsøgende.

”Nej, men lidt sjov skal man jo kunne tage” svarede Liddy, men hun tav hurtigt idet Voraya sendte hende et stålfast blik.

”I to kan gå videre. ” sagde Peblingen, og rejste sig op efter at have undersøgt Liddys og Gebrial fodtøj for eventuelle kanonslag. Kapløbet havde en lang historie, og en del af den indeholdt uønskede skader på personale efter at ophidsede elever, i mod regelsættet, havde medbragt fyrværkeri for at give udtryk for deres utilfredshed eller sympati med en deltager.

Voraya skubbede dem let videre, så hun selv kunne blive undersøgt for smuglervarer. Egentlig var det åndsvagt, tænkte Gebrial mens de gik langs den enorme indhegning der udgjorde det eneste værn og skillevæg mellem publikumspladserne, tribunerne og selve stadions pladsen, hvor hele virvaret snart skulle udfolde sig. Det var åndsvagt at en person som Voraya skulle undersøges, eftersom hun var Peblingenes leder. Efterhånden var der så mange ting Gebrial ikke forstod ved Aeroearths regelsæt, så han lod det ligge.

 

Arenaen var en af de største dele af Aeroearth. Arealet i midten af det, var udformet som en ellipse med 4 monumentale søjler i grå marmor og gullige sandsten. Hver af disse søjler havde fløjenes logo påmalet. Et hvidt snefnug for Arcticio, et grønt og brunt figenblad repræsenterede Tropicia, Desertios rødlige sol med de 7 takker, nærmest lyste fra den bageste søjle. Mellem Tropicias søjle og Desertio stod Subteras. Gebrial havde altid syntes at hans fløjs symbol blegnede i forhold til de andre. Subteras blågrå klinge udsendte en delt følelse som ligeledes havde plantet sig i fløjens beboere. Det var lidt som om at symbolet i sig selv, med tiden, havde delt fløjen.

Overalt omkring ham og Liddy, havde folk efterhånden fundet deres pladser. Selv havde de fundet et par ledige sæder helt tæt på arenaens kant. Gebrial kunne lugte den sødlige aroma fra savsmuldet sprede sig til tribunens øverste sæder. Han lagde sin skuldertaske på det tomme sæde ved sin højre side, og satte sig. Liddy slængede sig træt på sæde til venstre, og folk begyndte at ankomme omkring dem. I den fjerne ende kunne han skimte, hvordan nogle af mestrene ligeledes begyndte at finde sig til rette på deres højryggede sæder, der stod hævet over elever og beboeres sæder. Foran de hævede sæder hang draperet stof, alle med fløjenes logoer broderet på så de udgjorde et kunstfærdigt våbenskjold.

Strømmen af mennesker begyndte efterhånden at stilne og pludselig lød et rungende horn i det fjerne. Lyden skar sig gennem luften og med ét stod alle ret. De sidste mennesker skyndte sig at komme ind ad døren, hvorefter en raslende lyd fra tunge kæder blandede sig med den skarpe lyd af adskillige horn. Porten i arenaens venstre del åbnede sig langsomt og lod en knirkende lyd sprede sig. Der lød spredte udbrud af fascination da fem vogne, trukket af kreaturer der hver især symboliserede fløjene, langsomt trillede ud fra åbningen. Fra vognenes hjul føg det med gnister der svævede om ørene på de skræmte deltagere. Hver af deltagerne stod oprejst i vognen, der bar ligheder med de stridsvogne Gebrial havde set billeder af i bøger om de første tider på Jorden. Metalbeslag i fløjfarverne var boltret fast langs kanten af vognene, og nænsomt snoede kunstfærdigt udførte udskæringer sig op ad vognenes metalliske sider.

