Blind Kærlighed

Ryan forlod havnebyen for at lede efter Rose, men til ingen nytte. 5 år senere vender han skibet mod sit hjemsted for at finde hende blind og forlovet. Men Ryan kan ikke opgive sin kærlighed til hende, selv ikke hvis det kan koste ham livet. Ryan Portland er hertug af Gevalto, men også pirat på de åbne vande. Rose De Salvatino er en ung kvinde, hvis skønhed overgår gudindernes. Vil de lykkes for dem at være sammen?

Med i konkurrencen om Skønheden og udyret.
Valg mulighed 1: Skriv en movella inspireret af citatet: ”Bittersweet and strange, finding you can change, learning you were wrong”, fra den klassiske Beauty and the Beast-sang.

2Likes
0Kommentarer
249Visninger
AA

4. Barndomsminder

``Fortæl mig sandheden, hvor fra kender De mig?´´ Rose var vendt mod mig. Hun stod helt stille som om hun var en del af landskabet, en del af det uendelige hav.

``Du snakkede altid om den kat du ønskede dig, da vi var yngre. Jeg glemte det aldrig. Jeg glemte aldrig dig, selvom du forsvandt sammen med din familie.´´ En tårer trillede ned af hendes kind. Det hele føltes så uvirkelig.

``Ran?!´´ Kælenavnet lød mellem hende læber. Hun kastede armene om ham, tårerne blev ikke længere holdt tilbage. Hun var igen menneskelig. Igen en person som kunne føle.

``Jeg troede aldrig jeg skulle se dig igen… høre dig igen.´´ Ryan holdte om hende, men hele tiden kiggede han omkring dem, sikker på at ingen så dem.

``Jeg husker en anden ting fra vores barndom, du havde altid ønsket at se verden og være på havet.´´ Rose blev stiv og gik lidt væk fra Ryan.

``Ja, det husker jeg godt. Men jeg kan ikke længere rejse.´´ Ryan så på hende, hun virkede trist og lille. Næsten som om hun ikke måtte være andet.

``Hvad er der sket i al den tid jeg ikke har set dig?´´ Rose kiggede lige på ham.

``Jeg mistede mine øjne til Tiden.´´ Ryan forstod intet.

``Hvad mener du?´´

``Hvis jeg tager her fra vil tiden gå i stå. Jeg ventede på dig i al den tid, jeg ventede på dig gennem regnen og kulden, men … Jeg havde ikke lang tid tilbage.´´ Rose vendte sig lidt væk fra Ryan.

``Jeg ville så gerne være sammen med dig igen. Men jeg havde ingen tid. Jeg gav mit syn for at leve. Men er det her virkelig at leve.´´ Ryan tog forsigtigt hendes hånd i sin.

``Jeg skulle være kommet tilbage tidligere.´´ Rose rystede på hovedet.

``Du havde dine grunde, men jeg er glad for at du aldrig glemte mig.´´ Hun smilte trist og vendte kort ryggen mod ham.

``Ryan, tag herfra i morgen. Det er for det bedste.´´

``Nej! Rose, du ved ikke hvad jeg føler. Du ved ikke hvorfor jeg har rejst på havet, jeg har ledt efter dig, og i al den tid var du her.´´

``Ryan, jeg skal giftes… Og du er en pirat.´´ Hun smilede til det sidste.

``Rose, du må ikke forsvinde fra mig igen. Vi ved begge to at vi har en skæbne sammen.´´ Rose tog om sig selv.

``Ryan, glem mig i vores barndomsminder. Find tilbage til dit skib og sejl ud i verden. Se den for mig.´´ Ryan kiggede på hende, det var som om der gik flere timer, hvor han bare kiggede på hende.

``Det kan jeg ikke.´´

``ROSE!´´ Wills stemme lød og kort efter dukkede han op. Han så fra Rose til Ryan.

``Rose, De skal hjem nu.´´ Rose nikkede og gik forbi Ryan.

``Ryan, undskyld.´´ Ryan vidste ikke på det tidspunkt, hvorfor hun undskyldte, men det fandt han hurtigt ud af den næste morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...