Mig, saven og paraplyen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 apr. 2017
  • Opdateret: 6 apr. 2017
  • Status: Færdig
Dette er en metaforrig fortælling om det at vokse op og blive sig selv, som jeg fandt på en aften, hvor jeg ikke havde noget at lave. Smid endelig en kommentar om hvad I synes :) | Denne fortælling har vundet 2. pladsen i GIRLS CAN WRITE-konkurrencen.

3Likes
2Kommentarer
258Visninger

1. -

Det er nu tretten år siden, storken kom og afleverede mig. Dengang, var jeg blot et nysået frø, som lå behageligt i den trygge, varme jord. Dengang, var jeg lille og sød, og den alle noget så inderligt ønskede at være sammen med. Men dengang havde jeg jo heller ikke mødt alle skovens frygtindgydende rovdyr. Nej, dengang var jeg uvidende. 

Som treårig stak jeg for første gang mit hoved op af jorden, og siden da er mine blade begyndt at spire og min personlighed begyndt at blomstre. Jeg er nu godt på vej til at blive et stort og vist træ. Jeg prøver konstant at udvide rammen til mit liv, men det er som om, at alle mine ustyrlige grene peger i vidt forskellige retninger, og der er beklageligvis ingen af dem, der har valgt den rigtige. 

En gang imellem spørger jeg mig selv om, hvorfor storken overhovedet kom med mig, da det er som om, at mit selskab kun fører til uvejr. Når jeg stiller mine forældre samme spørgsmål, plejer de at svare, at det er noget pjat, hvorimod min mavefornemmelse plejer at fortælle mig, at det er løgn. Jeg er desuden overbevist om hvilket svar, jeg ville få, hvis jeg spurgte uglen, for selv papegøjen er begyndt at undgå mit nærvær.

Alle de mange tårer, som ensomheden får mig til at trille, skaber en følelse af, at jeg kun er et sandkorn, når de lander tung på min tud forklædt som regndråber, og det er på netop disse tidspunkter, jeg bedst husker den røde paraply, som storken gav mig i femårs fødselsdagsgave. Og selvom, at mit hjerte har været knust flere gange, end du har været i skole, ved jeg, at den altid vil være der til at beskytte mig, da jeg som syvårig stiftede bekendtskab med superlim.

Men på trods af tanken om, at jeg, takket være mit syvårige jeg, altid vil være beskyttet, kan jeg ikke lade være med at forestille mig, hvordan det ville være at være fri for paraplyen. 

Af den grund befinder jeg mig nu i min fars skur fuldt optaget af at rode i hans værktøjskasse. Jeg søger efter noget bestemt, en genstand med et håndtag af plastik, mens takkerne er af metal. 

Min hånd støder mod noget, som jeg forsigtigt tager op, men efter et par sekunders studering må jeg skuffet lægge det tilbage, da det er en hammer. Jeg famler videre, og efter en stund får jeg endelig fundet genstanden. Begejstret strammer min ene hånd grebet om den, mens den nærmer sig den anden, der er limet fast til paraplyen. 

Drømmen om at være fri, og om at være min egen, får mig til at save uden at tøve så meget som et split sekund. Jeg er godt klar over, at det er en process, der vil vare ved de næste mange år, og aldrig helt vil blive færdig, men nu har jeg da taget hul på den. 

Nu er jeg igang med at definere, hvad jeg er, og hvem jeg er.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...