Den Syvtakkede Stjerne.

En saga om 7 personer og deres fælles skæbne.

0Likes
0Kommentarer
84Visninger
AA

4. Drømmen om den røde himmel.

Gebrial

Resten af fløjen var gået i seng. Gebrial kunne hører lille spinkle Ora’s dybe snorken oppe fra de unge kvinders sovesal, og den lille trille der fulgte efter når hun åndede ud. Ingen havde gjort sig den ulejlighed at sætte bordene og stolene i det lille opholdsrum på plads, efter Greids afteninspektion, hvilket tydede på at den havde været særligt hård og kynisk. Hvis Greid først fik set sig sur på én eller flere individer under en inspektion, blev det som regel altid efterfulgt af et hastigt og grådkvalt løb mod de respektive sovesale. Også selvom det ikke var dig det gik ud over.

Opholdsstuen var holdt i Subteras foretrukne farver. De hårde og kolde vægge var dækket af et tyndt lag kobolt blå tapet, som efterhånden var begyndt at skalle faretruende i hjørnerne. Gulvtæppet var ligeledes blåt, og tykt som huden på en elefant, hvilket var fantastisk når Aeroearths syntetiske julesne gav beboerne frosne fødder. Knap så smart var det når beboerne, alle som en medbragte den smeltende sne under skoene, der derefter sank ned i tæppet og efterlod det fugtigt og ildelugtende. Et par grå og blå stribede sofaer med chaiselonger i samme farver, stod med front mod hinanden, parallelt med den store kamin, hvor enkelte gløder stadig var i live. Foran de to store gotiske vinduer var 4 store polstrede stole normalt placeret, men efter Greids inspektion var de flyttet over ved sofaerne. Billeder var der ikke mange af på væggene. Mest fordi ledige pladser på dem ikke fandtes, da bogreoler, fyldt til bristepunktet, optog dem alle.

Ossi gik hastigt mod trappen ned til drengenes sovesal. Gebrial fulgte ham med øjnene fra sofaen, da han langsomt forsvandt uden så meget som et farvel til dem. Liddy kastede sig ned i sofaen foran Gebrial, og udstødte et veltilpas suk. Hun smækkede fødderne op på det lille sofabord der adskilte dem. Hun lagde hænderne om bag nakken og lagde sit blik på Gebrial.

”Han er da lidt af en karakter hva? ”

Tonen i hendes stemme bar snert af at hun var splittet i sin opfattelse af Ossi. Gebrial sikrede sig at Ossi var helt væk, før han lænede sig frem mod Liddy. Han lagde ansigtet an til at han nu ville tale alvorligt og lige ud af posen.

”Den dreng har nogle problemer som jeg tror vi er for unge til at forstå”

Han rømmede sig og lagde sin hånd op på bordet som støtte. Arret skinnede hvidt på hans tynde hånd, med de enkle sorte hår.

-0-

 

Arret på hånden havde han haft så længe han kunne huske. Han kunne huske en dag sammen med Cole da han var 6, og han sad på taget af deres hus, som sædvanlig med øjnene fikseret i en bog om eventyr i rummet. Cole var kommet op til ham for at få ham ned til aftensmad, og havde sat sig ved hans side. Han lugtede kraftigt af en blanding af kål og motorolie.

”Drømmene venter et sted derude Gebrial, det er bare om at gribe fat om det rigtige tidspunkt”. Han var kommet så pludseligt og lydløst at Gebrial havde udstødt et barnligt forskrækket gisp, og lukket bogen sammen med et smæld. Cole var kravlet forsigtigt op ad stigen til hvor Gebrial sad. Han vendte hovedet mod sin adoptivsøn ved sin hans side og nev ham kærligt i armen. I en rum tid sad de bare og kiggede ud mod det sorte rum bag glaskuplen der hermetisk afskærmede Aeroearth fra den tomme intethed. Det var i hvert fald hvad de havde fået at vide af Syndikatet, for Gebrial havde, selv i så ung en alder, en fornemmelse af at der fandtes mere derude, end hvad Syndikatet lod dem vide. Cole vendte igen det skæggede ansigt mod Gebrial, og sagde, i en tone han kun brugte når han skulle overbevise sig selv om at han var en god far.

”Du ved godt at jeg ville gøre alt for at du fik det godt Gebrial, men jeg kan endnu ik’ lade dig drage ud alene”.

Han rykkede endnu nærmere, og Gebrial kunne føle hans varme.

