24 tårer

Dette er fortællingen om manden, der ikke trillede tårer uden mening.

2Likes
0Kommentarer
127Visninger

1. -

Den kølige brise hvirvlede let omkring ham, og solnedgangen kastede et afslappet, rødligt skær på omgivelserne. For hvert skridt, han tog, sank hans sko længere og længere ned i sandet, og brændingens brusen fyldte hans ører som stille baggrundsmusik. Normalt ville dette have været et paradis for ham. Den klare, mørke himmel, der kun ventede på, at han skulle komme og nærstudere alle dens mange stjerner, og den lille Carina, der ivrigt fulgte med i hans iagttagelser. I mange år havde de studeret stjernerne. Det havde været deres fælles hobby. En hobby, som de indtil tidligere samme uge havde haft planer om at fortsætte. 

    En tåre trillede ned ad hans kind. Det var ikke meningen at det skulle ende sådan her. Det burde det ikke. Det måtte det ikke. 

    Forsigtigt lod han sine øjne glide ned mod hans hånd, som stædigt holdt fast i hans kones. Tilsammen lignede deres hænder et hjerte. Carina plejede altid at sige, at deres forhold var som solen. For stærk til at gå tabt. Det var sødt, at hun sammenlignede deres forhold med solen, men solen havde også svagheder. Den var for svag til at vokse – akkurat ligesom deres forhold, og desværre var det tidligere på ugen blevet bevist, at teorien var sand. For fireogtyve år siden, havde de fået deres datter, Carina. Hun var vokset op som en glad, lille pige, der ligesom ham selv elskede stjernerne, og hendes vidunderlige livsglæde havde varet ved hele hendes korte liv. 

    Endnu en tåre trillede ned ad hans kind, og en klump satte sig fast i hans hals. 

    Tidligere på ugen havde de to velkendte toner lydt fra dørklokken, hvilket ellers aldrig skete, da det var begrænset hvor mange venner, de havde. Forvirret havde han fjernet hovedet fra avisen og skævet til hende. Det havde stået klart for ham, at det var Carina, der var kommet for at oplyse dem om hvilken karakter, hun havde fået, da hun samme formiddag havde været til eksamen i Astronomi. Men på den anden side, så plejede hun jo at ringe for at sikre sig, at de var hjemme. Han var derfor nysgerrigt slentret ud i entréen hvor han havde lagt sin hånd på håndtaget, men noget havde ændret sig, da han havde set de to skikkelser bag den slørede rude. Varsomt, havde hans store, fyldige hånd presset håndtaget bund. 

    En tredje tåre trillede ned ad hans kind. Hvorfor var livet dog så uretfærdigt?

    Han havde lige så stille trukket døren til sig, og de to skikkelser var blevet til mennesker. Den ene havde været lige knap to meter høj, bredskuldret og ren muskelmasse. Stik modsat havde den anden nok skulle bruge en skammel for at nå køkkenbordet, og havde derudover været næsten lige så bred som høj. Men fælles for dem begge havde været de meget mørkeblå bukser, den lyseblå skjorte, håndpistolen i bæltet og den tungsindige mimik.
    "Bjørn Sort?" havde den lille spurgt med en dyb, rumlende stemme og rynket næsen der, hvor briller havde siddet. Uden at bemærke det svage nik, han havde givet som svar, havde den lille fortsat: "Udemærket. Bjørn, ser du, det vil nok være bedst hvis vi går ind og sætter os."
    Tøvende, havde han ført dem ud i køkkenet og sat sig på den tomme træstol, der havde stået ved det lille, runde køkkenbord, til venstre for hans kone. Han kigget på hende og modtaget et spørgende blik, hvilket ikke var uforståeligt, eftersom de gæster, de havde fået, ikke var nogle, man normalt fik besøg af.

    En fjerde, femte og sjette tåre trillede ned ad hans kind, og hans hjerte stoppede helt med at slå.

    Den bredskuldrede havde rømmet sig. "Det gør mig meget ondt at skulle overbringe denne meddelelse. Men, Carina, hun..."  Den bredskuldrede var gået i stå med øjne, der var fyldt til bristepunktet med tårer. Han huskede tydligt sveden, der havde ligget som små perler på hans pande og alle de mange tanker, der havde faret gennem hans hoved. Tanker, som burde være urealistiske, men ikke var det. 
    "Carina, hun," supplerede den lille. "Hun blev fundet bevidstløs ved Thorsminde strand. Vandet har sandsynligvis taget hende med." 

    En syvende tåre trillede ned ad hans kind, og hårene på hans lange, bare arme rejste sig. 

    "Hun blev fragtet til hospitalet så hurtigt som muligt," den bredskuldrede havde kløet sig i sit fuldskæg. "Men lægerne måtte desværre konstatere, at hun ikke var til at redde." Hans første tanke havde været, at de havde taget fejl, for sådan skulle det være. Men nej, sådan nogle som dem havde aldrig taget fejl, og det ville de heller aldrig gøre. Det lå i deres natur ikke at tage fejl, og denne ene gang havde ikke været en undtagelse. Hun var væk.

