"Ord kan ikke gøre ondt"

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2017
  • Opdateret: 4 apr. 2017
  • Status: Færdig

0Likes
1Kommentarer
117Visninger
AA

1. Sticks and stones

“Sticks and stones may break my bones, but words will never hurt me”

Første gang jeg hørte den remse forstod jeg den ikke.

Misforstå mig ikke. Mit engelsk er godt. 

Men jeg kunne ikke forstå, hvordan en brækket knogle nogensinde ville kunne gøre mere ondt end det, jeg har været igennem. 

 

Min far slog min mor.

Stress. Hukommelsestab. 

Jeg lærte fra en tidlig alder, at du ikke kan stole på nogen. 

Og jeg lærte, at du skal skjule det, når du bliver revet i stykker. 

 

Mobning. 

Ordene "du er ikke god nok" gav genlyd gennem årene. 

Jeg vendte min frustration indad mod mig selv. 

Selvmordsforsøg. Selvskade. 

Min første psykolog snakkede jeg med, da jeg var 5 år.

Og min første psykiater da jeg var 15. 

Lavt selvværd. Depressiv. Selvmordstruet. 

De siger allesammen det samme. 

Men hvad kan de gøre? 

Depressionen er groet fast så dybt inde i min sjæl, at det vil påvirke mig resten af mit liv. 

Jeg er i stykker. 

 

Jeg har aldrig haft nogen at snakke med.

Ikke fordi jeg ikke har nogen venner. 

Jeg har bare ikke nogen, der nogensinde vil være i stand til at forstå. 

De har allesammen haft rare og sorgløse barndomme med venner, forældre, søstre og brødre, der allesammen elsker dem og tager sig af dem. 

De siger til mig, at jeg bare skal "komme videre". 

Som om depression er noget, der bare kan sættes et plaster på, og så bliver alt godt igen. 

Som om et indgroet liv er noget, en læge kan skære væk. 

De siger, at svaret er kærlighed til dig selv. 

Så jeg kæmper for at være selvsikker, men det er ikke så simpelt. 

For jeg er ikke opdraget til at være stolt og elske den jeg er.

Jeg fik at vide, at der var forventninger og begrænsninger. 

Jeg voksede op med den overbevisning, at ingen nogensinde ville elske mig.

At jeg aldrig ville møde nogen, der ville få mig til at føle, at jeg er god nok. 

Jeg brugte min tid på at prøve at gøre mig selv helt tom, så jeg ikke kune føle noget. 

Og når du er når til det punkt, hvor du er helt følelsesløs, så kan du ikke bare "tænke positivt". 

De vil aldrig forstå. 

Så jeg kæmper mine kampe alene. 

 

Selv den dag i dag bløder mit knuste hjerte stadig. 

Selvmordstanker og håbløshed præger min hverdag. 

For jeg er i stykker. 

Hvordan kan du stå fast på jorden, når alle omkring dig prøver at begrave dig under den? 

 

Og der er stadig børn, der kæmper med depression. 

Men hvis endnu et barn går i stykker, og ingen vælger at høre det, laver det så en lyd? 

Eller er det bare baggrundsstøj? 

 

Vi er de falmede ekkoer af stemmer, der råber "words will never hurt me". 

Prøv ikke at fortælle mig, at det gør mindre ondt end en brækket knogle

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...