”Hvorfor kan du ik’ bare tage med far? ” sagde Gebrial bedende, men han kendte allerede svaret.

”Jeg vil drage af sted med dig når tiden er inde, men regelsættet er strengt, og jeg føler ikke at vi skal udfordre Syndikatet mere end allerhøjest nødvendigt”

Han lagde den kraftfulde arm om Gebrials ryg og klemte hans skuldre med en kærlig hånd. Gebrial lagde bogen ned i sin medbragte taske der også indeholdt adskillige blokke overtegnet papir, samt flere nedslidte blyanter i alskens farver og tykkelser. Han rejste sig op, svingede tasken over skulderen, og kiggede ned på Coles ansigt der kiggede tilbage, med et beroligende udtryk i de klare øjne.

”Du vil virkelig gerne væk ik? ”

Gebrial stod lidt og svajede i den stille vind der langsomt var trukket op omkring dem. Han kunne høre en sirene i det fjerne, der stille steg i styrke. Der var mange høje bygninger på Aeroearth og han kunne se Syndikatets Hovedkvarter knejse mod glaskuplens øverste punkt nær Torvet, og ved siden af dette, de øverste mestres boliger, der alle var prydet med monumentale ornamenter og holdt i spraglede farver for at understrege deres sociale position. Han sænkede sit blik mod Cole og sagde grådkvalt:

”Ja, og jeg vil virkelig gerne have dig med”

”Hvad med Liddy? Hun skal vel også med? ”

”Selvfølgelig… ” sagde Gebrial stille. Han bebrejdede pludselig sig selv for ikke at have prioriteret sin bedste ven højere.

”… men jeg vil ik’ kunne klare det uden dig. ”

”Gebrial min dreng, ”

Han lagde en rolig hånd på hans skulder og kiggede ham dybt i øjnene.

”Du kan mere end du tror, det ved jeg, og jeg ved også at du med tiden vil finde ud af hvordan du for det bedste ud af de evner du er blevet givet. ”

Cole sagde det sidste i en lav, men forsikrende hvisken.

Han rejste sig langsomt. De knoklede knæ, slidt i stykker efter mange års arbejde i maskineriet, gav udtryk for deres modvilje. Han tog fat i Gebrial og trykkede ham mod sit kraftfulde bryst. Den familiære lugt og følelse fik endnu en gang tårerne frem.

”Vi må se at komme indenfor” sagde Cole med grødet stemme.

”Sirenerne er fremme, og vi vil ik’ være ude når Peblingerne kommer forbi vel? ” Han puffede venligt til Gebrials skulder, og Gebrial nikkede tilbage med et lille smil før han fulgte rådet og ledte vej ned ad stigen.

-0-

 

Tilbage i Subteras opholdsstue, sad Gebrial og stirrede sentimentalt på arret. Hans syn var vandet og han havde svært ved at fokusere på det han ville sige til Liddy. En stille smerte var vokset frem i hans hoved, og bidrog til hans faldende koncentration.

”Du ville sige noget Gabe”. Liddy havde rejst sig op i en siddende stilling i sofaen, og sad nu og viftede en hånd foran Gebrial. Han løftede blikket mod hende.

Øhm… ja… nå ja”. Han rettede sig i sofaen, og tog en dyb indånding.

”Jeg tror den dreng har problemer, og jeg vil gerne finde ud af om det er muligt at hjælpe ham”.

”Du har nu altid været en venlig sjæl Gabe” sagde Liddy med en stemme der rent faktisk virkede oprigtig.

”Men du hørte ham. Han vil ikke hjælpes, og det virker heller ik’ som om han er speciel interesseret vel? ”

Den pointe var vel rigtig nok, men der havde været en form for modvilje i Ossis opførsel. En modvilje mod den person som han nu var blevet. Det virkede som om han ville være en anden, og først nu så en mulighed for det.

”Nej måske ik, men jeg vil nu prøve at være lidt sammen med ham alligevel, så må du selv bestemme hvad du vil. ” Han rejste sig og skulle til at gå mod trappen ned til Subteras sovesal for Drengebørn, da Liddy rejste sig og stillede sig i vejen for ham.

”Du må selv om det Gabe, jeg er ik’ meget for at vi tilbringer for meget tid med ham. ”

Hun pillede ved en af sine røde lokker, mens hun lagde ansigtet i tænksomme folder.

