Den Syvtakkede Stjerne.

En saga om 7 personer og deres fælles skæbne.

0Likes
0Kommentarer
109Visninger
AA

8. Annabella, pigen i Saltdalen.

Annabella

Solen sendte voldsomme stråler over dem, og Annabella tørrede sveden af panden med en fugtig hånd hvor støv sad klistret mellem fingrene. Endnu en dag uden regn var ikke just hvad hun havde brug for. Folkene i bostedet manglede mad og vand, og de var næsten færdige med de sidste rationer der var tilbage fra sidste jagt. Med en hånd der rystede af sult og tørst, rettede hun på koggeret der hang over hendes ryg, mens hun satte sig på hug i det støvede sand for at lede efter eventuelle spor.

På trods af sin unge alder, var hun blevet udpeget til at lede bostedets jagtgruppe, i deres søgen efter noget spiseligt. Indtil videre havde det ikke båret frugt, og hun mærkede hvordan hun langsomt var begyndt at tvivle på sine evner som leder. De andre af bostedets mere erfarne jægere havde da også sendt hende misbilligende blikke, men Shaman Gelucia var ikke til at rokke i sit valg.

Hun kiggede op mod himlen, i et desperat forsøg på at få øje på en rustravn, men intet var tilstede på den turkisblå himmel med aflange stænk af røde streger. Hendes hænder var klamme og sand klæbede sig til dem da hun skubbede sig op i stående stilling. Et opgivende suk forlod hendes læber før hun, i et sidste forsøg på at finde proviant, fortsatte sin færd i et raskt tempo.

Hove der i en taktfast rytme slog mod jorden fandt langsomt vej til hendes ører. Hun stod, øjnene rettet ud mod horisonten og en hånd til at skygge for solen, men vendte sig om for at møde lydens ejermand. Selv når maden var i rigelige mængder var Culrim tynd og spinkel af bygning, men tørkeperioden havde gjort ham endnu mere skræmmende at iagttage. Det gjorde hende trist at se hvordan hendes trolovede, nærmest svandt ind for øjnene af hende, og det gav hende en ny spirende vilje til at fortsætte sin tvivlsomme færd.

”Noget nyt Anna? ” Culrims ord bar en tone der afslørede at han allerede kendte svaret.

”Rustravnene har ikke vist sig siden vi forlod bostedet, Cul, jeg ved ikke hvor længe vi kan gå uden proviant. ” hun sparkede en bunke grus ud over klippen, mens hun iagttog hvordan de små sten dryssede ned over det gule hav af sand.

Culrim steg ned fra den udsultede hingst og stillede sig ved siden af Annabella. Hingsten, en mørk fuldblod, kaldet Equ, prustede efter vejret, men så stadig så frisk ud som den havde gjort for 12 år siden. Culrim gav den vand fra sin flakon, og klappede ham kærligt på den brune manke. Han lagde en arm omkring hendes skuldre, og hun mærkede hvordan hans benede arme mødte hendes skulderblad. Han trykkede hende kærligt ind til sig, og kørte sin hånd gennem hendes mørke hår.

”Er man begyndt at tvivle på sine evner? Du plejede da ellers at være så kæphøj derhjemme. ” han udstødte en lille kærlig latter, og tørrede noget sand af hendes næse, før han løftede blikket ud mod et punkt i horisonten. Hun fjernede irriteret hans arm, og vendte sig om mod hesten der lystigt gik og gumlede på en lille gren. I det mindste havde den fundet noget at spise.

”Jeg er ikke i humør til det lige nu Cul, hvad med dig? Har du måske fundet noget? ” det sidste kom ud en anelse mere spydigt end hun egentlig havde regnet med.

Culrim så dog ikke ud til at lade det gå ham på. Han var vant til hendes små irriterede udfald, de havde trods alt været sammen siden barndommen.

Han rettede på sit bælte der tydeligvis var for stort til at holde hans lærredsbukser oppe, før han mødte hendes udfordrende blik. En ukuelig optimisme glødede om kap med den bagende sol.

