Ofrene for Hitlers vrede

Det er 1944. Eigil Hjalmar Petterson er en ung mand fra en af modstandsgrupperne. Som modstandsmand må han gå igennem mange ting der fører til smerte, og hans udholdenhed bliver sat på prøve. Frygten for at blive sendt på kz-lejr truer ham, og tyskerne presser fangerne til det yderste.
Denne historie er tilmeldt til konkurrencen: 'Skriv dig gennem historien', og er valg tre, hvor man skal skrive om Frøslevlejren.
PS når det skifter til nutid er det flashback:)

2Likes
0Kommentarer
821Visninger
AA

4. 'Idiotarbejdet'

Næste dag blev fangerne vækket og kaldt ud foran barakkerne. Der var værksteder for specielle håndværkere, og kontorer for Danmarks indre administration. Men hovedparten af ‘Häftlingene’ udførte jordarbejdet. De skulle fjerne lyng- og sandbakker mellem barakkerne, hvilket tog en måneds-tid.

 

Häftlingene skulle derefter grave dybe huller i jorden mellem barakkerne, og herefter skulle de transportere jorden til den anden ende af lejren. Der skulle kreeres ‘pyramider’. Når ‘pyramiderne’ og ‘hullerne’ var blevet godkendt af vagtmesteren, skulle jorden transporteres tilbage igen og udfylde hullerne. Fangerne fik efterhånden navngivet dette jordarbejde til ‘Idiot-arbejdet’, for det tog en enorm tid.

 

Da de udmattede fanger endelig kunne slappe af, når de skulle spise, prøvede de at lave ‘revyer’, for ikke at mindes deres bekymring om familien derhjemme. Selv de platteste jokes kunne de grine af. Alt arbejdet tog hårdt på dem, og de prøvede alle at holde tålmodigheden. “Vi skal nok komme væk herfra engang”, opbakkede de hinanden, og prøvede ikke at miste håbet.

 

Eigil tørrede sveden af sin pande. Det havde været en hård dag. Duften af pebermynte strejfede hans næse. En ung mand ved navn Preben Erling Andersen, satte sig ved siden af ham. Han havde nogenlunde mørkt hår, der lå roligt på højre side af hans hovedskal. Hans udmattede grønne øjne stirrede ind i Eigils blå øjne. De mindede Eigil om hende. Preben trak på smilebåndet. “Det har været en udmattende dag,” sagde Preben venskabeligt. De havde snakket lidt sammen i dag. Ikke så meget faktisk. Ikke fordi at de ikke gad, men på grund af tiden. Tiden var så pinefuld langsom, men alligevel hurtig nok til at de ikke havde tid til at snakke sammen. “Ja,” svarede Eigil lidt fjernt. Han tænkte på hende. De smukke grønne øjne, det lyse lange hår, det fantastiske smil hvor man altid kunne skimte hendes utrolige glæde og hendes lille perfekte hage, som han elskede at lade sine fingre følge, hele vejen ned til halsen. “Er hun smuk?” spurgte Preben som havde forstået Eigils fjerne blik. “Ja, og vi venter et barn sammen,” sukkede Eigil, “bare jeg er hjemme når lykken finder sted.” Preben forstod Eigil. “Bare vent til at himmelekspressen kommer,” sukkede Preben, “vores billet til friheden.”

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...