Always and forever

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2017
  • Opdateret: 2 apr. 2017
  • Status: Igang
Da Lucie Warren mister hendes et og alt. Begynder det at gå ned af bakke for hende. Hendes far, besluter sig for at sende den unge Lucie afsted til Florida Air Academy en kostskole for unge, der har det svært. Lucie møder den berømte og eftertragtede Harry styles med de blå-grønne øjne. Men kan Harry hjælpe Lucie videre, eller gør han det værre? Lucie vågner op og kan ikke huske andet et par blå-grønne øjne der hjemsøger hende om natten.



0Likes
0Kommentarer
367Visninger
AA

2. Kapitel 1 Always and forever- din Lucie Warren <3


 

Dear Jake

jeg ved, at vores tid er over, men det føles som i går at du viste mig hvordan man lever sit liv fuldt ud! Jeg ved at du sagde at jeg ikke måtte græde ved dit gravsted, men du kender mig alt for godt, at du ved jeg ikke kan lade være med ikke at græde bare ved tanken om dig! Hvert skridt jeg tager, plejer du at vise mig vejen, men nu er rædselsslagen for at gå min egen vej uden dig. Du ville aldrig vide hvilken person jeg ville blive, uanset hvad der sker ville jeg aldrig glemme dig. Derfor har jeg beslutte at leve vores drøm ud, eller retter sagt din drøm, hvor du siden vi først så hinanden har prøvet at overbevise mig om at jeg skulle med. Det er for smertefuldt at skulle skrive de her breve, det vækker alt for mange gode minder. Sandheden er at jeg ikke kan mere Jake, jeg ved godt du ikke er her, men det er alt for smertefuldt til at være sandt. Jeg kan ikke indse at du er……. jeg kan ikke sige ordet uden at græde af ren smerte. Hver aften beder jeg til at et mirakel vil ske, noget der ville sætte mig fri for denne smerte. Jake hvorfor skulle du forlade denne verden på denne måde, du lovede mig at jeg ikke ville have denne underlig smerte som jeg sidder tilbage med.

Du er elsket og savnet, og det ville du altid være!       

Always and forever- din Lucie Warren <3  

 

Lucie slipper blyanten let, folder papiret sammen og kysser det røde læbestift af på papiret, så de røde læber giver et let aftryk. Af det der skulle have været Zanes kys. Lucie lægger de røde roser sammen med kortet, og kaster det sidste blik på gravstedet inden hun ser sig om og går. Den lange sorte kjole slæber de visne blade med sig, imens de sorte stiletter synker mere og mere ned i mudderet. Den sorte sky der hælder over kirkegården bliver tungere og regnen begynder, voldsomer end før. Hendes ben bliver tunge, hele hendes krop klynger sig til jorden imens regnen løber i takt med hendes tåre. Smerten bliver lige så langsomt koldere fra fødderne og op. Hendes krop reagerer ikke på et eneste signal der kommer fra hendes hjerne. Alt er fortabt det eneste hun har tilbage er blot minder. Men hvad skulle hun stille op med dem. Alt hvad hun levede og ånde for er dødt. Hvert tåre er rent smerte, hver eneste bevægelse er pinefuldt. Hun lægger helt fortabt på kirkegårdens kolde jord, iblandt de andre døde. Hun lukker sine øjne og finder de gode minder frem. Drømmer sig hen til den verden, hvor alt er perfekt ingen bekymring, ingen problemer kun de to.

 

En velkendt bibbede lyd, omringer hendes øre. Hendes øjne skriger efter, at vide hvad der er på den anden side, imens hendes hjerne ihærdig prøver at fortælle hendes øjnene at måske er det bedst hvis de forbliver lukket lidt i nu. Men hendes øjne stritter imod og åbner sig, i vente ser de hende i klædt i hvidt tøj, maskiner rundt omkring hende. Og en nål igennem hendes hånd. En høj mørkhårede mand sidder over i hjørnet iklædt jakkesæt og sidder læser. Da Lucies øjne møder hans, sænker han bogen, han tager brillerne langsomt af og lægger dem ned i brilleetuiet hvor de høre til.

 

“ Elisabeth Lucinda hvordan kan du havne her tre gange på en uge”

hans ansigt er ikke til at aflæse helt stenhårdt ikke en mine, ingen bevægelse. Min mund kan ikke sige et ord uden hele min krop skriger af smerte. I stedet læner jeg mig tilbage i de bløde puder og lukker mine øjne.

“ far, savnet til Jake er ubeskriveligt smertefuldt, når jeg sidder ved hans gravsted er det næsten som om han er levende igen”

jeg kan ikke længere kontroller mine tåre, de får frit spil hele vejen ned af mine kinder. Han lukker sin bog sammen og rejser sig op “ Elisabeth Lucinda jeg har taget den beslutning om at det er bedst at sende dig på kostskole” med et sæt er hendes øjne åbnede igen, blodet pumper hurtiger end før.

“ du gør kun det her for, at slippe væk med dine problemer!” med en skrigende stemme der fylder hele rummet. Han smider en brochure på sengekanten og går som intet var hent. Den indre vrede for hende til at tage brochure op “Florida Air Academy” grebet rundt om brochuren bliver strammer for hvert sekund til sidst er den kun små stykker tilbage af den.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...