”Der er bare noget der virker forkert… ”

Hun sendte ham et blik, som om hun var bange for at hans ny fundne interesse for Ossi ville splitte dem ad. Gebrial forsikrede hende om at det ikke var tilfældet, før han gav hende et kram og gik ned til drengenes sovesal. Han kunne høre hendes fodtrin fra de store støvler der slog mod de hårde trin af bonet træ, der udgjorde trapperne til de to sovesale.

Lyset var slukket i sovesalens gang. Den eneste lyskilde var et næsten nedbrændt stearinlys der var placeret i en rustik metalstage på et lille bord i den fjerne ende af gangen. Gebrial kunne høre snorken fra de hundredvis af værelser bag de blankpolerede døre i forskellige nuancer af blå. Indimellem kunne små grådkvalte stemmer der blandede sig med lyden af snorken høres, og han tænkte igen på hvordan Mester Greids inspektion havde været. Han gik ned for enden af gangen, hvor et lille kaffebord var placeret mellem dør nummer 48 og dør nummer 50. Hans værelse lå inde bag denne azurblå dør med det grotesk store håndtag. I modsætning til de andre værelser, kom der ingen snorken, ej heller voldsom hulken, fra dette rum. Hans værelseskammerat, Arleks Marrow havde han mistet for en del år siden efterhånden. Normalt fik man tildelt en ny relativt kort tid efter et Udelukkelseskapløb, men af en grund han ikke kendte til, havde han aldrig fået en ny værelseskammerat. Til tider kunne det være umådelig ensomt, men han havde tit bedst kunnet lide at være alene på værelset. Han lukkede døren efter sig med et blødt bump, og kiggede rundt i det trange mørke værelse. Der var placeret to senge på hver sin side af et vakkelvornt sengebord i aluminium. Den ene seng, den Arleks havde brugt, kunne knap skimtes under de mange pamfletter fra Aspiranterne, og de 7 ens blå- og sølvfarvede heldragter fra Subteras beklædningskælder. Syndikatet havde, af en eller anden grund, forbudt personlige ejendele på værelserne, så rummet besad ingen form for varme eller hygge. Det var lykkes Arleks, at smugle nogle ejendele med hjem den sidste gang han havde været på patrulje på Jorden, så lidt personligt havde han formået at gøre det. Dette var også grunden til at Arleks var blevet tvunget til at deltage i et Udelukkelseskapløb, hvor han, grundet hans dårlige erfaring med Eonskibe, sluttede næstsidst og måtte forlade Aeroearth i skam. Aeroearths Syndikat havde, et par år tidligere, givet Arleks topkarakter i hans egnethedsprøve for at blive jægersmand, en del af den 100 mand store enhed som engang om året sendes tilbage til Jorden for at vurderer hvornår stedet igen er beboeligt. Arleks’ nederlag i kapløbet gjorde ikke en ende på den indre eventyrer der holdt til inde i Gebrial.

Han smed sig på sengen og gav sig til at stirre op på det mørkeblå loft. Hans seng var gammel og bulet og han kunne mærke hvor dårligt han lå. Siden han havde sagt godnat til Liddy havde en underlig følelse boblet op i ham. Faktisk havde han, når han tænkte nærmere over det, haft det underligt siden prøven. Der var hændt noget uldent under den. Noget han, uanset hvor meget han anstrengte sig, bare ikke kunne huske. Noget han følte var ekstremt vigtig. Han skubbede sig selv op i siddende stilling på sengen. Hans øjne gjorde ondt og han havde en pludselig hovedpine. Huden i hans ansigt føltes kold og klam da han rørte ved det med den ene hånd for at lindre smerten. Han kiggede til højre for sig, over mod det lille natbord. De selvlysende visere på uret viste 22. Han lagde sig ned, og forsøgte igen at få noget søvn. Langsomt, men sikkert, lagde søvnen sig over ham som et ukomfortabelt tæppe.

-0-

 

Skyerne var skarlagensrøde og som skibe sejlede de over den sorte himmel, hvor hverken sol eller måne kunne skimtes. Luften var tyk og fuld af aske der ubehageligt kildede ham i halsen, og fik ham til at hoste voldsomt. Forsigtigt og med en skærende smerte i håndledende, forsøgte han at bevæge sig. Hele hans krop var et stort inferno af smerte, og han kunne smage blod i munden. Hans øjne føltes ikke som øjne, men mere som et par tågede teleskoplinser der bare blev mere tågede jo mere han forsøgte at få et klart syn af hvor han befandt sig. Der var noget ved dette scenarie der føltes forkert, og ikke som den seng han havde lagt sig i for nogle minutter siden. Han åbnede og lukkede øjnene for at få tågen til at gå væk, men lige meget hjalp det. Smerten i håndledende tog til og han kunne mærke at han var stramt bundet til noget der føltes som en massiv statue af sten. Lyden af én eller flere personer der nærmede sig med hastige trin, fandt pludselig vej til hans ører. Der var en heftig mumlen mellem personerne, som skændtes de lavmælt. Han kunne mærke at personerne kom nærmere det sted han befandt sig, og han havde en stigende frygt for, hvad grunden til at hans fiksering mod statuen kunne være. Disse personer havde uden tvivl noget med det at gøre.

