Anna's hvisken

Julie høre ikke andet end Anna, men hvem er hun?

0Likes
0Kommentarer
69Visninger

1. Anna's hvisken

Julie høre hendes hvisken fra det første øjeblik hun slår øjnene op om morgenen. Hendes første tanke går til Anna. Hun har været der i lang tid nu. I flere år. 
Julie ved ikke længere om hun skal omfavne hende eller skubbe hende væk. Julie forsøger at skubbe hende væk men hun ønsker at kunne omfavne hende med hele sin sjæl.
Julie er stået op og står nu foran spejlet. Spejlet som både er hendes ven og hendes fjende. (Ligesom Anna og vægten hun har gemt under sin seng) Spejlet foran hende viser hende den hun er. Den viser en person der burde være tilfreds med hvordan hun ser ud, men det er hun ikke. Hun har aldrig været tilfreds med sig selv og det er hun sikker på at hun aldrig vil blive. 
Julie går ud fra sit værelse. Tager sko og jakke på og skynder sig ud af døren. Hun sprænger morgenmaden over. Siger til sig selv at hun ikke er sulten. At hun ikke har brug for maden.
I skolen virker alt fint. Hun snakker med vennerne og griner af deres jokes. Intet lader til at være galt, men når timerne starter sker der noget andet. Udenpå kan man ikke se nogen ændring i hende, men inde i hende sker der noget. Hun lader sig falde ned i sine tågede tanker. Tænker ikke på andet end hvad der skal ske bagefter. For det nærmer sig at være det værste tidspunkt på dagen for hende. Frokost. 
Julie tænker på den næste løgn hun ville blive nødt til at fortælle for ikke at gå derind med sine veninder. Den næste løgn der skulle forklare hvorfor hun ikke skulle have noget hvis hun gik der ind. 
Klokken ringede ud og alle skyndte sig ud af lokalet. Inden Julie kunne nå at komme væk fik hendes veninder fat i hende og slæbte hende med ind i kantinen mens de gik og grinede. Hun prøvede på at komme med en grund til hvorfor hun blev nødt til at gå men hun kunne ikke. Hun fulgte bare efter og ind i kantinen. 
Det var hårdt for hende at være derinde. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. For da hun fik øje på den mad hun kunne vælge imellem kom der liv i det tomme hul som er hendes mave, men i hendes hoved skreg Anna til hende at hun godt kunne glemme alt om at spise noget af det hun så. Hun kunne godt glemme alt om den fede Foccasie hun hungrede efter i det øjeblik. 
Der var ingen der kunne se det, men der forgik en indre kamp indeni i hende. Kampen mellem Anna's stemme og sultens gnaven. Hun ønskede at hun kunne glemme Anna. Skubbe hende væk og lade hende forsvinde og aldrig komme tilbage. 
Sulten vandt næsten. Sulten var ikke stærk nok til at overdøve Anna fuldstændig. Hun kunne ikke få sig selv til at spise den mad hun ønskede så hun fik ikke andet et æble. Sulten var ikke tilfreds, men den accepterede det den fik. Inde i hende havde hun det som om hun lige havde tabt en vigtig kamp. Hun havde ladet sulten vinde over hende, men var det ikke det hun ønskede? Hun vidste det ikke. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. 
Skolen fortsatte og hurtigt var den overstået. Hun havde overlevet endnu en dag. En dag hvor hun ikke havde spist andet end et æble og en kedelig bolle. 
Hun løb hjem for at forbrænde det hun havde spist. Hun kunne ikke gøre andet. I dag havde hun ladet Anna styre. I dag havde hun ladet Anna styre alt hvad hun havde gjort. Ikke en eneste tanke den dag havde været hendes egen.
Hun faldt om på sengen da hun kom hjem. Fuldstændig flad for energi. Hun lå der på sengen og tænkte på en dag hvor hun havde kontrollen og ikke stemmen i hendes hoved. For hun vidste at det kunne være anderledes. Hun behøvede ikke at leve sådan. Julie havde haft perioder hvor hun kunne glemme Anna og selv Styre sit liv, men så kom hun tilbage. Ligesom Julie troede at hun var fri kom hun tilbage. Det gjorde hun altid, men hun drømte om en dag hvor det ikke var tilfældet. Drømte om en dag hvor hun endelig kunne glemme Anna og selv Stye sit liv. 
Sådan faldt julie i søvn. Med drømmen om at hun en dag ville være fri.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...