Arcticios hvide vogn med aluminiumsbeslagene i mat sølv, blev trukket af to enorme frådende isbjørne. Selvom der var stor afstand mellem ham og vognen, kunne han se hvordan Jill, Arcticios deltager, kæmpede med at holde fast i det stærke læderseletøj. Det platinblonde hår var sat op i en høj hestehale og et diadem med Arcticios snefnug hjalp med at holde genstridige totter på plads. Hendes kønne ansigt lå i folder der gav hende et væsentlig yngre udseende, samtidig med at hun forsøgte at bevare et nogenlunde fattet udtryk. Bag Jills hvide vogn, tromlede to iltre løver afsted, trækkende på Desertios vogn. Denne var sandfarvet med rubinrøde metalbeslag. Faisal så ud til at have en del mere kontrol over sine dyr end Jill. Gebrial huskede på historierne om Desertio folkets oprindelse på Jorden, hvor de var kendt som dem der så let som ingenting kunne tæmme selv de vildeste dyr. Efter Faisals vogn var kørt ind, udbrød et enormt brøl blandt tilskuerne. Alle tilskuere rejste sig op da Mester Percha gjorde sin entre. Hun var ligeledes placeret i en vogn, men denne var dobbelt så stor og dobbelt så pyntet som Jill og Faisals vogne.  Hvor de to første vogne var lavet af metal, var denne tydeligvis bygget af træ. Ikke bare en hvilken som helst træsort, men en blankpoleret, ibenholtsort træsort, med påmalede grønne og brune tråde der skulle symbolisere grene. Gebrial kunne ikke bestemme sig for hvilken sort af træ det var, men han blev enig med sig selv om at den ikke var en af de almindelige træsorter. Percha, der var iført et mørkegrønt skrud og tilhørende smaragdtiara, vinkede til alle med en strålende elegance der ikke på nogen måde tangerede til det arrogante og selvhøjtidelige. Hendes perfekte hvide tænder glimtede i det kunstige lys. Hun blev efterfulgt af de to sidste fløjes stridsvogne. Både Gebrial og Liddy lænede sig fremover så de stod med ansigtet op ad rækværket.

Først kom Tropicias vogn trillende. Mazen formåede at skjule nervøsiteten der med sikkerhed fandtes et sted i ham. Han stod så ret at Gebrial frygtede at denne karismatiske dreng, ville falde af vognen. Vognen blev trukket af to enorme Komodovaraner, der hvæsede og knurrede mens de trak afsted med vognen i et rasende tempo. Mazen så ikke ud til at have nogle problemer med at styre de store dyr, selvom de så ud til sagtens at kunne splitte vognen til atomer. Mazens stridsvogn var af et grønligt metal der skinnede kontrastfyldt op imod det rødlige savsmuld.

Gebrial mærkede hvordan et gys jog igennem ham, da Ossi og Definé rullede ind på arenaens savsmuld. De var begge iført en stram jakke af lyseblå tweed og bukser i matchende farver. Ossis viltre, brune hår havde fået en god gang gele og var redt tilbage så man kunne se hans rædselsslagne ansigt endnu tydeligere end normalt. Hans fingre holdt hårdt fat i vognens kant mens hans åndedræt, fra hvor Gebrial stod, så ud til at være ude af kontrol. Ved hans side stod Definé, rank og med de kolde øjne fast rettet mod de tre store vildhunde der trak vognen. Hendes krusede hår var sat op i en knold på toppen af hendes hoved, hvor det tilføjede en højde til hendes normalt lille statur.

Vognen rullede ind og placerede sig ved siden af Mazens vogn. De to vogne skinnede om kap i det kunstige lys fra de enorme lamper der omkransede arenaen og de omkransende tribuner.

En larmende stilhed omsluttede deltagerne og de tusinder af tilskuere der alle i deres stille sind gruede for udfaldet af løbet. I den fjerne ende af arenaen tændtes to gigantiske tv-skærme med et kraftigt lysglimt. Ashatorn tronede frem på skærmen med et slet skjult smil på de tynde læber. På hver side af ham sad en mester, Greid og Ob’asis, mens Tainuleinen og Roderick sad yderst. Det var tydeligt at Tainuleinen frygtede at han ville miste en elev i kapløbet, hvorimod Rodericks udtryksløse ansigt var umuligt for Gebrial at tolke.

Ashatorn rejste sig fra sit sæde og slog armene ud i en imødekommende gestus. Hans blik vandrede beregnende henover de fire stridsvogne, og endte et sted bag, hvor Gebrial sad.

”Elever, beboere og ærede kolleger, ” Det forstørrede billede af Ashatorns autoritære ansigt sendte et varmt blik mod Mester Percha, der gengældte det med et kort buk. ”Det er mig en ære, og en yderst glædelig fornøjelse at byde velkommen til det halvfjerdsindstyvende Udelukkelseskapløb! ” Hans stemme, der blev bragt ud til publikum gennem en snes mikrofoner placeret foran ham, steg i takt med publikums hujen og klappen.