”Nej, det vil jeg med det samme indrømme, men jeg lader det ikke gå mig på. Jeg ved at vi på et tidspunkt vil finde et eller andet. Det er trods alt 50 grader, så et eller andet sted ligger et dyr og tager sit sidste åndedrag, og vupti! Mad til os. ”

Annabella tiltede hovedet til den ene side og betragtede Culrims skælmske smil. Han var utrolig og det var hvad hun elskede ved ham. Selv når deres liv afhang af at de fandt de fornødne ting, så formåede denne jæger alligevel at opretholde en optimisme der udlignede den tvivl der opstod inden i hende. Hun gav Equ et kort klap og lagde derefter sine arme om halsen på Culrim. Hun begravede sit ansigt i hans svedige tunika, og indåndede duften.

”Undskyld Cul, jeg er bare frustreret, jeg skal nok lade vær’ med at lade det gå ud over dig. ” hun mærkede hvordan han lagde sin arm om hendes ryg med et tag, som ville han sikre sig at hun var tilstede.

”Pyt Anna, lad os nu bare- ”

Mere nåede Culrim ikke at sige, før Annabella holdt en hånd op for at tysse på ham. Hun havde hørt noget. En svag, knitrende lyd der langsomt steg til en dyb buldren. Culrims ansigt afslørede at også han havde lagt mærke til den underlige lyd. Hun spændte sit pilekogger fast på ryggen og begyndte nedstigningen fra den høje bakke, ned mod det gule sandhav, med en fart hun kun akkurat kunne mønstre uden at falde på hovedet.

Et sted bag hende forsvandt lyden af galoperende hestehove i det fjerne, og hun vidste at Culrim red mod en nemmere nedstigning for Equ. Temperaturen faldt lidt, jo længere hun bevægede sig ned i dalen, samtidig med at en kærkommen sky langsomt gled henover himlen og blokerede for solens skodende stråler. Lyden var der endnu, men det var som om at den forsvandt, jo længere hun bevægede sig væk. Hun kastede et blik på himlen over hende. Der var ikke noget at se, kun det samme gamle blå hav der langsomt fik en mere lilla kulør. En vildfaren stjerne havde efterladt en hvid streg som et nyligt helet ar, over himlen, og et sted i det fjerne kunne hun hører en ulv hyle.

Forenden af stien, nede i Saltdalens tørre hav af sand, standsede hun for at samle kræfter. Hendes åndedræt var tørt og hakkende, men hun ignorerede det. Hun havde klaret sig før uden mad og drikke, og hun ville kunne gøre det igen. Det var hun sikker på. Culrims vejrtrækning var hurtig da han kom op på siden af hende, mens Equ vrinskede veltilfreds. Culrim fik hurtigt bundet ham fast til en enorm forkullet træstamme der lå væltet forenden af den sti han var kommet ned ad. Sveden løb ned ad ham og havde efterladt et vådt mærke på hans benede ryg. Da han kom op på siden af hende lagde hun mærke til hans blik der var stift rettet mod himlen.

”Tror du lyden kom fra himlen, Cul? ” hun sendte ham et spørgende blik som han svarede med en trækkende bevægelse på skuldrene.

”Jeg er i tvivl, men det kan være tilfældet, se den stribe dér ” han pegede på den stribe hun selv havde fået øje på tidligere. Arret på himlens mørklilla overflade.

”Stjerneskud er ikke normale på denne tid af året, vel? ” han kiggede hende dybt i øjnene, som ventede han ivrigt på et svar. Hun rystede på hovedet. Han havde fat i noget.

De gik ved siden af hinanden i stilhed, mens de af og til kastede blikke mod himlen. En gang imellem kom lyden tilbage, men dens stille summen forsvandt igen inden de nåede at registrere, dens kilde. Rundt om dem kom Saltdalens monumentale klipper til syne og kastede lange skygger der langsomt fulgte solens gang over det himmelske tæppe. I det fjerne hjørne kunne de se den grålige top af Gudens Hænder, det grandiose bjerg der strakte sig majestætisk mod himlen.

Ingen dyr var at finde, og ulven der før havde hylet et sted i det fjerne, gav sig ikke på noget tidspunkt til kende. Sandet var varmt, og hun mærkede hvordan hendes lædersandaler efterhånden havde opgivet at beskytte hendes fødder mod varmen. Små sandkorn fandt vej ind mellem hendes tæer, og en stille smerte bredte sig, men også den ignorerede hun.

