Den Syvtakkede Stjerne.

En saga om 7 personer og deres fælles skæbne.

0Likes
0Kommentarer
99Visninger
AA

3. I Aeroearths Center.

Gebrial

De fleste var gået til deres respektive områder, så Aeroearths Center var næsten tomt for mennesker. Kun et par af de butiksansatte rendte stadig rundt og så efterhånden ud til gerne at ville hjem. De havde aftalt at mødes med Ossi ved bænkene foran Bartram Nooks bogkælder. Gebrial og Liddy havde altid elsket dette sted. Både Bartram og hans kone Meriad, ja selv deres lurvede butik, mindede Gebrial om de historier Cole havde fortalt ham da han var yngre. Historier om gæve riddere der kom smukke prinsesser til undsætning, syngende trubadurer der blev betalt enorme summer for at nedskrive og komponere værker der skulle stadfæste, eller redde, enhver herrers gode ry og omdømme. Centeret var samlingspunkt for mange af Aeroearths beboere. Alle, med undtagelse af Arcticio, kom for enten at studere i fred og ro, eller for at have lidt sjov og fritid med hinanden, mens man ventede på at tiden skulle gå. Centerets mange butikker var opført omkring en heksagonal åbning i gulvet, dækket af hærdet glas, som forsatte opad og mødtes i en spids, omkring 8 meter oppe i luften. Man kunne se tusinder af stjerner, adskillige galakser samt en snes røde huller, svæve ind og ud af ens synsfelt, som små insekter i et enormt børneværelse. Sommetider stod Gebrial og kiggede længselsfuldt ud af denne åbning og forestillede sig alle mulige umulige eventyr der kunne finde sted langt ude i denne uendelighed. Det var afslappende og han elskede at stå der i Liddys selskab.

-0-

De sad begge, fordybet i hver deres bog, på bænkene foran bogkælderen da Ossi kom. Han lignede mest af alt et forvirret lam og Gebrial indså hvor skræmt drengen egentlig virkede. Ossis brune hår blæste let i den kunstige vind, og hans små, spinkle skuldre sad nærmest permanent fast oppe ved de strittende ører. Han var iklædt den obligatoriske blå og sølvfarvede heldragt, og med små mellemrum kastede han nervøse blikke bagud. Gebrial følte sig pludseligt som fanget i et vakuum mellem Liddys udadvendte personlighed og Ossis muselignende fremtoning. Selv lå han et sted i midten, og følte sig klar til at sprænge rammerne, men blev altid stoppet af sig selv. Han vinkede til Ossi for at få ham til at komme over. Han rykkede sig lidt til venstre for at gøre plads til ham. Ossi lugtede som om han lige var stået ud af badet. En sødlig blanding af sæbe og ikke helt skjult sved, hang over ham som en doven aura. Ossi satte sig, med en smule forsigtighed, på den ledige plads, mens han stille hev en stak papirer frem fra skuldertasken han havde haft skjult bag på ryggen. Gebrial undersøgte Ossi, da han griflede sine besvarelser ned på et stykke tomt, hvidt papir i sit næsten fyldte hæfte. Denne beskæftigelse virkede næsten som det eneste, hvor denne forskræmte lille dreng, som ingen havde lagt mærke til før i dag, virkelig virkede sikker på sig selv.

-0-

De sad længe sådan, hovedet fordybet i hver deres verden, før Liddy med et voldsomt smæld lagde bogen fra sig. Ossis øjne fløj fra papiret og fæstnede sig på Liddy, som var han bange for at hun pludselig skulle plante en næve i hans ansigt. I sin forskrækkelse knækkede han sin sidste blyant.

”Jeg troede vi var færdige med de prøver for i år”.

Stønnede hun klagende, med en slet skjult falsk interesse, mens hun vippede hovedet for at læse med i Ossis håndskrevne noter. Hendes hår faldt ned på hendes bog og lagde sig som slanger om hvert ord. Gebrial lagde sin bog fra sig, satte sig på skrævs over bænken og lagde øjnene på Ossi der så mere og mere nervøs ud jo længere Liddys øjne hvilede på ham.

”Vi tog dig med herud Ossi, ”

Gebrial sendte et skarpt blik mod Liddy der nu, uden held, forsøgte at få fat i Ossis papirer.

”Vi tog dig med, fordi vi vil lærer dig at kende, jeg syntes personligt at det ville være fedt med en ekstra ven, og jeg er sikker på at Liddy mener det samme”.