”Indtil videre har vi ganske vidst oplevet nogle, lad os kalde dem, ændringer i udvælgelsen af deltagere, og vi har haft mindre optøjer som følge deraf, ” Gebrial følte det som at Ashatorns forvrængede ansigt registrerede hans placering i menneskemængden, og han begyndte at rykke uroligt i sit sæde. ”men alt dette er under kontrol nu, og jeg vil nu byde velkommen, endnu engang til begivenheden alle har set frem til. Dagen hvor tvivlere og spekulanter bliver irettesat, dagen hvor vi koncentrere vor races suverænitet, dagen som vil stå tilbage i vor minder til evig tid! ”

De sidste ord, nærmest eksploderede fra hans mund, og efterlod publikum i en kakofoni af blandede tilråb. Gebrial svor at han, iblandt det voldsomme scenarie, kunne høre folk der ihærdigt kom med rasende og mindre loyale bemærkninger.

”Endnu engang, det samme gamle pladder, ” sagde Liddy mens hun klappede fraværende. ”Jeg mener, det jo det samme som sidste år, hvad med at peppe talen lidt op en gang imellem. ” Gebrial ænsede kun halvdelen af Liddys ord. Han havde travlt med at studere deltagerne, der alle efterhånden så ud til at være på randen til sammenbrud. Ashatorn viftede energisk med armene og med et udbrød vilde jubelbrøl fra tribunerne. Et festfyrværkeri skød til vejrs fra toppen af den store væg bag mestrenes loge, og med et var himmelen over dem alle, oplyst i et væld af farver og mønstre. Adskillige små nipsting dalede ned fra de steder på himmelen hvor de største raketter var eksploderet. En papirhat i Desertios røde farve landede få meter fra Liddy, mens en rysler i en stærk gul farve, med et bump landede foran Gebrials fødder.

Okay, den var ny. ” klukkede Liddy mens hun forsøgte at holde et grin inde. ”Imponerende. ” tilføjede hun da hun fik øje på en papmache løve der lå, halvt i stykker, mellem nogle ældre elever fra Subtera på sæderne over dem. Deres ansigter fortrukket i en misbilligende grimasse.

”Deltagere, på jeres pladser! ” råbte Ashatorn og formåede kun lige akkurat at overdøve publikums voldsomme jubel. Vognene kørte en opvisningsrunde på den ovale bane, og Gebrial fangede spredte glimt af deltagerne der vinkede til publikum. Mazen og Faisal lignede helte fra eventyrene mens Jill, Definé og Ossi alle havde fået den samme grønne kulør. Percha styrede sine heste der var spændt for hendes vogn, mod arenaens spina der delte den i halv. Hun trådte op, og marcherede hurtigt hen mod Desertios søjle, hvor en trappe ledte op til toppen.

”Uh, nu sker det Gabe, ” Liddy tog fat i Gebrials arm, og han mærkede hvordan hendes åndedræt langsomt steg.

Deltagerne var nu placeret i en række, med fronten væk fra Gebrial, og en knitrende lyd fra Perchas mikrofon der tændtes op fra søjlen, blandede sig med trækdyrenes ophidsede grynt.

”Deltagere, er i parate!? ” Perchas faste stemme bragede ud over arenaen, og et ekko hang i luften i de sekunder der fulgte. Deltagerne løftede, hver og en, hovederne og gjorde sig klar til start. Al lyd forsvandt og tiden stod med et nærmest stille.

”START!!”

En enorm sky af savsmuld og støv rejste sig fra vognen. Deltagerne forsvandt i skyen, men Gebrial kunne stadig høre deres råb der tordnede gennem luften. Folk omkring ham rejste sig op og begyndte at hyle op i vilden sky. Forskellige tilråb blandede sig med navnene på de deltagere de helst ville have ud. Gebrial og Liddy forsøgte begge at holde øje med Ossi og Definés blå vogn, men støvskyen der tårnede sig op i en sky omkring arenaen gjorde det til en umulig opgave. Et isnende skrig flængede luften omkring dem, og Gebrial rejste sig på tåspidser for at få et glimt af hvad han frygtede der var sket. Mazen og Faisal drønede forbi deres pladser, mens de med muskuløse arme slog ud efter hinanden. Kort efter fulgte Subteras blå vogn, og Gebrial mærkede sit åndedræt falde til ro igen. Han ventede på at Jills vogn skulle komme, men der skete ingenting. Gebrial lagde mærke til hvordan adskillige mennesker fra Arcticiofløjen havde rettet deres blik mod de fire søjler i midten af arenaen. Han kunne fornemme hvordan rædslen greb ham ligesom den tydeligvis også havde grebet dem. Jills vogn, eller hvad der var tilbage af den, lå spredt nær foden af Subteras søjle. De to isbjørne der før havde trukket den, løb arrige rundt, mens de slog hidsige slag med den muskuløse nakke. 15 peblinge blev lukket ind via den store port, hvor deltagerne for nogle minutter siden var kommet ind. Med massive lænker og lange el-spyd, forsøgte de at få de to vilde dyr under kontrol. Løbet var blevet midlertidigt standset, og nødpersonale fra Ambulatoriet ankom med båre og medicin. Gebrial tvang sig selv til at kaste et blik mod den blodige masse der blev placeret på båren. Han vendte ansigtet væk fra scenariet, og tørrede sine øjne. Selvom han ikke kendte Jill, så følte han en usynlig hånd gribe stramt om hans hjerte og forhindrede ham i at trække vejret ordentligt. Ved siden af ham sad Liddy, uden nogen følelser at spore i ansigtet.