Efter flere minutter i stilhed rømmede Culrim sig ved hendes side. Han satte farten ned til en langsom gang, og holdt hende tilbage med en fast hånd på hendes skulder.

”Jeg ville ønske du ville fortælle mig hvad der er i vejen. ” stemmen der kom fra hans mund bar tydeligt præg af en hengemt bekymring. ” Vi skal tilbring resten af vores liv sammen, og jeg føler at der er ting du ikke fortæller. ” Hun fjernede hans hånd fra sin skulder. Der var ting hun ikke fortalte ham, mest fordi hun ikke ville sige dem til ham, men også fordi det var emne hun ikke kunne bringe sig selv til at sige. Ting der med sikkerhed ville ødelægge deres forhold. Hun sank en klump, og undgik hans blik, tanker der prøvede at finde en måde, hvorpå tingene kunne siges. Inden hun nåede at tænke nærmere over det, afbrød Culrim hende. Noget havde givet en lyd fra sig, en lyd der mindede om den de fulgte, men alligevel ikke. Han tog sin kniv frem fra skeden han havde hængende fra bæltet, og holdt hende tilbage med en udstrakt hånd. Hun stoppede op, og iagttog hans bevægelser i det han forsvandt om bag en af de fremskudte klipper. For en sikkerheds skyld greb hun sin bue og lagde en pil klar. Hun mærkede hvordan hendes hjerte hamrede, og blodet pumpede i hendes ører.

Flere minutter sneglede sig afsted, før Culrim dukkede op bag en af de mange fremskudte klipper. Han havde sat sin kniv tilbage i skeden, men udtrykket i hans ansigt afslørede at han havde opdaget noget. Hun kunne se hvordan hans åndedræt steg og faldt i tempo, som om han havde løbet for at nå til hende i tide.

”Anna, du må hellere se dette. ” hans stemme lød ivrig og det bekymrede hende at hun samtidig kunne fornemme en snært af skræk.

Hun lagde hurtigt pilen tilbage i koggeret, og tog buen over skulderen. Hvad der til at starte med havde været en almindelig dag, dedikeret til jagt på mad, så nu ud til at blive en dag med oplevelser.

Hun vidste ikke hvad hun skulle forvente at se, men jo længere hun fulgte Culrim, jo mere blev hun enig med sig selv om at han ikke havde overdrevet noget. En tyk tåge af sort røg lagde sig om dem, jo længere de bevægede sig mod det sted Culrim havde udpeget. Det kradsede og flåede hendes hals op, og hun måtte flere gange tage sig til hovedet der langsomt begyndte at dunke. Pludselig stoppede Culrim op og pegede i retning af noget udefinerbart i horisonten. Hun kneb øjnene sammen for bedre at kunne se. En tyk sky steg op, som et kulsort træ mod den efterhånden mørklilla himmel.

”Jeg tror vi har fundet kilden til den lyd vi hørte, Cul” mumlede hun, mens hun spejdede i andre retninger. ”… Og grunden til at samtlige af dyrene er flygtet. ” tilføjede hun. Noget var styrtet ned fra himlen, og noget var ikke alene. Med mellemrum på omkring 20 meter steg 4 røgskyer op fra horisonten og dannede spinkle billeder på himlen.

Culrim vendte sig mod hende.

”Tager du dem tættest på, så tager jeg de andre? ”

Hun nikkede og de satte i løb mod hver deres røgsky.

