Blind Kærlighed

Ryan forlod havnebyen for at lede efter Rose, men til ingen nytte. 5 år senere vender han skibet mod sit hjemsted for at finde hende blind og forlovet. Men Ryan kan ikke opgive sin kærlighed til hende, selv ikke hvis det kan koste ham livet. Ryan Portland er hertug af Gevalto, men også pirat på de åbne vande. Rose De Salvatino er en ung kvinde, hvis skønhed overgår gudindernes. Vil de lykkes for dem at være sammen?

Med i konkurrencen om Skønheden og udyret.
Valg mulighed 1: Skriv en movella inspireret af citatet: ”Bittersweet and strange, finding you can change, learning you were wrong”, fra den klassiske Beauty and the Beast-sang.

2Likes
0Kommentarer
236Visninger
AA

5. En katastrofe til lands

Alarmerne lød gennem byen, og deres larm nåde til Ryans øre på kroværelset. Hurtige skrid lød gennem gangene og døren til værelset blev slået op og Nicolas væltede ind.

``Vi må afsted, hæren er på vej!´´ Ryan kiggede forvirret på Nicolas.

``Hvad er der sket?´´ Nicolas var forpustet og rystede voldsomt på hovedet.

``Der er ikke tid til at forklarer, vi skal afsted NU!´´ Ryan tog hurtigt sine ting og fulgte efter Nicolas mod skibet. Menneskene i byen løb rundt og hele byen var i kaos. Nogle enkelte huse var brudt i brand og flammerne oplyste den allerede lyse himmel.

``Hvad med de andre, er de kommet tilbage til skibet?´´ Nicolas svarede mens de løb mod klipperne som skjulte skibet.

``Ja, de er alle på skibet og venter.´´ Ryan kiggede tilbage til byen, flammerne var allerede ved at være slukket, men nu kunne råbende tydeligt høres. Hærens skridt som gik i en takt som kun varslede uro.  

``Vi skal skynde os!´´ Nicolas skubbede nu til Ryan for at få ham til at løbe hurtigere.

``Hvad med Rose?´´ Nicolas sukkede og blev ved med at skubbe ham mod skibet.

``Lige nu er det os der skal i sikkerhed, de er efter OS. Nogen må havde fortalt dem at vi var her.´´ Ryan huskede tilbage på gårsdagen og huskede den måde Rose havde undskyldt på.

``Det var Rose…´´ Ryans stemme var svag, aldrig havde han troet at hun kunne finde på dette. Aldrig.

``Den tøs!´´ Nicolas råbte næsten, men tog sig hurtigt i det. Ryan tog til og det samme gjorder Nicolas, snart nåde de skibet og rigtig nok var hele mandskabet på skibet i tryghed. De to kom op på skibet og satte til søs.

``Måske skulle vi aldrig havde kommet tilbage.´´ Ryan kiggede mod havnebyen som langsomt var blevet mindre som de kom længere og længere væk. Nicolas så bare på ham og sukkede.

``Ryan, du kan ikke gøre mere, hun skal giftes.´´ Cian kom gående mod dem og med sit katte smil så han på Ryan.

``Jeg ved det godt Cian, men jeg ved at hun stadig elsker mig.´´ Cian hoppede op på en tønde og rystede på hovedet af ham.

``Kærlighed er virkelig mærkelig, ligefrem bittersød. Jeg forstår ikke jer mennesker på det punkt.´´ Cian kiggede nu også mod byen.

``Og Ryan inden du overvejer det, så er det ikke en god idé.´´ Nicolas så bare på Cian, han havde stadig ikke vænnet sig til den talende kat. Rigtig nok var den idé som legende i Ryan ikke det man skulle kaste sig ud i, man skulle ikke engang tænke på det, når man var pirat og gerne ville leve på havet. Men dette stoppede ikke Ryan i at få idéen, eller at han overbeviste sig selv om at var en god plan. Cian kunne se på Ryan, at det allerede var for sent.

 

Alt imens dette skete på skibet, var byen faldet til ro og Rose gik gennem gaderne for at fornemme de forandringer som var kommet. Hun var mange gange ved at falde, men altid redede hun sig selv. Flammerne var alle sammen væk og folk var begyndt at ryde op. En soldat gik op til Rose.

``Frøken Rose, Vi takker Dem for deres oplysning om piraterne.´´ Rose nikkede kort og kiggede mod havet.

``Vi sætter sejl om vil prøve at fange dem.´´ Rose nikkede bare, hun hørte ikke rigtig efter længere.

``Har I fanget nogen?´´ Rose kiggede mod soldaten, han rystede på hovedet.

``Det har vi desværre ikke, men vi håber på at pågribe dem om ikke så længe. Vi har allerede tilkaldt hjælp og flere skibe er på vej mod byen lige nu for at fange piraterne.´´ Rose nikkede og begyndte at gå derfra, men kun for at blive mødt af Will.

``Rose De burde ikke være her ude lige nu.´´ Rose gik forbi ham og gik helt ned til havet. Will fulgte efter hende, forsigtigt.

``Will? Hvad er det jeg lever for?´´ Will stod ved hendes side og kiggede på hende, han var betaget af hende skønhed.

``De lever for at folk kan beundre Deres skønhed.´´ Will tog forsigtigt hendes hånd og kyssende den på bagsiden. Hun kiggede på ham med sine blinde øjne, der var intet smil at finde.

``Will sig sandheden, det er Dem der gjorder dette mod mig, er det ikke sandt?´´ Will smilte roligt og nikkede.

``Jeg kunne da ikke lade sådan en skønhed tilfalde en person som ham. De er meget mere værdi i en rosehave sammen med alle roserne.´´ Hans stemme var dyb, det var som om at hans rigtige jeg kom til syne.

``Den skønhed tilhøre mig.´´ Hans stemme var som en galnings. Hans fingre løb over hendes kind, men hun stod blot helt stille.

``Hvordan vidste De at det var mig der stod bag?´´ Rose tog et skridt væk fra ham, hun var som forstenet, det var ingen gang som om hun træk vejret.

``Deres udstråling, Deres være måde.´´ Will gik igen tættere på hende, de stod nu ude i vandet.

``Rose, De ved at De ikke kan gå længere.´´ Rose stoppede op og så mod ham.

``Det eneste jeg kan se er mørke! Roserne er der ikke længere, det er som at høre skrig!´´ Rose mærkede, hvordan han havde bevæget sig tættere på hende.

``Er De bange?´´ Rose rørte sig ikke.

``Bange for hvad?´´ Will smilte over hendes svar.

``Bange for mig?´´ Rose rettede sig mod ham og gik tættere på ham.

``Nej.´´

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...