”Han har holdt ud i længere tid end vi havde regnet med! ” stemmen var skinger og slog mod statuen som en lille hammer. Gebrial kunne mærke at de to personer stod helt tæt på ham nu. En klam lugt ramte hans næsebor, mens han mærkede hvordan den ene af personernes åndedræt, i et hurtigt tempo, lagde sig omkring ham. Hans syn begyndte langsomt at vende sig til omgivelserne, og de to personer blev gradvist mere end et par silhuetter. Gebrial pustede en hårtot der hang, vådt af sved og stift af blod, ned foran hans øjne, så han kunne se de to personer klart. Den ene var lille, ekstremt kraftig bygget og iført Magenta farvede rober. Han havde en hætte trukket over hvad der svagt kunne skimtes som et magert ansigt der på ingen måde passede til resten af hans krop. Kroppens lemmer var korte og brede. Robens ærmer fik hans arme til at fremstå som tykke træstammer, og trak han ærmerne op ville det nok ikke ændre noget. Maven pressede på, på midten, men blev holdt tilbage af et groft flettet bælte i rød læder, med et enormt guldspænde med et svunget emblem påsat. Gebrial havde set dette emblem et sted før, men jo mere han forsøgte at tænke, jo mere sortnede det for hans øjne. Den anden var høj, mindst samme højde som Gebrial, men hans ryg var skredet sammen og havde efterladt ham næsten et halvt hoved lavere. Et smukt ansigt kunne fornemmes under hans hætte jo tættere de kom på ham. Gebrial lukkede øjnene og bukkede hovedet i smerte, og da han løftede det op igen var de to mænd helt tæt på ham. De var standset op og den kraftige af mændene havde placeret en bred finger under hans hage, nærmest for at inspicerer ham som et nyligt fanget dyr.

Det er en stærk én vi har med at gøre her, Thein… ” sagde han med en svag og snøvlende stemme, henvendt til den høje mand der stod på den anden side, og omsluttede Gebrial som en sulten rovfugl.

”Ja det var ikke hvad vi regnede med… ”

Den kraftige mand tog hætten af og gik tættere ind mod Gebrial. Hans ansigt var unaturligt tyndt i forhold til resten af kroppen, men det var først nu at Gebrial så hvorfor. Ansigtets højre halvdel var blevet brutalt knust, og en kvaksalver havde gjort et forfejlet forsøg på at ordne det. Resultatet var et ansigt der var vredet helt ud af proportioner, det ene øje hang dødt halvvejs nede af den arrede kind, og alt kødet der engang havde udgjort ansigtets fylde, var blevet fjernet så kindbenene og kæbens kontur kunne ses tydeligt.

Han tog fat i Gebrials kæbeparti og drejede det voldsomt fra side til side, som om han nærstuderede et spændende forsøgsdyr.

”Vi må have fat i ham… kun han ved hvad vi skal gøre” erklærede han, mens han forsatte med sin undersøgelse. Med en stor tommelfinger forsøgte han at fjerne noget på Gebrials kind. Først nu bemærkede Gebrial at kinden føltes ru og markant anderledes. Manden med den sammenskredne ryg trådte et skridt frem så han stod på siden af den anden.

”Han vil ikke blive glad Arlof, han forventede at det var ordnet hurtigt og diskret… ”

Han kastede hurtigt et nervøst blik på den tilfangetagende, og i et kort øjeblik troede Gebrial at denne mand rent faktisk følte med ham.

Arlof gav slip på Gebrial, og vente sig mod Thein med et hidsigt udtryk i venstre halvdel af ansigtet.

”Nej gu vil han ej blive glad, men denne mand er den eneste der har holdt ud så længe… ”

Han tog sig til hovedet og rystede det opgivende.