Det var det rene virvar af smadrede og forvredne dele. Metalliske genstande lå spredt for alle vinde da hun kom hen til kanten af et enormt krater i den sandede jord. Nogle steder brændte udefinerbare objekter stille, mens de udsendte en modbydelig lugt. Forsigtigt hoppede hun ned i krateret, for at undersøge det nærmere. Hvis der havde været noget levende ombord på det der nu lå spredt for alle vinde i krateret, så tvivlede hun på at det havde kunne overleve nedslaget. Hun gik varsomt rundt, med hævet bue, blandt de mange rygende dele, mens hun ledte efter noget hun ikke vidste hvad var. Noget der sagtens kunne være farligt. For længst havde hun glemt alt om den mislykkede jagt, og en følelse af mulige eventyr var begyndt at spirer dybt i hende, og erstattede langsomt den tvivl hun havde lagret. Hun blev pludselig hylet ud af sin tankestrøm, da en tung stønnen nåede hendes ører, og fik hendes hjerte til at ryge op i halsen. Som en hvirvelvind rettede hun sin bue mod stedet hvor den hakkende stønnen kom fra. Ved første øjekast virkede det hele tilforladeligt, men pludselig fik hun øje på noget under en rygende metallisk plade, noget der fik hendes åndedræt til helt at standse. Under pladen, med arme i unaturlige retninger og dybe flænger ned ad et vansirede ansigt, lå en person. Personen var ikke andet end en forkrøblet blodig masse der hostede blod op, hver gang en rallende vejrtrækning fyldte lungerne med luft. Annabella smed buen fra sig i det varme sand, og løb resolut mod personen. Det var en ung dreng, en unaturligt køn dreng, med hår der næsten var brændt væk og blodsprængte øjne der gav hende et bønfaldende blik. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, men en refleks i hende fik hende til, med en kraftanstrengelse, at fjerne de store metalkomponenter der dækkede det meste af drengens krop.

Et voldsomt host sendte en sky af blod i ansigtet på hende, men hun ignorerede det, og trods den intense varme fra de metalliske dele, fik hun hurtigt fjernet de fleste fra drengen. Hun kiggede ned i sine håndflader, hvor væskende vabler og brandsår opstod som små vulkaner på hendes hud. Forsigtigt hev hun drengen ud. Hun flåede sin tunika af og lagde den ud på sandet. Med omhu placerede hun ham på klædet, hvorefter hun, med det sidste af vandet fra sin vand sæk gav sig til at rense de mange sår han havde pådraget sig. Trods drengens tilstand virkede han ikke så medtaget som han burde have været efter et fald fra himlen. Hun kiggede en gang imellem op mod himlen, og pludselig slog det hende. Denne dreng havde været de stjerneskud hun og Culrim havde observeret på himlen tidligere, og det betød at han ikke var alene, der måtte være andre. Hun rev nogle stykker klæde af sin underkjortel og lavede en forbinding om det værste sår på drengens lange krop. Endnu en kaskade af blod sprøjtede fra hans mund, men denne gang kom der ord med.

”Liddy… ”

Ordet var knapt hørbart, og så ud til at kræve det meste af den styrke han endnu besad. Annabella kiggede et øjeblik på drengen, der efter at have ytret ordet svandt hen i en søvnligende tilstand. Hun lagde hånden på drengens pande og hviskede en søvninducerende formular i øret på ham. Gelucia havde lært hende den i tilfælde af at nogle i hendes jagtgruppe kom så meget til skade at de skulle bedøves. Hun rejste sig op og børstede hurtigt sandet af knæene før hun med lange spring løb op til kraterets top.

Det andet krater var ikke så stort, men de metalliske dele lå mere spredt. Hun gennemsøgte området grundigt, mens tanken om at finde flere personer hele tiden lurede i hendes bevidsthed. En pludselig råkold brise ramte hende bagfra, og hun følte sig med et overvåget. Hun drejede om, som for at blive bevidst om at intet lå på lur for at angribe hende, og blev mødt af et par øjne der skinnede i den nedgående sols stråler. Hun mærkede hvordan luften i hende forlod kroppen af forskrækkelse og hun faldt bagover, armene strakt ud for at afbøde faldet. De skinnende øjne sendte hende et blik der gennemborede hende, men de var ikke døde. De var bare forladte. Hun fjernede ikke sit eget blik fra disse øjne mens hun rejste sig op igen. Øjnene tilhørte en mørk ung pige, på hendes egen alder. Også hun blødte kraftigt, men i modsætning til drengen i det andet krater, så var der hos hende intet tegn på liv. Annabella tænkte pludselig om denne pige kunne være den pige som drengen havde nævnt. Med faste skridt gik hun overmod pigen. Ved nærmere eftersyn var pigens tilstand kritisk, men hendes flade brystkasse hævede og sænkede sig i varierende tempo, så i live var hun stadig.