”En deltager er faldet! Jill Veruena er ude af løbet! ”

Perchas stemme rungede fra toppen af hendes søjle, og med et eksploderede Arcticiofløjen i et frustreret udbrud af vrede og sorg. Mange af folkene fra Arcticio begyndte at kaste ting efter de andre deltagere, og peblingene der stod nær kanten af tilskuerpladserne ilede til for, med magt at berolige de arrige masser. Gebrial satte sig tilbage i sit sæde, og tænkte over hvor barbarisk det hele egentlig var. En deltager var død, og det eneste mestrene, fra deres pladser, så ud til at bekymre sig om, var friskheden af de druer de fik serveret. Efter lidt tid lød et horn, og løbet gik langsomt i gang igen. De resterende optøjer fra Arcticios tilskuerpladser var langsomt begyndt at dø ud. Gebrial fangede et glimt af nogle hvidklædte unge mænd der, med besvær blev slæbt ud fra arenaen. Han kunne have svoret på at dele af deres dragter var plettet af blod.

”Kom Gabe, ” sagde Liddy kort og tog fat i hans hånd. ”Jeg kan intet se fra de her skodpladser. ” Hun rejste sig voldsomt, og han fulgte modvilligt med. Råbene fra tilskuerne blandede sig med piske slagene der knaldede fra arenaen. Et sted i det fjerne hørtes endnu et brag, og et sug gik igennem Gebrial. Endnu en deltager var ude, hvem vidste han ikke men han frygtede endnu engang det værste. Folk bandede spredt da han og Liddy gik forbi dem. En ældre herre fra Tropicia, sendte eder mod Liddy efter hun ved et uheld havde væltet hans glas med ingefærjuice ned på det støvede gulv.

”Undskyld, vi ville bare lige se om løbet gav sig bedre ud, her ovre fra. ” lød Liddy undskyldning. Manden mumlede noget om uopdragne unger for sig, hvorefter han rakte hånden op for at tilkalde den omvandrende peanutsælger, der traskede rundt blandt publikum med et permanent surmulende ansigt.

De satte sig til rette blandt nogle ivrige drenge fra Arcticio der alle sad og så ud til at springe ned fra deres pladser. Det var tydeligt at disse drenge gik meget op i løbets udfald og engang imellem eksploderede de i enten ærgrelse eller glæde, hvorefter de udvekslede mønter med hinanden. Man så arenaen og deltager meget bedre fra disse pladser, hvilket gav ham en ubehagelig følelse i mellemgulvet. På den ene side havde han ikke specielt meget lyst til at observere flere skæbnesvangre udfald i kampens hede, men på den anden side følte han også at han på en måde var nødt til det.

”Det ser ud til at Faisal er ude af løbet Gabe, ” begyndte Liddy uden at fjerne sit blik fra den store sky af støv og savsmuld der stadig omsluttede banen. ”Den lille forsigtige dreng klarer sig sgu da egentlig meget godt. ” Hun rejste sig op fra sin plads og strakte sig højlydt.

”Jeg går lige en tur på det lille hus Gabe, lav nu ik’ ballade vel? ” Hun sendte ham et hurtigt blik der både var drillende og bedende, før hun vendte om mod pigernes toiletter.