”… det er på tide vi tager voldsommere metoder i brug”

Han lagde et ekstra tryk på den sidste sætning, og Gebrial mærkede håbet forsvinde. Arlof vendte sig og lod Thein være alene med Gebrial, da han gik af sted for at gøre de nye metoder klar.

”Hvad vil i med mig!?” stemmen der kom ud lød slet ikke som hans egen. Smerten skar i ham da han åbnede munden. Han kunne mærke hvordan det udtørrede spyt havde lagt sig som slimet film i mundvigen efter lang tid uden talen, og blodet der stadig løb ned ad hans ansigt.

Thein vendte sig mod ham. Han så ud som om flere års arbejde havde tæret så meget på ham at han med tiden kun var en skygge af sit tidligere jeg.

”Cole, du ved jo udmærket hvad det er vi vil med dig”.

Han holdt en finger op og viftede den frem og tilbage, som vidste han noget ingen andre vidste. Gebrial rynkede brynene. Hvorfor kalder han mig Cole og hvad er der i vejen med min stemme? Han følte pludselig at han ikke engang tænkte i sine sædvanlige baner. Han forsøgte at rykke i lænkerne, men de sad strammere end tidligere.

”Kan jeg i det mindste ik’ få noget vand? Jeg trænger til at få rengjort ansigtet og klaret hovedet, hvis jeg skal fortælle jer noget! ” Thein kiggede lidt på ham med et arrogant udtryk og et smørret grin.

”Jo selvfølgelig da… ” han gik roligt lidt nærmere.

”Men hvis du så meget som tænker på at narre mig så tror jeg godt du ved hvad der sker. ” han tog en af sine fingre op og kørte den stille og roligt hen over sit fremtrædende adamsæble.

Gebrial ignorerede den tydelige trussel, og forsøgte igen at vriste sig fri, men lige meget hjalp det. Thein drejede om på hælene for, haltende, at hente vandet. Hans rober flagrede efter ham, da han forsvandt bag et af de store klippefremspring.

Nu var begge mænd væk, gået i hver deres retning og efterladt Gebrial alene tilbage, fast bundet til den massive statue. Han drejede hovedet desperat rundt. Der måtte være en måde han kunne komme fri på. Himlen havde ændret sig. De røde skyer var sejlet forbi og lagt en mørk, ibenholtssort himmel åben for fortolkning. Bjerge kunne skimtes hele vejen rundt, og han forsøgte at komme i tanke om hvornår der sidst havde været bjerge på Aeroearth. Han kunne høre en symbolsk skræppen fra gribbe der fløj rundt over hovedet på ham, og en hyæne der grinte fanatisk i det fjerne. Hvordan pokker var han havnet her? Og var han stadig den samme? Der var så mange ting der kørte rundt i hovedet på ham, da Thein haltende kom tilbage. Han bar en messingbalje usikkert i armene, mens hans haltende skridt fik vandet deri til at skvulpe faretruende. Thein måtte være vant til dette, ingen irritation kunne spores i det sygelige ansigt.

Han holdt baljen, en meter over jorden foran Gebrial, med arme der rystede fra den kraft det krævede at holde baljen i udstrakte arme, og gav slip. Baljen blev hængende i luften, som blev den båret af usynlige snore. Små dråber af en messinglignende substans kom frem under baljen og begyndte at finde vej mod jorden, men i stedet for at synke ned i den tørre jord, omdannedes de til noget der lignede stalagmitter i en drypstenshule. Samtidig blev nogle af dråberne på baljens bund hængende som stalaktitter. Dette blev ved indtil en slags fod var dannet og baljen stod sikkert foran Gebrial, der var lamslået. Thein tog en lille flaske frem fra sine robers store, dybe lommer. Han tog proppen af med et lille blødt ”pop”, holdt den over væskens overflade og slog let med en pegefinger på flaskehalsen. Gebrial så en grøngullig, tyktflydende væske ramme vandet med et svagt plask, efterfulgt af en hidsig syden.  

”Drik. ” kommanderede Thein med hård stemme, da han havde lagt flasken væk i lommen.

Han løsnede Gebrials lænker så han akkurat kunne få hovedet ned mod væskens kølige overflade. Synet der mødte ham fik ham næsten til at falde bagover af forskrækkelse.

