Før jeg lukker øjnene

Én af mine dansk skriftlige terminsprøver, som jeg er så forelsket i, at det var nødvendigt at dele den.

0Likes
0Kommentarer
80Visninger
AA

1. Når mor ser væk

Alene i et fyldt rum. Det var lige præcis dét, jeg var. Udover at være en ganske normal teenager med en undertrykkende far og en vattet mor, så var jeg alene i et fyldt rum. Ikke kun fysisk som brik i et spil af tomme sprutflasker, kvalmende kærtegn og halve venskaber, omgivet i et hav af flabede attituder, fuckboys, iPhones og angste teenagere, men alene med mig selv.

Jeg inhalerer fra cigaretten. Suger tre gange i streg. For hver gang bør jeg miste to sekunder af livet. Det er varmt i den sene juli sol, men jeg er pakket ind i trøjer, billige strømper fra Tigeren og uldfrakken. Det giver en omklamrende fornemmelse af nærvær. At der er noget, der holder mig sammen, selv når jeg smuldrer. Og selvom folk de glor, så ser de aldrig. De ser ikke, hvordan det skælver så det giver rystelser i mine ellers rodede tanker, og så jeg bliver i tvivl, om det egentlig er koldt eller ej. Og mens jeg sidder her og suger på min cigaret, tænker jeg.

Rummet behøver ikke nødvendigvis at være fyldt med dybe stemmer eller hele Matas' makeup-hylder, men min visne stemme der knækker og falder til jorden, som bladene falder af træerne, når vinden vender dem ryggen. Det er derfor, bladene visner. Vinden kærtegner ikke længere, fordi tiderne ændrer sig, men slår, så bladet trækker sig sammen og ikke længere shiner igennem. Og når bladet ligger på jorden og prøver at samle sig selv, lader det sig desperat føre af selvsamme vind, men hvad bladet ikke ved er, at det ikke længere er den, vinden kysser næste gang. Spørgsmålet er bare, hvornår den så kysser igen. Og gør den det? Selvfølgelig gør den det, for du kan ikke undgå vinden. Den kryber under huden på dig, og du er aldrig i tvivl. Du kan mærke den fra morgenstunden. I dag skal det blæse. Og jeg ved, at det skal blæse så meget, at vinden slår.

Jeg skodder cigaretten på fliserne foran mig. Parken er mærkeligt tom, og uanset om der var nogen eller ej, er der ingen, der bekymrer sig, medmindre jeg er smuk eller døende. Sidstnævne kun for at de har noget at dele med naboen. Men jeg nyder det. Det giver en afslappet ro. Stilhed før stormen.

Jeg rejser mig op, smider den tomme Marlboro pakke væk og strammer bæltet i frakken. Hundrede meter væk slår uret på torvet til klokken fem. Langs gaden er tøjbutikkernes små mannequiner begyndt at trække stativer og gule tilbudsskilte ind bag butiksvinduerne. Jeg svinger ind forbi bageren og køber den sidste lagkage, som ser halvdød ud bag det lettere fedtede glas. Den unge pige bag kassen kan knapt bede om de 45 kroner, samtidigt med at hun gransker mig. Jeg skutter mig, som var det koldt udenfor, hæver øjenbrynet af hende og flår kassen med lagkagen med. Jeg kan mærke, hvordan den klistrer mod den ene side af kassen og skaber uligvægt.

 

Jeg sætter mig på en af caféstolene uden for bageren. I det store glasvindue kan jeg se mig selv. Men det er ikke mig, og jeg er ikke hende – hvis det var så nemt selvfølgelig. Jeg tænder en cigaret og inhalerer tre gange i streg – gispende tre sug. Så åbner jeg låget på lagkagen og puster røgen mod den. Gid det måtte tage to sekunders liv af alle de, der spiste af kagen. Så lægger jeg låget på og asker. Jeg vil ikke tænke for længe, for tiden render, og jeg har kun to cigaretter tilbage. Og man skal nyde det, man har, for pludseligt er det væk. Bum.

 

Tyve i seks er jeg hjemme. Bussen smider mig af 17.39, og alt falder på plads. Carporten er tom, og jeg er hjemme til tiden, så mor kan få lov at spise klokken seks – som hun plejer, for intet er ændret ej heller på denne dag. Jeg tænder endnu en cigaret, før jeg går indenfor. Jeg tager tre små hvæs, der er så dybe, jeg kan mærke, hvordan det kvalmer i maven, men gør det klart og godt i hovedet.

Jeg sparker til gruset. Far har lige revet det, men det pleaser min indre demonstrant at bore foden ned, så den mørke jordplet overdøver de grå sten. I køkkenvinduet skæver min mor til mig med sammenknebne øjenbryn. Hun skrubber hårdere på gryden. Jeg holder øjenkontakt med hende, da jeg puster røgen ud og smider skoddet i gruset. Da jeg lægger hånden på hoveddørens håndtag, ryster hun på hovedet af mig, og jeg smækker døren efter mig. Jeg stiller kagen på trappetrinet, smutter ovenpå og vasker som sædvanligt hænder på badeværelset. Mens jeg renser neglene, kan jeg mærke, hvordan vinden pludseligt kommer krybende. Og det er ikke fordi, jeg har ladet døren stå åben, tvært i mod fortryder jeg ikke at have låst den og smækket den i flere hundrede gange. Jeg undrer mig over, jeg ikke har bemærket, at far er kommet hjem, men det giver mig en fornemmelse af tiden: tretten i seks. Om en time bør jeg være færdig med at spise og ligge i soveværelset. Ikke mit eget, men der hvor min mor ligger, når jeg har lagt der. Og hun sover. Ved siden af min far. Uden problemer.

