Ofrene for Hitlers vrede

Det er 1944. Eigil Hjalmar Petterson er en ung mand fra en af modstandsgrupperne. Som modstandsmand må han gå igennem mange ting der fører til smerte, og hans udholdenhed bliver sat på prøve. Frygten for at blive sendt på kz-lejr truer ham, og tyskerne presser fangerne til det yderste.
Denne historie er tilmeldt til konkurrencen: 'Skriv dig gennem historien', og er valg tre, hvor man skal skrive om Frøslevlejren.
PS når det skifter til nutid er det flashback:)

2Likes
0Kommentarer
787Visninger
AA

5. Frygten

Pulsen i hans blodåre stiger, og hjertet pumper hurtigere end normalt. “Hallo?” spørger han. Hans kolde og fugtige tæer rammer gulvet. Med et stille bump er han på gulvet og lister ud på midtergangen. “Er der nogen?” Han fortsætter sin vandring.  Han går efter lydene og ender på gårdspladsen. Så snart han træder ud, kommer han duften af friske træer og blomster i møde, men også en anden duft. Et menneske. Forsigtigt nærmer han sig, og personen står med ryggen til ham. “Hvad laver du?” hvisker Eigil. Med ét vender personen sig. Hans ansigt er blodigt, og han falder ned på græsset. Hans vejrtrækninger forsvinder efterhånden, og øjnene viser forskrækkelse. Det kan ikke passe, tænker Eigil. Forskrækket vender han sig om og løber. “Preben er død!” råber han, og nærmer sig sovesalene. “Preben er død!”

 

“Eigil, vågn op!” sagde en person og ruskede i ham. Eigil åbnede øjnene og tog sig til hovedet. “Var det bare en drøm?” spurgte han og vendte sig mod personen. En ret charmerende fyr faktisk. Hans uskyldige brune øjne, som de fleste piger ville falde for. Det brune hår, der nærmest stod op af sig selv. Ikke at det var grimt, det var det slet ikke. De smalle kindben, der tydeligt kunne ses på afstand. Hans parfume, der havde en duft af mandlighed, samt en smule sødme, som kun akuart kunne skimtes i næseborene. Det var intet i forhold til senestrøgene på hans mave. Hvis man lod fingeren køre rundt på hans mave, kunne de veltrænede muskler tydeligt mærkes. Det var Harry Ivanouw Bothmann. “Ja, du råbte noget med, at Preben er død,” svarede Harry. Det føltes som om, at en sten borede sig ind i hjertet på Eigil. Han vidste, at følelsen ikke ville forsvinde før han så Preben i live.

 

Med en lettelse i hjertet omfavnede han Preben ude på gårdspladsen. Preben så overrasket på ham. “Hvad sker der?” sagde Preben helt forvirret. “Ikke noget,” svarede Eigil bare.

 

De næste timer var hårde, men fangerne havde med tiden vænnet sig til det hårde arbejde. Her gik de og sled og slæbte, imens tyskerne ikke lavede andet end at kommandere rundt med dem. Gør dit, gør dut, gør dat. Hele tiden. Fangerne ønskede inderligt, at de havde noget gaffa-tape som forhåbentligt hjalp med at få soldaterne til at tie stille. De negative tanker, som fangerne i starten havde holdt fanget bag tremmer, røg lidt efter lidt ud af deres mund, uden deres egen opfattelse.

 

Da det endelig var blevet aftensmadstid, satte de trætte fanger sig atter ned, og prøvede at sprede en god stemning. Eigil forsøgte sig med en joke, han kendte fra Aalborg: “To mænd i fængslet sidder og snakker, den ene spørger:

- Hvorfor er du i fængsel?

- Fordi jeg har en bygningsfejl, lyder svaret.

- Bygningsfejl?

- Ja, jeg har for lange fingre og for korte ben!”

Latteren, som havde været gemt væk et par dage, trængte sig på og spredes helt ned til den anden ende af bordene. Preben klappede ham på ryggen. “Det må jeg give dig,” grinede han, “dem fra Aalborg har humor.” Eigil grinede tilbage. Varmen spredte sig i kroppen på ham, og smilet blev bredere. Glæden. Den havde han ikke mærket i flere uger.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...