Igen sendte han hende et skarpt blik. Ossi kiggede vantro på Gebrial, og han følte hvordan drengen virkelig havde svært ved at kapere de ord der blev sagt.

”Det meget pænt af jer, men hvad nu hvis jeg bare gerne vil være i fred”.

Af en eller anden grund, kunne en stigende desperation spores i Ossis stemme, og hans ansigt blev med et lagt i dystre folder der gav indtryk af at dette følelsesmæssige skjold var noget han havde brugt en del.

”Jeg har altid været alene, og måske er det bare det jeg vil. Mine forældre vil ikke kendes ved mig, og mine søskende i fløjen har aldrig værdiget mig så meget som et enkelt lille blik. Sådan skal det måske bare være”.

Gebrial havde ikke regnet med alt den information og slet ikke fra Ossi. Han kiggede lidt i andre retninger. Centeret var nu fuldstændig tomt. En gadefejer robot kørte stille gennem gangene på sin afmærkede rute, mens den fra tid til anden udsendte et lille statisk bip.

”Det der undrer mig mest Ossi, ” begyndte Gebrial stille.

”er at du siger til os at du helst vil være alene, men alligevel har du valgt at møde os her. ”

Ossi rokkede let nervøst frem og tilbage på bænken, mens hans øjne så ud til at ville hoppe ud af hovedet.

”Jeg har aldrig haft venner”

Erkendte han stille, men samtidig ekstremt højt.

”da du tilbød at ville vise mig rundt, var der noget i mig der ville flygte, men samtidig også noget der ville følge med. Jeg ved ikke hvad dette er, men nu er jeg her… ”.

Han stoppede og kiggede flygtigt rundt. Først på Gebrial, derefter på Liddy, der nu sad og granskede hans papirer. Ossi, så nu ud til at han var fuldstændig ligeglad med Liddys snagen. Han sad med hænderne foldet i skødet mens han så ud til at tænke voldsomt over noget. Der lød en mekanisk stemme, et sted oppe mellem glas heksagonalen og de mange øvre platforme, der rutinepræget bekendtgjorde at centeret lukkede om 15 minutter. En dør blev åbnet et sted bag Gebrial og Bartrams høje, krogede skikkelse med de trekantede brilleglas og de voldsomt uregerlige bakkenbarter, bukkede sig knirkende over bordet.

”Vi lukker nu, børn, så jeg bliver nødt til at tage jeres bøger”.

Hans lange knoglede fingre rakte ud efter Liddys udgave af Veto Grumpels ”De Gyldne Tider på Jorden” og Gebrials slidte udgave af ”Forældede Verdener” skrevet i de første år efter Deportationen[1] af amerikaneren Frances Calhoun.

Bartram nikkede til ham og Liddy som tak, og viftede dem væk fra bænken så han kunne tage den indenfor, bag de ramponerede mure og de gamle, støvede vinduer.

 -0-

 

På vejen tilbage mod Subtera-fløjens afdelinger standsede de ved en af de lukkede iskiosker. Ejeren var for længst gået tilbage til sin fløj for at komme i seng, men Gebrial og Liddy vidste at ejeren var ualmindeligt distræt, og tit glemte at låse bagdøren. Til glæde for Aeroearths risikoløbende unge. Liddy holdt en arm ind foran Gebrial og Ossi, for at stoppe dem. Hun kiggede ned ad den mørke gyde mellem iskiosken og isenkræmmeren til højre for den, med et af de udtryksfulde smil der så ud til at nå længere op i den ene side af hendes ansigt. Gebrial vidste hvad hun tænkte og nikkede til hende. Hun tog armen til sig med en graciøs bevægelse og skyndte sig, som en kat der ikke vil ses, ned ad den dunkle gyde.

”Hvad laver hun? ”

Spurgte Ossi nervøst, med sin spinkle stemme, mens han strakte hals, som troede han at dette ville hjælpe ham til at se hvad Liddy lavede i mørket.

Gebrial tog hånden omkring Ossis skulder og sagde.

 ”Tro mig Ossi, dette er lige hvad vi har brug for, og flip nu ik’ ud, jeg har set hende gøre det flere gange før, og efter min mening er hun én af de bedste til det”.

Ossi rykkede ukomfortabelt ved Gebrials side, og han mistænkte Ossi for ikke at bryde sig synderligt om den fysiske kontakt.

-0-

 

Der gik adskillige minutter, hvor den eneste lyd tilstede var et par fugle der fløj omkring, på jagt efter noget at spise.

