Tom

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2017
  • Opdateret: 5 apr. 2017
  • Status: Igang

1Likes
1Kommentarer
60Visninger

2. Tom

Har du nogensinde følt dig tom? Følt at du ikke gad mere? Haft lyst til at opgive?

Ikke på den måde at man er ked af det og græder hele tiden. Når man pludselig opdager at man ikke kan mærke noget længere.

Jeg følte første gang den følelse på mit gamle fritidshjem. Jeg havde brugt hele skoledagen på at blive svinet til og ham der svinede mig til var ham jeg fulgtes med til fritidshjemmet. Da vi kom derover gik vi ind i vores hus for at sidde alle sammen. Jeg er lidt sløret omkring detaljerne, men en ting husker jeg. Jeg blev slået. Man skulle tro at det så ville være en dag der stod klar i min erindring, men det var bare som en hver anden dag. Dog var denne dag anderledes. Normalt blev jeg ked af det når det her skete. Jeg ville ikke sige noget, men bare trække mig mere og mere ind i mig selv. Jeg ville ende med bare at sidde. Helt tom.

Så lyder det sikkert underligt at jeg alle de gange netop ikke var tom. Da jeg følte tomheden var det som om alt blev lidt ligegyldigt. Jeg gik direkte ud af huset og over til det høje tårn i midten af fritidshjemmet. Ved siden af tårnet var en kæmpe gynge og ved siden af tårnet, helt øverst oppe var den bjælke der holdt den meget ustabile gynge på plads.

Jeg gik direkte op i det tårn og mens alle de andre stod og kiggede nede fra jorden hoppede jeg op på rækværket på tårnet og trådte med den ene fod ud på bjælken. Ca. 9 meter over jorden. Intet andet end grus og jord under mig.

De gispede alle sammen og de fleste troede sikkert at det jeg lavede var en form for opmærksomhedsstunt, men nej. Jeg kunne ikke have været mere ligeglad med dem.

I det øjeblik tænkte jeg kun på mig selv. Jeg følte intet og jeg forstod på det tidspunkt ikke helt hvorfor. Jeg forstod ikke hvorfor jeg ikke var ked af det eller vred og jeg ville prøve at skræmme følelserne tilbage.

Jeg satte næste fod ud og hørte så at nogle af drengene, der iblandt ham, var kommet op til mig. Nogle af dem stod og grinte. Andre kiggede lidt uroligt. Det vigtige er at ingen virkede bange for at jeg ville falde. Måske troede de ikke på at jeg ville gå længere ud end at jeg kunne gribe fat i tårnet hvis jeg faldt. Måske forstod de ikke alvoren af sådan et fald. Måske var de ligeglade.

Jeg kiggede ned mens jeg tog et stort skrid så jeg endte lige ved siden af kæderne til gyngen.

Folk blev lidt mere urolige, men igen var ingen dissideret bange. Et par piger råbte som om de var, men det var dramaet i situationen de var ude efter.

Jeg satte mig på bjælken med benene dinglende ud over. Så lod jeg mig selv vende 180 grader så jeg kunne glide ned så jeg hang i armene. Meget hurtigt tog gav jeg slip samtidig med at jeg med benene greb kæderne. Jeg gled langsomt ned og stillede mig ved siden af de andre. Jeg kiggede en smule uforstående på dem og gik så et par skridt i retning af huset. Jeg vendte mig om og kiggede på dem mens jeg hørte mig selv sige 'kommer i?'

Da jeg gik videre mod huset kunne jeg stadig intet mærke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...