Drengene fra Arcticio brød ud i jubel da Mazen udførte en umådelig flot manøvrer og forhindrede sig selv i at styrte. Det gik langsomt op for Gebrial at Liddy havde ret. Ossi og Definé var det ene ud af de to fløje der stadig var tilbage i løbet. Det eneste de skulle gøre var at komme først over målstregen og dermed sende Mazen afsted mod Myérain. Gebrial smilte for sig. En blanding af lykke og håb blandede sig med snerten af at det hele egentlig var utroligt. Pludselig ramte en voldsom hovedpine ham, og han væltede ind over en gruppe unge tilskuere på rækken foran ham. I det fjerne, nærmest som kom det milevidt fra, kunne han høre folks bekymrede udbrud. Han kunne fornemme Liddys stemme blive svagere og svagere, for til sidst at forsvinde ind bag en anden stemme i den mudrede mur af lyde der omringede ham. En dyb stemme, så kold som is, talte lokkende til ham. Hvad den sagde kunne han ikke høre, men med et stod han oprejst og var i robotagtig bevægelse mod en af Peblingene der stod og overværede de to vogne der stadig var på banen. Han havde placeret sit el-spyd op ad muren og stemmen i Gebrials hoved dirigerede hans lemmer mod det. Med sikker hånd tog han fat om spyddet, det vejede en del mere end han havde regnet med, og bevægede sig lydløst væk inden Peblingen opdagede hans ugerning. Med en hurtighed han ikke kunne begribe at han besad løb han op på forhøjningen der ledte op til Mestrenes loge, mens han med omhyggelighed sørgede for at han ikke blev opdaget. Selvom hans blik langsomt var blevet sløret, følte han at han besad en andens krop. Han hævede spyddet fra hvor han stod, tog sigte og kastede det med al sin kraft. I det samme øjeblik som spyddet forlod hans hånd, blev han sig selv igen. Tågen der havde indhyllet hans blik forsvandt, og med et gik det op for ham, hvad han havde gjort. Et øresønderrivende skrald hørtes fra arenaen, og han fik øje på Ossi og Definé i samme sekund som de, som projektiler, blev kastet ud af deres vogn. Det venstre hjul var bøjet efter spyddet havde blokeret dets momentum, og selve karosseriet var bøjet som en sodavandsdåse. Han nåede knapt nok at tænke sine tanker til ende før han lå på jorden, omringet af Peblinge og Aspiranter der alle emmede af vrede og afsky. Ingen af disses ulmende vrede kunne måle sig med den der glødede fra Ashatorn, der med hidsige skridt, marcherede mod Gebrials hjælpeløse krop. Han fik den samme følelse som under afsløringen af deltagerne til løbet, den underlige følelse af at han måtte gøre noget rebelsk, den eneste forskel var at dette var langt mere seriøst og farligt. Han havde begået en overtrædelse der for selv ham var umulig at kapere. Ashatorn holdt ham fanget i et kraftfuldt psykologisk greb så han ikke kunne røre sig ud af flækken, og hans åndedræt steg panisk mens hans øjne løb i vand.

”Endnu en gang bryder du Aspiranternes regelsæt Mr. Brówn! Hvad har en Subteraner, uden morale og dømmekraft at sige til sit forsvar!? ”

Roderick Ashatorns hæse stemme skar sig ind i skallen på Gebrial, mens han mærkede, hvordan Overmester Ashatorns psykologiske greb langsomt fik ham op at stå.

Den ældre Ashatorn holdt en hånd op, og Roderick holdt inde, tydeligvis på kanten til et hidsigt udbrud.

”Jeg er overbevist om at Mr. Brówn her har haft en meget god grund til at sabotere sine egene fløjs søskendes chancer for at overleve… ” Han holdt inde og studerede Gebrial med en enigmatisk maske der var umulig at tyde. Gebrial forsøgte at fjerne blikket fra Ashatorns gennemborende blik, men Overmesterens psykologiske greb holdt fast i hans ansigt og gjorde det umuligt for ham at flytte blikket.

Han åbnede munden, og fik med besvær fremstammet en sætning.

”Jeg, jeg ved ikke hvad der skete sir. Jeg var ik- ”

”GABE! ” Liddy kom løbende med fire Peblinge halsende efter sig. Hendes ansigt udtrykte rædsel og bekymring. Ashatorn knipsede kort, og yderligere tre Peblinge placerede sig som en grå mur, og forhindrede hende i at komme nærmere.