Hun fik med en kraftanstrengelse fjernet de mange metaldele fra pigens ben. Knuste knogledele stak ud fra de spinkle lårben og afgav en modbydelig lugt, der fik det til at vende sig i Annabellas indre. Hun fik lagt hende i det varme sand, der i solens sidste stråler var ved at miste den voldsomme varme fra eftermiddagssolen. Hendes hænder havde fået en hård skorpe fra det indtørrede blod, men hun ignorerede det.

”Anna! ” Culrim befandt sig pludselig ved kraterets top, og selv på lang afstand kunne hun fornemme panikken i hans stemme. De ellers så livlige blå øjne lyste af forskrækkelse og en rådvildhed hun aldrig før havde set hos ham. Hun var i færd med et forsøg på at desinficere pigens ben, men manglen på vand var efterhånden kritisk og gjorde denne opgave nærmest umulig. En improviseret forbinding blev lagt om de ødelagte ben, hvorefter hun løb op mod Culrim. Uden et ord kastede han med en sigende indikation, hovedet mod et ubestemt sted nær de høje klipper de, for hvad der føltes som timer forinden, var kommet ned fra. Først nu opdagede hun at en tynd grålig tåge også steg mod himlen fra det sted. Hun hviskede hurtigt den samme formular i øret på pigen, inden hun og Culrim satte i løb. Hun tænkte så det bragede over hvor meget mere af dette hun kunne tage. Vandmængden var så kritisk efterhånden at selvom de reddede disse ukendte mennesker, så ville det alligevel være nyttesløst… de ville alle dø inden for nogle dage af enten blodmangel eller tørst.

Dette krater var endnu større end de to andre, og ødelæggelserne var også voldsommere. Culrim bevægede sig med beslutsomme skridt mod en mørk bylt i sandet. Små striber af grå røg steg langsomt, men små vindstød spredte dem og fik dem til at bryde op. Der hang en ubehagelig lugt af afbrændt kød i luften og fik hende til at tænke på én af de dage, hvor kokken havde brændt dagens kød på. Culrim bukkede sig ned ved siden af bylten og vinkede hende nærmere. Da hun kom tættere på gik det op for hende at bylt på jorden var to personer. Begge så ud til at svæve ind og ud af bevidsthed. Den ene, en spinkel dreng med musebrunt hår og lange tynde lemmer havde et skræmt udtryk over ansigtet. De lange lemmer var anspændte og dækkede af adskillige brændemærker. Han havde en flænge over den lange næseryg, og blodet derfra piblede ned over det skræmte ansigt for til sidst at ende i den bævende mund. Den anden person var endnu en kvinde. Hendes røde hår havde været offer for de varme flammer og havde fået en mørk brændt glød over sig. Hun var kraftig bygget, og bevidstløs. Det der slog Annabella ved denne kvinde var hendes øjne. ’To forskellige øjenfarver… ’ tænkte hun undrende, ’hvor havde hun hørt om det før? ’ Tyk mørkerødt blod løb ned ad hendes ansigt, fra et sted nær hårgrænsen, men det var umuligt at se, hvor med de sår og urenheder denne kvinde havde i det kantede ansigt.

”Det er ikke noget kønt syn, men jeg har forsøgt så godt jeg kunne at stoppe de værste blødninger, ” Culrim vaskede sine hænder i noget af det sidste vand han havde, før han rejste sig for at se Annabella i øjnene. ”Jeg ved ikke hvad der er sket, jeg regnede med at du vidste noget. ”

Han tørrede sine hænder i sin tunika mens han tydeligt prøvede at finde ud af hvordan disse personer var havnet i Saltdalen.

”Jeg ved det heller ikke Culrim, men jeg tror at de har gjort noget slemt. Det eller også er de eventyrer fra et sted derude. ” Hun pegede fraværende mod den mørke himmel over dem, mens hun lod sit blik hvile, skiftevist på drengen, pigen og Culrim. ”Måske skulle vi få dem hjem til bostedet, Gelucia må vide hvad vi skal stille op med dem. ” Culrim nikkede for at bekræfte at han var enig. Andet kunne de ikke gøre.