Inde på værelset står spejlet allerede for enden af sengen. Værelset er smalt og ikke særlig stort, og det undrer mig, at det nogensinde har kunnet rumme alle mine tanker og tårer på en gang, men det er ligegyldigt nu. Jeg tænder den sidste cigaret og tager de tre karakteristiske men dybe sug. Jeg lægger cigaretten i askebægeret og stiller mig foran spejlet. Straks genkender jeg mig selv. Spinkel. Bleg. Brunhåret. Lige så ligegyldig som alle andre piger på Instagram med duckface og falske øjenvipper. Men det er ikke mig.

 

Jeg åbner for uldfrakkens bælte og lader den glide over mine smalle skuldre. Med en dump lyd falder den mod gulvet og jeg tager mig god tid, selvom der ikke er meget af den. Jeg er afklaret. Skræller et lag af hård hud af, hver gang jeg affører mig et stykke tøj. Fem i seks. Jeg lægger hættetrøjen i en bunke sammen med t-shirten. Bukserne lægger jeg pænt sammen ved siden af sokkerne på sengen. Jeg ser mig selv i spejlet igen. Sårbar. Men er det mig? Heller ikke. Jeg er rolig. Blinker. Bag spejlet rækker jeg mod kommoden og finder saksen frem.

Det går stærkt. Jeg klipper de lange lokker af ved skuldrene, fordi jeg ved, hvor meget far hader piger, der har skulderlangt hår. Jeg kan mærke, hvordan vinden sætter spor i dag, men det gør mig ikke noget længere. Uldfrakken varmer tæerne, og helt bogstaveligt talt får jeg ikke kolde fødder. Jeg vil ikke trække i land. Jeg binder håret sammen med en elastik og lægger det ved tøjet. Så breder jeg uldjakken ud på gulvet og lægger mig på ryggen. Håret kilder på skuldrene, men jeg fortryder ikke. 

I loftet hænger billedet af Malou. Hun er smuk. Og jeg savner hende. Det gør far også. Og havde vi savnet hende på samme måde, havde vi noget at snakke om, men jeg hadede ham. Og da jeg endelig græder, er det ikke fordi, han længere skræmmer mig, men fordi jeg er lettet. Saksen kærtegner min arm på en måde, som vinden ikke kan. Den holder mig fast på en måde, som vinden ikke kan.

Jeg forsøger at fokusere, men jeg kan ikke høre, om trappen knirker, eller om jeg ønsker, at den gør. Fortryder jeg? Jeg vil ikke. Jeg kan godt. Og det svier, da blodet kommer. Det sviner på den elskede uldjakke, men det er ligemeget, for jeg skal ikke bruge den længere.

Jeg lukker øjnene. Det føles godt. Cigaretten presser det sidste liv ud af tobakken, før det brændte aske falder ned i askebægeret og lader filteret alene tilbage. Jeg relaterer. Ser, hvordan skyerne falder ned, og regnen trækker spor langs mine kinder, og hvor himlen kalder mig hjem.

Jeg må være døset væk, for da jeg vågner, sidder far ved mig. Han er vred, jeg kan se det i hans øjne, og det lyner. Det er ikke kun blæst, men tordenvejret der hærger os i dag.

- Hvad har du gjort? hvæser han grådkvalt.

Jeg svømmer. Mine øjne er dybt vand og jeg svømmer rundt. Støn. Jeg er følelsesløs i hele kroppen. Det er ikke bare noget, jeg føler mig, men jeg kan mærke det. Jeg er helt tung. Tung af byrder, tanker og ord, jeg aldrig har fået sagt eller kunne bære.

- Du er vinden. Mor er træet, og hun tabte mig bare. Hun lod sit lille blad falde, så vinden kunne lege med det, hvisker jeg.

Jeg er ufokuseret, men kan mærke, at blodet ikke længere løber. Hvor er mor?

- Lea.

Tordenvejret slår mig på kinden. Det græder.

- Lille skat, det er ikke sådan, det er. Det ved du da.

- Du har misbrugt mig. Om du vil indrømme eller ej. Og mor var med.

Far ser på mig. Han stopper med at klappe mig på kinden.

- Jeg elsker dig. Det ved du. På min helt egen måde. Vi har jo haft det sjovt, ikke? Når mor ser væk, er det meget sjovere. Mor har ikke ladet dig i stikken… skat.

Når mor ser væk? Hun kigger slet ikke.

- Lea, skat.

Far tigger. Han beder, og jeg kan ikke se ham. Er det en ambulance? Jeg mærker kulden kilde mine ribben. Ikke helt følelsesløs altså.

- Jeg hader dig. For evigt. Og mor vidste det.

Jeg hvisker grådkvalt, men kan ikke græde. Det ødelægger mig inden i og det er det sidste, jeg husker, før jeg går ud. Det er mørkt.

Og selv i mørket kan jeg ikke få fred. Jeg mærker, hvordan jeg bliver løftet op. Det er præcis dét, jeg frygtede. At blive reddet af nogen, der tror, de kan hjælpe alle i hele verden.

Se, dét er mig. Det er det her, jeg vælger at vise jer. Mig, der råbende og bandende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af.

Ser I de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegerne. Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: Så nu er den gal igen derinde.

Og se lige min mor!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...