Ofrene for Hitlers vrede

Det er 1944. Eigil Hjalmar Petterson er en ung mand fra en af modstandsgrupperne. Som modstandsmand må han gå igennem mange ting der fører til smerte, og hans udholdenhed bliver sat på prøve. Frygten for at blive sendt på kz-lejr truer ham, og tyskerne presser fangerne til det yderste.
Denne historie er tilmeldt til konkurrencen: 'Skriv dig gennem historien', og er valg tre, hvor man skal skrive om Frøslevlejren.
PS når det skifter til nutid er det flashback:)

2Likes
0Kommentarer
745Visninger
AA

6. Papirkuglen

Lyden af mennesker der snakkede, gled atter ind i hans øregange, og han åbnede øjnene. Hvorfor snakkede folk? Havde tyskerne vækket dem uden at han havde opdaget det?  Familien havde de allerede taget fra dem. Også deres søvn. Det dårlige humør strømmede ud fra Eigils ansigt. “Du må hellere gemme det der humør væk,” grinede Preben sarkastisk. “Kom nu,” hviskede Preben og gik ud på midtergangen. Eigil fulgte efter, og i samme øjeblik, han tog et skridt, dannede billederne fra drømmen sig i hovedet på ham igen. Med et gys fortsatte han efter Preben.

 

Harry havde sneget sig op på soldaternes kontor, hvor han havde taget noget papir. Han kom tilbage til Eigil og Preben med en lille stak af papir. De begyndte alle tre at krølle hvert eneste stykke til papirkugler. Dernæst begyndte de at kaste dem rundt mellem hinanden. Harry fandt også på et lille ‘spil’ med papirkuglerne. Flere og flere af fangerne tilsluttede sig deres ‘spil’.

 

De var alle opmærksomme på ikke at komme tættere på pigtrådshegnet, end de tre meter, for ellers ville det blive betragtet som flugtforsøg, og dermed medføre en straf. Nemlig døden. Preben havde, et kort øjeblik, sit fokus, i sine egne tanker. Derfor greb han ikke papirkuglen, som var blevet kastet til ham. Kuglen nåede at trille indenfor de tre meter fra pigtrådshegnet.

 

Preben kiggede op på et af vagttårnene. Vagten nikkede til ham, hvorefter han gik ud og hentede kuglen, men inden han var kommet ret langt over ‘grænsen’ lød skuddet, fra et af vagttårnene. Eigil skreg. Vågn op Eigil, tænkte han. Vågn op! Vågn nu op! Men han vågnede ikke. Det må være en drøm, tænkte Eigil, det må det være. Det kunne ikke være sandt. Uden han selv havde opdaget det, var han løbet hen imod Preben. Harry rev fat i ham. Eigil prøvede at vride sig fri.”Eigil det nytter ikke noget!” råbte Harry, “hvis du fortsætter dør du også.” Eigil tænkte et øjeblik. Så stoppede han med at stritte imod. Harry slap ham. Eigil kunne skimte Prebens glasøjne, der skinnede på grund af solen, der sendte sine stråler ned over Frøslevlejren.

 

Tyskerne trappede ned foran dem, og holdte dem på afstand. Sergenten beordrede fangerne til at begrave Preben, og de fik endda lov til at sætte en mindesten op for ham.


Eigil sukkede. Det var hårdt at miste sin bedste ven på den måde. Forfærdeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...