De fik med besvær transporteret de fire livløse personer tilbage til stedet hvor Equ var bundet. Hesten havde fundet lidt græs, og lå nu og sov dybt. De fik bundet de fire fast til hesten og lagt de ubrugte våben i de to saddeltasker der dinglede fra siderne af den. Equ udstødte med mellemrum sin utilfredshed ved at være blevet vækket fra sin drømmeløse søvn, men der var intet som et par gulerødder kunne klare, og snart var de på vej mod bostedet. Vejret var skiftet og en isnende blæst føg over jorden og hvirvlede sandkorn op i små skypumper. Undervejs måtte de søge ly i små grotter når blæsten blev for kraftig, men allerhelst så Annabella at de kom hjem så hurtigt så muligt. Drengen hun havde fundet i det første krater var blevet ligbleg og indimellem talte han i vildelse om et løb der var afgjort uden retfærdighed. Pigen fra Culrims krater var sygnet hen i en søvnligende tilstand der fik hende til at fremstå som et døende dyr. De to andre sov roligt, men med regelmæssige mellemrum tjekkede Annabella dem for livstegn. Begge var i live, men også kun lige akkurat.

”Er du sikker på at vi stadig skal giftes, Anna? ” spørgsmålet kom så pludseligt at det gibbede i hende. Hun vendte sit blik væk fra grottens udgang, og lagde det på Culrims ansigt. Han sad med knæene op under hagen mens han forsøgte at stege en enkel sandrotte over gløderne fra et døende bål.

”Er du kommet i tvivl Cul, eller er det bare din sædvanlige måde at bryde stilheden på? ” Hun forsøgte sig med et lille grin, der alligevel lød forceret. Hun fortrød med det samme da hun så Culrims alvorlige ansigt. Han smed opgivende de forkullede rester af rotten på bålet, og lagde sig ned på ryggen. Hun kunne ikke undgå at bemærke hvordan hans vejrtrækning steg og hans stemme blev grødet.

”Vi er så unge og vi har kendt hinanden siden vi var helt små, ” han drejede hovedet mod hende og forsatte ”jeg vil så nødig være ham der forhindre dig i at lære andre at kende. Hvem ved det kan være at jeg slet ikke er den rette for dig, men at jeg mere er den rette for dine forældres syn. ”

Han drog et dybt suk, før han tilføjede:

”Men lad os tale om det når vi kommer tilbage til bostedet i morgen tidlig. ”

Hun havde lyttet til ham, men hun havde ikke kunne finde ordene hun kunne bruge til at svare ham. Hun havde haft det på samme måde, men en angst for at sårer ham havde holdt hende tilbage fra at bringe det op. Nu vidste hun at han havde det på en måde der mindede hende. Alligevel tænkte hun over, hvordan hendes forældre ville have haft det med at de droppede trolovelsen. ’Måske er det også en gylden mulighed for os begge to’ var det sidste der krydsede hendes tankestrøm inden hun faldt i en dyb søvn.

De rejste videre så snart de vågnede. Annabella kunne mærke, hvordan hendes mave mindede hende om at det var timer siden hun sidst havde spist, og hun forsøgte at holde tanken om de misbilligende blikke de ville få fra de andre når de kom hjem uden noget bytte. Hun gik bag Equ og sørgede for at de fire personer fra kraterne ikke faldt af den improviserede bårer de havde bygget ud af tørrede træ og lærred. Foran gik Culrim og sørgede for at Equ blev forsynet med gulerødder. Ind imellem udstødte den gamle hingst et veltilfreds vrinsk og kastede ivrigt med den brune manke. I deres tur gennem det golde land der skiftede dovent mellem klippelandskab til knastør sandørken, begyndte solen sin færd over den åbne himmel. Hun mærkede hvordan hendes kræfter langsomt forlod hende og lod de senede arme og ben ryste ubehageligt. Hendes mund havde mistet den sidste fugt der var tilbage, men hun lod sig glæde over det faktum at de kun manglede et par kilometer før de atter befandt sig i bostedets midlertidige rammer. Hun kastede et blik på de fire personer der lå, alle i en dyb søvn, bag Equs kraftige bagben og begyndte at fundere over hvad de andre i bostedet ville mene om at de havde medbragt endnu flere munde der nu skulle mættes. Equ vrinskede glædeligt da Culrim præsenterede ham for endnu en halvtør gulerod.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...