    En ottende, niende og tiende tåre trillede ned ad hans kind, og det føltes som om, hans krop vejede det dobbelte.

    De to gæster havde kigget på ham som om, at han blot havde været en illusion, og det forgående aldrig havde fundet sted. Forsigtigt havde de rejst sig, og bakket baglæns ud i entréen i håb om, at det kunne spole tiden tilbage, men det havde selvfølgelig været fuldstændig tåbligt, og de havde forladt huset skræmte fra vid og sans. I det øjeblik, havde verden føltes afskåret fra al livsglæde, og varsomt havde hans kone kærtegnet hans blege kind. Sammen havde de som forstenede siddet et par timer i det kolde køkken.

    En elvte tåre trillede ned ad hans kind, og han indså, at livet aldrig ville blive godt igen.

    Vandet ramte ham i form af en bølge og gjorde de sorte træsko, han havde haft på siden den dag, de mistede Carina, våde, men det betød ikke noget. Der var ingenting, der betød noget længere. Ikke engang de mange blomster, som familie, venner og bekendte havde lagt foran dem for at vise deres kærlighed til hende. Den kærlighed, som næsten ikke eksisterede. Den kærlighed som de ikke var værdige nok til at have. 

    En tolvte, trettende og fjortende tåre trillede ned ad hans kind, og hans minder om Carina visnede, som den røde rose, der lå foran ham.

    Som de stod der, ved Thorsminde strand, føltes livet næsten ubærligt. Deres datter havde haft en lys fremtid. Hun havde haft den fineste skolegang og havde kunnet se frem til en lang karriere som astronom. Hendes straffeattest havde været pletfri, og venner havde hun haft masser af. Hun havde kendt næsten alle i byen, og dem, hun havde mødt, havde ikke kunnet undgå at elske hende. Ikke engang en flue havde hun nænnet slået ihjel, hendes hjerte havde været af det reneste guld. 

    En femtende, sekstende og syttende tåre trillede ned ad hans kind. Hvorfor var det ikke sket for ham istedet for?

    Det var nok bare sorgen, der spillede ham et lille pus, men en hånd syntes at dukke op et par meter ude i vandet. Den var for stor til at være en barnehånd, men ejeren kunne dog ikke have været meget mere end tyve år. På afstand så hånden ud til at være fin og ren, og han havde nemt ved at forestille sig den lange, slanke krop og det krøllede, blonde hår. Beklageligvis ramte usikkerheden ham, da det gjaldt om at vide, om det var en hallucination, eller om hun rent faktisk var der. Men chancen var der, og den skule ikke spildes. Uden varsel trak han sin kone, der var lige ved at falde over de mange blomster, med ud i vandet. Overraskende nok fulgte hun med uden nogen form for protest, men måske havde hun også set det. Måske var det ikke bare en hallucination. Vandet steg for hvert skridt, de tog, og kulden kom krybende op igennem dem. Normalt ville de have været ved at fryse ihjel ved bare tanken om sådan en kulde, men chancen for at det var hende, holdt dem i live. Skønt vandet gik dem til lårene nu, var det som om, at uanset hvor mange skridt de end tog, forblev afstanden hen til hende den samme. 

    En attende, nittende og tyvende tåre trillede ned ad hans kind, og håbet døde hen som den lilje, han havde trådt på på vej ud i vandet. Det var bare en hallucination. 

    Med vandet gående op til livet, stod de og betragtede hallucinationen. Den lille, fine hånd havde omtrent samme hudfarve som ham selv, men der var noget andet ved den. Noget specielt. Det var måden den stod på, som om den prøvede at fortælle dem noget. Tommelfingeren omsluttede lange-, ringe- og lillefingeren, mens pegefingeren sigtede mod himlen. Hvad var det, den prøvede at vise dem? Han havde aldrig haft problemer med det logiske, det var ved det kreative han haltede. Det kreative, som han havde brug for netop nu. Han ville sådan ønske, at Carina var der til at hjælpe ham. Nu fandt han sikkert aldrig ud af hvad, hånden ville fortælle ham. 

    En enogtyvende, toogtyvende og treogtyvende tåre trillede ned ad hans kind, og han klemte hendes hånd og mærkede ringen, som i mange år havde symboliseret deres forhold. Hun var alt, hvad han havde tilbage, for selv glæden ved livet var blevet væk.

    Hans kone kyssede ham blidt på kinden og pegede op mod himlen. En glæde, som han ikke havde været i besiddelse af hele ugen, overvældede ham. Hun havde fundet det, fundet svaret, fundet det som hånden havde prøvet at vise dem. I løbet af få sekunder rykkede stjernerne, der så fint lå på himlen, sig. De dannede ikke længere noget stjerne billede, det var nærmere en besked.

 

Kære mor og far

Livet er som et glas vand, der før eller siden bliver drukket – alt andet er uundgåeligt. 

Meningen med livet er altså ikke at forhindre det, men at gøre sig klar til den 

vidunderlige rejse, døden tager en med på. 

 

En firetyvende tåre trillede ned ad hans kind, og han indså, at hun blot havde fået chancen for en ny begyndelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...