The Bad Girl Goes Good

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 apr. 2017
  • Opdateret: 6 apr. 2017
  • Status: Igang
Rose Marie Johanson er opvokset på Amager i ghettoen sammen med sin far, og derfor ikke den typiske pige man finder i den fine del af Gentofte, med hendes hårde attitude. Hun er flyttet hjem til hendes farmor, da hendes far er blevet idømt fængsel. Det er en stor forandring for Rose, og det vækker opmærksomhed hos andre – især hendes nabo, Anthon. Han præsenterer hende for hans omgangskreds, men vil de accepterer hendes hårde attitude? Hvad gør hun, når en vis dreng viser interesse for hende, som er helt modsat af hende? Er det muligt for hende, at få følelser for ham? Og i sidste ende, kan han få hendes bløde side frem?

1Likes
0Kommentarer
132Visninger

1. Kapitel 1

 

 

Det er fredag aften, og det betyder endnu en aften, hvor jeg intet har at lave med mit kedelig liv, i stedet for at se fjernsyn, gå på computeren eller tjekke min mobil utallige gange for at se, om nogen har skrevet til mig – men der er intet. Efter jeg er flyttet hjem til min farmor i Gentofte, så forsvandt mine venner langsomt fra mig, på grund af afstanden mellem os. Irriteret og sukkende, rejser jeg op inden jeg går ind på mit kedelige værelse, hvor endnu en gang, jeg havde intet bedre at lave.

 

Jeg smider mig ned i min uredte seng, hvor jeg skriger ned i puden af frustration. Hvorfor kunne vi ikke bare flytte tilbage til min hjemby, Amager? Er det så meget at bede om? Jeg ved ikke hvad jeg laver i en by som denne, fordi jeg passer overhovedet ikke her til. Alt hvad folk går op i denne by, det er deres penge og anerkendelse fra andre mennesker, fordi de føler sig bedre end alle andre.

 

Så vil jeg meget hellere ligge her og sørge resten af mit liv, og så … Dø.

 

Det var som om at guderne hørte mine mentale skrig for at hjælpe mig, da jeg i næste øjeblik modtager en besked fra min nabo, Anthon: Rose. Kommer du i aften, eller hvad?

Jeg har glemt alt om, at Anthon inviterede mig med til hans fest i aften – hvilket bare viser min lyst til at deltage, som er ikke eksisterende. Jeg har ikke noget imod, at skulle tilbringe min tid sammen med Anthon, men det er mere hans venner. Jeg har ikke mødt hans venner endnu, men med denne arrogante by, så kan jeg ikke lade vær med at have fordomme. Måske er der et håb forude, fordi Anthon er ikke sådan. Min farmor har et godt forhold til hans familie, så da hun nævnte for dem, at hans barnebarn er flyttet hjem til hende, så inviterede de os til middag, så jeg også kunne blive præsenteret for deres søn, som er på min alder – hvilket så er Anthon. Selvom han er fra Gentofte, og jeg er fra Amager – hvilket er to helt forskellige miljøer, så klinger vi godt sammen. Men bare fordi vi klinger godt sammen, så kender han ikke den rigtige Rose Jeg åbner mig sjældent op for andre mennesker, og kan derfor godt skræmme dem væk, med min hårde attitude. Men overraskende, så har jeg ikke skræmt Anthon væk. Endnu.

 

Jeg rejser mig op fra sengen, og går hen til mit tøjskab. Som jeg ser ud lige nu, så kan jeg godt se lidt mere præsentabel ud, nu hvor jeg skal hen til Anthon og hilse på hans venner. Jeg finder hurtigt et par stramme jens, en tætsiddende hvid t-shirt og en læderjakke, som jeg skal have ud over. Jeg klæder mig på, hvor jeg derefter glider et par sokker på mine fødder, før jeg tager mine slidte sneakers på.