Liddy vendte senere tilbage, stakåndet og med tre store isvafler i favnen. Gebrial kiggede over mod Ossi, og gav ham et opmuntrende smil. Hans forudanelse holdt stik, for Ossi lignede én der var på randen til at protestere over dette tydelige brud på Aeroearths regelsæt. Han åbnede og lukkede munden i et forsøg på at forme ordene, men opgav og tog imod den blodrøde hindbær is, som Liddy kommanderende rakte ham.

-0-

 

Efterhånden var det kunstige ovenlys slukket, og ingen lyde kunne høres. Liddy og Gebrial gik og talte om udelukkelseskapløbet den kommende dag, og hvem de helst så ryge ud af Aeroearth. Liddy havde set sig sur på en af de 19 årige unge mænd fra Arcticio der havde afvist hendes klodsede flirt, med et simpelt og karakteristisk grynt. Den vrede og skuffelse hun følte, projekterede hun til gengæld ud i sin is, for Gebrial lagde mærke til en del sprækker i vaflen fra hendes hårde greb.

”Jeg er bare så træt af at alle ignorere mig! Jeg er ikke farlig, eller inficeret med en virus der slår dem ihjel bare de taler til mig! ”

Hun slugte det sidste af sin is, og tørrede de fedtede hænder af i bukserne.

”Hvis jeg skal være ærlig, så er det min største frygt Gabe… ”

Gebrial kastede et blik over mod Ossi, der gik stille og nærmest tænksomt til hans højre side. Hindbær isen fuldstændig urørt i hans venstre hånd.

”Frygter du at ende op alene? ”

Egentlig havde han ikke regnet med at Liddy var bange for noget, men åbenbart kunne hun stadig overraske ham.

”Jeg mener, er du ik’ også bange for noget Gabe? ”.

De var nået til den store trappe der førte dem op til Platform C, trinnene glimtede i lyset fra de tændte gadelygter, og reflekterede deres ansigter tilbage i forvrængede udgaver. Gebrial tænkte over om der egentlig var noget han var rigtig bange for. Inderst inde vidste han jo udmærket hvad han frygtede mest, men han følte ikke at han kunne dele det med Liddy. Ikke endnu i hvert fald.

”Egentlig ik’. Jeg prøver at opfatte alt som om de, eller det, er mere bange for mig.

Han kunne se at Liddy ikke rigtig købte hans undskyldning for at svare, men som sædvanlig så hun ud til at accepterer det. Hun vendte sig mod Ossi, der stadig gik med hoved fikseret mod gulvet.

”Hvad med dig Ossi? Én person som dig må have en frygt? ”

Sagde hun borende.

Ossi fjernede blikket fra gulvet og kiggede op på Liddy, da de med hurtige skridt gik op ad trappen.

”Ikke rigtig, nej”.

Da Gebrial var kommet med sin vage undskyldning havde Liddy accepteret den som den var, selvom hun vidste at der lå noget under. Ossis korte svar nægtede hun pure at tro på. Gebrial kunne se hendes ansigtsudtryk der som en lanterne der udsendte hendes skepticisme. Hun kunne simpelthen ikke tro at en fyr som Ossi der konstant rendte rundt med et ansigt som en forskræmt pungrotte, ikke havde en frygt.

”Du må da være bange for noget. Bare et eller andet… ”

Hun ventede utålmodigt på at Ossi skulle svare, men før han nåede at forme ordene, skar hun ham af.

”Ved du hvad, det os’ lige meget”

Gebrial kastede et blik tilbage mod Ossi, der gik med halvåben mund. Han havde været ved at svare hende, da han blev afbrudt.

”At blive ignoreret… ” Sagde han ud i luften, med en luftig hvisken der kun akkurat kunne høres af Gebrial.

”Vi må hellere se at komme tilbage mod opholdsstuen… ”

Sagde Gebrial og gik op på siden af Liddy, mens han holdt øje med Ossi.

”… det er ved at blive mørkt, og i kender jo Greid når det går op for ham at han mangler nogle elever. ”

Han kunne høre Ossi synke en klump i halsen, og forestillede sig Greid afstraffe en person som ham der havde nerverne uden på tøjet. Liddy udsendte et lille kort ”hmm… ” som bekræftede at hun udmærket vidste hvordan Mester Greid var når han opdagede sådanne brud på Aspiranternes regelsæt. Hun tog fat i Gebrial og satte farten op, for at komme tilbage til opholdsstuen. Arthor Greid skræmte hende virkelig.

 

[1] Deportationen er Aeroearths betegnelse for selve flugten fra Jorden til Aeroearth.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...