Han forventede at ansigtet der ville kigge tilbage på ham var det sædvanlige drengede ansigt med de blå øjne, det pjuskede hår med de hvide striber over venstre øje og den spidse næse med arret fra Liddys uheldige leg med et par kasteknive. Han forventede noget han kendte, og ganske vidst kendte han dette ansigt der stirrede tilbage på ham. Men Cole var jo død? Alligevel var det Coles ansigt der lige nu befandt sig på den anden side af vandets overflade, som et spejlbillede. Det familiære ansigt med den ubarberede hage og det kærlige udtryk der udgjorde hans adoptivfar. Alt dette var dog væk i dette øjeblik. Erstattet af et ansigt, dækket af indtørret blod og pus fra ikke helt helede sår

”Hvorfor drikker du ik? ”

Theins stemme udtrykte utålmodighed og et strejf af bekymring.

”Du bad om vand og du har fået det, så DRIK! ”

Nu forstod Gebrial det bedre. Det var derfor han følte at han ikke tænkte i samme baner som han plejede. Det var derfor hans kind føltes anderledes og ikke mindst derfor de kaldte ham Cole.

”JEG SAGDE DRIK! ”

Theins stemme buldrede i ren og skær irritation og Gebrial fornemmede manden komme nærmere med hidsige skridt. Thein skulle til at tage fat i nakkeskindet på Gebrial, men blev afbrudt af Arlof der kom tilbage, nu i selskab med en ung kvinde.

”STOP THEIN! ”

Arlof stemme overdøvede med lethed Theins og Gebrial kunne se at Thein krympede sig da Arlof tog fat i hans krave. Der var ingen tvivl om hvem af disse der var lederen.

”Vi gør dette diskret, så overlad denne afhøring til mig. ” sagde Arlof hårdt uden at ligge det mindste skjul på at han foragtede Thein.

”Og fjern miksturen” han pegede forkasteligt på Theins frembragte balje.

”Vi fik besked på at være så stille og diskrete så muligt. Indtil videre har det dog ikke båret frugt så jeg har fundet på en måde der nok skal få ham til at knække… ” det sidste sagde han med et sadistisk smil på de deforme læber og en introducerende gestus med hånden mod den unge kvinde. Hun kunne ikke være meget ældre end på den anden side af 20’erne. Hendes hår var fyldigt og hist og her glimtede det som var det overstrøet med små krystaller. Hun var iført noget der lignede en tætsiddende, sort spadseredragt der nærmest klistrede sig til hendes tiltrækkende former. Hendes ansigt var smukt, nærmest uhyggeligt smukt. Det var smukt på den måde der får én til at tænke at det umuligt kan være virkeligt. Der var også noget ved hende der fik Gebrial til at krympe sig og mærke en bølge af kulde vælte ned ad ryggen.

Arlof vendte sig, efter at have beundret kvinden, igen mod Gebrial. Hvis Theins ansigtsudtryk havde virket sygt og fanatisk, så var det intet i forhold til det unaturlige udtryk der nu dominerede Arlof monstrøse ansigt.

”Jeg formoder at du er bekendt med Arkæologerne, Cole? ” Thein, der havde sat sig på klippefremspringet, udstødte en halvkvalt latter, som vidste han noget Gebrial kun kunne gætte sig til. Men Gebrial kendte udmærket til Arkæologerne. Skønt han aldrig havde mødt en, så havde han læst tykke bøger om hvordan disse overdrevent smukke mennesker, med psykisk vold kunne grave de voldsomste erindringer frem fra sindets mørke, for at få offeret til at knække. Hvis offeret ingen erindringer havde der var stærke nok, så plantede de bare et for derefter at se personen knække psykisk sammen, som et spinkelt træ i en stormvind.

”Jeg vil lade den skønne S’Asha-Liu her, ordne hvad vi ikke har, kunne ordne… så må vi se hvor længe en person som du holder” han udstødte et lille fnis der virkede fuldstændigt malplaceret før han gik over mod Thein der stadig sad og forsøgte at undertrykke sin trang til at bryde sammen i et sadistisk, hysterisk grin. Arlof klappede S’Asha-Liu på skulderen, og Gebrial kunne se glæden ved det der skulle ske, spille over hele Arkæologens ansigt. På en måde fik det hende til at virke monstrøs. Alt det smukke var med et forsvundet. Hun tog et par skridt nærmere, før hun lagde sin bløde hånd på Gebrials pande. Han rystede nu voldsomt og i kanten af sin bevidsthed hørte han hende sige, i en unaturlig dyb stemme med en tyk dialekt han ikke kendte til.

”Dette vil med sikkerhed gøre ondt… ”

Stemmen fik hans knogler til at vibrere, og han udstødte et skrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...