Nu er det vel tid til makeup, tænkte jeg. Jeg finder en brunlig øjenskygge frem, som jeg bruger med omhu på mine øjenlåg, inden jeg bukker mine øjenvipper med en øjenvippebukker. Jeg børster hurtigt mine fyldige øjenbryn igennem, inden jeg sprøjter noget deodorant under mine arme, og så et par sprøjt af min yndlingsparfume på min hals. Jeg går ind på mit værelse, hvor jeg hurtigt griber min telefon og smøger, inden jeg bevæger mig ned ad trappen. Jeg gætter på min farmor sover, siden hun ikke stiller spørgsmål til hvor jeg skal hen på denne tid af aftenen.

 

 

 

Da jeg står ude foran Anthons dør, der kan jeg hører musikken og højtråbende mennesker inde fra huset. Jeg kommer med et dybt suk, inden jeg åbner hoveddøren ind til huset og bliver overrasket ved synet af, hvor mange mennesker der befinder sig i Anthons hus. Jeg kan ikke lade vær med at grine for mig selv, da han er godt som død, hvis hans forældre eller min farmor finder ud af, at først og fremmest holder fest. Men at huset er helt proppet, så lægger han snart på den nærmeste kirkegård. Jeg skubber mig forbi mængden af mennesker, selvom jeg ikke har en anelse, hvad jeg søger i retning mod.

 

”Rose Marie Johanson, du kom faktisk. Er du okay?” Jeg vender mit hoved rundt, hvor der bliver placeret en hånd på min pande. Anthon står med et smørret grin på hans læber inden, at han fjerner sin hånd fra min pande. Jeg ruller let med mine øjne af ham, inden jeg sender ham et svagt smil.

”Sikke en ære, hva? Det skylder du mig en øl for” skød jeg tilbage med et smørret smil. Anthon ryster grinende på hovedet af mig inden, at han tager et blidt greb om min arm og trækker mig gennem menneskemængden. Vi kommer ud i hans køkken, hvor han hurtigt finder en øl frem og rækker mig den. Jeg løfter dåen op til mine laber, før jeg kaster mit hoved let tilbage for at tage en tår af min øl.

”Hvad så, Anthon – score du damer?” Jeg drejer nysgerrigt mit hoved, hvor jeg finder en gruppe af drenge med deres blik på os. Det går hurtigt op for mig, at de hentyder til mig og laver derfor hurtigt en grimasse, da jeg er langt fra interesseret i Anthon.

”Jeg håber ikke, dette er din måde at score ’damer’ på?” siger jeg, mens mit blik er rettet op på Anthon med et let løftet øjenbryn, hvor jeg derfor ikke kan lade vær med at udbryde i et grin. Drengene står foran os, imens de har deres forvirret blikke rettet mod hinanden, og derfor mod os.

”Bois, dette er min nye nabo, Rose” fortæller Anthon dem. Drengene præsenterer sig selv, men alligevel har jeg ingen anelse om, hvad de hedder. Jeg lyttede ærligt ikke efter, men det er fordi jeg heller ikke er interesseret i, at vide hvad de hedder. Det førstehåndsindtryk jeg har fået af dem, det er sådan nogle typer, som tror de kan charmere sig ind på alle piger ved, at kun sige deres fornavn.

Drengene smutter hurtigt igen, men én dreng bliver tilbage sammen med Anthon og jeg. Han har mellemlangt lysebrunt hår, og jeg kan ikke lade vær med at betragte hans grønlige øjne, der lyser op, mens han griner sammen med Anthon. Mit blik fanger hans, og et smil vokser sig på hans fyldige læber. I stedet for at smile tilbage til ham, så retter jeg mit blik ud mod den store menneskemængde i stedet, hvor jeg derefter tager en stor tår af min øl.

Hvis det ikke var for alle de forskellige valgmuligheder af alkohol, så ville det blive en meget lang aften.

 

__________________________________________________________________________________________

Hvad synes I om kapitlet? Jeg vil meget gerne hører, hvad I synes indtil videre. Jeg glæder mig i hvert fald til, at historien kommer ordentligt i gang, fordi der venter en masse spædende forude. 

 

Mange hilsner fra,

Izabel Marie Rose

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...