”Du har måske haft en medskyldig… ” Et smil strøg sig hen over Rodericks kolde ansigt, da faderen fremlagde sin teori. De fire Peblinge der havde stillede sig foran Liddy, tog nu fat i hendes arme, med så stor brutalitet at Gebrial kunne høre et rygmarvsskærende knæk, fra en arm der brækkede efterfulgt af en hjerteskærende skrig fra Liddy. Det løb ham koldt ned ad ryggen, og han følte hvordan hver eneste partikel i kroppen gruede for hvad mestrene ville gøre for at afstraffe ham. Inderst inde frygtede han for Ossis liv.

Mester Percha var kommet ned fra sin plads som dommer, øverst på søjlen, og stod nu og overværede scenariet med stoisk ro.

Overmester Ashatorn vendte sig om, og begyndte at gå stille tilbage mod sin plads, hvorfra han før havde talt til løbets publikummer, hævet over andre. Han skuede ud over alle arenaens folk der alle, hver og en holdt vejret.

”Som i så, så er løbet endnu engang blevet saboteret. Endnu engang af den samme person som tidligere i dag forsøgte at sætte en stopper for den installation som vi ser som værende en af Aeroearths grundpiller. ”

Han holdt inde og overværede publikums reaktion.

Gebrial forsøgte at vriste sig fri, men peblingenes greb var som hårdt armeret jern. Han kiggede til sin side og så til sin forfærdelse, hvordan Liddy græd uhæmmet. Begge hendes arme i groteske vinkler. Hendes ansigt var ophovnet efter et hårdt slag på siden af hovedet. ’Jeg gjorde intet’ mimede Gebrial til hende, velvidende om at hun ikke ville kunne forholde sig til det på nuværende tidspunkt.

Ashatorn forsatte.

”Selvfølgelig skal manden have en velfortjent straf, og hvad ville være mere passende end en tur samme vej som de to stakler fra hans egen fløj! ” Han sluttede af med et sygeligt blik i øjnene og et ondskabsfuldt grin smørret over hele det autoritære ansigt. Der lød et brag da klapsalverne brød ud og Gebrial fik fornemmelsen af at der ingen vej var uden om nu.

Der lød et spinkelt støn fra Liddy, et støn der langsomt formede sig til en sætning:

”LAD MIG KOMME MED HAM MESTER! ” hun skreg det så voldsomt ud over sin flækkede læbe, at Ashatorn med et befippet udtryk, vendte sig om mod dem. I et øjeblik stod han bare og stirrede vantro på hende, men langsomt begyndte han at gå mod hende. Gebrial havde en ubehagelig følelse af at Liddy endnu engang var raget uklar med en mester. Ashatorn stod i sine blå støvler, plettede af blodet fra Liddys læbe, få centimeter fra dem mens han sælsomt og på skift, iagttog deres ansigter som prøvede han at bedømme en bog.

”Jamen det var da også, hvad vi havde regnet med at gøre min pige. Du er altid i nærheden af mr. Brówn når han laver ulykker, så selvfølgelig skal du da også med ham. ” Ashatorns sadistiske smil klæbede sig til Gebrial, og det krævede al hans vilje ikke at fare i flæsket på Overmesteren.

Overmesteren stak Liddy en syngende lussing der gav genlyd over hele arenaen, og endnu engang mærkede Gebrial en vrede ulme inde i sig.

”Dine faldne fløjs søskende, som du var så venlig at saboterer, er blevet sendt til Ambulatoriet inden de vil blive sendt afsted mod Myérain, i selskab med dig og denne hysteriske kvinde, ” Han kastede et forarget blik mod Liddy. Hun blev støttet af to Peblinge der holdt hende oppe under armene, mens hendes hoved hang med blikket rettet mod gulvet. Små snøft kom sporadisk og Gebrial følte et stik i siden ved dette syn.

”hvis jeg var i deres sko, unge Mr. Brówn, så ville jeg forberede mig på det værste De nogensinde vil komme til at opleve. ” Overmester Ashatorn, Mester Greid, og Mester Roderick akkompagnerede hinanden i et ondskabsfuldt grin der fik det til at løbe Gebrial koldt ned ad ryggen. Mester Tainuleinen og Mester Percha, stod begge fordybet i noget der lignede en indædt diskussion, mens de indimellem sendte tvetydige blikke i hans retning. Gebrial lod sit ansigt falde opgivende mod det polerede gulv, mens han frustreret mumlede:

”Undskyld Liddy, undskyld… ”

Liddy svarede ikke.

 

[1] Ekstrem hurtig landfartøj

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...